Pressemeddelelser

Beslutningsforslag om årpenge til H.K.H. Prins Joachim

Forsvarsministeriet har oplyst, at H.K.H. Prins Joachim den 1. september 2023 tiltræder som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C.

Der vil som følge af grundlovens § 11, 2. pkt. være behov for indhentelse af Folketingets samtykke til, at Prins Joachim kan modtage årpenge under sit ophold i USA.

Statsministeren forventer derfor i den kommende uge at fremsætte et beslutningsforslag for Folketinget om samtykke til Prins Joachims modtagelse af årpenge, så længe Prinsen bestrider stillingen som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington D.C. Prins Joachim vil ikke oppebære løn mv. i stillingen som forsvarsindustriattaché, da han modtager årpenge.

Henvendelser vedrørende ansættelsen af Prins Joachim og de nærmere vilkår i den forbindelse kan rettes til Forsvarsministeriet.