Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt I (2011-14)
Pressemeddelelser

HTS Møde mellem statsministeren og Færøernes lagmand

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Færøernes lagmand Kaj Leo Holm Johannesen mødtes tirsdag den 21. januar 2014 i Statsministeriet.

Lagmanden orienterede blandt andet om de aktuelle forhandlinger mellem kyststaterne om kvoter for makrel og sild. Forhandlingerne om makrel er inde i en afgørende fase. Det er lagmandens og statsministerens fælles håb, at der snart kan findes en løsning på sagen.

Lagmanden og statsministeren drøftede også den økonomiske og samfundsmæssige situation på Færøerne. Færøerne står over for udfordringer med alderssammensætningen i det færøske samfund på længere sigt. Et af landsstyrets væsentlige indsatsområder er derfor at tiltrække unge færinger, der har studeret uden for Færøerne.

Desuden blev den kommende SIFI-regulering på Færøerne drøftet. Det er et vigtigt bidrag til at sikre finansiel stabilitet på Færøerne, og det er derfor meget glædeligt, at der er enighed om en model for reguleringen på Færøerne.

Statsministeren orienterede lagmanden om den igangværende analyse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis. Analysen skal vise, på hvilke områder og i hvilket tempo opgaveløsningen og tilstedeværelsen i Arktis bør ændres og eventuelt styrkes.

Endvidere orienterede statsministeren om, at regeringen har iværksat et arbejde med at identificere nordiske grænsehindringer og andre hindringer mellem landene i rigsfællesskabet, som kan skabe uhensigtsmæssigheder eller hindringer, fx hvis man flytter mellem rigsdelene. Dette arbejde skal bidrage til at øge mobiliteten inden for rigsfællesskabet.

Lagmanden udtaler:
”Mødet med statsministeren var en god mulighed for at følge op på vores rigsmøde sidste år. Færøerne fører en aktiv udenrigspolitik på flere områder. Samtidig er det vigtigt for os at have en god dialog med regeringen. Vi havde et godt og indholdsrigt møde, der styrker tiltroen til vores samarbejde.”

Statsministeren udtaler:
”Vi har i dag haft et godt og konstruktivt møde. Lagmanden og jeg har haft en god samtale om samarbejdet om en række fælles sager. Danmark og Færøerne har stærke bånd, som også vil præge det kommende års samarbejde inden for rigsfællesskabet.”

Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Lea Juel Henriksen, tlf. +45 33 92 22 59.
Kommunikationsrådgiver Páll Holm Johannesen, tlf. +298 55 10 40.