HTS Statsministeren besøger Rumænien, Bulgarien samt Grækenland og får besøg af Maltas premierminister
Statsminister Helle Thorning-Schmidt besøger mandag den 5. december 2011 sine kolleger i Rumænien, Bulgarien og Grækenland. Om formiddagen mødes hun med den rumænske premierminister Emil Boc og præsident Traian Băsescu i Bukarest. Om eftermiddagen møder statsministeren den bulgarske premierminister Boyko Borisov i Sofia, hvorefter hun rejser til Athen for at mødes med den græske premierminister Lucas Papademos.
Tirsdag den 6. december får statsministeren besøg af Maltas premierminister Lawrence Gonzi i København.
Besøgene er led i statsministerens møder med sine EU-kolleger forud for det danske EU-formandskab. Under besøgene vil fokus være på den økonomiske situation og håndteringen af gældskrisen i Europa, samarbejdet i EU og det danske EU-formandskab.
***
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Lea Juel Henriksen, telefon 33 92 22 59.