Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt I (2011-14)
Pressemeddelelser

HTS Statsministeren møder Islands statsminister

Statsminister Helle Thorning-Schmidt gennemførte i dag et bilateralt møde med Islands statsminister Jóhanna Sigurðardóttir. Den danske og islandske statsminister har sammen med de øvrige nordiske statsministre deltaget i Nordisk Råds session i København.

De to statsministre berørte den aktuelle nordiske dagsorden. Desuden drøftede de den økonomiske situation i Europa, herunder gældskrisen, samt Islands EU-ansøgning. Fra dansk side blev udtrykt støtte til Islands ønske om medlemskab af EU. Danmark vil under EU-formandskabet i 2012 arbejde for størst mulig fremdrift i optagelsesforhandlingerne. Statsministrene drøftede desuden den økonomiske situation i de to lande.