HTS Statsministeren mødes med Litauens præsident
Statsminister Helle Thorning-Schmidt mødes den 22. januar 2013 med Litauens præsident Dalia Grybauskaitė, som er på officielt besøg i Danmark. Mødet finder sted i Statsministeriet.
Samtalen med præsident Grybauskaitė vil blandt andet handle om det litauiske EU-formandskab i sidste halvdel af 2013, forhandlingerne om EU’s finansielle ramme fra 2014-2020 samt opfølgning på Det Europæiske Råd i december 2012, herunder styrkelse af ØMU’en og tættere banksamarbejde. Statsministeren og præsidenten ventes derudover at drøfte det bilaterale samarbejde mellem Danmark og Litauen, det nordisk-baltiske samarbejde, energispørgsmål og forholdet til EU’s østlige naboer.
***
Efter mødet afholdes fælles door step i Statsministeriet klokken 12.30.
For adgang til door step sendes mail med navn og medie til pressesekretær Lea Juel Henriksen: ljh@stm.dk senest mandag den 21. januar 2013 klokken 15.00.
Der vil være adgang for pressen til door step fra klokken 12.00.
For adgang til Statsministeriet kræves gyldigt pressekort. Pressekortet skal bæres synligt.
Yderligere oplysninger:
Pressesekretær Lea Juel Henriksen, telefon 33 92 22 59.