Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt I (2011-14)
Pressemeddelelser

HTS Statsministeren udpeget som fortaler for uddannelse

Statsminister Helle Thorning-Schmidt er sammen med en række andre[1] stats- og regeringsledere blevet udpeget til at deltage i FN’s generalsekretærs uddannelsesinitiativ ”Education First”. Statsministeren er i New York i forbindelse med lanceringen af initiativet den 26. september 2012 under FN’s Generalforsamling.

Formålet med ”Education First” er at skabe politisk opmærksomhed om adgang til kvalitetsuddannelse i de fattigste og mest skrøbelige lande samt at skabe opmærksomhed om den store betydning, som uddannelse har, for bekæmpelse af fattigdom, stabilitet og bæredygtig udvikling.

Under besøget i New York skal statsministeren desuden have bilaterale samtaler med blandt andre FN’s generalsekretær Ban Ki-moon. Statsministeren vil også besøge 9/11 Memorial, hvor hun vil overdrage det danske flag, som blevet fundet i ruinerne fra World Trade Center, til National September 11 Museum.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt udtaler i anledning af besøget: ”Uddannelse er et af de vigtigste indsatsområder for regeringen, og jeg er glad for, at FN’s generalsekretær har bedt Danmark om at gøre en særlig indsats på uddannelsesområdet globalt. Uddannelse er en forudsætning for vækst og velfærd – det har det også været i Danmark. Vi har et ansvar for at sikre, at alle børn i de fattigste lande – piger som drenge, rige som fattige – får mulighed for at gå i skole.

Jeg vil personligt gøre mit til, at der bliver sat fokus på dette vigtige område, så retten til kvalitetsuddannelse bliver for alle og ikke kun for de få.”

***

Yderligere oplysninger: Særlig rådgiver Thomas Juul-Dam,
tlf.: 33 92 22 26.

[1] Bl.a. fra Sydafrika, Tunesien, Bangladesh, Kroatien, Guyana og Australien