Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt I (2011-14)
Pressemeddelelser

HTS Udtalelse fra departementschefen angående retsudvalgets aflyste besøg på Christiania den 29. februar 2012

Departementschef i Statsministeriet Christian Kettel Thomsen udtaler:

”Jeg vil slå fast, at Statsministeriet ikke havde kendskab til den forkerte oplysning vedrørende politidirektørens deltagelse før den 9. december 2013.

Jeg blev sidst på eftermiddagen den 9. december 2013 – forud for afgivelsen af justitsministerens besvarelse af spørgsmål nr. 278 – for første gang oplyst om, at forklaringen om, at politidirektøren for København ikke havde mulighed for at deltage i et forudgående møde inden besøget, var koordineret med politidirektøren. Det fremgår også af statsministerens svar på spørgsmål nr. 347 fra Folketingets Retsudvalg,

I forhold til justitsministerens udtalelse af 19. november 2013 oplyste Justitsministeriet mig om, at ændringerne i beskrivelsen af det faktuelle forløb i februar 2012 fra udkastene til den endelige udtalelse var lavet på baggrund af en dialog mellem de personer, der var involveret i det oprindelige hændelsesforløb. Statsministeriet havde af gode grunde ingen bemærkninger til ændringerne i beskrivelsen af hændelsesforløbet, da Statsministeriet ikke havde nogen viden herom.”