HTS Udtalelse fra statsministeren (7)
Statsminister Helle Thorning-Schmidt udtaler i forbindelse med, at Villy Søvndal har valgt at trække sig som formand for SF:
”Jeg har arbejdet tæt sammen med Villy Søvndal i flere år. Og jeg vil gerne sige tak for det altid tillidsfulde, gode og venskabelige forhold, vi har haft. Villy og jeg har delt bekymringer og udfordringer, og vi har delt grin og gode oplevelser. Villy er en af de store formænd i SF’s historie. Og at SF i dag for første gang er et regeringsparti skyldes ikke mindst hans store og målrettede indsats. SF har været med til at træffe svære, men afgørende beslutninger for at Danmark kan komme sikkert og trygt gennem krisen. Forholdet mellem Socialdemokraterne og SF har aldrig været bedre end i Villy Søvndals tid som partiets formand. Nu glæder jeg mig til at fortætte samarbejdet med udenrigsministeren og SF’s nye formand.”