Indholdet på denne side vedrører regeringen Helle Thorning-Schmidt I (2011-14)
Pressemeddelelser

HTS Østre Landsrets dom af 15. juni 2012 i Lissabon-sagen

Østre Landsret har i dag afsagt dom i den såkaldte Lissabon-sag vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt ændringsloven om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten er vedtaget i strid med grundlovens § 20. Sagen er anlagt af en gruppe borgere mod statsministeren og udenrigsministeren med påstand om, at Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten var i strid med grundloven. Østre Landsret frifinder i sin dom statsministeren og udenrigsministeren.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og udenrigsminister Villy Søvndal udtaler i anledning af domsafsigelsen:

”Vi har med tilfredshed noteret os Østre Landsrets dom, som fastslår, at loven om Danmarks tiltrædelse af Lissabon-traktaten er vedtaget af Folketinget i overensstemmelse med grundloven.”

For yderligere spørgsmål henvises til regeringens advokat i sagen, Kammeradvokaten. Kontakt: Peter Biering, tlf. 72 30 73 42 eller 25 43 02 07 (mobil).

Baggrund
Lissabon-sagen blev anlagt mod statsministeren og udenrigsministeren ved stævning indgivet den 2. juni 2008 af 28 personer. Østre Landsret afviste den 28. oktober 2009 at realitetsbehandle sagen, idet sagsøgerne manglede retlig interesse i at få deres påstande prøvet.

Højesteret fastslog imidlertid ved dom af 11. januar 2011, at den række af borgere, som førte sagen mod statsministeren og udenrigsministeren, havde en sådan retlig interesse i sagen, at de havde søgsmålsret. Dommen indebar, at Lissabon-sagen blev hjemvist til Østre Landsret til realitetsbehandling. Dommen af d.d. afslutter Østre Landsrets realitetsbehandling af sagen.