LLR Dansk soldat dræbt i Afghanistan (7)
En dansk soldat blev i dag dræbt og fem danske soldater såret, heraf en hårdt såret, ved to eksplosioner i Helmand-provinsen i det sydlige Afghanistan.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
"Det er med dyb sorg, at jeg har modtaget meddelelse om, at en dansk soldat i dag er blevet dræbt i Helmand-provinsen i Afghanistan. Mine tanker går først og fremmest til de pårørende i denne sorgens stund. De har lidt et uerstatteligt tab, som berører os alle dybt.
En dansk soldat har mistet livet i kampen for vores sikkerhed og tryghed og for at give det afghanske folk et håb om en lysere fremtid. Mine tanker går tillige til den dræbte soldats kammerater og kolleger i Afghanistan. De yder til stadighed en fremragende indsats under svære vilkår. Det er en indsats, som fortjener vores dybe respekt og taknemmelighed."