Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Disruptionrådet mødes på Fyn 9.-10. oktober

Disruptionrådet – Partnerskab for Danmarks fremtid indtager den 9. og 10. oktober Fyn.

Mødet holdes i Nyborg, men før og efter Disruptionrådets møde besøger regeringens ministre fynske virksomheder, institutioner og kommuner sammen med rådets medlemmer. Se listen over besøg nedenfor.

Mandag den 9. oktober kl. 10.00-11.20: Statsministeren, beskæftigelsesministeren, formand Lizette Risgaard, adm. dir. Jacob Holbraad, Group CEO Søren Skou, adm. dir. Pernille Erenbjerg, iværksætter Birgit Aaby og formand Bente Sorgenfrey besøger QuickTube i Odense.
Virksomheden beskæftiger sig bl.a. med 3D rørlaserskæring.

Mandag den 9. oktober kl. 10.00-11.00: Finansministeren besøger E. Aabo Andersen i Svendborg.

Mandag den 9. oktober kl. 9.30-10.30: Uddannelses- og forskningsministeren samt medlemmer af rådet besøger Center for Robotteknologi, Teknologisk Institut i Odense.

Mandag den 9. oktober kl. 10.00-11.15: Undervisningsministeren og medlemmer af rådet besøger Odense Tekniske Gymnasium.

Tirsdag den 10. oktober kl. 13.00-15.00: Økonomi- og indenrigsministeren og medlemmer af rådet samt borgmester i Odense Peter Rahbæk Juel besøger Odense Robotics og virksomheden MIR.

Tirsdag den 10. oktober kl. 12.45: Ministeren for offentlig innovation besøger Nyborg Kommune.

Tirsdag den 10. oktober kl. 12.30 er der pressemøde på Hotel Hesselet i Nyborg med statsministeren og medlemmer af rådet.

Dagsordenen for mødet i Disruptionrådet er nye forretningsmodeller og virksomhedernes rammevilkår.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for mødet:

”Det går godt i Danmark. Dansk økonomi er bomstærk og opsvinget har bidt sig fast. Men det må ikke blive en sovepude. Tværtimod. Opsvinget skal have flyvelængde, så de gode tider varer længere.

Derfor skal vi løbende forbedre rammerne for vores erhvervsliv, og hele tiden overveje, hvordan vi kan skabe grundlaget for nye sektorer, nye markeder og nye typer virksomheder. På det kommende møde skal vi derfor bl.a. diskutere, hvordan Danmarks digitale førerposition bliver vekslet til endnu flere arbejdspladser til gavn for danskerne.

Vi skal også styrke nye måder at drive forretning på, så det samtidig sker på en tryg måde, der passer til den danske samfundsmodel.

I forbindelse med mødet vil jeg og regeringens ministre sammen med andre medlemmer af rådet besøge fynsk erhvervsliv, fynske uddannelsesinstitutioner og kommunale aktører. Jeg er sikker på, at de input vi får med fra besøgene vil være et godt afsæt for debatten i Disruptionrådet.”

***

Muligheder for pressen
Pressen kan være med under hele statsministerens og øvrige medlemmers besøg mandag den 9. oktober kl. 10.00 hos QuickTube, Egestubben 2A, Odense N.

For så vidt angår de øvrige besøg, bedes relevant ressortministerium kontaktes vedrørende pressens muligheder.

Presse kan filme rådsmedlemmers ankomst til Hotel Hesselet mandag den 9. kl. 12.00.

Tirsdag den 10. oktober er der pressemøde kl. 12.30 på Hotel Hesselet, Christianslundsvej 119, Nyborg. Der vil være lyddrop til pressen, og pressen vil have adgang fra kl. 11.30.

Gyldigt pressekort skal forevises og bæres synligt ved pressemødet og besøget på QuickTube.

Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt, telefon 33922259.