Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Marienborgmøde om sammenhængsreformen

Fredag den 28. april har statsministeren inviteret 60 repræsentanter fra fagbevægelsen, erhvervsorganisationer, brugerorganisationer, ministre og ansatte fra kommuner og regioner, erhvervsledere mv. til dialogmøde om sammenhængsreformen.

På mødet skal deltagerne debattere, hvordan der kan skabes mere tid til kerneopgaverne, bedre velfærd på tværs af sektorerne og en mere tidssvarende offentlig sektor.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for mødet:

”Velfærdssamfundet er til for borgeren, ikke omvendt. Alligevel drukner den enkeltes behov ofte i et virvar af systemer og sagsbehandling. Og desværre ser vi ofte, at de med størst behov rammes af den mest uigennemtrængelige mur af bureaukrati og systemer. Det skal være slut.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den bedste vej til at sætte borgeren først er at give medarbejderne plads. Regeringen vil sætte heltene på gulvet fri til at gøre det, de brænder for – at rådgive, vise omsorg, undervise og behandle.

Derfor vil vi gennemføre en ambitiøs og flerstrenget reform af den offentlige sektor. Jeg glæder mig til på Marienborg at kickstarte arbejdet i selskab med mange af de kræfter, der er engageret i at udvikle velfærdssamfundet.”

***

Mødet starter kl. 11.30, og pressen vil have adgang til Marienborg på dagen. Pressen bedes ankomme mellem kl. 10.30 og 11.00. Pressen kan overvære indledningen, det første oplæg og de afsluttende bemærkninger i Pavillonen.

Gyldigt pressekort skal bæres synligt. Det er ikke muligt at parkere på Marienborg.

Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt, telefon 3392 2259.