Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen I (2009-11)
Pressemeddelelser

LLR Premierminister Vladimir Putin på officielt besøg

Ruslands premierminister Vladimir Putin aflægger den 26. april 2011 officielt besøg i Danmark. Besøget indledes med politiske drøftelser mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og premierminister Vladimir Putin i Statsministeriet. Drøftelserne vil fokusere på en fortsat udbygning af de bilaterale relationer samt en række andre emner af fælles interesse.

Programmet vil ligeledes omfatte en privat audiens hos H.M. Dronningen samt et møde med dansk erhvervsliv.

I anledning af besøget udtaler statsminister Lars Løkke Rasmussen:

”Jeg glæder mig over, at premierminister Putin og jeg nu igen får mulighed for at drøfte en række emner, som har stor betydning for begge lande.

Besøget er endnu et synligt bevis på, at forholdet mellem Danmark og Rusland er blevet styrket de seneste år. Der er en lang række af politiske og økonomiske områder, hvor vore to lande vil kunne få gavn af at forstærke samarbejde og samhandel yderligere. Det ser jeg frem til at drøfte med premierminister Putin.”

***

Efter mødet vil der være underskrivning af bilaterale aftaler samt fælles pressemøde i Statsministeriet.

Der vil på dagen være begrænsede adgangsforhold i Statsministeriet. Presse, der ønsker adgang til Statsministeriet skal akkreditere sig via Udenrigsministeriets akkrediteringsprocedure. Kun presse, der har opnået akkreditering og efterfølgende får tildelt pool-plads og/eller adgangskort til pressemødet, vil kunne få adgang til Statsministeriet. Informationer om pressemuligheder i forbindelse med besøget vil senere blive annonceret på IPC’s hjemmeside på www.ipc.um.dk

Yderligere oplysninger: Pressesekretær Lea Juel Henriksen, 3392 2259.