Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Regeringsseminar: Debat med regeringen og rundvisning på Esbjerg Havn

Regeringen mødes den 11. og 12. september til regeringsseminar i Esbjerg.

Som noget nyt afholder statsministeren, udenrigsministeren og justitsministeren inden regeringsseminaret ”Debat med regeringen” på Esbjerg Gymnasium. Her skal de drøfte udfordringer for Danmark med gymnasiets samfundsfagselever.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
”Jeg ser frem til, at trekløveret får mulighed for at tage ud til en debat sammen. Jeg er sikker på, at gymnasieleverne er leveringsdygtige i skarpe indspark om vores lands fremtid, og dem glæder jeg mig meget til at høre.”

Efter gymnasiebesøget tager regeringen på rundvisning i bus på Esbjerg Havn.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
”Regeringen er regering for hele Danmark. Derfor er det vigtigt, at vi hver især kommer rundt i landet og får ny viden og indspark fra danskerne. Det gælder også, når vi samles til regeringsseminar.

Derfor holder vi regeringsseminar forskellige steder i landet, og derfor indleder vi denne gang regeringsseminaret med en fælles rundvisning på Esbjerg Havn. Jeg er sikker på, at det bliver en inspirerende og hyggelig start på seminaret.”

***

Pressen er velkommen til at deltage i begge programpunkter.

Debat med regeringen foregår mandag den 11. september kl. 10.45-11.45 på Esbjerg Gymnasium, Spangsbjerg Møllevej 310, 6705 Esbjerg Ø.

Rundvisning for regeringen på Esbjerg Havn starter kl. 12.00. Pressen er velkommen i bussen, der afgår fra Havneadministrationen, Hulvejen 1, 6700 Esbjerg.

Idet der er et begrænset antal pladser i bussen, skal tilmelding ske til afdelingsleder, Hjørdis de Stricker, hn@stm.dk senest søndag kl. 16.00.

***

Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt, telefon 3392 2259.