LLR Statsminister Lars Løkke Rasmussens udtalelse om terrorangreb i Sri Lanka
Statsminister Lars Løkke Rasmussens udtalelse om terrorangreb i Sri Lanka
“Påskedag ramte en tragedie Sri Lanka. Mange er brutalt blevet dræbt og kvæstet ved en stribe angreb mod kirker og hoteller. Familier på påskeferie, kristne i gang med at fejre påskens budskab og uskyldige i færd med deres gøremål. Jeg kan kun fordømme disse modbydelige terrorhandlinger, der bygger på et sygt menneskesyn.
Vores bange anelser er desværre blevet bekræftet, idet der er danskere blandt ofrene.
Det fylder mig med smerte og sorg. Det er umuligt at sætte sig ind i det mareridt, de berørte går igennem lige nu. Det er så uendeligt trist og forfærdeligt at tænke på de familier, der i dag er blevet slået itu. Mennesker har uden varsel mistet deres kære. Smerten er ubærlig, og mit hjerte græder.
På hele Danmarks vegne sender jeg min dybeste medfølelse til ofrenes familier og venner. Vi står sammen med jer i denne forfærdelige og sørgelige stund.”
***
De danske myndigheder og den danske regering følger udviklingen i Sri Lanka tæt og vil bistå ofre og pårørende bedst muligt.
***
Yderligere oplysninger: Pressesekretær Kristina Mie Hansen, tlf.: 3392 2262