LLR Statsministeren besøger Indonesien og Singapore
Statsministeren og Sólrun Løkke Rasmussen er på officielt besøg i Indonesien den 27.-29. november og Singapore den 29.-30. november 2017.
I Indonesien mødes statsministeren med landets præsident Joko ’Jokowi’ Widodo. Det er første gang, at en dansk statsminister er på besøg i Indonesien, der er verdens fjerde mest folkerige nation. Besøget skal styrke Danmarks partnerskab med Indonesien, fremme frihandel og dansk erhvervsliv og engagere Indonesien i initiativet P4G - Partnering for Green Growth and the Global Goals. Der vil også blive sat fokus på religiøs tolerance og den fælles kamp mod ekstremisme.
Statsministeren besøger Indonesien med en erhvervsdelegation med bl.a. Vestas, Grundfos, Novozymes, Novo Nordisk og Terma.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:
”Indonesien er et land på vej frem. I 2030 vil Indonesien være blandt verdens største økonomier. Vækstraterne er imponerende, og landet er en central politisk spiller i Asien. Jeg vil bruge besøget til at engagere Indonesien i P4G-samarbejdet og styrke mulighederne for dansk erhvervsliv på det store marked.
Væksten i Indonesien er ikke uden bagside. Landet oplever bl.a. store problemer med forurening med plast i havet. Det går ud over økosystemer, dyreliv, turisme og fiskerierhvervet. Her kan Danmark gøre en forskel.
Indonesien har den største muslimske befolkning i verden. Vi har en interesse i, at Indonesien bliver ved med at være et fredeligt og moderat muslimsk land. Derfor vil jeg også bruge mit besøg til at sætte fokus på kampen mod ekstremisme og drøfte behovet for fortsat religiøs tolerance og anti-radikalisering med repræsentanter fra de religiøse miljøer.”
Statsministeren er i Singapore den 29.-30. november. Her mødes han med præsident Halimah Yacob og premierminister Lee Hsien Loong. Besøget skal bruges til at få inspiration til arbejdet i Disruptionrådet samt til at drøfte frihandel, bæredygtig vækst og fremme af det maritime erhverv. Beskæftigelsesministeren ledsager statsministeren i Singapore.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for rejsen til Singapore:
”Singapore har forvandlet sig fra et fattigt land til en økonomisk og teknologisk nøglespiller. Jeg ser frem til at høre om, hvordan Singapore håndterer de udfordringer og muligheder, som den fjerde industrielle revolution skaber, når det gælder fremtidens arbejdsmarked. De erfaringer kan vi forhåbentlig gøre brug af i Disruptionrådet.
Singapore overtager om få måneder formandskabet for den regionale samarbejdsorganisation ASEAN, og derfor vil jeg bruge mine politiske møder til at slå et slag for frihandel. I en tid hvor nogle lande lukker sig om sig selv, skal vi andre kæmpe endnu hårdere for den frihandel, der er så vigtig for vækst og udvikling.”
***
Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt på telefon 3392 2259.