Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Statsministeren besøger Søndervangskolen i Aarhus og deltager i UNLEASH

Statsminister Lars Løkke Rasmussen er mandag den 21. august på besøg i Aarhus.

Her vil han først besøge Søndervangskolen i Viby for at møde elever, lærere og ledelse for at høre om skolens arbejde med at løfte eleverne. Søndervangsskolen er en af de skoler, der deltager i regeringens skolepulje, hvor der er afsat 500 mio. kr. til skoler med en stor andel af fagligt svage elever.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for besøget:

”Alt for mange elever forlader folkeskolen uden at kunne skrive, regne og læse ordentligt. Det er ikke i orden.

Derfor har regeringen afsat 500 mio. kr. til de særligt udfordrede skoler, der vil arbejde målrettet for at løfte og støtte dem, der har det svært bogligt. Jeg glæder mig til at møde elever og lærere på Søndervangskolen og høre om alle de gode ting, skolen har gang i.”

Herefter deltager statsministeren sammen med H.K.H. Kronprinsessen i prisuddelingsshowet for UNLEASH, der samler 1000 unge talenter fra hele verden til at udvikle nye løsninger til at nå FN’s 17 Verdensmål.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler forud for deltagelsen:

”Vi når ikke verdensmålene med udviklingsbistand alene. Det offentlige og erhvervslivet skal kæmpe den kamp sammen. For at sikre verdens 1,8 milliarder unge en bedre fremtid, skal vi finde nye løsninger, engagere virksomhederne mere og skabe nye partnerskaber. Her går UNLEASH nye veje, som jeg gerne vil bakke op om.”


***


Pressen har mulighed for at følge besøget på Søndervangskolen i Viby. Besøget finder sted kl. 13.45 mandag 21. august på adressen: Søndervangs Allé 40, 8260 Viby J.

Mere information om pressens muligheder ved UNLEASH på https://unleash.org/contact/.


Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil på telefon 33 92 22 62 eller mail sd@stm.dk.