Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen II (2015-16)
Pressemeddelelser

LLR Statsministeren deltager i FN-topmøder om flygtninge og migranter

Statsminister Lars Løkke Rasmussen besøger 18.-21. september 2016 New York for at deltage i åbningen af FN’s 71. Generalforsamling.

Verden står over for store udfordringer med flygtninge og migration, voldelig ekstremisme og ustabilitet. Samtidig vil der de kommende år skulle investeres betydelige midler i at indfri verdensmålene frem mod 2030 og klimaaftalen fra COP21 i Paris.

Disse emner vil præge åbningen af årets Generalforsamling, som samtidig er den sidste for både Ban Ki-moon og Barack Obama, der afholder hvert deres møde om flygtninge og migration.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler:

”I New York skal verdens ledere skabe en bedre ramme for håndteringen af flygtninge- og migrationskrisen. Det er der brug for.
Jeg vil fremhæve behovet for at skelne mellem flygtninge og migranter. Jeg vil også lægge vægt på tilbagetagelse af borgere uden lovligt ophold, at alle lande løfter som led i en global ansvarsdeling, og at man fokuserer på krisernes grundlæggende årsager.”

Statsministeren er onsdag medvært for et møde, der sætter fokus på større inddragelse af erhvervslivet i udviklingssamarbejdet.
Statsministeren fortsætter:

”Det kræver enorme summer, hvis vi skal kunne indfri de ambitiøse verdensmål frem mod 2030. Det er ikke en opgave, stater kan løfte alene gennem udviklingsbistanden. Vi skal lave et sporskifte i udviklingssamarbejdet og sikre mere udvikling for hver krone, vi investerer. Det kræver, at vi nytænker samarbejdsformer bl.a. ved i endnu højere grad at få virksomheder, investorer, fonde og pensionskasser på banen”.

Foruden flygtningetopmøderne og selve åbningen af Generalforsamlingen vil statsministeren deltage i flere højniveauarrangementer og gennemføre samtaler med FN’s generalsekretær og udvalgte stats- og regeringschefer fra væsentlige brændpunkter i forhold til flygtningekrisen.

Yderligere oplysninger hos ledende pressekretær Jakob Bøving Arendt tlf. 3392 2259.