LLR Statsministeren indvier Den Lille Havfrues ”lillesøster” i Seoul
Som en del af statsminister Lars Løkke Rasmussens besøg i Sydkorea, afslører statsministeren i dag en kopi i 80 pct. størrelse af Den Lille Havfrue ved Han-floden i Seoul.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen udtaler i forbindelse med indvielsen:
”Det er rørende at se Den Lille Havfrues ”lillesøster” i Seoul. Hun er et af de stærkeste nationale symboler, vi har, og nu står hun som en lille bid af Danmark midt i Seoul som et symbol på det gode forhold mellem vores to lande.
Hun får en smuk udsigt ved Han-floden. Sidste år var der 18 millioner mennesker, der kom forbi stedet. Statuen kan forhåbentlig bidrage til, at flere koreanere får kendskab til Danmark og lyst til at lægge vejen forbi hendes søster i København.
De gode diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Korea kan snart fejre 60-års jubilæum. Vores stærke partnerskab bidrager til at udvikle begge lande og skaber arbejdspladser gennem øget samhandel. Helt konkret har EU’s frihandelsaftale med Sydkorea siden 2011 isoleret set løftet dansk eksport med 2 mia. kr. i forhold til, hvis der ikke havde været en frihandelsaftale. Det svarer til over 1000 danske fuldtidsstillinger.”
I 2014 underskrev København og Seoul en aftale om øget samarbejde, blandt andet inden for kultur, turisme, transport og innovation. En del af aftalen er, at der udveksles symbolske ikoner mellem byerne. Københavns Kommune har således på tilsvarende vis modtaget en miniaturekopi af den koreanske Gwanghwamun-port, som nu er at finde på Rådhuset. Porten blev lavet under Joseon-dynastiet.
***
Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, telefon 61985080.