LLR Statsministeren mødes med Europarådets generalsekretær
Fredag den 3. november 2017 mødes statsministeren med Europarådets generalsekretær, Thorbjørn Jagland, hvor også udenrigsministeren deltager. Mødet sker som optakt til, at Danmark overtager formandskabet for Europarådets Ministerkomité den 15. november.
Mødet finder sted i Statsministeriet. Efter mødet afholder statsministeren, Europarådets generalsekretær og udenrigsministeren et fælles pressemøde.
Statsministeren udtaler forud for besøget:
”Jeg glæder mig til, at Danmark overtager formandskabet for Europarådets Ministerkomité. Europarådet har gennem generationer kæmpet for de værdier, vi som moderne samfund bygger på. Kæmpet for at mennesker skal være frie og have lige muligheder.
Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har imidlertid på nogle områder haft en praksis, som fører til en urimelig situation. Fx når vi ikke kan udvise dybt kriminelle udlændinge fra Danmark.
Derfor vil regeringen bl.a. bruge formandskabet til at rejse en diskussion af Domstolens fortolkning af dele af menneskerettighedskonventionen. Der skal mere fornuft og rimelighed i fortolkningen af konventionens bogstav.
Jeg glæder mig til at mødes med generalsekretæren og drøfte regeringens ambitioner for det kommende formandskab. ”
***
I forbindelse med besøget er der følgende muligheder for pressen:
Fotomulighed ved ankomst fredag den 3. november kl. 13.10. Tilmelding nødvendig til afdelingsleder Hjørdis De Stricker hn@stm.dk senest fredag kl. 9.00.
Pressemøde i Spejlsalen fredag kl. 13.40. Tilmelding ikke nødvendig. Der vil være adgang til Spejlsalen fra kl. 12.30.
Gyldigt pressekort skal bæres synligt ved besøget.
Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt telefon 3392 2259.