LLR Statsministeren mødes med Frankrigs præsident Hollande
På torsdag rejser statsminister Lars Løkke Rasmussen til Paris, hvor han skal mødes med Frankrigs præsident, Francois Hollande.
Besøget finder sted tre dage før årsdagen for det voldsomste terrorangreb i nyere fransk historie, der kostede 130 mennesker livet og sårede endnu flere. Statsministeren benytter anledningen til at mindes ofrene ved en markering på Place de la Republique.
Sikkerhedspolitik og kampen mod terror vil præge statsministerens møde med præsident Hollande. På dagsordenen er også kampen mod ISIL, Rusland/Ukraine-konflikten, migration samt EU’s fremtid.
Statsministeren udtaler:
"Frankrig har i de seneste år været udsat for flere skånselsløse angreb på deres frie og åbne samfundsform. Jeg vil bruge mit besøg til at understrege, at Danmark står skulder ved skulder med franskmændene i kampen mod de mørke kræfter, der bekæmper vores måde at leve på.
Som et lille land er Danmark dybt afhængig af et tæt samarbejde med gode allierede som Frankrig i kampen mod volden fra grænseoverskridende terrororganisationer. Derfor er det også vigtigt, at Danmark fastholder den tættest mulige tilknytning til Europol."
***
Pressen kan følge besøget hos den franske præsident og markeringen på Place de la Republique, men der er et begrænset antal pladser. Derfor er tilmelding nødvendig.
Tilmelding skal ske med tydelig angivelse af medie og funktion til ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt på jba@stm.dk senest tirsdag den 8. november kl. 9.00. Medier, der har fået plads, får direkte besked.
***
Yderligere oplysninger hos ledende pressesekretær Jakob Bøving Arendt, telefon 33 92 22 59.