Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen III (2016-19)
Pressemeddelelser

LLR Statsministeren mødes med Ukraines præsident

Statsministeren mødes onsdag den 5. april med Ukraines præsident Petro Poroshenko, som er på officielt besøg i Danmark. Mødet finder sted i Statsministeriet og efterfølges af et pressemøde kl. 17.00 i Spejlsalen.

På mødet skal statsministeren og præsidenten blandt andet drøfte konflikten mellem Rusland og Ukraine, reformarbejdet i Ukraine og den stigende samhandel mellem Danmark og Ukraine.

I anledning af besøget udtaler statsminister Lars Løkke Rasmussen:

”Danmark vil ikke lade Ukraine glide ud i glemslen midt i verdens andre kriser og konflikter. Ukraine har Danmarks støtte.

Vi nægter at anerkende Ruslands ulovlige annektering af Krim. Det internationale pres på Rusland må fortsætte, blandt andet i kraft af vores sanktioner.

En del af svaret på Ruslands uacceptable aggression er et reformeret og velfungerede Ukraine. Ukraine har allerede taget mange skridt fremad, men der er lang vej igen. Danmark står klar med både eksperter og bistand, der kan hjælpe med at rykke Ukraine ind i en ny æra. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at Danmark er blevet udpeget til at lede EU’s antikorruptionsinitiativ i Ukraine.”


***

I forbindelse med besøget i København vil der onsdag den 5. april være følgende muligheder for pressen. Bemærk, at der er et begrænset antal pladser, og tilmelding derfor er nødvendig.

Tilmelding med tydelig angivelse af pool, medie og funktion sker til afdelingsleder Annette Michelsen på am@stm.dk senest onsdag den 5. april kl. 13.00.

Pool 1: Fotomulighed ved tête-à-tête kl. 16.05. Mødetid for pressen i Prins Jørgens Gård, Dronningeporten kl. 15.15.

Pool 2: Pressemøde kl. 17.00 i Spejlsalen. Mødetid for pressen senest kl. 16.15 via Prins Jørgens Gård, Dronningeporten. For journalister med adgangskort til Folketinget er der adgang via indgangen fra Folketinget. Adgang til Spejlsalen sker fra kl. 16.30.

***

Gyldigt pressekort skal bæres synligt under hele besøget.
Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, telefon 33 92 22 62.