LLR Statsministeren mødes med Østrigs kansler
Statsministeren mødes tirsdag den 18. april med Østrigs kansler Christian Kern. Mødet finder sted i Statsministeriet og efterfølges af et pressemøde i Spejlsalen.
På mødet skal statsministeren og kansleren blandt andet drøfte aktuelle EU-emner og håndteringen af Brexit forud for EU27-topmødet i Bruxelles senere på måneden.
Forud for besøget udtaler statsminister Lars Løkke Rasmussen:
”Vi skal kæmpe for at holde sammen på EU, når 28 bliver til 27. Østrig er en vigtig partner for Danmark i det arbejde. Vores to lande deler en lang række interesser og holdninger om EU’s fremtid.
Vi er enige om, at EU skal fokusere på at finde konkrete løsninger på konkrete problemer, som vi bedst kan løse i fællesskab. Det gælder ikke mindst i forhold til migration, sikkerhed og vækst.”
***
I forbindelse med besøget i København vil der tirsdag den 18. april være følgende muligheder for pressen:
Pool 1: Fotomulighed ved tête-à-tête kl. 13.00. Mødetid for pressen i Prins Jørgens Gård, Dronningeporten kl. 12.15.
Pool 2: Pressemøde kl. 14.45 i Spejlsalen. Mødetid for pressen senest kl. 14.00 via Prins Jørgens Gård, Dronningeporten. For journalister med adgangskort til Folketinget er der adgang via indgangen fra Folketinget. Adgang til Spejlsalen sker fra kl. 14.00.
Bemærk, at der er et begrænset antal pladser, og tilmelding derfor er nødvendig.
Tilmelding med tydelig angivelse af pool, medie og funktion sker til afdelingsleder Tina Søndergaard Valenta på tsv@stm.dk senest tirsdag den 18. april kl. 10.00.
***
Gyldigt pressekort skal bæres synligt under hele besøget.
Yderligere oplysninger hos pressesekretær Sabrina Drevsfeldt Theil, telefon 33 92 22 62.