Indholdet på denne side vedrører regeringen Lars Løkke Rasmussen I (2009-11)
Pressemeddelelser

LLR Udtalelse af statsministeren om udviklingen i Libyen

I forbindelse med udviklingen i Libyen udtaler statsministeren Lars Løkke Rasmussen:

”De jubelscener, vi ser i øjeblikket fra Libyen og ikke mindst Tripolis gader, peger alle i én retning; det libyske folks kamp for frihed er gået ind i slutspillet.

Det internationale samfunds pres på Gaddafi har bidraget til, at det libyske folk forhåbentligt nu kan se frem til et liv uden Gaddafis regime. Det liv, som så mange libyere har kæmpet så modigt for i mange måneder. Danmark har ydet et stærkt bidrag politisk og militært til det internationale engagement.

Det er helt afgørende, at den afsluttende fase håndteres på en værdig måde, og at det Nationale Transitionsråd står samlet om at styre overgangen frem mod afholdelsen af frie valg, herunder gennem samarbejde med Den Internationale Straffedomstol. Danmark og EU er klar til at tage sin del af ansvaret.”