PNR Fælles udtalelse fra nordisk EU-statsministermøde
Her til formiddag mødtes statsministrene Paavo Lipponen, Finland, Göran Persson, Sverige og Poul Nyrup Rasmussen i Stockholm forud for EU-topmødet i Gent den 19. oktober 2001.
I forbindelse med mødet vedtog de tre statsministre nedenstående udtalelse.
Yderligere oplysninger om mødet: Informationschef Trine Hammershøy, tlf. 33 92 22 59.
Udtalelse fra Danmarks, Finlands og Sveriges statsministre forud for EU-topmødet i Gent den 19. oktober:
Statsministrene Poul Nyrup Rasmussen, Danmark, Paavo Lipponen, Finland, og Göran Persson, Sverige, fremsætter følgende fælles udtalelse efter et møde i Stockholm den 12. oktober forud for EU-topmødet i Gent den 19. oktober:
1. Statsministrene er enige om at intensivere det nordiske samarbejde forud for EU’s topmøder. Med dette formål vil de, i princippet, fremover mødes før hvert møde i Det Europæiske Råd med formandskab, som roterer hvert halve år. Formandskabslandet har ansvar for, at Island og Norge gives en særlig orientering om diskussionerne. Formatet for præsentation af fælles holdninger vil være fleksibelt og kan ske mundtligt eller skriftligt.
2. Det uformelle topmøde i Gent den 19. oktober giver en ny mulighed for at diskutere EU’s bidrag til den internationale kamp mod terrorisme. Statsministrene understreger, at denne kamp må være en højt prioriteret målsætning både for EU og for det internationale samfund. Statsministrene vil i Gent arbejde for, at EU gentager sin opbakning til USA’s ret til selvforsvar, også med militære midler, for at forhindre nye angreb – en ret som fremgår af FN-pagtens artikel 51 og som er blevet bekræftet af FN’s Sikkerhedsråd i resolutionerne 1368 og 1373. EU bør fortsat betone vigtigheden af, at FN’s Sikkerhedsråd fortsat informeres løbende. Statsministrene vil også understrege EU’s ansvar for at bedre situationen for civilbefolkningen i Afghanistan og sikre, at en tilstrækkelig humanitær hjælp gives både på bilateralt og europæisk niveau. Statsministrene gentager også konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Bruxelles den 21. september om, at alle lande bør sikres sikkerhed, fremgang og bedre udviklingsmuligheder.
3. Statsministrene vil være i fortsat dialog omkring formatet for og indholdet af debatten om EU’s fremtid, første gang forud for topmødet i Laeken i december. Denne debat bør føres, så den stimulerer til den bredest mulige folkelige deltagelse. Kandidatlandene bør tilbydes muligheden for at deltage så meget som muligt i denne proces til forberedelse af den næste regeringskonference på en måde, som svarer til deres stade i tiltrædelsesforhandlingerne.
4. Statsministrene vil i fællesskab arbejde for at fastholde det momentum i udvidelsesforhandlingerne, som blev skabt ved topmødet i Göteborg, så forhandlingerne kan afsluttes med så mange kandidatlande som muligt ved udgangen af år 2002 under det danske EU-formandskab, i overensstemmelse med den tidsplan, som blev besluttet i Nice i december 2000. Hvert kandidatland må bedømmes på egne fremskridt. Det er vigtigt at diskussionerne af de vanskelige kapitler som vedrører landbrug, strukturfonde og budget kommer i gang så hurtigt som muligt. Mekanismerne for opfølgning og overvågning af, hvorledes kandidatlandene gennemfører og tilpasser sig til fællesskabsretten må være troværdige og objektive og bygge på kriterierne fra Det Europæiske Råd i København i december 1993.
Statsministrene er blevet enige om at mødes forud for Det Europæiske Råd i Laeken.
UOFFICIEL OVERSÆTTELSE