PNR ”Hele Danmark går til valg”
Udtalelse fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen Onsdag den 31. oktober 2001
Verden er ikke den samme efter den 11. september. Heller ikke i vores eget land.
Vi er i en ny tilstand nu. En tilstand der ikke går over af sig selv. Ikke går væk igen om en uge. En måned eller et år. En usikkerhed overfor fremtiden har sat sig på verden og i vores dagligliv – en usikkerhed som terrorister konstant prøver at gøre til en vedvarende frygt.
Men vi vil ikke opgive vores livsform. Vores demokrati. Vores værdier. Vores tryghed.
* * *
Vi vil ikke bøje os. Vi vil selv bestemme over vores tilværelse og vores fremtid.
Hvis det skal lykkes, er det vigtigt, at hver enkelt selv gør op, at tilværelsen og vort arbejde skal fortsætte. Men det er også helt afgørende, at vi er i stand til i Danmark at træffe en lang række beslutninger i Folketinget, i kommuner og amter i de kommende måneder og år. Det kræver en langvarig og vedholdende indsats.
En linie, der skal fastholdes.
En tryghed, vi skal passe godt på.
Et sammenhold i Danmark, der skal sikres og styrkes – for vi vil ikke have konflikter ind i Danmarks gader.
Vi vil samles – ikke splittes.
Den ambition for Danmark, som er regeringens bliver ikke til virelighed af sig selv.
Det kræver klar ledelse og beslutninger for Danmark indadtil og udadtil. Det kræver sammenhold. Kun herigennem finder vi den nye tryghed.
Den nye spændende fremtid for os alle – sammen med håbet, håbet om en ny og bedre verdensorden.
* * *
I dagene efter 11. september fastslog vi:
I FN, at terroristangrebet på tusindvis af uskyldige mennesker i USA var et angreb på verdenssamfundet. I NATO, at det var et angreb på os alle sammen, og at vi derfor måtte forsvare os i fællesskab. I EU, at vi står sammen med USA i fælles kamp mod terrorismen.
I Danmark har jeg fra starten lagt afgørende vægt på fuld opbakning og sammenhold med USA og vores NATO-allierede. Vores fremtid er fælles – vores sikkerhed er også NATO’s og USA’s.
Vi er gået forrest med nye bevillinger til en forstærket humanitær indsats for mennesker på flugt i Afghanistan. I torsdags vedtog et overvældende flertal i Folketinget, at Danmark sammen med vores NATO-allierede bidrager til indsatsen med Korvetten Niels Juel, som har afgang fra Danmark den 12. november. I går besluttede regeringen med opbakning fra Udenrigspolitisk Nævn i Folketinget at sende en gruppe fra det danske forsvar til det amerikanske hovedkvarter, som leder kampen mod terrorismen. En proces er sat i gang. Jeg har tidligere sagt, at der bliver stillet nye krav til Danmark som til alle NATO-lande. Vi må ikke svigte, og det vil vi heller ikke. Det sammenhold er afgørende for Danmark.
Der bliver behov for nye beslutninger og ny international solidaritet og nye bidrag fra Danmark. Dem skal vi være klar til at løfte.
* * *
Den internationale indsats mod usikkerhed, frygt og terrorisme hænger nøje sammen med vores egen indsats her i Danmark.
Vi skal gennemføre ny lovgivning for at beskytte os mod international kriminalitet og terrorisme – ligesom alle andre lande i Europa gør det i disse måneder. Det hører med til vores solidaritet, og det hører med til vores egen beskyttelse.
I min åbningstale gav jeg tilsagn om, at regeringen inden 60 dage ville fremlægge nye omfattende forslag til beskyttelse mod terrorisme i Folketinget.
I går orienterede indenrigsministeren og justitsministeren om regeringens lovforslag til bekæmpelse af terrorismen.
Der er lagt op til store ændringer i straffelovgivningen, efterretningssamarbejdet, lovgivning mod økonomisk kriminalitet og internationalt samarbejde mod forbrydelser. Der er lagt op til store ændringer i udlændingelovningen, som giver os nye indgrebsmuligheder i forhold til kriminelle asylansøgere og overfor mennesker, der har fået asyl, hvis de har tilknytning til terroristvirksomhed.
Det er vidtrækkende forslag, ja, men det er også en ny tid, der kalder på beskyttelse. Også vil jeg gerne gentage, hvad jeg sagde i min åbningstale: Disse nye lovforslag er udformet sådan, at de ikke anfægter retsstaten og vores retssikkerhed i Danmark. Det står vi fast på.
Det er omfattende lovgivning, som nu er sendt til høring. Jeg har tilrettelagt det sådan, at vi dernæst kan fremlægge for Folketinget de samlede forslag i praksis i begyndelsen af december – og dermed overholde den 60 dages frist, vi har besluttet. Også hvis der afholdes folketingsvalg inden.
* * *
Samtidig er verden ramt af en økonomisk afmatning – med tendenser til tilbageslag. Det er ikke skabt af begivenhederne den 11. september, men de har forstærket den med ny frygt og usikkerhed. I Europa har vi et stærkt og robust samarbejde, der gør, at vi kan komme igennem på en fornuftig måde.
I Danmark har vi fastholdt vores stærke økonomiske politik og opbygget en robusthed, der gør, at vi med klogskab også kan komme igennem de næste års økonomiske politik.
Finansministeren har tilrettelagt et forhandlingsforløb for næste års finanslov. Jeg tror egentlig godt, vi kan nå frem til en ansvarlig finanslov. Men jeg er overbevist om, at den vil blive mere robust og fornuftig – til gavn for hele Danmark – når forhandlingerne færdiggøres efter et folketingsvalg.
* * *
De kommende års politiske arbejde handler om fornyelse af vores samfund. Vores samfund er et godt hus at bo i for de fleste. Nu skal vi forny og renovere det, hvor det er nødvendigt – men vi skal ikke rive ned eller eksperimentere.
Vi står foran en stor og spændende opgave med at forny Danmark:
Love og regler skal fornyes og tilpasses det moderne menneskes livsvilkår, så det fremover bliver en god oplevelse for alle, som møder vores offentlige system.
I vores ældreomsorg skal vi forny os og fortsætte det gode arbejde, der er i gang. Færre stive regler og stregkoder og mere holdning og værdi. Vores sygehusvæsen fortsat skal løftes i kvalitet og indhold. Ventetiderne vil blive nedbragt konsekvent. Som det allerede er sket på en række områder. Vores skoler er i god gænge. Vi skal fortsat løfte kvaliteten og sikre rammerne for vores børn, hvis vi fortsat bærer os klogt ad. I vores udlændingelov og integrationsarbejde skal vi forme reglerne med fasthed, konsekvens og menneskelighed. Det kræver bredt samarbejde, og det vil vi stå i spidsen for.
* * *
Jeg har gennem et stykke tid tænkt over, hvordan vi bedst tilrettelægger tingene, så vi får de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter til gavn for Danmark og helheden. Vi står nu foran en resterende fire-måneders periode, inden vi efter Grundloven skal have folketingsvalg.
Jeg har tænkt over det. Jeg har vejet for og imod.
* * *
Det står mig klart, at Danmark ikke har brug for ekstra tre-fire måneder, der uomgængeligt – vi er jo alle mennesker – vil blive præget af valgkamp. Det vil ikke være godt for vores beslutningskraft i Danmark. Det vil ikke være det bedste, som vi kan gøre for Danmark.
Ved at tage valget nu får regeringen bedre tid til at forberede os og koncentrere kræfterne om det meget vigtige danske formandskab i EU, som starter allerede til sommer.
Nu hvor danskerne alligevel skal til valgurnerne. Nu hvor der alligevel skal diskuteres indenrigspolitik – uanset den usikre tid, vi lever i. Nu hvor vi i den kommende kommunale valgkamp får spændende og interessante debatter, hvor vi krydser klinger på holdninger, idéer og resultater.
Så jeg fundet det rigtigt at få tilrettelagt en fælles valgdag til Folketinget, kommunerne og amterne.
Det er ikke sket før. Det er ekstraordinært. Men det er også en ny og ekstraordinær situation, vi er i.
I en vanskelig tid har vi brug for at få et fornyet og forstærket mandat. Det er vores appel til danske vælgere.
Jeg har derfor indstillet til Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget til afholdelse tirsdag den 20. november 2001.
* * *
Jeg skal for god ordens skyld oplyse, at regeringen ikke træder tilbage i forbindelse med valgets udskrivelse. .