PNR I anledning af valget på Færøerne udtaler statsminister Poul Nyrup Rasmussen:
'Som partiformand glæder jeg mig særligt over, at Socialdemokratiet på Færøerne er gået betydeligt frem.
Valgresultatet viser et styrkeforhold mellem partierne, som i meget høj grad ligner det, vi så i 1980erne - efter nogle markante udsving ved valgene i 1990 og 1994.
Det er nu op til det nyvalgte Lagting at danne det nye landsstyre.
Som statsminister ser jeg frem til, at den danske regering vil optage forhandlinger med det nye landsstyre, så snart det er dannet.
Vi kan herefter komme i gang med at få løst de helt aktuelle problemer.
Regeringen ser frem til, at vi i de kommende forhandlinger kan finde en - for begge parter - fornuftig og tilfredsstillende forhandlingsløsning på banksagen såvel som i spørgsmålet om gældsafvikling.
Som jeg også tidligere har tilkendegivet, er regeringen også rede til at drøfte de mere langsigtede og fremadrettede perspektiver i samarbejdet mellem Færøerne og Danmark'.