PNR Mindeord fra statsminister Poul Nyrup Rasmussen
Jeg har med stor bedrøvelse hørt, at Marita Petersen er død.
Marita Petersen blev i januar 1993 den første kvindelige lagmand på Færøerne og kort efter formand for det færøske Socialdemokrati. Vi tiltrådte omtrent samtidig vore hverv i henholdsvis regering og landsstyre og fik derfor fra starten et indgående samarbejde.
Marita Petersen overtog lagmandsposten på et tidspunkt, hvor det færøske samfund befandt sig i en dyb krise. Der måtte træffes mange og svære beslutninger i de efterfølgende måneder, og Marita Petersen blev som leder af landsstyret den, der måtte bære beslutningerne igennem.
De tunge beslutninger blev taget med stort mod og ansvarsfølelse.
Jeg og øvrige medlemmer af regeringen nærede stor respekt for Marita Petersen, der med kyndighed og overblik evnede at finde og gennemføre de nødvendige løsninger, som kendetegner en dygtig politisk leder.
Jeg vil altid huske Marita Petersen for hendes menneskelighed, hendes store indlevelsesevne og hendes varme, bankende hjerte for det færøske folk – især for mennesker med de hårdeste arbejdsforhold og levevilkår.
Min dybeste respekt og tanker går til Marita Petersens familie.
Æret være Marita Petersens minde.