Pressemeddelelser
PNR Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har i dag deltaget i SiD ́s kongres i Falkonér Centret. I sin tale til de delegerede sagde statsministeren bl.a.:
- Regeringens pinsepakke var nødvendig og solidarisk. Kun ved at fastholde den stærke økonomiske udvikling i Danmark kan stabiliteten sikres i en verden, hvor eksempelvis kriser i Asien og Rusland har globale konsekvenser. Pinsepakken sikrede sammenhæng mellem efterspørgsel og udbud på arbejdsmarkedet, en solidarisk skatteomlægning og forhindrede alternativet: Offentlige besparelser på 15-20 mia. kroner.
- Indgrebet i forårets konflikt var beklageligt, men nødvendigt. Regeringen vurderede, at konflikten kunne trække ud for længe og skabe en situation på kanten af, hvad det moderne danske velfærdssamfund kan klare. Men set i historiens lys - bl.a. med tanke på konflikten i 1956, hvor 100.000 arbejdere demonstrerede mod H.C. Hansen - er modsætningen mellem fagbevægelse og regering ikke uoverkommelig.
- Efterlønnen er kommet for at blive. Når man fylder 60, skal man have et bevis, som sikrer mulighed for senere tilbagetrækning, hvis man ønsker at blive et par år yderligere på arbejdsmarkedet. Men det grundlæggende dilemma - at vi på en gang skal arbejde mere tilsammen og have mere fritid i visse livsfaser - kræver bl.a., at nogle ældre gerne skulle prioritere at blive lidt længere på arbejdsmarkedet. Virksomhederne har et stort ansvar for at skabe rammerne for, at det kan blive en realitet. Regeringen har et ansvar, fagbevægelsen har et ansvar, og virksomhederne har et ansvar.
- Vi kan genfinde melodien, fordi vi har besluttet os for det. Og fordi vi har sat os for at få alle med. SiD ́s samfundskontrakt er et vigtigt bidrag hertil.