PNR Statsminister Poul Nyrup Rasmussen til Letland og Litauen: Nu lysner det!
På det ekstraordinære EU-topmøde i Tammerfors i Finland for stats- og regeringscheferne er de 15 ledere reelt nået til enighed om at begynde optagelsesforhandlinger med yderligere seks lande. Blandt disse lande er Letland og Litauen, der på Helsingfors-topmødet i december formelt vil blive inviteret til optagelsesforhandlinger.
Statsminister Poul Nyrup Rasmussen har i dag (lørdag) via telefonsamtaler orienteret præsidenten i Letland og Litauen om, at de reelt allerede fra næste topmøde inviteres til optagelsesforhandlinger på linie med de øvrige ansøgerlande. En sag den danske regering har vægtet højt i drøftelserne om EU's udvidelse.
'Det har været en dansk mærkesag at få både Letland og Litauen med hurtigt, og det er et nyt fremskridt for udvidelsen, der nu vil blive fulgt op i Helsingfors. Jeg er glad for i dag at kunne orientere de to landes politiske ledere herom', udtaler statsministeren.
Det var under arbejdsmiddagen fredag aften, at de europæiske ledere nåede til enighed om, at de seks nye ansøgerlande – Letland, Litauen, Slovakiet, Bulgarien, Rumænien og Malta på næste EU-topmøde for stats- og regeringscheferne formelt inviteres til optagelsesforhandlinger.