Indholdet på denne side vedrører regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (1998-2001)
Pressemeddelelser

PNR Statsministeren får besøg af Ghanas parlamentsformand

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen får fredag den 8. oktober 1999 besøg af Ghanas parlamentsformand Daniel Francis Annan.

Statsministeren udtaler i anledning af besøget:

'Ghana er et ungt demokrati, der er under opbygning efter perioder med ustabilitet. Vi er stolte over at kunne vise vores velfungerende demokrati frem for vores gæster fra Ghana. Ghana er et spændende land, som står midt i en spændende økonomisk og politisk udvikling. Danmark yder sit bidrag hertil. Ghana er et af Danmarks programsamarbejdslande.

Danmark er meget aktiv internationalt og i vores nordiske og europæiske del af verden.

Ghana er også meget aktiv i regionalt fredsbevarende arbejde. Ghana og Danmark er tilhængere af konfliktløsning gennem dialog og diplomati. Begge lande har omsat denne holdning til praktisk politik ved at stille med fredsbevarende styrker til regionale brændpunkter'.

Annan ankommer til Statsministeriet kl. 9.15. Ved modtagelsen vil der være mulighed for at tage billeder samt stille enkelte spørgsmål.