Indholdet på denne side vedrører regeringen Poul Nyrup Rasmussen IV (1998-2001)
Pressemeddelelser

PNR Statsministeren opfordrer parterne til straks at tilkalde forligsmanden for at få afsluttet forhandlingerne om en løsning på konflikten.

Statsministeren udtaler:

'Det er parterne, som bærer ansvaret for konflikten, og det er parterne, der har ansvaret for at få den løst. Det gælder fortsat.

Jeg opfordrede den 24. april parterne til to ting: For det første, at man så hurtigt som muligt satte sig sammen for at finde en løsning på den forestående konflikt, og for det andet, at man friholdt livsvigtige områder.

Jeg ser med stor alvor på, at der tilsyneladende ikke gøres fremskridt i forhandlingerne mellem arbejdsmarkedets parter. Konflikten løber nu på 2. uge - og parterne mødes efter vore oplysninger nu ganske kortvarigt - en enkelt gang i døgnet.

Den igangværende konflikt volder i stigende omfang problemer for stadig større dele af samfundet. Samfundets livsvigtige funktioner er ikke truet - og arbejdsmarkedets parter har givet regeringen håndslag på, at de nødvendige dispensationer for konflikten fortsat gives.

Den diskussion, parterne har haft om sikringen af dispensation i forbindelse med dyrevelfærd for fjerkræ, har mildt sagt ikke klædt nogen.

Vi har for få timer siden fået veterinærdirektørens indberetning om, at situationen på fjerkræområdet er særdeles betænkelig og dyreværnsmæssigt uacceptabelt. Regeringen har omgående taget skridt til at søge problemerne løst.

Nu må parterne for alvor leve op til deres ansvar for at få bragt konflikten til ophør. Derfor opfordrer jeg overenskomstparterne til at tilkalde forligsmanden med henblik på at få sat gang i realitetsforhandlingerne, så der kan findes en løsning.

Af hensyn til samfundsudviklingen opfordrer jeg til, at dette sker allerede i aften.'.