Pressemeddelelser

Præsident Zelenskyy besøger Danmark

Statsminister Mette Frederiksen tager i dag imod Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy. Præsidenten ledsages af førstedame Olena Zelenska.

”Jeg er stolt over, at præsident Zelenskyy og førstedame Zelenska besøger Danmark, og jeg føler mig overbevist om, at danskernes stærke opbakning til Ukraines frihedskamp vil være tydelig under besøget. Danmark står fuldt og helt bag Ukraine og er klar til at støtte deres kamp, så længe det er nødvendigt,” siger statsminister Mette Frederiksen.

De to regeringsledere besøger i dag Flyvestation Skrydstrup sammen med vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen samt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen. Her vil de blandt andet se F-16 kampfly og få en status på opstart af træningen af ukrainske piloter. Der vil derefter være pressemøde.

”Det gør mig stolt – både som minister og borger – at Danmark kan yde et så vigtigt bidrag til Ukraines forsvarskamp mod Rusland og deres meningsløse aggression. Selvom Danmark er et lille land, går vi nu forrest i støtten til Ukraine. Og det viser Danmarks stærke og langsigtede engagement for frihed og demokrati,” siger vicestatsminister og forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen.

”Det er en stor ære, at præsident Zelenskyy og førstedame Zelenska kommer på besøg her, og det er et klart vidnesbyrd om det tætte forhold mellem Danmark og Ukraine. Jeg ser også frem til at drøfte, hvordan vi øger den internationale støtte til Ukraine med min gode kollega udenrigsminister Kuleba,” siger udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen.

Under besøget skal præsident Zelenskyy blandt andet mødes med Kongehuset, Folketinget og en række danskere og herboende ukrainere, der har støttet Ukraines frihedskamp. Nærmere detaljer om programmet vil blive frigivet løbende.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.