Samarbejde om ammunition skal fremskynde støtten til Ukraine
Statsminister Mette Frederiksen er medvært, når det trilaterale samarbejde mellem Tjekkiet, Nederlandene og Danmark om at skaffe ammunition til Ukraine afholder topmøde i Prag tirsdag den 28. maj.
Her skal en gruppe lande mødes for at drøfte, hvordan den militære støtte til Ukraine kan fremskyndes. Det er ammunition, luftforsvar og støtte til den ukrainske forsvarsindustri, der er hovedtemaerne.
”Europas prioritet nummer ét er og bliver krigen i Ukraine. Situationen er så alvorlig, som den kan være. Ukrainerne kæmper bravt, men de har brug for mere hjælp. Omgående. Netop derfor har vi lavet initiativet om ammunition sammen med Tjekkiet og Nederlandene. Nu skal vi gøre status i Prag og se på, hvad mere vi kan gøre. Ukraine skal forblive frit. Europas sikkerhed afhænger af det,” siger statsminister Mette Frederiksen.
Foruden statsministeren deltager den tjekkiske premierminister Petr Fiala, den polske præsident Andrzej Duda, den lettiske premierminister Evika Siliņa, og den nederlandske premierminister Mark Rutte på topmødet.
For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.