Pressemeddelelser

Sikkerhedskonference i München har i år fokus på den geopolitiske situation

Statsministeriet

Statsminister Mette Frederiksen deltager igen i år i sikkerhedskonferencen i München. Konferencen har i år fokus på den geopolitiske udvikling og Ruslands fortsatte krig mod Ukraine.

En lang række stats- og regeringschefer deltager i München-sikkerhedskonferencen, som er en af verdens mest dagsordenssættende konferencer for sikkerhedspolitiske emner. Statsministeren har under konferencen bilaterale møder og skal blandt andet deltage i paneldebat om sikkerhedstilsagn til Ukraine på hovedscenen.

”Med den alvorlige situation, Europa står i, er sikkerhedskonferencen i München en vigtig mulighed for at øge dialogen med kollegaer og allierede. Med skift i den geopolitiske virkelighed og krig på kontinentet. I sådan en tid er det afgørende med sammenhold og alliancer. Særligt må vi stå sammen om at fortsætte støtten til Ukraine. NATO skal være en robust og troværdig afskrækkelse mod Putin. Og vi har brug for et stærkere og mere handlekraftigt Europa, der tager ansvar for egen sikkerhed,” siger statsminister Mette Frederiksen.

Sikkerhedskonferencen i München er en vigtig platform for at drøfte de mest centrale aktuelle sikkerhedspolitiske spørgsmål. Foruden statsministeren deltager forsvarsministeren og udenrigsministeren.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.