Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Pressemeddelelser

Statsministeren deltager i COP26 i Glasgow

Statsminister Mette Frederiksen rejser den 1.-2. november til Glasgow i Skotland. Her deltager hun i World Leaders Summit på COP26 sammen med en stor del af verdens stats- og regeringsledere.

På klimatopmødet har FN og COP-formandskabet lagt op til, at verdens ledere forpligter sig til en væsentlig reduktion af den globale CO2-udledning og en ambitiøs implementering af Parisaftalen.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Klimaet er vores vigtigste og største udfordring. Det er nu, vi skal handle, og nu vi sammen skal levere. Det globale ambitionsniveau skal op. IPCC-rapporten viser med al tydelighed, at verden langt fra har gjort nok for at begrænse klimakrisen.”

”Danmark er et grønt foregangsland, og derfor har vi en forpligtelse til at inspirere resten af verden og særligt de lande, der udleder mest. Vi skal vise vejen til en effektiv og realiserbar grøn omstilling, hvor vækst og lavere CO2-udledninger går hånd i hånd. Vi er i Danmark klar til at gøre vores del. Men alle skal bidrage langt mere. Det er ikke en mulighed at lade være.”

COP26 finder sted fra d. 1.-12. november.

For yderligere oplysninger: Kontakt Statsministeriets pressetelefon på +45 29 10 88 25.