Pressemeddelelser

Statsministeren deltager i ukrainsk-nordisk topmøde med præsident Zelenskyy

Ukraines forsvarskamp er øverst på dagsordenen senere i dag i Stockholm. Her deltager statsminister Mette Frederiksen i ukrainsk-nordisk topmøde med stats- og regeringschefer fra Sverige, Finland, Norge og Island og med Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyy.

”Krigen i Ukraine er i en meget kritisk fase. Vores budskab i Norden står helt klart. Vi vakler ikke i vores støtte til ukrainerne, som kæmper vores alles frihedskamp på slagmarken. Lige nu har de akut brug for ammunition og luftforsvar. Vi europæiske lande skal gennemgå vores lagre og sende alt, hvad der overhovedet kan undværes afsted til Ukraine. Samtidig skal vi sætte fart på våbenproduktionen. Også i Ukraine, så vi kan hjælpe dem med selv at producere det, der skal til for at forsvare sig. Det ser jeg frem til at drøfte med mine nordiske kolleger og præsident Zelenskyy,” siger statsminister Mette Frederiksen.

De seks stats- og regeringschefer vil blandt andet drøfte, hvordan de nordiske lande kan øge produktionen af ammunition og bidrage til at øge Ukraines egen produktion af våben.

På topmødet vil det også blive drøftet, hvordan de nordiske lande kan støtte genopbygningen af Ukraine samt landets reformproces, særligt med henblik på fremtidig optagelse i EU og NATO.

”Der er ingen tvivl om, at Ukraines fremtid er i EU og i NATO. Det reformarbejde støtter vi fuldt ud op om. Med et stadig mere aggressivt Rusland er det afgørende, at vi står sammen i Europa,” siger statsminister Mette Frederiksen.

De nordiske lande har siden krigens start støttet Ukraine med mere end 17 mia. euro. Danmark alene har bidraget med 47,1 mia. kr. i militær støtte og 4,4 mia. kr. i civil støtte og er dermed fortsat et af de lande, der har leveret mest støtte til Ukraine. Desuden afsluttede Danmark i februar i år forhandlinger om en 10-årig aftale om sikkerhedstilsagn til Ukraine.

Det er tredje gang, der afholdes nordisk-ukrainsk topmøde. Det første fandt sted i Helsinki i maj 2023, og det andet fandt sted i Oslo i december 2023.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.