Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Pressemeddelelser

Statsministeren rejser til Israel for at drøfte vacciner

Statsminister Mette Frederiksen rejser torsdag den 4. marts 2021 til Israel sammen med Østrigs forbundskansler Sebastian Kurz for at drøfte mulighederne for et tættere samarbejde omkring COVID-19 og vacciner med Israels premierminister Benjamin Netanyahu.

Besøget ligger i forlængelse af det tætte samarbejde og den dialog, som Danmark, Østrig og Israel har haft gennem coronakrisen.

Statsminister Mette Frederiksen udtaler:

”Vi står nu et afgørende sted med udrulning af vacciner samtidig med, at vi fortsat skal håndtere smitte. Vaccinerne giver håb, og det er samtidig helt afgørende, at vi forbereder os på potentielle mutationer og fremtidige pandemier. COVID-19 har med al tydelighed demonstreret behovet for et stærkere forsvar mod sundhedskriser, som kan true vores samfund, sundhed og økonomi.

Vi vil blandt andet drøfte, hvordan vi kan blive mere selvforsynende med vacciner. Både på kort sigt i forhold til at få adgang til flere vacciner mod COVID-19. Men også på længere sigt i forhold til eksempelvis genvaccination. Israel er det land i verden, som er absolut længst fremme i kampen mod COVID-19, når det handler om at udrulle vacciner. Israel er også interessant, når det gælder udvikling af vacciner og behandlingsmetoder.

Derfor ser jeg frem til på mødet at få endnu mere fart på vores samarbejde og erfaringsudveksling, så vi sammen kan arbejde på at finde løsninger på områder som forskning og udvikling af nye vacciner, offentlig-private partnerskaber og vaccineproduktion.”