Statsministeren skal diskutere global sikkerhed i Prag
Støtte til Ukraine er i fokus, når statsministeren den 30.-31. august deltager i GLOBSEC Forum, der finder sted i Prag.
”Europa står i et afgørende øjeblik. Skal Ukraine kunne modstå Ruslands angreb, skal vi europæiske lande levere mere og hurtigere. Vi skal sende mere luftforsvar, ammunition og flere tunge våben til Ukraine. Samtidigt skal vi opruste vores eget forsvar. Og så skal vi være bevidste om, at et tættere samarbejde mellem de europæiske lande er afgørende for vores alles sikkerhed. Det ser jeg frem til at drøfte de næste dage i Prag,” siger statsminister Mette Frederiksen.
Statsministeren vil i forbindelse med konferencen blive hædret med prisen Czech & Slovak Transatlantic Award. I begrundelsen for tildelingen af prisen lyder bl.a., at statsministeren har været en førende fortaler for et samlet europæisk og transatlantisk svar på krigen i Ukraine med vægt på behovet for kollektiv sikkerhed. Endvidere fremgår det, at statsministeren har styrket Danmarks rolle som en pålidelig allieret i NATO samt styrket båndene mellem Europa og USA. Prisen tildeles også EU-Kommissionsformand Ursula von der Leyen.
Hovedtemaerne for dette års GLOBSEC Forum er omvæltninger i den globale verdensorden, den militære støtte til Ukraine og landets integration i EU samt NATO og håndteringen af den geopolitiske og teknologiske udvikling. Statsministeren skal bl.a. deltage i en paneldebat om de største muligheder og risici for Europa det næste årti.
Konferencen i år markerer 20- og 25-års jubilæum for mange central- og østeuropæiske lande som medlemmer af EU og NATO. Mere end 1.500 deltagere fra over 70 lande ventes at deltage i konferencen, og der forventes deltagelse af en række stats- og regeringsledere samt internationale organisationer.
For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.