Pressemeddelelser

Statsministeren tager imod Egyptens præsident

Statsministeren tager imod Egyptens præsident

For første gang kommer en egyptisk præsident på statsbesøg i Danmark. I den forbindelse mødes Egyptens præsident Abdel Fattah Al-Sisi og statsminister Mette Frederiksen lørdag den 7. december på Marienborg. De skal blandt andet drøfte sikkerhedspolitik, migration og grøn omstilling.

”Jeg ser frem til at byde velkommen til den egyptiske præsident, som jeg har et tillidsfuldt samarbejde med. Egypten er blandt andet en central aktør i forhold til den grønne omstilling og håndtering af klimaforandringerne. Konflikterne i Mellemøsten og Europa er også i stigende grad globale udfordringer, som kalder på samarbejde og styrkede partnerskaber,” siger statsminister Mette Frederiksen.

Den egyptiske præsident er på statsbesøg i Danmark fra den 6. til den 7. december. Besøget sker i forlængelse af statsminister Mette Frederiksens officielle besøg i Egypten i marts 2023 og markerer det tætte samarbejde de to lande imellem.

Der er en bred vifte af områder med fælles interesse for Egypten og Danmark ikke mindst i forhold til de globale og sikkerhedspolitiske udfordringer både i Europa og i Mellemøsten. Også i forhold til migration er Egypten en vigtig samarbejdspartner.

”Egypten er en helt central partner på migrationsområdet. Vi skal hjælpe Egypten med at løfte den store opgave som vært for mange flygtninge og migranter. Og vi skal stå sammen om at finde løsninger på det massive irregulære migrationspres, der påvirker landene i både Europa og Nordafrika,” siger statsminister Mette Frederiksen.

***

For anmodning om akkreditering se www.ipcd.dk.

For yderligere oplysninger: Statsministeriets pressetelefon +45 29 10 88 25.