Indholdet på denne side vedrører regeringen Mette Frederiksen I (2019-2022)
Pressemeddelelser

Styrkelse af Statsministeriet og ændring af regeringsudvalgene

Statsminister Mette Frederiksen har besluttet at styrke og udvide Statsministeriet. Det skal ses som led i den styrkelse af Statsministeriet, som statsministeren tidligere har bebudet, og som skal sikre, at regeringen kan drive den politiske forandring, som regeringen gik til valg på, samt realisere forståelsespapiret.

Konkret er det forventningen at styrke Statsministeriet med ca. 15-20 årsværk den kommende tid. Det vil omfatte både chefstillinger og andre medarbejdere. Der er afsat 18 mio. kr. fra og med 2021 på finanslovsforslaget til at øge bevillingen til Statsministeriet.

Statsministeren har endvidere besluttet at ansætte særlig rådgiver Martin Justesen som ny stabschef for det politiske sekretariat i Statsministeriet. Særlig rådgiver Sara Vad Sørensen vil fortsat indgå i det politiske sekretariat.

Statsministeren har også besluttet at ændre sammensætningen af Regeringens Koordinationsudvalg og Regeringens Økonomiudvalg. Skatteminister Morten Bødskov indtræder som fast medlem af Koordinationsudvalget, og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard indtræder som fast medlem af Økonomiudvalget.

De faste medlemmer af Koordinationsudvalget er herefter: statsministeren (formand), finansministeren, udenrigsministeren, justitsministeren og skatteministeren.

De faste medlemmer af Økonomiudvalget er herefter: finansministeren (formand), social- og indenrigsministeren, skatteministeren, klima-, energi- og forsyningsministeren, erhvervsministeren og beskæftigelsesministeren.

Derudover har statsministeren besluttet at etablere et nyt fast ministerudvalg, der vil holde regelmæssige møder vedrørende covid-19-relaterede problemstillinger. Udvalget behandler større nationale tiltag for at hindre smittespredning af covid-19.

Sundheds- og ældreministeren, justitsministeren, finansministeren, udenrigsministeren, erhvervsministeren og kulturministeren deltager som faste medlemmer, mens øvrige relevante ministre deltager efter behov. Formandskabet varetages af sundheds- og ældreministeren.

Efter praksis deltager tillige et antal ledende embedsmænd på møderne i regeringsudvalgene. Det vil fortsat være tilfældet. Samtidig vil også særlige rådgivere fra særligt Statsministeriet og Finansministeriet kunne deltage i regeringsudvalgsmøder på linje med andre embedsmænd.