Pressemøde den 10. september 2026

Maskintransskriberet

Statsministeren: Velkommen til pressemøde her i Statsministeriet, hvor det i dag skal handle om de meget bekymrende resultater, vi netop har fået for børns evne til at læse og regne. Og som, sagt lige ud, er dybt, dybt alarmerende læsning.

På trods af årtiers indsats for at løfte den danske skole, ja, så sakker vi nu bagud, også sammenlignet med andre lande. Vores børn er blevet dårligere til at læse og regne, de er blevet dårligere til naturfag, og de er blevet dårligere til at koncentrere sig. Og det er selvfølgelig på alle mulige måder stærkt foruroligende.

Og jeg tror, at det store spørgsmål som alle stiller sig i de her dage er selvfølgelig: Hvad er gået galt? Og på svære spørgsmål er der jo sjældent kun ét svar.

Jeg må indrømme, at jeg ikke selv er i tvivl om, at resultaterne har en tæt sammenhæng med det forhold, at vi i Danmark har et af de mest digitaliserede børneliv i verden. Vi som voksne har tilladt, at børn og unge bruger alt for mange timer om dagen foran en skærm. De sociale medier skaber afhængighed, de ødelægger vores alle sammens evne til at koncentrere os, de ødelægger vores evne til at fordybe os, og det har selvfølgelig også en sammenhæng med den mistrivselskrise, der er, især i den vestlige verden.

Det er blandt andet derfor, at regeringen har foreslået, at sociale medier kun tillades for børn, der er fyldt 15 år. I fritidslivet er mobiltelefonerne blevet en farlig konkurrent til alt det, der er godt: fysisk samvær, aktiviteter, sport. Og i skolerne har de i alt for lang tid fået lov til at forstyrre undervisningen og venskaberne og skabt uro.

Forudsætningen for at vi mennesker kan lære, det er, at vi trives, men selvfølgelig også, at vi kan koncentrere os. Det gælder både som individ og i fællesskabet. Og derfor foreslår regeringen i dag et totalt forbud mod mobiltelefoner og alle private skærme i folkeskoler og frie grundskoler, sådan at private skærme kommer ud af klasseværelset og ud af skolegården – altså både for undervisning og frikvarter.

Forudsætningen for at man kan lære noget, er selvfølgelig også, at man er undervisningsparat, når man møder op. At børn kan finde ud af at indgå i fællesskaber, og at der er respekt omkring den voksne, den lærer, der skal være en autoritet.

Jeg tror, det kommer til at kræve nogle fastere rammer end det, vi har vænnet os til i den danske skole. Og derfor ønsker vi at tage initiativer, der giver skolerne bedre mulighed for at forebygge uro, og lærerne bedre mulighed for at gribe ind over for forstyrrelser, så alle elever kan få en hverdag, der er rolig og tryg, og hvor der er et ordentligt undervisningsmiljø.

Jeg tror, alle os, der står her, er smerteligt bevidste om både vores ansvar, men også at lovgivningen ikke alene gør det. Og på samme måde gør pengene heller ikke. Vi vil gerne afsætte flere penge til folkeskolen. Det kan være til flere lærere, det kan være til mindre klasser, andre initiativer, som fremmer læring. Vi vil afsætte fem milliarder årligt til børn, og det bliver indfaset frem mod 2030. Men lige så vigtigt, så bliver det at sikre, at de her penge faktisk kommer ud til den enkelte skole, så det kan mærkes i den enkelte klasse.

Meget skal være anderledes. Vi står med et rigtigt samfundsproblem, en national og international læringskrise, der stikker langt dybere og rækker langt videre end ned til det enkelte klasseværelse. Vores opfattelse er, at vi bliver nødt til at sætte omfattende ind, og også at det kommer til at kræve engagement fra alle for at vende denne udvikling.

Og ikke mindst, så kommer det selvfølgelig til at kræve noget af jer, som det hele handler om. Og her vil jeg gerne, inden jeg giver ordet videre, sige et par ord direkte til dem, det handler om, nemlig vores børn og unge. Alle I vidunderlige børn og unge, som lige nu er centrum for et nationalt ramaskrig, og som lige nu ser jer selv omtalt i de her gule breaking-bjælker i alle medier. I skal vide, at I først og fremmest er en generation af nogle virkelig dejlige børn og unge. I er kvikke, I er kreative, og I er omsorgsfulde både over for hinanden og for den verden, der er omkring os. Og jeres værdi har vi ikke tænkt os at reducere til en placering i en international statistik.

Men når vi tager det her så ekstremt alvorligt, så er det fordi, evnen til at læse, regne og skrive er afgørende for jeres fremtid, for at I kan leve det liv, som I gerne vil. Vi gør det også, fordi at I går en fremtid i møde, hvor den globale konkurrence kommer til at tage til, og hvor andre lande – særligt i østen – stormer frem.

Og derfor: Når vi for eksempel foreslår en aldersgrænse for sociale medier og et egentligt forbud mod mobiltelefoner i skolen, så handler det altså ikke om at tage noget fra jer – tværtimod. Det handler faktisk om at give jer noget tilbage: en barndom og jeres frihed. Frihed fra de tech-giganter, der lige nu stjæler jeres tid, og frihed fra den afhængighed, de skaber. Både for børn og i øvrigt også for os voksne.

Vi kommer ikke i dag og lader som om, at det her er løst med et fingerknips. I dag fremlægger regeringen de første af vores forslag. Vi er glade for, at Folketingets partier er gået i gang med at gøre det samme. Vi politikere har i mange år forsøgt at skabe en bedre skole. Det har skolelærerne også, det har skolelederne også. Nu sætter vi alle kræfter ind, sådan at alle danske børn får den skole, som I selvfølgelig fortjener.

Og med de her ord vil jeg i første omgang give ordet videre til dig, Pia.

Økonomi- og indenrigsministeren: For mig er der ingen tvivl: Glade og trygge børn, de lærer bedst. Det er fundamentet. Og det starter i hjemmet.

Men det er også i vuggestuerne og børnehaverne, inden de starter i skole. Og derfor bliver vi, som individer, som samfund, som fagprofessionelle, som politikere, også nødt til at se på hele børnelivet: hjemmet, daginstitutionerne, fritiden og selvfølgelig skolerne.

Jeg kan ikke sige, at jeg er meget overrasket over resultatet af den PISA-rapport, vi står med. Og der er ingen som helst grund til at forsøge at få den til at fremstå bedre, end den er. Men med denne her rapport i hånden, med det meget alvorlige billede, der tegnes op, så er jeg trods alt glad for, at det er denne her få måneder gamle regering, som skal tage ansvar for at begynde at rette op på problemerne. Denne her regering har jo gjort vores børn, daginstitutionerne og skolerne til et særligt prioriteret område.

PISA-undersøgelsen taler sit tydelige sprog. Fagligheden er under alvorligt pres. For mig at se handler det ikke så meget om, hvordan Danmark placerer sig på en international rangliste. Det handler først og fremmest om, hvorvidt det enkelte barn får de kundskaber, der skal til for at få gode muligheder i livet. Og derfor må vi konstatere, at vi som samfund svigter vores børn.

Politikere, forældre, skolerne, inklusionen, de sociale medier og skærmene, trivselskrisen, støj og indeklima og tidsånden – der er ikke kun én forklaring på denne her situation. Men der er for mig at se nogle helt afgørende områder, hvor vi må sætte ind.

Der er brug for mere tid med uddannede lærere og pædagoger, der skal være der for vores børn. Det er noget af det, vi ved virker. Og så skal respekten for læreren tilbage. Både hos børn og hos forældre. Der er brug for, at forældrene forbereder deres børn til den ramme, vores institutioner og skoler er. Et rum, hvor der skal være plads til alle børnene, med de hensyn og den opmærksomhed, det kræver, og en klarhed om, at det er læreren, der bestemmer i rummet. Respekten for læreren er en afgørende forudsætning for, at klasserummet bliver en tryg og god ramme for alle de børn, der er i rummet.

Og derfor nedsætter vi nu også som regering en trepart om skolen. Vi samler lærerne, forældreorganisationerne, eleverne, skolelederne, kommunerne og hvem der ellers kan indgå i en trepart. Det er alle jer med direkte viden om skolen. Denne her gang skal vi gøre det rigtigt.

Sidste gang vi lavede grundlæggende om på vores folkeskole, der begik vi alvorlige fejl. Og vi var med til at slå revner i den tillid, som folkeskolen bygger på. Det ansvar skal vi ikke løbe fra. Så til alle jer lærere vil jeg sige: I skal ikke stå og vente ude på gangen, mens andre beslutter, hvordan skolen og arbejdsdagen skal se ud. I skal sidde med ved bordet fra begyndelsen. For I kender lærerne, I kender klasseværelset, og I ved, hvad der skal til for at et barn knækker læsekoden, finder sin plads i fællesskabet eller får troen på sig selv tilbage.

Og I bliver sikkert ikke enige om alt. Men treparten skal markere et reelt kursskifte. Folkeskolen skal ikke længere reformeres hen over hovedet på dem, der skal få den til at lykkes. Jeg vil derfor også kvittere for de reaktioner, der foreløbig har været, blandt andet fra Danmarks Lærerforening, BUPL og KL. Løsningerne, dem skal vi finde sammen.

Det er åbenlyst, at der er flere samtidige udfordringer, og derfor skal løsningerne også findes flere steder. Det er uanset, om vi taler om børn med ufrivilligt skolefravær – for vi har alt for mange børn, der ikke trives – eller børn, der møder trætte ind på grund af en sen aften med doomscrolling. Det giver både mistrivsel og skolefravær, og det efterfølges altså af et læringstab. Og hvis et barn støder panden mod en læsemur, så hjælper det altså ikke bare at måle muren endnu en gang. Barnet har brug for mere støtte, og læreren har brug for tid, faglig frihed og mulighed for at skabe den relation, der sikrer, at læring sker i trygge rammer.

Vi kan heller ikke lukke øjnene for, at presset er blevet stort i lærernes hverdag. Mere end otte ud af ti lærere har elever, der ikke får den hjælp, de har brug for. 82 pct. siger, der mangler ressourcer. Oven i det skal skolerne også håndtere en række af de problemer, der følger af dårlig integration, negativ social kontrol og kultursammenstød.

Så når jeg ser på denne her rapport, så sidder jeg ikke med oplevelsen af, at børnene og lærerne ikke prøver hårdt nok. Jeg ser derimod meget tydelige tegn på, at rammerne i bred forstand er alvorligt udfordrede.

Hvis børnene er juvelerne i vores samfund, så er lærerne og pædagogerne guldet i folkeskolen. Det er, når I er sammen med barnet, at magien opstår. Nu går vi med denne her PISA-undersøgelse i hånden videre med at gøre det nødvendige for vores børns trivsel, for vores uddannelse og dannelse. Tak for ordet.

Statsministeren: Udenrigsminister.

Udenrigsministeren: Ja, tak for det. Det her er jo meget nedslående tal, som kan gøre én trist til mode. Men da jeg var sammen med min tidligere ukrainske kollega i går, mindede han mig om et gammelt citat, der hedder: "Pessimisme har aldrig vundet et slag."

Og derfor tror jeg, at selvom de her tal er ringe, og selvom de går op imod en indsats, som mange skiftende regeringer – og flertal i Folketinget, også regeringer selv har stået i spidsen for – har forsøgt at imødekomme og investeret milliarder i folkeskolen, så må vi ikke tabe modet.

Der er ingen tvivl om, at vi bruger mange penge, og vi skal bruge mange penge. Og denne her regering er også indstillet på at bruge flere penge. Men der er også meget, der tyder på, at flere penge i sig selv ikke løser problemet.

Den tidligere regering tog et vigtigt sporskifte, synes jeg, ved at sætte folkeskolen mere fri. Mindre detailstyring fra Christiansborg, mere frihed lokalt, mere plads til lærerne, større rum til faglighed, mere fokus på det, der foregår i klasselokalet. Og det tror jeg grundlæggende er den rigtige vej. Og det er jo et sporskifte, som vi jo først har taget for nylig, og som jo endnu ikke kan aflæses i de tal, vi står med i dag. Det kræver tid.

Og det siger jeg ikke for at bortforklare tallene, fordi vi har vidst, at vi havde et problem med faglighed. Det kan vi se på folkeskolens afgangseksamener. Det var en del af valgkampen, det var i rummet på Marienborg. Det var sådan set derfor, at vi også i dette her regeringsgrundlag har folkeskolen i kapitel et. Fordi vi vidste, vi havde et problem. Det er så bare blevet bekræftet, må man sige.

Og jeg håber virkelig, at denne her PISA-rapport bliver sådan en slags fremkaldervæske for os alle sammen, fordi der er ikke ét fingerknipse-greb, der kan løse det her. Det kræver noget af os alle sammen: politikere, lærere, forældre, jo også børnene. Men jeg håber, det bliver en anspore til, at vi handler.

Friheden er der jo allerede, og det er vigtigt at sige. Det er ikke sådan, at man nu skal sidde og vente på, at der bliver taget et eller andet Christiansborg-initiativ eller vedtaget en ny reform. Der er et betydeligt lokalt handlerum.

Og hvis jeg skal finde lidt optimisme, så skal det være i, at bare i de få døgn, der er gået, siden denne her PISA-undersøgelse blev offentliggjort, som jo tegner et mørkt, mørkt billede, så har der været masser af lysglimt. Altså, masser af reportager ude fra den virkelige folkeskole med nogen, der er gået op imod det her. Som har lavet tolærerordninger, som har lavet ekstra undervisning, som har lavet undervisning på tværs af klasseskel, som har lavet accelererede læringsforløb. Det kan godt lade sig gøre, og det er jo denne her mulighed, vi skal gribe.

Det er også derfor, jeg synes, at det initiativ, vi aftalte på Marienborg om en målrettet indsats i forhold til de 100 danske skoler, der har den største faglige udfordring, er værd at trække frem her.

Og jeg ved godt, hvad nogen vil sige: "Jamen, hvis alle skoler har en udfordring, hvorfor så interessere sig i særlig grad for de 100?" Og det er der jo to grunde til. Den ene grund er jo, at der er altså 100 skoler, hvor det her problem bare er endnu mere udtalt, og der skal vi gøre en forskel. Og den anden grund er, at det her er en enestående chance for fuldskala at prøve de metoder af, som vi ved kan flytte noget på fagligheden. Så det er et godt initiativ, der falder på det rigtige tidspunkt, og som skaber en mulighed for, at der kommer til at ske noget. Ikke på sigt, men altså noget, der forhåbentlig er målbart, inden vi rammer næste valgdato, og noget, der også kan sprede sig til de øvrige skoler. For det handler jo om at få de her lysglimt til at sprede sig på hele himlen, så den bliver oplyst, og med respekt for, at udfordringerne kan være forskellige.

Nogle steder kan der være et problem med massivt fravær. Andre steder kan det mere udtalt være et problem med uro i undervisningen. Et tredje sted kan der være et problem med at fastholde dygtige lærere, så løsningen behøver ikke alle steder at være den samme. Men vi er nødt til at sætte fokus på det, som er kernen i folkeskolen, nemlig at fremme elevernes faglighed, udvikle en metode, samle erfaring op, sprede det.

Og hvis det skal lykkes, så er der en gruppe, man ikke kan komme udenom, og det er jo lærerne. Næsten hver femte nyuddannede lærer har forladt folkeskolen igen efter et år, og efter fem år er det næsten hver fjerde. Og for mig er det ikke statistik.

Jeg er selv gift med en lærer, der har givet op, og jeg er far til en lærer, som endnu hænger i. Så jeg ved både, hvor fantastisk det er, men hvor udmarvende det også kan være at være lærer i en folkeskole i en tid, hvor autoriteterne bliver udfordret, hvor forældrene nogle gange tror sig klogere end lærerne, hvor der er for lidt respekt omkring fagligheden. Så det er vigtigt også her, synes jeg, at få sendt et signal til alle om, at vi er nødt til at sætte lærerne i fokus, og vi er nødt til – hvad regeringen også gør – at tage en stribe initiativer, der sikrer, at læreren kan få sin autoritet igen. For det tror jeg selv er en af nøglerne til at få sikret mere faglighed.

Og så er der selvfølgelig også børnene, hvor vi er nødt til at gøre noget ved det enormt store problem, at vi har alt for stort fravær. Altså, hvis man går ud i en folkeskoleklasse, sådan rent statistisk, så er der noget, der ligner én elev i klassen, som har et fravær på mere end 20 pct., altså svarende til én dag om ugen. Det er ret vildt at tænke på.

60 pct. af de 15-årige siger, at de er kommet for sent mindst én gang de seneste to uger. 30 pct. har pjækket mindst én time. 28 pct., altså næsten hver tredje, har pjækket en hel skoledag inden for bare to uger. Og vi kan jo investere nok så mange milliarder kroner i at lave god undervisning, men hvis børnene ikke møder frem til den, så er det jo ikke noget værd.

Og derfor tror jeg, at som statsministeren også var inde på, at det her handler også om at se på det fulde børneliv. Altså ikke kun at se på, hvad det er for nogle rammer, vi skaber om børnene, når de er i skole. For de tilbringer trods alt mere tid uden for skolen end i skolen. Slet ikke tvivl om, at det med, at vi har skabt den mest digitaliserede børne- og ungdomsgeneration ever, er en udfordring. Og derfor er det initiativ, regeringen tager her i dag med at stramme op på det, også centralt. Det skal være mine ord.

Statsministeren: Tak for det. Erhvervsministeren.

Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren: Mange tak. Jeg har selv tre døtre, og de to af dem går i folkeskole. De går glade i skole. Jeg møder mange glade børn, mange dygtige børn, dedikerede lærere et meget langt stykke af vejen. Men også på vores skole møder vi selvfølgelig nogle af de udfordringer, den her undersøgelse viser: koncentrationsbesvær, store diskussioner blandt forældrene om skærm, manglende inklusion, ufrivilligt skolefravær og så videre.

Der er jo ingen tvivl om, at en stor del af det her handler om skolen. Og derfor, som alle mine gode kolleger har været inde på, er vi indstillet på også at sætte flere ressourcer af til skolen. Allerede på næste års finanslov regner vi med at sætte over en milliard kroner af til børneområdet, den største del til folkeskolen og de andre skoler. Og vi er indstillet på at skabe betingelser for, kan man sige, flere lærere, bedre uddannede lærere, for bedre forberedelse, for alle de forebyggende indsatser, der skal til for at højne kvaliteten i undervisningen. Trivsel og læring følges ad, inklusionen skal forbedres, og dygtige lærere er forudsætningen for at kunne skabe ro i klassen og faste pædagogiske rammer.

Men som det også er blevet sagt, står det krystalklart, at skolen er ikke det eneste sted, der skal sættes ind. Jeg synes selv, at noget af det mest tankevækkende i denne her PISA-undersøgelse, det er, at det ikke kun er i folkeskolen, at kvaliteten og det faglige niveau falder. Det gør den også i friskolerne og i de private skoler. Og det fortæller os jo, at der også foregår noget uden for skolerne. Det samme gør det, at det er i hele den vestlige verden, at vi oplever det her fænomen.

Og skærmene er helt sikkert en del af forklaringen. Og det tager vi fat på nu. Men vi skal jo så også spørge os selv: Hvis vi tager skærmen væk, hvad putter vi så i stedet for?

I undervisningen, men jo også på klubberne, i fritidsordningerne, i SFO'erne. På det område har vi skåret ned de seneste ti år, og vi skal jo tilbyde vores børn nogle fysiske aktiviteter, nogle værksteder, noget natur, nogle legepladser, som kan fylde det rum ud og skabe noget fordybelse, noget fællesskab, noget nærvær – både for de børn, der er mest tiltrukket af det boglige, og dem, der er mest tiltrukket af noget med hænderne, og især få det til at spille sammen.

Det er også en arena, som vi skal sætte ind på. Jeg er utrolig ked af denne her PISA-undersøgelse, men jeg er glad og stolt over at tilhøre en regering, som nu sætter ind på hele paletten. Jeg er enormt ydmyg over for opgaven. Det er ikke nogen let opgave, det her, fordi vi arbejder også mod et tidsbillede og en kultur.

Men den ydmyghed og den dedikation, jeg har oplevet i vores forberedelse til dette pressemøde, gør mig fortrøstningsfuld. Og endnu mere det, som udenrigsministeren også er inde på: Hvor mange der har blandet sig i debatten, hvor mange der har sagt: "Vi stempler ind" – i øvrigt også oppositionen i Folketinget.

Det her er alle voksne i Danmark – forældre, lærere, pædagoger og selvfølgelig også politikere – der skal trække i arbejdstøjet. Og så kan vi måske, det er jeg overbevist om, løfte vores børn til det niveau, de selvfølgelig skal være.

Statsministeren: Tak for det. Og så slutter vi ved dig, Magnus, som har ansvaret for skolen og for at få, sammen med os andre, løst den her kæmpemæssige opgave.

Undervisningsministeren: Tak for det. Ja, situationen er den, i vores skoler, hos vores elever, det er, at de siger selv de oplever at blive mere forstyrret af ting, der foregår på deres skærm undervejs i timen i undervisningen. De siger også selv, at de kommer for sent til timerne og også, at de har ulovligt fravær, de svarer, de pjækker mere. De siger også, at de oplever, at der er alt for mange vikarer. Og så når man ser på noget sådan noget som nysgerrighed, det er jo noget af det mest centrale i undervisning, at man er nysgerrig som elev, men nysgerrigheden, den begynder også at falde. Og de siger selv, de er mindre nysgerrige.

Og så bliver de spurgt om, eleverne i PISA-undersøgelsen: ”Jamen hvad med det der med at give op?”. Der er desværre en større tendens til, at vores elever giver lettere op, når opgaverne er sværere. Og alt det skaber uro, skaber uro i klassen, og det går ud over kernen i undervisningen, hele grunden til, at vi har en skole og også ud over lærernes mulighed for at lave en god undervisning. Og når jeg nævner de her faktorer, så er det fordi, de gør sig gældende i stort set hele den vestlige verden, men i særlig grad i Danmark er det de her faktorer, som boner mere ud og i hvert fald mere end i mange andre steder i verden. Så vores opgave her er jo at sige, jamen ja, vi skal finde de danske svar. Og derfor er vi nødt til at kende årsagen og dybden af problemerne, og derfor har jeg taget den her graf med, og hvis man ser på grafen her: Det er læsning, det er matematik, og det er naturfag igennem årene, og man kan jo se, det går selvfølgelig nedad. Og mange af jer kender også den graf, det er fra PISA-undersøgelsen, jeg vil lige prøve at dykke dybere ned i det.

Lad os starte med læsning, det er den her mørkegrønne her, som dykker her. Den dykker så meget, at vores eksperter konkluderer, vi har en læsekrise i Danmark, og det betyder, at de elever, som har svært ved at løse de opgaver her, de kan godt læse teksten, de kan også genkende ordene, men at forstå ordene i en sammenhæng og forstå meningen med teksterne og kunne bruge det til at løse opgaverne, det halter gevaldigt hos de her børn.

Så matematik, det er den her grå, som vi kan se, den går også ned her. Matematik var jo faktisk det, som var en dansk styrkeposition. Noget, der minder om det, i hvert fald. Vi lå temmelig flot – det gør vi ikke længere. Vi ligger sådan set lige omkring OECD-gennemsnittet, så den styrkeposition er ved at smuldre for øjnene af os. Nedgangen her i matematik, den sker både for drenge og piger. Og tidligere var det jo drengene, der lå rigtig, rigtig højt, og det var noget, vi var rigtig stolte af, men der er altså en stor nedgang på begge køn.

Og den sidste, vi har, det er naturfag, som man også måler på. Hvad er det? Det er biologi og geografi og fysik og kemi, og der har vi også den her tilbagegang, og når man ser på de alle tre her, den samlede tilbagegang. Og når man går ind i PISA-undersøgelsen og de bagvedliggende rapporter, så kan man se, at den tilbagegang her – den samlede tilbagegang – i Danmark her, den svarer til, at vores elever har tabt, hvad der nogenlunde svarer til et til halvandet års læring siden 2022, går glip af et til halvandet års læring bare på de her få år. Og det er jo derfor, vi står her i dag, det er jo det, der gør, at det her, det er alvorligt.

Hvis vi dykker endnu længere ned i tallene, så vil vi også kunne se, det handler ikke kun om de elever, som har det sværest, og der er altid nogen, der har det sværest i en klasse – det er jo en skole. Det handler ikke kun om dem. Dykket gælder alle, det gælder eleverne i toppen, det gælder eleverne i den store midte, og det gælder eleverne, som ligger nederst, og derfor så er opgaven jo at løfte det faglige niveau for alle elever, og det her glæder mig sådan, den her debat, der har været, fordi vi taler om problemerne, og alle stempler ind også i politiske partier og organisationer og eksperter. Jeg synes, det er vejen frem, og alle skal sammen her.

Der var en ting, jeg er nødt til også lige at hejse et flag for, det er at advare imod kæmpestore hovsa-løsninger, og at man hiver i håndbremsen og drejer hele vejen rundt, så man ender i grøften. Og jeg var sammen med nogle skolelærere i morges, klokken syv i morges på et lærerværelse, og der var en lærer, der sagde til mig: ”Den danske folkeskole er ikke designet til fire-årige valgperioder”. Det skal vi altså huske os politikere.

Når vi udstikker en kurs, laver en investering, aftaler med parter får alle ombord her, så skal vi holde fast i den kurs. Det skal ikke være ud i grøften den ene vej og ud i grøften den anden vej, vi er nødt til at sige, det her, det skylder vi skolen. Der skal være et langt sejt træk med investeringer, med lovgivning, selvfølgelig også med politiske forhandlinger, men først og fremmest i samarbejde med dem, det handler om, eleverne, lærerne, forældrene, lederne, alle. Skolen er vores vigtigste samfundsinstitution. Vi skal styrke kernen i den, og vi skal samle kræfterne om det. Tak.

Statsministeren: Det var det, vi ville starte med at sige. Og så giver vi ordet til jer. Danmarks Radio først og så TV 2 bagefter.

Journalist: I foreslår et totalforbud mod mobiltelefoner. Kan I ikke blive lidt mere konkrete på, hvordan skal det her udmøntes? Gælder det for alle skoleelever i alle klasser. Og betyder det, at man skal aflevere sin mobiltelefon, når man kommer i skole og først får den igen, når skolen er færdig?

Undervisningsministeren: Det gør det nemlig. Og vi kan se, og vi kan se direkte i PISA-målingerne, at de lande, som har indført det, jamen der er mindre forstyrrelser, og der klarer man sig sådan set også bedre, når man ikke forstyrres af digitale beskeder på sine forskellige devices.

Vi kan ikke længere vente på det her, vi er nødt til at indføre det og tage ansvaret for, at det så også indføres. Selvfølgelig kan der være nogle undtagelser, hvis man lider af, har nogle sygdomme, hvor man skal bruge noget til at tjekke blodsukker og sådan nogle ting. Det er klart nok, men som hovedregel, så bliver det det, der bliver den nye normal i den danske skole både folkeskole og fri- og privatskole.

Journalist: Mette Frederiksen, du har haft ansvaret de syv år som statsminister. Nu kommer den her historisk dårlige måling – kan du love, at udviklingen er vendt, når vi ser på næste PISA-måling om tre år? Jeg ved godt, at I siger, at der ikke er et quick-fix, men de børn, du taler direkte til, er det så godt nok, det som I præsenterer i dag, hvis du ikke kan love det om tre år?

Statsministeren: Det er et virkelig, virkelig godt spørgsmål. Jeg ville ønske, at jeg bare turde sige sikker ja. Jeg er enig med Lars i, at især nogle af de ting, vi tog fat på i den valgperiode, vi lige er gået ud af, er de rigtige. Pia var også inde på det før, der er bred enighed om, læreren skal have mere autoritet, der skal være mere respekt for læreren. Vi sætter meget mere fokus på ro i klassen, at børnene skal være læringsparate. Nu tager vi de næste skridt. Ud over frisættelsen af folkeskolen, som jo har en betydning i forhold til lærernes autoritet. Nu kommer skærmen helt væk. Vi begynder at få den fysiske bog tilbage.

Alt det tilsammen føler jeg mig faktisk sikker på kommer til at gøre en positiv forskel i forhold til børnenes læring, men altså hvis jeg skal være hudløs ærlig: Jeg kan jo, jeg kan mærke det på mig selv også. Jeg læser meget hver eneste dag, jeg har altid læst meget skønlitterært – jeg har også fået sværere ved at koncentrere mig. Jeg kan mærke, hvis jeg skal sidde og læse en lang tekst – en time eller halvanden – altså begynder jeg sådan på et tidspunkt tænke, jeg må nok også lige tjekke, hvad der står på en af jeres medier eller noget andet. 

Så nu kommer der altså et egentligt forbud mod den private skærm i skolen, men hvis alle børn starter deres dag på iPad, mens de spiser morgenmad og lige så snart de så går ud af skolegården, så i stedet for at gå ned til en sport eller en anden fritidsaktivitet, så som det første tager deres telefon op og sidder måske tre timer, eller fire timer, eller fem timer, eller seks timer foran skærmen, ikke får den søvn, de skal have, så tror jeg ikke, vi kommer til at løse det her problem. Fordi ét er, hvad vi gør ved skolen, men den egentlige krise, der ligger nede i det her, nemlig at vi simpelthen kollektivt er ved at blive dummere, og det er ikke børnene, det er os alle sammen. At vi får sværere ved at tilegne os viden, vi har sværere ved at koncentrere os, det er på grund af skærmen og tech-giganterne, algoritmerne, fastholdelsesmekanismerne.

Så hvis ikke vi også får gjort noget ved alt det, så tror jeg, at vestens PISA-resultater bliver ved med at være dårligere end andre landes. Men gør vi det ved skolen, vi taler om her, sammen med lærerne, sammen med pædagogerne, sammen med forældrene, sammen med børnene og samtidig tør tage et voksenansvar på os, om et opgør med en gennemdigitaliseret barndom, hvis vi kan gøre det hele på én og samme tid, så tror jeg, vi kan tage nogle positive skridt frem. Men skolen kan ikke løse den her opgave for os.

Journalist: Med dine egne ord, voksenansvar, statsminister Mette Frederiksen. Dit parti Socialdemokratiet har siddet for bordenden i statsministeriet 11 af de sidste 15 år. De resterende fire år, der var det din kollega, Lars Løkke Rasmussen, der sad her. Vil du sige undskyld eller beklage over for de danske forældre og de børn, der har gået i en folkeskole, der har fået det så meget dårligere i de år. Og hvorfor tror du selv, når det er dig og dit parti, der har siddet for bordenden i så mange år, at det er jer, der har løsningerne? Og så vil jeg gerne spørge dig, bagefter Lars Løkke Rasmussen – du var meget kritisk over for Mette Frederiksens corona-håndtering i forhold til skolerne, nedlukning, du hævdede, at det ville føre til lavere fagligt niveau, mistrivsel og så videre. Viser den her undersøgelse, at du havde ret i din kritik af Mette Frederiksen dengang?

Mette Frederiksen: Jeg mener absolut, at jeg og vi har en del af ansvaret for det her. Det har alle os, der har haft et politisk ansvar, hvad enten det er på Christiansborg, lokalt eller som regering, og det kommer jeg ikke på noget tidspunkt til at løbe fra. Jeg tror også, at det er os, der står her, der kan være med til at ændre på nogle af de grundlæggende problemer, der er. Men hvis nu det kun var Danmark, der havde et problem med PISA-undersøgelsen, så var det letteste i verden jo at fyre mig. Og jeg vil næsten ønske, at det var så enkelt, at man bare kunne få en anden statsminister, og så løste man problemerne. Men det her er jo langt bredere, det er langt dybere.

PISA-undersøgelsen, som flere har været inde på, peger jo også for eksempel på, at det er blevet almindeligt for rigtig mange danske børn at pjække. Simpelthen at lade være med at gå i skole, at det at svare læreren tilbage, ikke opfører sig ordentligt, at der er uro i klasserne er blevet almindeligt. Danmark er ikke det eneste land, der oplever problemer. Det gør vi i stort set hele Vesteuropa med meget, meget få undtagelser. Og derfor stikker det dybere, og det er langt mere alvorligt end bare den førte, altså forstå mig ret, end bare den førte skolepolitik.

Jeg tror, der er en bred erkendelse af, det er der bestemt også i Socialdemokratiet, at den folkeskolereform, der blev gennemført for mange år tilbage, den havde en del fejlslutninger i sig. Vi har brugt en del år på at rette op på nogle af de problemer, der er. Nu er vi klar til at tage de næste skridt, men det her er langt dybere og er langt mere alvorligt end kun den førte skolepolitik.

Udenrigsministeren: Jamen, det er rigtigt, jeg var kritisk, og det var jeg fordi, at jeg var kritisk og har også alt for mange tæt på oplevelser af unge mennesker, der måtte ofre meget under corona. Altså, så det vedstår jeg mig. Men altså det fører os jo ingen steder hen.

Og det er jo også vigtigt at sige, som Mette også er inde på, at når vi ser på det her, så er det jo altså, det er jo vestens udfordring, altså det er jo i virkeligheden også tankevækkende, at de lande derude, som vi konkurrerer kraftigst med, og som mine børnebørn kommer til at konkurrere kraftigst med, de klarer sig fint – altså Kina, Singapore osv. Og det er stort set med pil ned i hele den vestlige verden inklusive også i Sverige, hvor man havde en corona-håndtering, der minder mere om den, jeg selv synes, vi også skulle have haft.

Så det kan jo ikke nytte noget, at vi bare står og kaster mudder efter hinanden. Vi har et ansvar, og det er et kollektivt ansvar. Altså ligesom man jo ikke kan give statsministeren æren af, at lille Frederik nede i tredje klasse knækker læsekurven. Så kan man jo heller ikke give statsministeren ansvaret for, at han ikke gør det. Altså vi har et ansvar, og jeg tror bare, vi er nødt til at forstå, som dansk befolkning, hvad enten vi er børn, eller forældre, eller bedsteforældre, at der er noget her med en grundlæggende faglighed, som vi har misset, og det er vi nødt til at gøre noget ved, og vi skal jo dømmes på vores evne til at tage det her alvorligt. Og så gentager jeg, hvad jeg sagde før, at jeg synes sådan set, at jeg fornemmer at der, på den her sorte, sorte baggrund, er de lysglimt, der knytter sig til, at der faktisk er mange mennesker, der byder sig ind med noget, der peger den anden vej. Og det kan jeg også selv gøre.

I 2012 lavede jeg LøkkeFonden, vi har hjulpet mere end 1000 drenge til at få folkeskolens afgangsprøve. Det har været helt fantastisk at opleve, hvordan man på to uger med et accelereret læringsforløb er i stand til at flytte altså drenge markant, og hvis man tæller i læringsår, og det brænder man sig på, hvis man gør det, så kan man altså på et par uger flytte de der drenge på stavning, på læsning, på matematik, hvad der svarer til det tilbagefald, vi har haft her.

Det giver mig en stærk tro på, at hvis vi sætter målrettet ind på det her, og det har regeringen en ambition om at gøre, så kan vi også levere nogle resultater. Og jeg er enig i, at folkeskolen ligesom meget andet her i livet ikke egner sig til fireårige valgperioder, men jeg er omvendt helt sikker på, at det der projekt, vi har med de 100 skoler, hvis vi får det designet rigtigt, det vil være et projekt, hvor vi inden vi rammer næste valg vil kunne se konkret ude i virkeligheden nogle børn, der flytter sig fagligt den rigtige vej.

Statsministeren: Pia, ville du sige noget?

Økonomi- og indenrigsministeren: Nu er jeg jo hverken Mette eller Lars og har siddet i regering på den måde. Men jeg vil jo sige, at skolepolitikken på Christiansborg er jo bredt funderet. Det er jo ikke smalle forlig, det er meget brede forlig, så alle politikere har jo på en eller anden måde et ansvar for det her.

Når man kigger tilbage til den folkeskolereform, vi lavede i 2013, der besluttede vi jo, at bøgerne skulle ud af skolen, og nu skulle skærmene ind. Nu kan vi jo se, at det er en kæmpe udfordring, ikke at der ikke skal være skærme, der kan jo godt være nogle skærme, der skal ikke være private skærme i folkeskolen. Der er jo ingen, der har brug for mellem 1. og 2. klasse lige at ringe hjem eller noget. Jo, hvis man er faldet i skolegården, så kan man gå på kontoret og ringe hjem. Jeg tror, det er vigtigt, at man er i det rum, og man er i det fællesskab, og derfor tror jeg, vi politikere skal sige, vi har lært af det her, nu er vi faktisk klar til at gøre det på en ny måde.

Det er også derfor, at det er så positivt, at vi nu siger: Lad os gøre det sammen med dem, der faktisk også sidder i folkeskolen og vil folkeskolen. Forældrene, lærerne, skolelederne, alle sammen også eleverne.

Og så vil jeg sige, at det jo nemt nok at pege fingre, det mest interessante, det er jo, at vi nu går i gang med at finde løsninger. Og jeg hører, at alle på Christiansborg gerne vil det. Jeg har så bare også oplevet, at nogle af dem, der er kommet med udspil her, som jeg jo gerne tager mod med åbne hånd, har bare lagt mærke til, at når de for eksempel selv sad og forhandlede regeringsgrundlag, så lagde de jo op til massive besparelser ude i vores kommuner, og hvis det var trådt igennem, så havde man også kunnet mærke det i folkeskolen.

Statsministeren: Og så tror jeg, vi går til dem, det handler om. Fordi jeg tror nemlig, vi har Børneavisen med os.

Journalist: Hej, jeg hedder Ingrid, og jeg går i 5. klasse selv nu. Hvordan kan I være sikre på, at jeg og mine klassekammerater kan alt det, vi skal, når vi går ud af 9. klasse?

Statsministeren: Hvis jeg hørte rigtigt, så sagde du, at du går i 5. Klasse, og hvordan vi kan være sikre på, at dig og dine kammerater kan det, I skal kunne, når I går ud af 9. klasse?

Så vi har cirka fem år til at sørge for, at I får lært alt det, I skal. Jamen, altså, jeg kan jo prøve at starte med at svare, og så kan nogle af jer andre være med. Som jeg sagde i min indledning, så tror jeg, det har rigtig meget at gøre med, hvor mange timer I er på skærmen. Og derfor tager vi nu mobiltelefonerne, og hvad der ellers måtte være af private skærme, væk fra skolen, sådan at når man møder ind om morgenen, så er man i skole for at være sammen med sine kammerater.

For nu at sige det meget direkte også noget mere leg ind i frikvartererne, at man er mere i klasserummet og klasselokalet sammen, så der bliver forhåbentlig lidt mindre støj og lidt mindre uro, men også at læreren får mulighed for at sikre, at der faktisk er rart at være i klassen, fordi det er jo, når der er meget larm og uro, så forstyrrer det jo ikke kun undervisningen, det gør også tit for mange, at det ikke særlig rart at være der.

Og så vil vi også gerne bruge nogle flere penge. Det kan godt være, at der måske skal være to lærere i matematik. Det kunne også være, at I skulle have råd til at komme på en lejrskole i 7. klasse, hvor tingene engang imellem godt kan være lidt bøvlede mellem drengegruppen og pigegruppen, eller hvad det nu er. Så jeg tror egentlig, der skal flere forskellige ting til.

Og så vil vi også gerne have nogle flere uddannede skolelærere, der underviser jer, så lidt færre vikarer og flere, som har en skolelæreruddannelse.

Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren: Det er vigtigt, at I går glade i skole, og når I kommer ind i klassen, så er der en lærer, der har tid til at gå hen til jer, når I har brug for det, men I også har ro til at fordybe, når I skal det.

Når jeg siger det der med, at man skal være glad, så er det ikke fordi, det altid er super spændende at gå i skole. Alle mennesker oplever i deres arbejde, det gør vi fire også, tror jeg, eller fem undskyld, at nogle gange er det ikke. Man skal selvfølgelig også kunne beslutte sig for at koncentrere sig. Men hvis ikke man synes, det er sjovt at gå i skole, hvis ikke man har et fællesskab, hvis ikke man har kammerater. Hvis ikke man har en leg i klassen og nogle voksne, der passer på en og guider i, så er det meget svært at lære noget. Men jeg tror, at det kan vi.

Det, jeg selv synes, er den sværeste opgave her, det er på den ene side at have ansvar for at lægge de overordnede rammer, nu kommer der et voksensvar, de overordnede rammer for skolen, men jo i fuld bevidsthed om, at det, der foregår ude i klasserne, som mange af mine kollegaer har sagt, det er lærerne, der er der, det er skolens ledelse, det er kommunen, der kan lave den samlede prioritering, så vi skal lave rammer, vi skal også gå ind i nogle konkrete indsatser, men vi skal også have den ydmyghed her, at vi skaber rammerne, og så skal vi have løftet alle dem, der bærer det konkrete ansvar herude. Det gælder også forældrene

Økonomi- og indenrigsministeren: Jamen, jeg vil jo sige, noget af det PISA-undersøgelsen viser, det er jo også at næsten 60 pct. af alle børn oplever mobning, mens de i skole. Og det gør en utryg, det er ikke rart at komme i skole, hvis der er mobning. Og noget af det kan jo blandt andet lykkes ved, at der er flere voksne omkring en, at man også som børn snakker bedre med hinanden, at man egentlig hjemmefra føler, at man kommer og er en del af fællesskabet. Men det kræver jo, at der er uddannede lærere, som Mette sagde. Det kræver også, at der i nogle situationer er en lærer og en pædagog. Fordi det ved vi er med til at løfte opgaven.

Statsministeren: Jeg håber, du fik svar på dit spørgsmål. Så går vi til første række.

Journalist: Hej, jeg hedder Katinka Bolther for Politiken. Jeg vil høre, hvad med de elever, som ikke går i 5. klasse, men går i 9. klasse eller 8. klasse, og nogle af de elever, som præsterer lavt og kommer til at klare sig dårligere ude i samfundet. Hvordan vil I hjælpe dem?

Undervisningsministeren: Vi kan desværre se, at præcis på de her folkeskolens afgangsprøver, det er jo dem, som de forbereder sig til nu her, der kan vi se, at der er en kæmpe skævhed. Og der er altså desværre nogle skoler, hvor man må sige, at der er for mange, som ikke kommer op til afgangsprøven, eller dem, der står op, jamen de så ikke kan bestå dansk og matematik. Altså det er grundlæggende, og det er grundfundamentet. Uanset hvad man skal have i livet, så er det grundfundamentet. Og det er derfor, vi sætter ind med et målrettet løft, ikke kun det generelle løft, men også det målrettede løft til de skoler, hvor der er flest af dem her. Og hvis du så er, kan man sige lige nu, og det spørger du måske om her, hvis du lige nu går i 8. eller 9. klasse, så er mit budskab til dem, det er, så er det nu, vi skal hænge i, og vi skal nok hjælpe alt, hvad vi overhovedet kan, for at jeres lærere kan lykkes, og I kan lykkes med, og det er ikke for sent at læse op, og man kan faktisk, hvis man har lidt problemer med matematikken, eller lige noget med læsningen, man kan godt få den hjælp, der skal til, for også dem, der har startet 9. klasse nu her.

Og det er måske det budskab, som også er, altså, det er meget, meget vigtigt, til alle elever, at hvis vi mister tilliden til lærerne og til skolen, så mister vi det. Vi skal lave en skole, der er et godt sted at være, et godt sted at lære. Det gælder altså både i første, i femte og også dem, der går i 9. nu her. Hvis man startede i 9. og har svært ved noget, så kan man godt også dér rykke sig så meget, at man faktisk kan bestå folkeskolens afgangsprøve.

Journalist: Og I snakkede om, at I gerne vil have flere uddannede lærere i skolen. Hvordan vil I gøre det mere attraktivt konkret at være lærer i folkeskolen?

Statsministeren: Men må vi lige give et lille positivt indslag her, fordi det går faktisk lidt fremad nu med optaget på læreruddannelsen. Og det gør det også på nogle af de andre uddannelser, vi kalder velfærdsuddannelser. Så det er jo lykkedes fra, at vi kun fik dårlige meldinger, til at nu begynder det at gå fremad. Og det er vi meget taknemmelige over. Vi er meget, meget glade for det. Det, vi hører, det er, at der er tilfredshed med den nye læreruddannelse, som er blevet mere praktisk, mindre teoretisk, mindre abstrakt, mindre akademisk. Mere på den opgave, det er at stå derude og være lærer. Så jeg tror, det, det må handle om nu, det er, at når vi begynder at se en positiv ændring i forhold til optaget på læreruddannelsen, at vi meget hurtigt bliver kloge på, hvad det er, der har skabt det, og understøtter, at der kan komme mere af det. Så det går faktisk i den … Altså, vi siger ikke, at vi har løst alle problemer, men lige nu går det i den rigtige retning.

Journalist: Fint med læreruddannelsen, men nu siger Lars Løkke, at han er far til en, der hænger i som lærer. Hvad med dem, der er lærer nu, som i høj grad falder fra faget? Hvad vil I gøre for dem?

Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren: Igen er det en lang række indsatser, men noget af det, jeg hører utroligt tit, når jeg taler med lærerstuderende, så er det, at noget så, kan man sige, elementært som det at få et ordentligt praktikforløb, at komme ud, blive introduceret ordentligt til klasserne, og at skolerne har mulighed for at tage de unge ind og give dem en god oplevelse første gang, de skal ud og stå foran eleverne. Det er utroligt vigtigt. Og så har alle jo nævnt inklusion. Det, der er tankevækkende med den her PISA-undersøgelse, er jo, at der er et fald for alle elever. Også i hele [utydeligt]området. Men som den også viser, og det har vi set gang på gang, så er der selvfølgelig, hvis man er et socialt udsat barn, hvis man har nogle andre udfordringer, man kæmper med, så er man selvfølgelig også betydeligt mere udsat for at kunne få et fagligt valg. Og det er svært at håndtere det som lærer. Og vi har lavet en inklusionsreform, hvor vi ikke rigtig har sat flere ressourcer af til det. Og jeg tror, at nu vi kommer med flere ressourcer også til det, så tror jeg også, at det bliver mere attraktivt for lærerne, fordi de får bedre tid, faglighed, og de bliver flere, forhåbentlig, til at løfte den opgave. Det skulle også gerne gøre det mere attraktivt.

Journalist: I taler også om ro og respekt for læreren. Har I nogle nye konkrete initiativer i den retning?

Undervisningsministeren: Ja, det har vi. Og vi har et lovforslag, som vi ser frem til at fremsætte her, når Folketinget åbner her til oktober. Et lovforslag, som giver mulighed for, når situationen er ude af kontrol, hvis der er fare for andre elever eller fysisk inventar, eller hvor man ikke kan komme i gang med undervisningen, for der er simpelthen for meget støj og larm, og man retter sig ikke efter, hvad læreren siger, og læreren mister sin autoritet og respekten for læreren, så er vi nødt til at kunne også fysisk fjerne de elever. Det er meget efterspurgt af lærerne at få klare regler her. Så det lovforslag vil regeringen fremsætte. Vi har så haft det i høring, og det er blevet forbedret på grund af høringssvarene, og den her regering har besluttet at forbedre det lovforslag, der var i høring, med at have mere fokus på, at vi får forebygget bedre. Det er jo helt afgørende, for vi – ingen ønsker at ende i den situation. Så det kommer der. Det er direkte inde i lovforslaget. Og barnets stemme bliver også hørt, fordi hvis det viser sig at være det samme barn, som skal udsættes for det her, jamen så er der noget galt med hele setup’et, og så skal det barn måske ikke være i den klasse, eller have nogen helt anden form for hjælp i hvert fald, lige så vel vi også har aftalt at evaluere loven. Så de ting har vi gjort for at forbedre, netop for at lytte til hinanden og lytte til høringssvarene, der har været. Og det kommer altså her i starten af oktober til Folketinget.

Statsministeren: Men må jeg ikke lige tilføje, altså her har vi jo et eksempel på noget, skolen ikke kan løse alene, og lovgivningen ikke kan løse alene, fordi der har jo været et generelt autoritetstab i vores samfund, og jeg tror ikke, det har været godt for vores børn. Altså jeg tror, det rammer vores børn hårdt, at vi voksne ikke tør i tilstrækkelig grad at være voksne. Hvis du spørger andre myndigheder, dansk politi, så vil de sige det samme. Der er en helt anden tone, helt anden disrespekt fra mange børn og unge i dag på gaden, end der var tidligere. Så ét er jo, at vi nu, som Pia siger, respekt for læreren, vi har strammet op på ordensbekendtgørelsen, nu kommer der yderligere lovgivning, men vi bliver jo nødt til som samfund at aftale med hinanden og beslutte os for, at man taler ordentligt til andre, man respekterer andre, at den voksne bestemmer, hvad der sker i klasserummet. Det gør børnene ikke. Det kræver, at børnene lærer det fra starten. Men det kræver også, at der er nogle forældre, der bakker læreren op i, at det er læreren, der træffer beslutningerne. Så jeg tror, vi kan gøre noget politisk, men også det her er et meget bredere samfundsproblem. Og der bliver vi simpelthen nødt til at hanke op i os selv. Jeg tror også, vi bliver nødt til at forstå, at hvis ikke vi gør det, så får vi et samfund, der får svært ved at hænge sammen. Men vi svigter også de allermest udsatte børn, fordi det er dem, der slet ikke kan navigere, når der bare er larm og uro og kaos.

Journalist: Jeg vil egentlig ikke stille nogen spørgsmål, men det vil vores unge panel rigtig gerne: Lærke på 10 år vil gerne spørge, hvorfor giver I ikke flere penge til folkeskolerne, så de kan ansætte nogle flere lærere? Når man har vikar, så lærer man ikke særlig meget.

Økonomi- og indenrigsministeren: Vi lægger faktisk op til i den finanslov, der kommer lige om lidt, at sætte over en milliard af til vores børn. Fordi vi ved, at noget af det, der betyder noget i folkeskolen, det er to-lærerordninger. Det kan være en lærer og en pædagog. 20 pct. af dem, der er i folkeskolen, er ikke uddannede lærer. Og det betyder jo også noget for roen i klassen, men også af det faglige niveau. Så vi kommer til at løfte børneområdet i den kommende finanslov.

Journalist: Ja, og et spørgsmål til dig, Mette Frederiksen. Hvorfor tror du, at folkeskoleelever er blevet dårligere til dansk og matematik? Frode på 10. Han tror, at det er, fordi vi bruger computere og læser mindre i bøger.

Udenrigsministeren: Fra børn og fulde folk skal man høre sandheden …

Statsministeren: Jamen, det er jeg meget, meget enig i, og som Martin sagde, så er det faktisk ikke kun i folkeskolen, det her gælder. Det gælder også på fri- og privatskoler. Og det er ikke sådan, og det er meget vigtigt at understrege, det er ikke sådan, at de børn i Danmark, der i forvejen har haft sværest ved at lære, for eksempel at læse, er blevet dårligere. Det er stort set alle, der er blevet dårligere. Og som jeg sagde før, jeg vil væde med, at hvis man testede os voksne, så er vi også blevet dårligere.

Og derfor har noget af det her at gøre med skolepolitikken, men det har endnu mere at gøre med det, der bliver peget på, nemlig at vi bruger for meget tid på vores telefoner. Og der sidder nogle og laver nogle algoritmer, der ødelægger os og gør, at det bliver svært at koncentrere sig. Så jeg er meget, meget enig.

Okay, du får et til.

Journalist: Og det er Lærke, det er også til dig, Mette Frederiksen. Hun spørger dig, om du tror, at de 15-årige er dårlige til at lære, fordi de kommer for sent i seng.

Statsministeren: Nu kommer jeg til at lyde lige så gammeldags, som jeg er. Svaret er ja. Det kan vi jo også se. Altså danske unge sover mindre, end unge gjorde engang. Og det er ikke fordi, de står tidligere op, det er fordi, de kommer senere i seng. Og jeg vil tro, at det også gælder for de fleste voksne, at det, de fleste efterhånden gør i Danmark, det er at kigge på sin telefon, inden man lægger sig til at sove. Det gør, at søvnen bliver mere forstyrret. Og jeg siger altså ikke, at alle børn og unge skal gå i seng kl. 8 om aftenen og have læst en skønlitterær bog en time inden. Men hvis vi bare kunne for eksempel halvere, hvor mange timer børn og unge er på den der åndssvage telefon, så kunne vi jo konvertere det til, at der var nogle flere, der dyrkede sport, og man var lidt mere sammen med sine venner, at man talte mere sammen med sine forældre. Det er i øvrigt også interessant i den her undersøgelse, at danske børn peger på, at deres forældre er begyndt at spørge mindre ind til, hvordan de har det i skolen. Så ja, der er også noget med den der søvn. Nu har Lars taget mobilen frem, så måske nærmer vi os en afslutning, men vi kan lige nå lidt flere spørgsmål.

Journalist: Ja, altså, forslaget om mobilfri skoler, det blev allerede aftalt og klappet af i sidste regeringsperiode, og så, da det skulle vedtages, blev der udskrevet valg, og det er så ikke blevet endelig verificeret endnu. Men hvorfor præsenterer I det så som et helt nyt tiltag, når det allerede er klappet af?

Statsministeren: Det er, fordi forslaget er blevet strammet voldsomt op. Der lå både noget til dels frivillighed i det gamle forslag, og så var det måske lidt mere uldent, om hvad der var indholdet af det private skærmforbud, der var i skolen. Så man kan sige, både i forhold til forbuddet mod sociale medier, hvor vi nu går op til de 15 år, punktum, og et egentligt forbud i grundskolen, så er der strammet op på begge lovforslag.

Journalist: Og så mange af de tiltag og penge, der bliver nævnt, f.eks. den fysiske magtanvendelse, der kan bruges mere, og milliarder, de står i regeringsgrundlaget, eller er aftaler fra sidste regeringsperiode. Altså, hvorfor er der så lidt konkret nyt tiltag på det her pressemøde i dag?

Udenrigsministeren: Men prøv lige at høre, altså, det var det, vi har sagt med variation. Det er jo ikke sådan, at vi her den anden dag vågnede op til en PISA-undersøgelse, og så tænkte vi, hov, vi har et problem i den danske folkeskole. Vi vidste godt, at vi havde et problem i den danske folkeskole. Vi ved godt, at for stor en anden del af vores 9. klasseelever ikke består folkeskolens afgangsprøver. Vi diskuterede det i hele valgkampen. Det var et centralt tema på Marienborg, da vi lavede regeringsgrundlaget.

Så man kan jo sige, at uden at vi så kendte præcis de her PISA-tal, så vidste vi jo godt, at vi er ekstremt udfordrede. Så får vi nogle tal, der bekræfter det. Jeg håber virkelig, at det er en fremkaldervæske på et problem, som var der i forvejen. Jeg synes også, man kan fornemme på debatten, at nu er det noget, hele Danmark tager alvorligt, ikke bare noget, vi skal snakke om oppe på Marienborg. Og så står vi på vores regeringsgrundlag. Det kan jo ikke nytte noget, at når vi vidste, der var et problem og begyndte at tage hul på det, at så fordi der kommer en undersøgelse, der understreger problemet af det, så skal vi så genopfinde os selv. Det her er jo en anspore til, at det vi er i gang med at lave, det skal vi være utålmodige med at få omsat til handling.

Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren: Jeg vil bare sige, at noget af det, der gør, at den her regering adskiller sig fra tidligere, det er, at den tager den næste generation alvorligt. Og jeg tror, at det, vi har været allergladest for at forhandle på Marienborg, var vores enighed om at tage fat i det her børneliv, og tage fat i skolerne, og tage fat i det her, fordi det har stået og blinket. Så mål os på, hvad vi gør nu. Fra forbud mod skærm, til øgede midler fra 1. januar, til at sætte ind helt konkret på 100 skoler. Meget bredere i samarbejde med lærere, kommuner og alle dem, der har ansvaret. Mål os på det. Ikke på, om vi lige har offentliggjort det for tre eller fire måneder siden. Det her bliver, tør jeg godt love, en historisk indsats. Men vi er ydmyge over for den, for det er ikke let. Vi er også oppe imod nogle kræfter og noget kultur og nogle historiske tendenser, som ikke alene er i vores magt at ændre på, men at vi er dedikerede på det og er indstillet på at lave en gennemgribende indsats for at løfte Danmarks børn. Det er vi, og det skal I måle os på.

Journalist: Det er hele den vestlige verden, hvor det er galt, hvor niveauet falder. Og alligevel så konkluderer I meget entydigt, at det her handler om skærme. Men hele den vestlige verden har jo meget forskellige skolesystemer og meget forskellige brug af skærme. Et land som Estland har vist nok et meget højt forbrug, men klarer sig rigtig godt, i forhold til de andre i hvert fald. Er der ikke noget i alt det her, der siger jer, at måske skulle vi vente lidt mere med at konkludere så fast, at det har noget med skærme at gøre, når det ikke engang er noget, OECD selv konkluderer?

Statsministeren: Må jeg ikke sige i forhold til skærm, at skærm er jo flere forskellige ting. Med det her lægger vi ikke op til, at man ikke kan bruge ny teknologi i undervisningen. Men det, vi siger, er, at det bliver nødt til at være et bevidst valg fra en lærer, hvornår man skal bruge det. Det skal ikke bruges hele tiden. Der er jo så også noget, jeg skulle til at sige, næsten logik i, at hvis man altid sidder på en skærm og får alt derfra, så er det sværere at læse i en fysisk bog. Jeg synes efterhånden, det står rimelig klart. Og på et tidspunkt proppede vi jo også iPad'en ind i vuggestuer og børnehaver.

Den skulle aldrig have været derinde. Det er jo klart, at hvis man som lille bitte menneske ... Hvis man lærer meget tidligt, at ens behov bliver opfyldt med det samme, det er jo det, skærmen gør, så bliver det også sværere at indgå i et fællesskab med andre. Det er jo ikke kun skærmen i skoletiden, der er problemet. Hvis det bare var det, så kunne vi jo løse det. Men hvis du for eksempel kigger på TikTok, så adskiller de vestlige børn sig for eksempel fra de kinesiske børn. Fordi de kinesiske myndigheder, som står bag TikTok, de vil aldrig tillade, at de kinesiske børn ser det på TikTok, som vores børn får lov til at se. Og der har vi jo ikke endnu fundet alle mekanismer til at regulere nogle tech-giganter. I sidder jo selv og repræsenterer medier, der igennem de senere år har vist, hvad det er, vores børn bliver eksponeret for af vold, porno og andre ting. Og det er jo det samlede, der belaster vores børn. Og det har en indflydelse, selvfølgelig, på deres skolegang. Vi siger ikke, at det kun er på grund af skærmen, kun på grund af tech-giganterne. Vi er overbevist om, at det spiller en meget, meget stor rolle. Det har også at gøre med noget kultur. Det har også at gøre med ... Mange andre ting. Men hvis ikke vi tør nu at få taget det nødvendige opgør med, hvor mange timer vores børn bruger på den skærm, og hvis ikke vi tør gå op imod de tech-giganter, som lige nu ødelægger dem, så kommer vi 100 pct. for sent – også til nogle andre problemer end kun PISA-resultaterne. Magnus? Og så Pia.

Journalist: Men var det ikke bedre at bruge kræfterne på at lære børnene at bruge telefonen frem for at forbyde den? Og i øvrigt, hvor mange skoler har egentlig gjort det her, eller hvor stor en andel af skolerne har allerede gjort det her i sig selv, er det overhovedet nødvendigt med et forbud?

Statsministeren: Ja, det er klart nødvendigt. Og man må sige, at eleverne siger jo selv, at – de bliver spurgt direkte af PISA-undersøgelserne. Der er 6.300, der har været med i 15-årige elever, og de svarer jo selv, at de bliver distraheret. Og det er PISA og OECD, der laver PISA, de siger, at Danmark stikker ud her. Vi har altså flere af vores elever, som bliver distraheret af digitale devices i undervisningen. Og vi kan så også se, at jo mere tid man bruger på private ting, på at spille Roblox, eller på at være på sociale medier, eller på at være på jeres medier i undervisningen frem for at følge med i undervisningen, jo dårligere præsterer eleverne i PISA-undersøgelserne. Der er simpelthen en sammenhæng, og bruger de flere timer om dagen, frem for at sidde og følge med i undervisningen og deltage med klassekammeraterne og være med til at deltage i klasseundervisningen, bruger de flere timer om dagen, så er det meget, meget stort. Det er helt signifikant. Vi siger jo ikke, at det kun er skærmen, men det vil være en stor fejl at ignorere PISA-undersøgelsen, hvis ikke vi også sagde, at det er en del af det danske og vestlige problem, og det er også noget, som vi skal tage ansvar for at løse.

Økonomi- og indenrigsministeren: Men det er jo sådan lidt at bagatellisere det, vi står og snakker om, fordi når du siger, Henrik, at det bare handler om skærmene, det gør det jo ikke. Vi har jo sagt: Jo, vi ved, at skærmene er en udfordring. De private skærme er en udfordring i folkeskolen som en ting.

Vi har sagt, at uro er et problem i klassen. Det kigger vi på. Vi siger, at vi kommer med en milliardinvestering i vores børn næste år. Det er en stor ting. Det er fordi, vi mener, at det er vigtigt at prioritere vores fælles folkeskole som fællesskab. Og så indleder vi en trepart. Det er bare fire konkrete ting. Men grunden til, at vi laver en trepart, det er jo også for at lytte til dem, der er. I stedet for, at vi som politikere bare siger, at vi har alle svarene. Så vil vi faktisk åbne op og sige, hvad oplever I som lærere, hvad oplever I som elever, hvad oplever I som forældre? Kan vi lave nye greb? Fordi vi ved ude på folkeskolerne rundt omkring, at man har gjort rigtig meget. Nogle folkeskoler blomstrer jo selv, og man tænker, hold da fest, det var sådan set ikke statistisk muligt lige der. Men de har lykkes med nogle greb, og der har vi ikke været gode nok til heller at erfaringsudveksle. Så nu siger vi på en helt anden måde. Lad der nu komme ideer på bordet. Vi er klar til det som regering. Og så skal vi forbedre vores fælles folkeskole, og det skal vi gøre sammen.

Journalist: I har sat 5 mia. kr. af til folkeskoleområdet og daginstitutioner, plus klubtilbud, hvad der ellers hører ind under børnene. Derudover 1 mia. kr. yderligere, som jeg kan forstå. Hvordan skal de penge fordeles?

Erhvervs- og konkurrencekraftsministeren: Det kan vi ikke offentliggøre i dag. Det kommer i forbindelse med vores finanslov. Den gode milliard, vi starter med næste år, det er en del af de fem. Vi indfaser fem milliarder frem mod 2030, som statsministeren sagde. Og en stor del af de penge vil gå til skolerne, men der vil også være penge til de andre arenaer, både før skolen og efter skolen i fritidsordninger. Det, der er vigtigt her, er igen ... Det er jo sådan opsamlende for hele den time, vi har haft her. Der er ikke én løsning, og derfor er der ikke én ting, som de ressourcer kommer til at gå til. Der er mange steder at sætte ind. Hvis jeg skulle sige en sidste ting her, også i forhold til skærmdiskussionen, noget som jeg lægger mærke til, ikke bare i mine børns liv, men i mit eget liv, så er det jo hastigheden i vores liv. Det med, at alting er speedet op. Det gælder også medierne. Hvordan får vi noget ro og fordybelse og noget nærvær mellem børnene og mellem voksne og børn tilbage? Ikke fordi jeg tror, vi kan lave verden om i den forstand, vi kan skrue tiden tilbage, men vi bliver nødt til at genetablere, hvad det vil sige at være menneske og have menneskelige relationer på en ny måde, der passer til den nye tid, for der er også store potentialer i den digitale undervisning. Men vi bliver nødt til at være bevidste om, at vi er ved at tabe noget her, som hører menneskelivet til, og det vil vi sætte ind på. I alle arenaer.

Statsministeren: Og så når vi simpelthen også lige fagbladet folkeskolen.

Journalist: Tre spørgsmål: Har I flere initiativer til at sikre lærernes autoritet? I har været lidt inde på det. Så vil jeg gerne spørge, hvad forskellen er på treparten og ”Sammen om skolen”-partnerskabet. Hvornår går I i gang med treparten, og hvornår kommer den ud at leve? Og så vil jeg høre, om I vil give lærerne mere forberedelsestid.

I Sverige har de lige fået lov og ret til at have en times forberedelse til hver undervisningstime. Og det kan jeg hilse at sige, at det er også noget, danske lærere gerne vil have mere af.

Undervisningsministeren: Ja, hvad er forskellen på treparten? Treparten er jo, at nu har vi... Ja, det er en trepart. Vi har i Danmark en lang tradition for at lave treparter, og man kan jo også se, historisk set også, aktuelt set, når vi laver treparter, jamen så bliver der også leveret både økonomi og vilje til investeringer og til forandringer. Og vi får parterne med om bordet, og det er jeg sikker på, det er den rigtige vej. Det ville være helt forkert, hvis vi gjorde noget her på borgen og være ... ligeglade med lærerne eller eleverne, og det kom bag på forældrene, det ville være det værste, vi kunne … Så det er for at komme ind omkring bordet og være med til at finde ud af, hvordan tager vi de her konkrete skridt fremad. Så det er, kan man sige, det ... Det er meget mere forpligtende. Jeg er stor fan af ”Sammen om skolen”, det initiativ, der blev lavet, som har virkelig været godt. Det, synes jeg også, skal fortsætte. Men det her er mere forpligtende. Det er der ingen tvivl om. Målrettet set skridt for skridt for skridt, så vi sikrer, at det skridt, der tages, også har en effekt og også giver mening. Og så følger jeg meget nøje med i, hvad der sker i Sverige med det, de har indført. Jeg har også talt med Danmarks Lærerforening, selvfølgelig, om deres ønske. Og lad os prøve at se, hvor langt vi kan nå, men her og nu, så er hele skolen, hele lærernes, altså hele deres arbejdsvilkår, det er jo det, vi skal forbedre. Og hvordan vi får gjort det rigtigt og klogt, det er jo præcis det, vi skal drøfte i, blandt andet i treparten. Flere kollegaer, flere tolærerordninger, hvordan går det med forberedelsen, skal der, alle de ting her, vi er med på at drøfte alt sammen. Ja, vi går i gang så hurtigt som muligt. Så jeg tror, vi har nogle breve, vi sender ud allerede om kort tid til de parter, der skal med ombord.

Journalist: Taler vi næste sommer?

Undervisningsministeren: Nej, det gør vi sandelig ikke. Når vi har sagt, at vi er klar til investeringer, og de midler, der er blevet annonceret her, som skal begynde at investeres allerede fra årsskiftet, så har vi jo ret stort arbejde at lave nu og her med at få parterne med ombord og sikre, at de skal investeres klogt og rigtigt og til noget, som giver god mening og kan skridt for skridt løfte, styrke kernen i folkeskolen.

Statsministeren: Og det var, hvad vi nåede i dag. Tak skal I have.