Pressemøde d. 23. maj 2023

Statsminister Mette Frederiksen: ”Velkommen til pressemøde her på Rigshospitalet.
Danmark skal have verdens bedste sundhedsvæsen.
Jeg vil gerne indledningsvis sige, at meget går godt i dag – ikke mindst takket være vores dygtige personale landet rundt.
Men som mange – og det gælder både jer, der er patienter, og alle os der er pårørende, fra tid til anden oplever, så er der også nogle store udfordringer.
Derfor har vi besluttet i regeringen at foretage en massiv investering i vores sundhed her i Danmark.
I de kommende år vil vi prioritere ekstra midler til sundhedsvæsnet. Vi vil give et varigt løft på 5 milliarder kroner om året.
Det kommer ud over de penge, der allerede er afsat til løn. Det kommer ud over det beløb, der allerede er afsat til psykiatri, og det kommer ud over dét, der allerede er afsat til et lønløft i vores velfærdssamfund.
Og det her, det gør vi, fordi sundhed, det er dér, hvor alting starter og slutter for os mennesker. Det handler selvfølgelig om forebyggelse, god behandling, tryghed. Det handler om overlevelse – og det handler om hjælp.
Nu og her – der har vi behov for at få sat ind i forhold til de akutte problemer, der er på dele af kræftområdet.
Alle danskere har hørt om de ulykkelige historier fra region Midtjylland – patienter med fremskreden tarmkræft, som ikke har fået den behandling, I har haft behov.
Det er et svigt, ligegyldigt hvordan men vender og drejer det.
Derfor afsætter vi nu 400 millioner kroner i år og næste år til en genopretning af kræftområdet.
Det handler om en målrettet indsats for i virkeligheden at genskabe tilliden til den danske kræftbehandling.

Samarbejdet på tværs af hospitalerne skal styrkes, så kapaciteten i kræftbehandlingen kommer til at gå op.
Som patient skal man have bedre adgang til rådgivning og vejledning om ens rettigheder og muligheder.
Ventetiderne skal overholdes. Og hvis ikke man kan få den hjælp, man er berettiget til i Danmark, så skal man vide sig sikker som patient på, at det ikke er økonomien, der er afgørende for, om man så i stedet kan få den nødvendige behandling i udlandet.
Det skal stå klart, at som kræftpatient i Danmark så skal man selvfølgelig vide, at man kan få den behandling, man har brug for.

Derudover så har vi også behov for at styrke kræftbehandlingen i det hele taget.
Og det betyder, at vi nu går i gang med at lave en ny kræftplan – og det bliver så Kræftplan V.
Vores forslag er, at det også bliver den hidtil største kræftplan, vi har lavet i Danmark. Det er mere end 20 år siden, at vi fik den første af sin slags. Den har givet os danskere nogle kolossale fremskridt – mellem en både sådan målrettet og systematisk indsats, så er sundhedsvæsnet blevet bedre til at opspore kræftsygdom, diagnosticere og heldigvis også til at behandle.

Så vi står på mange måder godt, men vi skal altså videre.
Med en Kræftplan V, så vil vi gerne sikre ressourcer til, at kræften opspores tidligere. Det gælder blandt andet på lungekræftområdet, som i dag er en både hyppig og desværre også dødelig kræftform.
Vi vil også se på nye muligheder for at styrke behandling og også gøre op med noget af den ulighed i kræft, som vi desværre stadigvæk ser.
Flere og flere danskere overlever kræftsygdomme. Flere og flere af os kommer til at leve med en kræftsygdom, og det betyder også, at flere kommer til at opleve følgesygdomme. Rigtig mange kræftpatienter slås med tænderne, og derfor vil vi også øge tilskuddet til tandpleje.
Det var lidt omkring kræftområdet, som er noget, der ligger os alle sammen meget på sinde.
Men det er klart, når vi afsætter 5 milliarder ekstra til sundhedsvæsenet, så får vi mulighed for at gøre flere forskellige ting.

Så for os handler det også om at få mindsket den både sociale og geografiske ulighed, vi oplever i sundhed. Jeg ved godt, at der er mange danskere, der kæmper med mange ting på én og samme tid. Livet kan spænde ben. Helbredet kan tynge. Det er ikke alle, der synes, det sunde valg altid er det letteste. Det er ikke alle, der har råd til at gå til tandlæge. Der kan være forskellige problemer, og nogle af vores socialt udsatte har virkeligt et dårligt helbred. Og det vil vi gerne gøre en indsats for.

Der er også rigtig mange danskere, der slås med overvægt. Vi ved godt fra regeringens side, at mange danskere allerede nu er glade for nogle af de nye medicintyper, som ser ud til at kunne hjælpe med et vægttab. Og vi ved også godt, at nogle af jer har prøvet alt muligt andet, som ikke har virket.
Vi ved også, at den nye medicin er meget, meget dyr, og vi ønsker fra regeringens side, at der er flere danskere, der får hjælp til et varigt vægthed.
Endelig, så har vi behov for et sundhedsvæsen, hvor patienten selvfølgelig altid er i centrum. Og det gælder også jer patientgrupper, som vi ikke altid taler så meget om – jer med KOL, diabetes, hjertesygdomme eller andre kroniske sygdomme.
Som jeg sagde det før, og det er ret afgørende, de 5 milliarder, vi afsætter nu, kommer oveni, at vi lader pengene følge med demografien. At vi har lovet fra regeringens side et varigt stort løft af psykiatrien, og det kommer oven i det lønløft, som vi allerede har anmeldt.
Og når jeg nævner psykiatrien her i dag, så er det, fordi vi er smertefuldt bevidste om, hvor mange børn og unge der slås med både mentale psykiatriske problemer og også med mistrivsel. Og det er jo barndommen og ungdommen, der forsvinder foran øjnene for os, hvis ikke vi får gjort noget ved det her.

Må jeg ikke bare sige afslutningsvis, at når vi kan gøre det her i dag – et stort løft af vores sundhedsvæsen, så er det, fordi dansk økonomi har det bedre, end vi havde regnet med. Og det er rigtig, rigtig godt, og det er, fordi der er flere danskere, der er i arbejde, flere danskere der er i beskæftigelse.
Det ændrer ikke på nogle langsigtede udfordringer for dansk økonomi, men her og nu har vi muligheden for at foretage nogle nødvendige, men også afgørende investeringer i danskernes sundhed, og det ser vi frem til at diskutere herfra.

I første omgang ordet videre til dig, Lars!

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Tak skal du have!

Jamen, jeg kunne egentlig godt have lyst til at sige, at man bliver i rigtig godt humør af komme her på Rigshospitalet i dag. Smuk bygning, men først og fremmest et enormt dedikeret personale, og så bliver man i godt humør, når man lige for et øjeblik siden møder en patient, som gik til egen læge den 1. maj, og som blev opereret i går. Og som efter al sandsynlighed nu er helbredt for den kræft, hun led af. Det er faktisk ret imponerende. Og det er værd at huske på, at der er rigtig mange ting, der fungerer godt i vores sundhedsvæsen. Og det hænger blandt andet sammen med, at skiftende regeringer systematisk har arbejdet med kræftområdet.

Det er ikke første gang, jeg selv har privilegiet af at få lov at være med på et pressemøde, hvor vi præsenterer kræftpakke. Det gjorde vi blandt andet tilbage i 2007, og dengang der lå Danmark markant under standard i forhold til andre europæiske lande, og det er sådan set på mange måder en trist erindring at stå med, men jo så også med en glæde over, at tingene har udviklet sig.

Dengang besluttede vi, at kræft skulle betragtes som en akut sygdom – noget man skulle behandle akut og resolut. Patienterne skulle hurtig undersøges og hurtig behandles. Og det gjorde en markant forskel. Ventetiderne faldt. Overlevelsesraterne steg. Kræftpakkerne har reddet i tusindvis af danske patienters liv. Og det er måske den største enkeltstående forbedring for kræftpatienterne i nyere tid.

Og så står vi her så igen i dag, og det er jo bare et udtryk for, at man hele tiden skal holde fast og hele tiden vedligeholde, ellers går ting i stå.

Kræft er stadigvæk den mest typiske dødsårsag i Danmark, og vi har jo set steder, hvor det ikke fungerer ligeså godt, som dét vi har oplevet her i dag – steder, hvor ventelisterne er steget. Vi har også set triste eksempler, hvor patientrettighederne er blevet brudt. Hvor dødeligt syge patienter i virkeligheden er blevet holdt i en slags uvidenhed om de rettigheder, vi ellers har forsøgt at sikre dem. Og det gør mig vred – det gør det virkeligt. Det kan vi som samfund ikke være bekendt. Hvis der er noget, der karakteriserer et velfærdssamfund, så er det muligheden for fri, lig og gratis behandling af høj kvalitet – uanset hvem man er, og uanset hvor man bor.

Og derfor er vi jo i regeringen ekstremt opmærksomme på, at vi ikke kommer til at sætte mange års indhentede resultater over styr, og det er jo så baggrunden for, som statsministeren sagde det, at vi i dag, oven på en bundsolid økonomi, er i stand til at sige, at vi nu prioriterer sundhedsområdet ekstraordinært ud over demografi og lønløfte og aftalte psykiatriplaner, med 5 milliarder kroner. Og herunder jo, som en del af dét, en 5. Kræftplan, som sundhedsministeren i sagens natur kan sige meget mere om end jeg, men som i volumen bliver den største kræftplan, vi har lavet til dato.

Den sidste kræftplan, vi lavede, det var i 2016. Der løftede vi kræftområdet med 384 millioner. Og nu har vi så i dag mulighed for at præsentere en pakke til 600 millioner kroner som en del af den her indsats på 5 milliarder, som statsministeren gjorde rede for. Det er vigtigt.

Så er det selvfølgelig også vigtigt at erindres om, at penge i sig selv jo ikke gør en forskel, hvis ikke der er nogen til at bruge dem, og hvis ikke de bliver brugt rigtigt. Og der har vi brug for, synes jeg også, vi er blevet bekræftet i i dag, at få set på, hvordan vi får skabt et bedre sammenhængende sundhedsvæsen, hvor vi kommer den geografiske ulighed til livs, og hvor vi får kastet lys over denne her berømte, efterhånden berømte ”bermudatrekant” mellem egen læge, sygehus og kommunal sundhedshjælp.

Vi er lykkes med at sikre et højt specialiseret sygehusbehandlingstilbud, men vi må vel også ærligt sige, at det kommunale sundhedstilbud – det i hvert fald ikke er fulgt med alle steder i landet, og derfor kan patienterne opleve, at der er meget stor forskel på den patientrejse, man drager ud på, afhængig af hvor man bor. Derfor er det også en prioritet for regeringen, at vi får løftet sundhedsområdet helt bredt og med denne her ekstremt store økonomiske satsning skaber vi nu muligheden for det.

Det er jo så også derfor vi har nedsat en sundhedsstrukturkommission – og nogle kunne jo så spørge om: Skulle I så ikke bare sidde og vente på den, før I præsenterer den her satsning. Men det duer jo ikke, fordi vi er nødt til at handle, når der er et akut problem, og det er der lige nu og her på kræftområdet. For uanset hvor man bor, uanset hvad uddannelse man har, så kan vi simpelthen ikke være bekendt, hvis ikke vi giver vores kræftpatienter en ordentlig og værdig kræftbehandling, og derfor er jeg rigtig glad for og stolt af at få lov at stå her og være med til at præsentere – som en del af denne her 5 milliarder kroners satsning – afsættet til en ny Kræftplan V.

Statsminister Mette Frederiksen: Sophie!

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Langt de fleste af os har haft kræft tæt inde på livet, og derfor er vi også mange, der er smertelige bevidste om, at det kan være brutalt at få sygdommen eller se et familiemedlem, en ven, gå igennem et svært kræftsygdomsforløb.

Men der er også lyspunkter som at stå her i dag, møde patienten, som vi omtalte før, der har været igennem et godt og hurtigt, effektivt forløb. Og det er jo også billedet på den udvikling, som kræftområdet har været igennem i forhold til, at vi er blevet markant bedre til at opdage og behandle kræft takket være lægevidenskabelige fremskridt. Massive investeringer. Stort politisk og fagligt fokus – ja, så er der langt flere patienter, der i dag overlever en kræftsygdom.

Men omvendt ser vi også nogle eksempler på, at kræftområdet, ligesom resten af sundhedsvæsenet, er under pres. Tallene for hvor mange kræftpatienter der overlever en kræftsygdom er stagnerende. Og senest så viser nye tal, at kun tre ud af fire kræftpatienter bliver behandlet til tiden, inden for de faglige tidsfrister. Det er det laveste talt nogensinde.

Og for nylig kom så kræftsagen fra Århus Universitetshospital frem i lyset, hvor nogen af vores allermest sårbare kræftpatienter ikke er blevet behandlet i tide, hvor det jo for nogen muligvis har betydet, at deres liv er blevet kortere end nødvendigt med færre gode år sammen med familien til følge. Det er ikke alene ulykkeligt og hjerteskærende. Det er også helt urimeligt og uacceptabelt.

Og alt dét – de hårde tal og fakta – kræftsagen fra Århus og de andre historier også om svigt og problemer – ja, det skader jo også tilliden til kræftbehandlingen i Danmark. Og det er jo en tillid, som vi ikke ønsker, at der på nogen måde må kunne stilles spørgsmålstegn ved, og derfor heller ikke ønsker som regering at sidde overhørig. Vi er optaget af, at vi skal have genskabt tilliden, og at vi skal samtidig øge ambitionsniveauet.

Derfor så tog vi også initiativ til at handle resolut, da de første afsløringer fra Århus Universitetshospital kom frem. Vi iværksatte en genopretningsplan på kræftområdet. Den bygger vi nu videre på. Vi sørger for, at der er ekstra penge her og nu, og på den længere bane, til kapacitet, herunder jo også muligheden for at kan sende patienter til udlandet i det omfang, det er nødvendigt.
Vi indfører en ny tæt og systematisk overvågning af patienternes rettigheder, så vi undgår en situation som den i Århus, hvor de fundamentale patientrettigheder for livstruende sygdomme blev sat over styr.

Vi vil ikke finde os i, at patienter – mennesker, der står i dét, man vel må kalde for vel nok ens værste livskrise – bliver tvunget til at skulle acceptere systemets svigt. Fordi de bliver stillet over for det helt urimelige og i øvrigt også forkerte ultimatum, at de kan acceptere overskridelsen af ventetiden, eller de kan miste deres plads i køen.

Derfor etablerer vi også nu en ny specialenhed, der på tværs af landet skal overvåge kapaciteten på kræftområdet. Særligt i forhold til de højt specialiserede behandlinger. Det skal ske ved årligt kapacitetstjek og via stikprøver – eksempelvis hvis der er afdelinger, hvor der er en meget høj andel af patienter, der samtykker til overskridelser af maksimale ventetider, sådan som vi så det i Århus, og hvor det var udtryk for, at nogle patienter havde fået et tilbud, man jo ikke kunne sige nej til.

Som noget nyt vil vi også etablere en ny patientrådgivning for patienter med livstruende sygdomme, som vil blive udarbejdet i dialog med blandt andet Kræftens Bekæmpelse, hvor vi vil give patienterne adgang til en mere håndholdt støtte og information om deres rettigheder, muligheder for hjælp til dialog med sygehuset. Det er også med til at bekæmpe den ulighed, der også er på kræftområdet, så patienter ikke bliver ladt i stikken, når de er allermest sårbare og har brug for hjælp.

Så iværksætter vi nu et pilotprojekt for screening af lungekræft. Det er en sygdom, som alt for mange dør af i dag, og det skyldes jo blandt andet, at vi opdager sygdommen for sent. Vi sætter ind her og nu, også med flere penge til kræftpatienter og andre patientgrupper, der har fået ødelagt tænderne som en alvorlig bivirkning ved fx kemoterapi eller strålebehandling.
Og udover at sætte flere penge af til kræftpatienter, men også andre patientgrupper – jamen, så vil vi også forenkle reglerne på området, så det også bliver lettere at være patient.

Det er på den korte bane – med ekstra og nye penge til kræftområdet, og så siger vi samtidig klart i dag, at der også på den længere bane er behov for, at vi udvikler og fremtidssikrer kræftområdet, og det er derfor, at vi nu påbegynder arbejdet med en ny og tungt finansieret Kræftplan, den femte i rækken. Tilbage i 2016 præsenterede jeg selv nummer 4, det var også her på Rigshospitalet – nu bygger vi ovenpå, og vi løfter ambitionsniveauet og vil blandt andet have fokus på, at vi skal opdage sygdommen tidligere. At vi skal styrkebehandlingen af senfølger og rehabilitering. At vi skal bekæmpe ulighed i kræft.

Vi beder Sundhedsstyrelsen om at udarbejde et fagligt oplæg, som de skal aflevere i slutningen af 2024. Og herefter vil vi så hurtigt fra regeringens side omsætte oplægget til en fuld finansieret kræftplan med konkrete initiativer og målsætninger for fremtidens kræftbehandling.

Og så er det vigtigt at sige, som der også bliver sagt fra statsministeren, at vi som en del af sundhedspakken jo også prioriterer, at vi får sat skub i forbedringer af psykiatrien – et område, der har været nedprioriteret alt for længe. Vi har allerede lagt en ambitiøs og fuld finansieret køreplan. Men vi siger også, at den skal eksekveres noget hurtigere, og de konkrete tiltag vil vi præsentere i forbindelse med vores udspil til næste års finanslov.  Vi har fra start sagt, at sundhed er en absolut hovedprioritet for os som regering, og det viser vi nu igen ved hurtigt at sætte ind, og ved at give vores sundhedsvæsen et markant løft – til gavn, som det hele handler om i sidste ende – nemlig patienterne.

Statsminister Mette Frederiksen: Vi starter med DR – værsgo!

DR: Ja, vi kan jo se, eksperter siger, at penge ikke kan løse det her problem alene. Vi kunne se Region Midtjylland, at de havde kapacitetsproblemer – sygeplejerskemangel, kræftlægemangel.

Hvordan vil I løse det problem nu og her?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Det er helt rigtigt, det hele ikke handler om penge, men penge gør også en forskel, og det er derfor, vi både kommer med et løft i form af ekstra penge til kræftområdet, men vi sætter også ind med en række initiativer, så vi fremover ikke på den måde kan gå under radaren, at patienter i et meget stort omfang bliver svigtet i forhold til den krav på behandling, de har inden for de maksimale ventetider på kræftområdet.

Det gør vi ved at oprette en ny specialenhed. Det gør vi ved nu at sige, at vi skal have en meget tættere overvågning af de her ventetider. Vi skal ikke have mørketal, hvor patienter har fået et tilbud, de ikke har kunnet sige nej til, og hvor man dermed kan gå under radaren i forhold til at have givet samtykke til at overskride de maksimale ventetider, men på et falsk grundlag. Der skal vi jo have … om det, for det er også forudsætningen for, vi kan handle og sætte ind, og det gør vi med genopretningsplanen på kræftområdet, og det gør vi med den række af initiativer, som vi i dag præsenterer på både den korte og den lange bane.

DR: Jamen sætter I så ikke nogen mål igen, hvor selve systemet simpelthen ikke kan følge med?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Nej, altså kræft er en sygdom, som vi tilbage i 2007 har besluttet, at der skal handles akut. Vi har fastlagt maksimale ventetider, og de grundlæggende patientrettigheder – de skal overholdes.
Og derfor er det jo også afgørende, at vi sikrer, at vi bruger kapaciteten på tværs af hele sundhedsvæsenet, og at der aldrig nogensinde må være tvivl om, at hvis man, fx på en afdeling som med Århus, ikke selv er i stand til at kan tilbyde patienterne behandling inden for de maksimale ventetider – jamen, så skal patienten jo have tilbuddet om at kunne komme til udlandet til Uppsala eller til London, hvor der forelå ledige behandlingstilbud – tilbud til patienter, som de aldrig kom i nærheden af, fordi de ikke blev tilbudt til patienterne.

Statsminister Mette Frederiksen: TV 2!

Stefan, TV 2: Selvom I kan glæde jer over, at flere behandlet for kræft i dag end nogensinde før, så viser tallene også, og du var inde på dem Sophie Løhde, fra Sundhedsstyrelsen, at det står meget skidt til med at overholde de lægefaglige tidsfrister på kræftområdet i de her kræftpakkeforløb.
Nu har I på skift og nu i fællesskab haft regeringsmagten igennem de seneste mange, mange år her i landet. Har I politisk forsømt at lade penge og ressourcer følge med på det her område?

Statsminister Mette Frederiksen: Altså jeg tror, hvis man ser på det hen over de seneste mange år, så er vi kommet rigtig langt i Danmark. Og vi er jo alle sammen pårørende – altså enten er vi kræftpatienter, eller også så er vi pårørende.
Jeg har mistet rigtig, rigtig mange til kræft tidligere.
Men nu er jer jo også i en situation, hvor jeg har meget, meget nære familiemedlemmer, der lever, og der overlever. Så vi har rykket os meget. Vi er slet, slet ikke i mål endnu. Og noget af dét, der jo er en stadig større udfordring, det er, hvordan vi får skabt et sammenhængende sundhedsvæsen, fordi rigtig mange af os kommer til at opleve at have kræft. Vi er blevet meget bedre til at diagnosticere i Danmark. Og vi er blevet meget bedre til at sikre overlevelse. Vi vil gerne være endnu bedre. Og vi vil også gerne være endnu bedre til at finde de patienter, der går med kræft, som måske ikke opdager det selv – fx på lungekræft, som vi sagde tidligere.

Men nu er der … i takt med, at flere og flere heldigvis overlever vores kræftsygdomme, så opstår der nogle nye udfordringer. Fx det her med, at tænderne så kan få en meget, meget stor belastning pga. behandling, så sætter vi ind dér.
Når vi overlever vores kræft – jamen, så skal vi også leve med vores kræftsygdom. Måske tilbage til arbejdsmarkedet. Der kan komme følgesygdomme. Så dér sætter vi ind.
Men det er klart, når vi står i dag og siger: Vi har en stærk dansk økonomi. Vi ønsker at afsætte et meget stort milliardbeløb til sundhedsvæsenet, så er det, fordi vi tre, der står her, ikke synes, det er godt nok, som det er i dag. Men det betyder ikke, at konklusionen skal være, at det har stået stillet gennem de seneste mange år. Fordi det har det ikke. Danmark har rykket sig, ikke mindst på kræftområdet. Nu vil vi gerne tage de næste skridt.
Og vi kan ikke, os der har ansvaret for sundhedspolitikken, og det er jo i høj grad regionerne, der har det. Men regeringen og Folketinget har også vores del af ansvaret. Hvis vi kun har fokus på ét element, så får vi det ikke løst. Og det er ligegyldigt, om vi taler kræft, eller vi taler psykiatri. Vi kan godt finde penge til at ansætte nogle flere psykiatere, men hvis ikke vi får forebygget nogen af de problemer, som vores børn og unge oplever – jamen, så vil problemet kun vokse sig endnu større. Og det gælder også på kræftområdet.
Så dét, der er vores ønske og vores tilgang, det er jo i virkeligheden i de her år at arbejde hele vejen rundt, så vi sikrer, der kommer flere penge. Men vi afsætter også flere penge til løn, fordi det, ved vi godt, er en del af problemstillingen. Og så alle de andre forskellige elementer.

Stefan, TV 2: Ja, og lad mig lige følge op på det sidste, fordi det er jo i høj grad også et rekrutteringsproblem, hører man på regionerne derude. Og netop løn er en del af den diskussion. I har sagt, I vil finde 3 milliarder kroner til at løfte lønnen for nogen faggrupper – ikke nogen bestemte endnu.
Men hvornår kommer de 3 milliarder. Og hvilke faggrupper er det, der kan forvente at få del i dem?

Statsminister Mette Frederiksen: Jamen, to ting til det.
Det er helt rigtigt, at i regeringsgrundlaget står det meget klart, at der kommer et lønløft i vores velfærdssamfund. Og det er fuldt finansieret. Det er jo så i øvrigt 3 milliarder efter skat, så man kan sige, det beløb vi kommer til at diskutere som udgangspunkt er jo så væsentlig højere. Og det er et arbejde, der går i gang allerede til efteråret.

Her i midten!

Anders Legarth, Politiken: Jeg har to spørgsmål. Det ene er, at vi har aldrig i sundhedsvæsenet haft så mange medarbejdere, som vi har nu, ikke mindst sygeplejersker. Og sygeplejerskerne de får allerede nu høje tillæg for at tage ekstravagter. Det er der mange af dem, der gør. Alligevel, så kan hospitalerne, også kræftafdelingerne, ikke få vagtplaner til at hænge sammen. Det har vi set med Århus. Og det er det samme med brystkræft screening i andre regioner, hvor man ikke har nok personale til at få det til at hænge sammen.

Så det ene spørgsmål, det er – hvordan skal penge løse det problem, når vi mangler mennesker til at udføre de opgaver.

Det andet er – nu står I tre der, og hvis man skal pege på tre, som har haft det største ansvar for sundhedsvæsenet de sidste 20 år, så kunne man måske vælge jer tre.
Løkke, i starten da du var sundhedsminister. Du har været finansminister. Statsminister. Indført kræftpakker osv.
Og Løhde, du har jo selv været sundhedsminister. Kende det her. Og du har lige stået og fortalt om den kræftplan, du selv har præsenteret.
Og Mette Frederiksen, du har været statsminister de sidste fire år.
Så hvem af jer tre har det største ansvar for, at kræftbehandlingen nu er skredet, og folk venter i stor stil?

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jamen, jeg vil gerne påtage mig et ansvar for det hele – altså både det gode og det dårlige. Og det synes jeg bliver nødt til også at være en pointe. Det var faktisk også derfor jeg prøvede at starte lidt i dur. Altså, fordi dér hvor jeg personlig selv møder flest danskere, der forholder sig til noget, jeg selv har haft indflydelse på politisk, det er præcis på kræftområdet. Det er faktisk dér, hvor jeg møder folk på gader og stræder, der kommer hen og fortæller en historie om, hvordan kræftpakkerne har virket. Og det vil jeg gerne være med til at tage et ansvar for.

Så må vi selvfølgelig også tage et ansvar for, at vi ikke har fået fulgt det ordentligt til dørs. Og da der blev fra TV 2 før: Hvor er dét, vi har lavet forsømmelser? Så synes jeg måske, at den største forsømmelse vi har lavet, og som vi også forsøger at rette op på nu, det er, at vi oven på den her helt nødvendige centralisering og specialisering af vores sygehusvæsen, som har givet det her markante løft i behandlingen, ikke effektivt, hurtigt nok, dygtigt nok har fået skabt de forudsætninger, det skal hvile på, og det handler om det nære sundhedsvæsen, og det handler om sammenhæng. Og det handler også om mennesker, fordi du har jo helt ret i, at penge kan ikke gøre det alene. Det handler også om, hvordan bruger man dem. Og hvordan sender man mennesker i spil.
Og jeg er slet ikke i tvivl om, at noget af dét, der kan være med til også at skabe en større arbejdsglæde i vores sundhedsvæsen og dermed også lette på rekrutteringen, det er at få gennemtænkt denne her vision for et samlet sundhedsvæsen, hvor den ene hånd ved, hvad den anden laver.
Det er præcis noget af dét, vi har hørt oppe på afdelingen heroppe, der er grunden til, at det fungerer her, det er, at man rækker ud, at man ikke bare har sådan en specialiseret kræftbehandlingsafdeling, hvor man opererer nogle patienter, og så taber man synet på dem igen. Men man følger dem til dørs. At man samarbejder tæt med kommunerne.
Og dét skal vi have gjort meget mere ved.
Det er derfor, vi har nedsat den her kommission med Jesper Fisker i spidsen. Og helt ærligt – altså, det burde vi have gjort for mange år siden. Det har jeg også selv et ansvar for. Jeg tog et initiativ, da jeg var statsminister. Det blev for snævert politisk, så det døde. Og derfor har der været en årrække i dansk politik, hvor vi ikke har fået løftet den her tunge, lidt kedelige måske, altså strukturopgave. Den tager vi hul på nu.

Henrik Hoffmann-Hansen, Kristeligt Dagblad: Danmark bruger jo i forvejen rigtig mange penge på sundhed, jeg tror, vi er dem, der bruger tredje mest i Europa.
Hvordan er I nået frem til, at lige præcis 5 milliarder så vil være løsningen på det her, at det ikke er 10 milliarder eller 2 milliarder. Hvordan er I kommet frem til det?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Jamen, det gør vi jo først og fremmest ved at prioritere et markant løft også historisk set i forhold til sundhedsområdet, altså med de 5 milliarder ekstra, ud over de 3 milliarder ekstra til psykiatrien. Ud over penge til demografien, at vi bliver flere børn og ældre. Ud over lønløftet, som vi har aftalt med regeringsgrundlaget. Men vi siger også højt og klart og tydeligt, og det synes jeg er vigtigt, at det hele handler altså ikke bare om penge, og det vil jeg i hvert fald også gerne advare om, at der går Christiansborg i det, hvor det kun bliver en diskussion om penge. Det handler også om, hvordan vi bruger pengene.

Nu blev der spurgt også til rekrutteringssituationen i sundhedsvæsenet, som er vel nok den største enkeltstående udfordring på den korte bane, men også på den længere bane. For vi kan se en arbejdsstyrke, der falder, så vi kan hverken købe eller rekruttere os ud af de udfordringer, vi står overfor. Vi er jo også nødt til at diskutere, hvad er det så for nogle tiltag, vi vil sætte i værk for også at skabe nogen bedre patientforløb. Hvad er der for en prioritering af arbejdsmiljø – ledelse i vores sundhedsvæsen, som vi ikke snakker ret meget om, men som jo har en kæmpe betydning for også den daglige arbejdsglæde – som medarbejder, som personale, ude på de enkelte afdelinger, hvad end det er på et sygehus som Rigshospitalet, eller det er ude i den mere nære del af sundhedsvæsenet eller andre steder i den offentlige sektor.

Henrik Hoffmann-Hansen, Kristeligt Dagblad: Jeg vil også godt lige spørge til sundhedsstrukturkommissionen, hvordan påvirker det her dens arbejde. Har den nu fået 5 milliarder ekstra, minus det til kræftpakkerne at jonglere med, eller hvordan påvirker det overhovedet det arbejde. Hvorfor har I ikke ventet på, at den først er kommet med noget?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Altså sundhedsstrukturkommissionens kommissorium er uændret med vores udmelding om i dag nu at komme med en meget stor sundhedssatsning. Med en stor sundhedspakke, hvor vi prioriterer et stort løft.
Og dermed er den primære opgave jo for sundhedsstrukturkommissionen jo heller ikke at komme med forslag til, hvordan vi hurtigst muligt kan bruge nogle flere penge, men tage fat på nogen af de mere grundlæggende problemer i vores sundhedsvæsen, som også Lars Løkke er inde på før, hvordan vi kan skabe en større sammenhæng for patienten. Hvordan vi kan sikre, at man ikke nødvendigvis skal ud på en lang biltur for at komme en tur på ambulatoriet til noget, der kunne have foregået meget tættere på, hvor man bor. At vi vil sikre, at man har adgang til en praktiserende læge tæt på, hvor man bor. At man kan sørge for og have vished for, at hvis man bliver ramt af en blodprop i hjernen, så skal det ikke være ens postnummer, der afgør, hvilke muligheder du har for efterfølgende at kunne få specialiseret rehabilitering.
Det er desværre ikke tilfældet i dag, fordi der også er nogen meget store kvalitetsforskelle i vores sundhedsvæsen.

Statsminister Mette Frederiksen: Men det er klart, vi træffer jo også et politisk valg i dag. Altså vi træffer jo et valg som regering om, at vi vil det offentlige sundhedsvæsen i Danmark.

Og vi vil gøre, hvad vi kan fra vores side for at skabe så gode rammer som overhovedet muligt. Både Lars og Sophie har været inde på meget af det. Vi kommer givet også til at diskutere faggrænser og opgaveglidning, og hvordan kan vi også, kan man sige, internt i sundhedsvæsenet skabe et system, der arbejder bedre sammen. Så vi kigger … vores intention, som regering, er at kigge hele vejen rundt, men jo også at sende det meget, meget, meget klare politiske signal med en tung økonomisk investering, at vi vil et stærkt offentligt sundhedsvæsen. Vi betragter det, vi står i lige nu, som kronjuvelen i det danske velfærdssamfund. Og det kræver rigtig mange forskellige løsninger. Men hvis ikke der er en tilstrækkelig stærk økonomi omkring sundhedsvæsenet, så kan det ikke lade sig gøre. Men økonomien kan selvfølgelig ikke stå alene.

Sofie Frøkjær, Frihedsbrevet: Nu hørte vi, at du Lars Løkke tager gerne et politisk ansvar for, at det er gået så galt på kræftområdet i sundhedsvæsenet, at der nu er brug for denne her akutpakke på virkelig, virkelig mange penge.

Hvad med jer to andre? Hvad med Socialdemokratiet og Venstre. Tager I også ansvar, at det er gået så galt, at I nu skal stå her på bagkant jo og dele penge ud for at løse de problemer, der er?

Statsminister Mette Frederiksen: Jeg tror, vi kan tale på alle tres vegne, at vi påtager os aldeles ansvaret – både for alt, hvad der er lykkes – og også alt dét, der ikke er lykkes.

Jeg tror i øvrigt, at vi skylder lige at sige til hinanden, at nogen af de udfordringer, vi oplever i det danske sundhedsvæsen er helt parallelle med, hvad resten af den vestlige verden også oplever. Og det handler om, som sundhedsministeren var inde på, at vores befolkning ændrer sig. Vi bliver færre til at arbejde. Der bliver flere, der for et behov for behandling. Og vi har været igennem en pandemi, som har været en hård tur for os alle sammen, men selvfølgelig ikke mindst for sundhedsvæsenet, fordi man i en periode har skullet arbejde meget med nogle helt andre arbejdsvilkår. Det har været rigtig, rigtig bøvlet at være sundhedsvæsen under en pandemi, og der er blevet udskudt en lang række operationer pga. pandemien, som gør, at alle løber stærkt nu for at indhente, kan man sige, dét, pandemien i virkeligheden spændte ben for.
Så der er noget, der er vilkår, der gælder for de fleste vestlige lande, hvis ikke alle, men i hvert fald de fleste. Sådan er det også at have det politiske ansvar. Så må man jo forsøge, så godt man overhovedet kan, at få givet de indsprøjtninger ind – både hvad angår beslutninger på struktur, men også hvad angår økonomi. Men selvfølgelig tager vi da ansvaret både for dét, der er gået godt – og for dét, der er gået dårligt, mens vi har haft en del af ansvaret for Danmark. Det gælder os alle tre.

Sofie Frøkjær, Frihedsbrevet: Jeg har lige et lille opfølgende …

De vilkår, du nævner, med demografien der ændrer sig – og pandemien, den ligger også efterhånden flere år tilbage, er jo ikke nye vilkår. Og du sagde Lars Løkke, at det gælder om at vedligeholde og holde fast, for ellers går tingene i står.
Hvorfor har I ladet stå til, når nu I har været det her smerteligt bevidst, som I siger?

Statsminister Mette Frederiksen: Jamen, jeg tror for det første ikke, at man kan sige, at nogen har ladet stå til, fordi der er sket rigtig, rigtig meget i sundhedsvæsenet, men I kan jo selv … altså, I kan jo bare se hvilke spørgsmål, I har stillet denne her regering, siden vi tiltrådte. Altså, vi siger jo meget åbent, og nogen synes også, vi siger det lidt direkte, at den største strukturelle udfordring for dansk økonomi, det er mangel på arbejdskraft.

Dansk økonomi har det grundlæggende godt. Den er bomstærkt. Men det ændrer ikke på, at vi kommer til at mangle tusindvis af medarbejdere, og vi gør det allerede på sygehusene, i ældreplejen. Vi kommer til at mangle folkeskolelærere, der kan lære vores børn at læse, det trænger de i øvrigt til at lære, må man konstatere.
Vi kommer til at mangle nattevagter på vores plejehjem, når vores demente borgere ringer på klokken og har behov for en at tale med.
Og vi kommer til at mangle faglært arbejdskraft og akademisk arbejdskraft, der kan sikre den grønne omstilling.
Det siger vi jo meget direkte. Og det er jo også derfor, vi har bedt danskerne om at arbejde noget mere, fordi vi kan ikke løse de problemer, der er – heller ikke på sundhedsområdet, hvis ikke alle os, der er på arbejdsmarkedet bidrager noget mere. Det er vi jo ikke … altså, det er vi jo ikke sådan direkte blevet populære på. Det ændrer bare ikke på, at det er vilkår Danmark og i øvrigt mange andre lande kigger ind i.
Økonomien kan så forhåbentlig hjælpe på vej til at sikre et ordentligt arbejdsmiljø. Give nogle bedre rammer for behandlingsmetoderne. Men vi kommer jo også til, når vi taler sundhed at kigge meget mere ind i, at patienterne skal behandles i hjemmet. Og at faggrupperne skal arbejde bedre sammen. Og vi aldrig må lade to medarbejdere udføre det samme stykke arbejde. Vi kommer til at kigge hele vejen rundt.
Men fremtiden, hvad angår mangel på arbejdskraft – det er ikke derude, den er her allerede nu.

B.T.!

B.T.: Lars Løkke, du sagde, du var vred, når du oplever, at patienter ikke bliver behandlet til tiden – kræftpatienter.
Hvem er dét, du er vred på?

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jamen, det er jo ikke sådan en personlig rettet vrede. Altså, det er jo … du kunne også kalde det frustreret måske. Altså, det er jo en vrede over, vi ikke kan løse en opgave, som er hel central, og som jeg tror er hjerteblod for os alle sammen. Så det er jo en vrede. Den skal jo så bruges til noget ikke. Men det er jo en dyb irritation over, at vi i det her samfund har skabt nogen ret unikke patientrettigheder, som vi så alle sammen har taget ned og har fælles ejerskab til, men som da de blev skabt var ret unikke.
Andre lande rejser til Danmark for at se vores kræftpakker, og så pludselig har en oplevelse af, at der er nogen patienter, som ikke er tilstrækkelig ressourcestærke til at kende deres egne rettigheder, som kommer bag ud i køen, fordi man tager et forkert hensyn. Og dér spiller penge en rolle. Altså, det kan man jo se, at det har jo været et misforstået hensyn til økonomien, der har gjort, at man i virkeligheden har holdt det lidt gedulgt for nogle patienter, at de faktisk har et retskrav på at få en behandling et andet sted.
Dét bliver jeg da vred over. Og det er også derfor, jeg er glad for, at vi i dag er i stand til, fordi vi har en solid økonomi, at sige, nu sætter vi nogle ressourcer af. Så man ikke skal dét hensyn. Så der faktisk er en mulighed for, og ikke nogen undskyldning for at lade være med at sende patienterne til udlandet.

Så kunne jeg godt have lyst til også lige at sige, at jeg synes, det er en spændende debat, vi har med hinanden her i dag. For jeg kan jo se, at der er rigtig mange, der har travlt med at aflyse ethvert reformbehov, fordi pengene falder ned fra himlen, og det er jo godt. Men alle jeres spørgsmål i dag dokumentere jo sådan set, at det er rigtig, rigtig godt, at vi har nogle penge, og det har vi, men det kan ikke gøre det alene. Så hvis der ikke var nogen, der kunne se, der var et behov for denne regering, før vi kom i dag, så må det samlede journalistkorps da kunne se det nu, fordi vi bliver nødt til, ved siden af denne saltvandsindsprøjtning på 5 milliarder, fordomsfrit at se på, hvordan indretter vi vores sundhedsvæsen sådan, at det spiller bedre sammen, og de her penge kan sættes i spil på en fornuftig måde.

Så tak for det!

B.T.: Men Lars Løkke, hvis du ikke ved, hvem du er vred på, eller hvem det er, du er frustreret over, eller hvad det er, du er frustreret over, hvordan kan du så vide, også med den erfaring, du har – lange politiske erfaring, hvordan kan du så vide, at det er dét her, der er den rigtige løsning …

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: … prøv lige at høre Joachim – altså, man kan selvfølgelig godt vælge at rette sin vrede mod en eller anden person. Der har været en undersøgelse derovre. Man kan se, der er nogen, der har et ledelsesmæssigt ansvar, det er lavet et svigt. Men det er jo sådan lidt ukonstruktivt.
Hvis man så går nede bagved, så kan man se, at det er jo nogen, der har taget et fejlagtigt hensyn – altså, som har været, hvis man skal oversætte det på en eller anden måde, i virkeligheden altså overloyal i forhold til en økonomiramme, de har haft, og så er de sprunget over, hvor gærdet har været lavest og sagt – jamen, hvis pengene ikke passer, så holder vi det bare lidt skjult for patienterne.
Og der går det her initiativ jo direkte målrettet ind ved dels at have nogle penge, så man har sikkerhed for, at vi rent faktisk, også ude på afdelingsniveau, har råd til at foretage en henvisning til udlandet, hvis det er dét, patienten har behov for.
Og som sundhedsministeren sagde – med noget bedre monitorering, sådan at man kan tage vreden i opløbet næste gang. Altså, man ikke skal gå og vente med, at der er en skandale, hvor man kan blive vred, men sådan set kan følge med i det og forhåbentlig afdække problemerne, før de bliver så store, at jeg skal stå og blive vred.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Kigger du kun på tallene fra mave-tarm-kirurgisk afdeling på Århus Universitetshospital, så var der jo ikke nogen alarmklokker, der ringede. Og derfor handler det jo også om, at vi skal have nogle data, hvor der heller ikke er nogen store mørketal. Altså denne her gruppe af patienter, som havde samtykket til overskridelse af de maksimale ventetider, de fremgik ikke af tallene. Og de havde heller ikke fået deres rettigheder opfyldt i forhold til, hvad de havde ret til og krav på. Så det handler jo også om at sikre nu, at vi har fuld gennemsigthed omkring, hvordan tingene også står til – både når det går godt, men også når det går skidt, for det er nu engang også forudsætningen for, at man kan skride ind, og at man kan handle på de problemer, som alle dage også kommer til at opstå i vores sundhedsvæsen.

Statsminister Mette Frederiksen: Så tager vi Ritzau!

Gurli Kløvedal, Medicinske Tidsskrifter: Jeg tænker … altså, vi ved jo alle sammen, der var en sygeplejestrejke for et par år siden. Og den har jo stadigvæk nogen sår og noget vrede fra dengang.
Jeg tænker, om du statsminister har lyst til at italesætte i forhold til sygeplejerskerne, hvordan I vil håndtere det her fremadrettet. Og hvordan vi får dem til at lade være med at forlade faget, som de gør nu.

Statsminister Mette Frederiksen: Ja, altså for det første vil jeg gerne sige, at når vi taler om medarbejderne i vores sundhedsvæsen, så skal vi tale om alle medarbejderne, fordi vi har mange forskellige medarbejdergrupper, og vi kan ikke undvære nogen af dem. Og det er jo sådan set ligegyldigt, om det er en portør, der sørger for, at patienten kommer det rigtige sted hen, eller om det er en erfaren, dygtig SOSU, som kan rigtig meget, måske også mere end hun i virkeligheden får lov til at udføre i dag. Eller det er den nye læge, eller det er den meget erfarne læge, eller det er sygeplejersken, eller det er dem, der sidder og analyserer prøverne eller kigger vores billeder igennem, hvis ellers vi får lov til at blive screenet for brystkræft på det tidspunkt, hvor vi skal screenes – ikke! Det er jo hele medarbejdergruppen. Det er også dem, der står og laver mad. Dem der gør rent. Vi bliver nødt til at kigge hele vejen rundt. Og det er sådan set dét, der er vores tilgang – også til de videre diskussioner, at det er alle medarbejdergrupper, der er vigtige. Og vi er ikke et sekund i tvivl, nogen af os der står her om, at der er intet, der kan lade sig gøre i sundhedsvæsenet, hvis ikke vi har medarbejderen – intet. Altså, vi er fuldstændig afhængige af alle medarbejdergrupper. Og vi forsøger at gøre det så godt, vi kan, også hvad angår den økonomiske ramme. Så er det klart, når der er en konkret situation på arbejdsmarkedet, så er der nogle begrænsninger på, hvad vi kan gøre politisk, men det følger jo af, at vi har en dansk arbejdsmarkedsmodel, som vi normalvis forsøger at respektere, kan man sige, i dansk politik.
Men vi erkender jo også fra regeringens side, at når vi taler fremtidens sundhedsvæsen, så er der noget, der handler om struktur og organisering, men det er altid med patienten som omdrejningspunkt, derfor er økonomien vigtig, men det er lønspørgsmålet også, og derfor vender vi jo, når først lønstrukturkomiteen har talt, så vender vi jo tilbage i efteråret med en økonomisk ramme for et muligt lønløft i vores velfærdssamfund.

Og så Ritzau!

Ritzau: I siger, I vil opsætte en systematisk overvågning af de her ventelister til kræft.
Har I noget som helst, der underbygger, at det virker med mere overvågning?

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde: Den opgave vi har sat Sundhedsstyrelsen på med at se på, hvordan vi kan lave en bedre, tættere og mere fintmasket overvågning af udviklingen på kræftområdet, og som er lige på trapperne, bekræfter sådan set mig i, at det her det handler ikke om, at vi nu kommer og siger, nu skal vi til at registrere en hel masse nyt og en hel masse bureaukrati, vi kaster ud over systemet. Det handler om, at vi skal have bedre data, og vi skal have korrekte data. Og med korrekte data, det er derfor, jeg er nødt til igen også at trække referencen til Århus, at forudsætningen for, at vi kan handle er jo også, at der er data, som viser et sandfærdigt billede af – både når det går godt, og når det går skidt.
Og i Århus der er der jo patienter, der er udsat for et systematisk svigt, og der bliver vi jo nødt til at kunne handle, og det forudsætter så også, at der er data, der kan vise det, når det er, at de røde knapper begynder at lyse.
Og derfor mener vi, at det er vigtigt med en langt bedre overvågning af de maksimale ventetider på kræftområdet.

Statsminister Mette Frederiksen: Må jeg ikke sige afslutningsvis, der er så utroligt meget, der fungerer godt i det danske sundhedsvæsen. Og selvom både vi politikere og I journalister jo ofte zoomer ind på dét, der ikke fungerer, og det skal vi, fordi det er vores ansvar at gøre, så synes jeg bare, vi skylder at få sagt til alle vores tusindvis af medarbejdere og de mange, mange tusinde danskere, der hver eneste dag er i kontakt med det danske sundhedsvæsen, at rigtig, rigtig meget lykkes.
Det har vi, tror jeg, mange af os individuelt en stor taknemmelighed for. Men vi skal altid have viljen til at tage de næste skridt, så det bliver endnu bedre. Og det håber vi, vi har givet et bidrag til i dag.

Det var de spørgsmål, vi nåede – tak fordi I mødte frem!”