Pressemøde den 1. december 2009

Det talte ord gælder.

Se pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet. Jeg skal starte med at undskylde min stemme. Jeg er lige kommet hjem fra Caribien og har helt uventet med mig bragt en forkølelse, selvom at vejret nu var dejligt og varmt, men det er nok en kombination af aircondition og solskin, så jeg undskylder på forhånd, hvis min stemme knækker.

Men lad mig starte med Caribien, uden at det her skal blive et rejseforedrag, så hænger mit besøg i Caribien jo sammen med det forhold, at vi på mandag byder velkommen til FN’s klimakonference i København, og derfor siger det sig selv, at det er dét, der står absolut øverst på min og hele regeringens arbejdsprogram for tiden, og vi har også brugt regeringsmødet her i morges til at gøre status på vores forberedelser.

Vi arbejder jo benhårdt på at gøre København til en succes i den forstand, at København ikke skal være en trædesten, men et egentligt vendepunkt – det sted, hvor der lægges en plan, der gør, at kloden kan betræde en ny sti, hvor vi sætter et meget lettere karbonfodaftryk på vores jordklode, så vi kan opfylde den videnskabelige forudsætning om at begrænse temperaturstigningerne til 2 grader. Det bliver meget intensivt.

Jeg er fortsat rimelig fortrøstningsfuld blandt andet med baggrund i det møde, der blev holdt i Commonwealth her i weekenden, hvor jeg selv deltog sammen med FN’s generalsekretær. Og når det var interessant, så hænger det jo sammen med, at Commonwealth består af 53 meget forskellige lande. De små østater som slås med klimaudfordringerne helt konkret i deres hverdag, nogle af verdens udviklingslande, også nogle af de store udviklingsøkonomier – Indien fx, og dertil jo altså en række rige industrialiserede lande som Australien, Canada og UK. Så det er jo et slags minikosmos – en tredjedel af Jordens befolkning, en fjerdedel af de lande, der er under COP’en. Og det lykkedes rent faktisk jo der at få vedtaget en sluterklæring, som er meget offensiv og meget konkret, og hvor jeg specielt gerne vil trække to punkter frem – nemlig for det første det forhold, at man i denne her landekreds giver opbakning til det danske koncept. Vores ide om, at vi i København skal lave én aftale med to formål, hvor det ene formål er at aftale konkret og håndgribeligt, hvordan vi umiddelbart efter København kan gå i gang med at implementere en politik i de enkelte lande, der gør, at vi møder klimaudfordringen. Det kræver, at de velstående lande kommitter sig til egentlige CO2-reduktioner. Det kræver, at udviklingsøkonomierne forpligter sig til at forfølge en politik, hvor de har et mindre CO2-udslip, end de ville have, hvis de forfulgte en business as usual-strategi. Det kræver, at vi får håndteret spørgsmål omkring teknologioverførsler, og dermed også finansiering, og det kræver, at vi får aftalt nogle opfølgningsmekanismer, der sikrer, at indholdet af en aftale ikke forbliver ved de flot formulerede hensigtserklæringer, men rent faktisk også omsættes til noget, der umiddelbart kan følges op på. Det er det ene formål. Og det andet formål er, at en sådan aftale hurtigst muligt omsættes i et juridisk spor til en egentlig folkeretlig bindende aftale. Så der var buy-in på det danske koncept.

Det andet forhold jeg gerne vil trække frem, det er hele spørgsmålet omkring behovet for hurtig finansiering. For der er ingen tvivl om, at en forudsætning for at få en aftale, hvor også udviklingsøkonomierne og de små østater føler sig dækket ind, det er, at vi får lavet en løsning, hvor der umiddelbart i verdenssamfundet tilvejebringes midler til tilpasning og klimaprojekter i den fattige og mest udsatte del af verden. Og på det felt, der var konklusionerne fra Trinidad meget, meget konkrete, idet der blev formuleret et forslag om at etablere en Copenhagen Launch Fund på 3 x 10 mia. US dollars. Så det er to elementer, der sådan set bestyrker mig i tilliden til, at vi er på det rigtige spor. Det kan jeg også se i vores postkasse, hvor der jo dagligt kommer tilmeldinger til selve topmødedelen, der finder sted den 17.-18. december. Helt aktuelt har vi nu tilsagn fra 98 stats- og regeringsledere, og det er ganske, ganske få, der decideret har vendt fingeren ned, og vi ved, at det fortsat er under positiv overvejelse mange steder i verden at deltage. Og det er en væsentlig forudsætning for, at København kan blive en succes, for det siger sig selv, at det der skal give en politisk bindende aftale legitimitet, det er, at den indgås af stats- og regeringsledere.

Så kan jeg oplyse, at jeg i direkte forlængelse af det her i går havde en længere telefonsamtale med præsident Obama, som jo har meldt sin ankomst i København den 9. december, og hvor vi derfor i går diskuterede, hvordan vi får tilrettelagt besøget på en sådan måde, at det fremmer muligheden for et godt resultat den 18. bedst muligt. Under samtalen orienterede præsidenten mig også om det udspil, han ventes at offentliggøre senere i dag omkring Afghanistan. Det kan jeg i sagens natur ikke gå dybere ind i, men blot sige, at jeg glæder mig meget til den udmelding, der kommer fra amerikanerne senere i dag. Det vil være offensivt og sende et stærkt signal om, at det internationale samfund har en vilje til at tage fat i Afghanistan på en sådan måde, at vi fremmer sandsynligheden for, at vi ikke skal have en livslang fysisk tilstedeværelse i Afghanistan. Hele sigtet er jo ved at skrue op for indsatsen nu – specielt også i forhold til at uddanne afghanske sikkerhedsstyrker, at vi fremmer det tidspunkt, hvor afghanerne i stadig større udstrækning kan tage et ansvar for deres egen sikkerhed med den logiske følge, at vi andre så kan reducere vores bidrag. Så jeg imødeser med stor – og jeg ved så også berettiget - forventning det amerikanske udspil, som jeg også tror, vil kunne kvalificere den danske debat, hvor vi jo aktuelt i øjeblikket drøfter vores Helmand-strategi, og hvor vores overordnede fokus jo netop også er det, at vi via tilstedeværelse i Afghanistan og via en opbygning af det afghanske civile samfund og via en uddannelse og kapacitetsopbygning af de afghanske sikkerhedsstyrker kan fremme det tidspunkt, hvor Afghanistan kan varetage egen sikkerhed, og hvor vi andre kan trække os ud igen, reducere vores tilstedeværelse.

Det tror jeg er, hvad jeg vil sige til en start, og så er jeg jo som altid åben for spørgsmål.

Ja, værsgo!

Spørger: Jeg vil godt skifte emne totalt fra det internationale til det nationale. Rigsrevisionen har fornyet sin kritik af dig fra dengang, du var sundhedsminister og gentaget, at du i Rigsrevisionens øjne ikke har begået noget ulovligt, men har ødslet omkring 900 mio. kr. væk. Er du blevet klar over, at Rigsrevisionen har fat i den lange ende?

Statsministeren: Jeg er helt bekendt med, at Rigsrevisor har afleveret et notat til statsrevisorerne. Det er i øvrigt et led i en helt almindelig proces. Altså forholdet er jo det, at der lå et udspil fra Rigsrevisor, som statsrevisorerne har behandlet. Regeringen har afgivet sine svar. Rigsrevisor har afleveret et notat til statsrevisorerne, og de afgiver så på et tidspunkt en betænkning. Og så vil jeg tro, at så genopfører vi formentlig lejligheden til at sige meget om den sag ved den lejlighed. Men når du nu spørger, så kan jeg da godt sætte nogle ord på, fordi hvad er det egentlig sagen handler om. Sagen handler om, at da vi kom til i 2001, der lagde vi et nyt spor ud for dansk sundhedspolitik, hvor vi valgte at sætte patienten først. Vi var trætte af et sundhedssystem, der forskelsbehandlede folk, hvor man, hvis man havde friværdi eller en privat sygeforsikring, så kunne man komme hurtigt i behandling. Havde man ikke det, så kunne man bare stå i kø. Privathospitaler var også dengang opfundet, men de var forbeholdt dem, der kunne betale. Sådan et A og B-samfund ønskede vi ikke, og derfor så gennemførte vi en meget unik patientrettighed, som betød, at hvis ikke det offentlige kunne behandle inden for 2 måneder, så kunne patienten søge ud privat. Det er så en patientrettighed, vi senere har forbedret, sådan at man nu kan søge privatbehandling efter 1 måned. For at sætte lidt proportioner på, så har det været sådan, at mens den ordning har kørt, og den er i øvrigt nu under ombygning, der har vi brugt noget, der ligner 31⁄2 mia. kr. på private sygehuse. Det står i forhold til, at vi i den samme periode har brugt 270 mia. kr. på det offentlige sundhedsvæsen. Så det er altså omkring 1 %, der er kanaliseret ud privat. Det siger sig selv, at i takt med at de penge er kanaliseret ud privat og har underbygget en privat sygehusstruktur, så opstår der også en mulighed for at få priserne ned. Og det diskussionen jo i virkeligheden går på, det er det skifte fra at have et offentligt monopolsygehusvæsen til at have et system, der sætter patienten i centrum – har den været for høj. Det mener vi ikke i regeringen, det mener Rigsrevisor, det må jeg jo tage til efterretning, han mener. Jeg synes ikke, hans argumenter er så stærke. Han bruger selv formuleringen, at der er forskellige indikationer på, at man kunne have fået en lavere pris.

Spørger: Så du giver altså ham en lille smule ret. Det kan godt være, at han et eller andet sted har ret. Du tager det til efterretning.

Statsministeren: Jeg har det grundsynspunkt, og det kan man også læse ud af regeringsgrundlaget for 2007, at vi naturligvis ønsker, at afvejningen, den skal være fair. Men jeg bliver også nødt til at sige, at hovedsigtet med den ordning, vi lavede tilbage i 2002, det var ikke at drive priserne ned. Altså hovedsigtet med den ordning, vi lavede den gang, det var at sætte patienten i centrum og så selvfølgelig sørge for at gøre det i en form, hvor det ikke skabte en meromkostning. Altså det var vores politiske udgangspunkt. Det er også dét, man kan læse ud af lovgivningen. Så peger Rigsrevisor på, at jo det er jo så fint, men der bør også være en mulighed for, at man bruger konkurrencen. Og det er jeg sådan set grundlæggende enig i, og det er også det, regeringen har taget skridt til. Det er jo præcis baggrunden for, at vi har lavet en nyordning, hvor vi tager afsæt i nogle referencepriser i stedet for at tage afsæt i det, der hedder DRG-takster. Nu skal vi passe på, det ikke bliver for indviklet, men den gamle lovgivning tog sit udgangspunkt i DRG-priser – altså nogle gennemsnitspriser. Det nye system, som træder i kraft nu, det er et system, der tager sit afsæt i såkaldte referencetakster, hvor man går ud i den offentlige sektor og siger: De sygehuse blandt de offentlige, der gør det absolut billigst – det er dét, vi bruger som afsæt til at forhandle priserne. Så jeg er jo enig med Rigsrevisor, som også er enig med regeringen i, at det selvfølgelig er vigtigt, at man passer på pengene og sørger for at få pengene til at række længst muligt, og det er sådan set også det, vi er i gang med at indføre på det her område.

Spørger: Tillad mig et sidste spørgsmål, som så handler om Afghanistan. Du siger, at du nu er blevet gjort bekendt med præsident Obamas tale, og at du ikke vil komme nærmere ind på den. Men det har jo forlydt, at samtidig med at USA ville sende flere styrker til Afghanistan, så ville man begynde at – om jeg så må sige – sætte nogle betingelser over for den afghanske regering om god regeringsførelse. Er der sådan noget med i Obamas nye strategi?

Statsministeren: Ja, jeg tror, at både jeg og også den amerikanske præsident så ubetinget vil foretrække, at det er ham, der kommunikerer den amerikanske politik på det her område.

Spørger: Men vil du ikke være meget tilfreds, hvis der var sådan nogle betingelser med.

Statsministeren: Jeg vil sådan set være meget tilfreds, hvis det internationale samfund, som Danmark er en del af, sender et meget klart signal til Afghanistan, hvor det ene er, at vi er parat til at være der, og vi er også parate til at opeskalere vores tilstedeværelse. Det gælder ikke Danmark, fordi vi yder allerede i dag et meget stort bidrag i forhold til vores størrelse. Men at der internationalt er en vilje til at skrue op for tilstedeværelsen med det sigte, at de afghanske sikkerhedsstyrker opbygges kapacitetsmæssigt, hvilket fremmer det tidspunkt, hvor afghanerne kan varetage deres sikkerhed selv. For at det kan lykkes, kræver det selvfølgelig også, at der etableres det stærkest mulige pres på den genvalgte præsident Karzai om god regeringsførelse, om kapacitetsopbygning, om opbygning af det civile samfund, om at man fra Kabul rækker ud i provinserne, bygger op med infrastruktur og skoler og andet, der kan give det afghanske folk et håb om en bedre fremtid.
Anja!

Spørger: Ligger der i det, du sagde før om privathospitalerne, at du egentlig accepterer, at I kunne have fået den ydelse – de leverancer fra privathospitalerne – billigere, som rigsrevisionen siger.

Statsministeren: Det forstod jeg ikke helt, undskyld!

Spørger: Ligger der ... du erkendte lidt før, at der måske kunne være nogle ting, du skulle tage til efterretning i rigsrevisionens rapport – ligger der i dét, at du også accepterer en præmis, der hedder, at I kunne have fået ydelserne billigere fra privathospitalerne?

Statsministeren: Jeg har en grundlæggende uenighed med Rigsrevisor, og den kan der nok ikke pilles meget ved. Jeg forsøger bare at prøve at perspektivere, hvad det her handler om. Fordi at regeringen har jo sådan set allerede – også før Rigsrevisor kom med sin redegørelse til statsrevisorerne – taget skridt til at få det offentliges penge til at række længere i forhold til de private sygehuse. Fordi vi jo sådan set har den samme tænkning omkring det. Og det siger sig selv, at det private sygehusmarked i dag er større, end det var, da vi kom til. Og i takt med, at det er blevet større, i takt med at der er kommet private sygehuse, som har en større volumen, så er der også bedre mulighed for at presse priserne. Og den mulighed skal vi selvfølgelig bruge, og det har vi også taget skridt til. Rigsrevisor mener, at det skridt kunne være taget før. Det er jeg ikke enig med Rigsrevisor i. Og det hænger jo sammen med den situation, der var konkret tilbage i 2006, hvor parterne ikke kunne blive enige – altså sygehusejerne ... de private sygehuse, og hvor jeg derfor måtte gribe ind. Og dét, der var styrende for mig den gang, det var jo at sikre denne her patientrettighed. Og der mener jeg, at Rigsrevisor tager fejl, når han siger – jamen der lå et tilbud fra 100 små klinikker, der kunne gøre det billigere end de store private sygehuse. Man kunne have brugt deres tilbud som afsæt for en pris. Det er jeg simpelthen ikke enig i. Det ville have ført til, at vi i en periode ikke ville kunne have haft det frie sygehusvalg, og patienterne derfor var blevet klemt. Og derfor er det jo, og det er jeg glad for, at Rigsrevisor også har understreget, fuldstændig inden for lovens formål, at jeg så skar igennem og i øvrigt lagde snittet lige præcis midt imellem dét, som de private sygehuse ville have, og dét som de offentlige sygehuse ville give.

Spørger: Dansk Folkeparti er ude med en meget direkte opfordring til dig i dag – Kristian Thulesen Dahl siger: Accepter dog, at I kunne have fået den ydelse billigere og tag rigsrevisionens kritik til efterretning. Hvad siger du til den melding fra Dansk Folkeparti?

Statsministeren: Jeg siger, at dét, der er det helt afgørende for mig, det er, at vi – hvad enten vi bruger skatteydernes penge i forhold til at handle ind privat eller bruger dem selv – så skal vi bruge dem med omtanke. Vi har altså brugt 270 mio. på offentlige sygehuse i denne her periode, og 31⁄2 mia. på de private. Og vi har taget skridt til at sikre, at den del, der kanaliseres ud privat, kommer til at række længere. Så i den forstand kan man jo sige, at vi allerede har taget Rigsrevisors ting til efterretning og ageret på det – før at der blev sat pen til papir.

Ja.

Spørger: Regeringen bruger jo ... henviser jo ofte til Nationalbanken, når den siger, at det er klogt at gøre sådan og sådan – eller undlade at gøre sådan og sådan. I går, der holdt nationalbankdirektøren en tale, hvor han kritiserede regeringens økonomiske politik, der er ført mellem 2004 og 2007. Og han sagde ... i hvert fald – det var det, der var meningen, at den har været alt for løssluppen. I skulle have strammet op lang tid før. Og det hele har udviklet sig til en boble. Jeg forventer ikke, at du siger, at du er enig med nationalbankdirektøren. Men kan du sige, hvorfor han har uret.

Statsministeren: Jeg synes, det er interessant, at du både er i stand til at altså ikke bare at referere nationalbankdirektøren, men også oversætte hvad det var, han mente – og så i øvrigt foregribe, hvad jeg vil svare. Så behøver jeg jo slet ikke at være til stede. Jeg kan bare sige, at dét, der ligger mig rigtig meget på sinde, det er, at vi fremadrettet fører en fornuftig økonomisk politik. Og det er så også det, vi gør. Vi fører en meget offensiv økonomisk politik. Det sætter sig så helt konkret i, at vi næste år får et betydeligt underskud, der svarer til noget, der ligner 5 % af bruttonationalproduktet. Når vi kan gøre det og samtidig gør det forsvarligt, så hænger det præcis sammen med det forhold, at vi op til det her tidspunkt har ført en overordnet fornuftig set økonomisk politik, hvor vi har brugt de gode år til at gnave af på gælden, nedbragt den offentlige nettogæld, sådan at vi nu forsvarligt også kan øge den i en periode. Det rokker ikke ved, at vi står over for et sæt betydelige udfordringer. Vi kan jo glæde os over, at det i den grad ser ud til at lysne i økonomien. Jeg hæfter mig ved, at der lige er kommet nye detailhandelstal, der viser en stigning på det sidste. Lad os håbe, det er et signal om, at noget optimisme er ved at vende tilbage til vores samfund. Det rokker ikke ved, at krisen ikke er ovre. Vi vil se arbejdsløsheden fortsat stige en periode endnu. Og der vil selvfølgelig blive brug for, at vi – kan man sige – konsoliderer den økonomiske politik, fordi det er ikke, kan man sige, langtidsholdbart at køre med underskud af den dimension, vi kommer til at køre med næste år.

Spørger: Nationalbankdirektøren havde én opfordring til dig, og det er, at når regeringen i januar kommer med sin opjusterede konvergensrapport for 2009, så opfordrer han til, at ikke bare fortælle om, hvad målene er for det danske samfund ud i en lang fremtid, men også forklarer, hvordan I vil nå de mål. Er det en opfordring, som regeringen vil imødekomme?

Statsministeren: Det, synes jeg, er en meget klog opfordring, at man er, kan man sige, præcis på, hvor man gerne vil hen. Og selvfølgelig så også anviser de skridt, der fører derhen. Det forekommer mig at være en logisk tænkt og klog opfordring.

Spørger: Så det vil sige, at når I kommer med den næste udgave af konvergensrapporten, at så vil der være anvist på hvilke områder, regeringen ønsker at skaffe økonomisk balance. Er det rigtigt forstået?

Statsministeren: Det vil sige præcist, som jeg sagde det, at ikke bare Danmark, men hele Europa står med et sæt betydelige udfordringer, som jeg slet ikke føler mig fuldstændig sikker på er gået helt klart op for alle, og som var det, jeg forsøgte at adressere på mit eget partis landsmøde for nylig ved at opsætte 10 pejlemærker for 2020, hvor nogle mente, at det var da bare selvfølgeligheder, fordi der er vi jo allerede stort i forvejen, og hvor jeg kan se – efterhånden som det nu begynder at sætte sig i den offentlige debat, at det står klarere og klarere for mange – at det er enormt ambitiøst. For sandheden er den, at vi under den her finans/økonomiske krise, der har været jo altså har mistet lige så mange arbejdspladser på 11⁄2 år, som vi traditionelt ville se sive over en 10-årig periode. Sandheden er, at mens vi har været i recession i vores del af verden, så har der fortsat været vækst i nogle økonomier – blandt andet i Asien. Og de udfordringer, der gemmer sig dér, de er ganske, ganske betydelige. Og det er derfor, at jeg har skabt rammerne omkring en mere – undskyld jeg sider det – kvalificeret politisk debat i 2010 ved at nedsætte et vækstforum, ved at sætte nogle pejlemærker op. Og jeg er helt på det rene med, at det selvfølgelig forpligter. Dét, der er afgørende i denne her fase, det er at skabe enighed om målsætningerne, skabe fuld klarhed over, at de er ambitiøse, fordi den klarhed skal være fremmende for, at der også bygges den politiske vilje op, som er nødvendig for at tage de skridt, der kan føre os hen til de mål, der er sat.

Ja, Anders!

Spørger: Først et kort, opklarende spørgsmål, som du også kan besvare meget med et ja eller nej. Du er grundlæggende uenig med Rigsrevisor, men der er stadigvæk ting, der kan tages til efterretning. Betyder det så, at Venstres sundhedsordfører, som siger, at han ikke har en klap forstand på sundhedspolitik og dét, han sidder og beskæftiger sig med i denne her sag, har ret.

Statsministeren: Ja, det forstår jeg ikke helt det spørgsmål. Og jeg kan slet ikke se, hvordan jeg kunne besvare det med et ja eller nej. Altså jeg kan sige, at dét ...

Spørger: ... ret i ...

Statsministeren:... dét, der er Rigsrevisors helt overordnede opgave, det er jo at have et indseende med, hvordan vi forvalter offentlige ressourcer. Og der har vi jo brug for at have sådan en vagthund til at kvalificere vores ressourceanvendelse. Og Rigsrevisor har den helt overordnede pointe, at når vi handler ind privat, så skal vi også iagttage det hensyn, at vi får pengene til at række længst muligt. Det er jeg grundlæggende 100 % enig i. Der peges også på udbud, det er jeg grundlæggende også enig i. Og jeg hæfter mig jo ved den gode sideeffekt af hele det her forløb, at oppositionen jo altså i den grad jo også har bekendt sig til udbud og bekendt sig til konkurrence og kan se, at her ligger der virkeligt et kæmpe potentiale for at få skatteborgernes penge til at række længere. Det varsler jo helt nye tider, og det er jeg meget, meget tilfreds med.

Spørger: Men dit partis sundhedsordfører mener, det er et problem, han kommer med denne her, fordi han ikke har forstand på det, han sidder og beskæftiger sig med. Er du enig med hende eller er du ikke enig med hende?

Statsministeren: Jamen, jeg ved ikke præcis, hvad det er, hun har sagt. Altså ... og det er jo ikke min opgave at stå og bedømme Rigsrevisors faglige kompetencer. Altså nu består rigsrevisionsembedet jo også af andet end ham selv.

Spørger: En anden ting – tronfølgeloven – jeg kan huske, da der rullede en kampagne over tv-skærmene fra dit ministerium, der blev du kritiseret den gang for, om den her nu var for politisk. Den gang havde du sådan et lidt skævt smil på læben, når du blev konfronteret med det og sagde: Den virker i hvert fald, for vi diskuterer den. Nu er Radio- og TV-nævnet nået frem til, at den ikke var i tråd med reglerne. Fortryder du dit lidt hånlige smil den gang.

Statsministeren: Var det ikke et skævt smil før, og nu er det så blevet hånligt!

Spørger: ... jo lad os kalde det dét.

Statsministeren: Jamen altså jeg er ikke af den type, der går dagligt og fortryder det ene og det andet. Jeg må jo konstatere, hvad Radio- og TV-nævnet har sagt i den sag, det tager statsministeriet til efterretning, og det har ministeriet allerede meddelt i går.

Ja, værsgo!

Spørger: Hvad vil regeringen gøre for at sikre, at de meget store fremrykninger af offentlige investeringer på adskillige mia. kr. går til at skabe danske arbejdspladser og ikke østeuropæiske arbejdspladser. Vi har på det seneste set flere kommuner benytte østeuropæisk arbejdskraft til vedligeholdelsesarbejder. Risikerer man ikke bare, at en masse østeuropæiske arbejdspladser bliver skabt.

Statsministeren: Danmark er en del af Europa, og det synes jeg, vi skal kæmpe for og vedblive med at være. Det er også vigtigt at understrege præcis en dag som i dag, hvor den nye Lissabontraktat træder i kraft. Til det hører, at arbejdstagerne har en mulighed for at bevæge sig frit. Dét, der er det helt afgørende, det er, at det sker på nogle ordentlige vilkår, så man ikke bare kan dumpe. Danske virksomheder har stor glæde af, at vores marked ikke er begrænset alene til Danmarks grænser, og modydelsen for det er altså også, at tyske håndværkere fx gerne må arbejde i Sønderjylland.

Spørger: Men de har jo lov til at arbejde til fx minimumlønningerne, og det er ca. 100 kr. i timen. Det er jo fuldt lovligt. Er der så ikke en risiko for, at man på den måde risikerer, at det ikke er danske arbejdere, der får opgaverne?

Statsministeren: Konkurrence har i sig – risici. Altså og det matcher, hvad jeg sagde før, fordi det er jo bare, kan man sige, et vidnesbyrd om den globale udfordring, du trækker frem dér. Vi skal være dygtige på kvalitet og på pris for at kunne begå os. Det gælder på eksportmarkedet, og det gælder også danske håndværkere. Jeg vil nu så i øvrigt dertil sige, at den måde, vi forsøger nu at skrue op for offentlige investeringer, det er jo i høj grad i en form, hvor vi snakker om mindre arbejde og vedligeholdelsesarbejder og ikke sådan store projekter, som der skal tegnes på og projekteres på, og så er det om tre år, det kommer i gang. Og det betyder også, at det er projekter, der har den karakter over sig rundt omkring i kommunerne, at det typisk vil matche noget mindre håndværkervirksomheder kan gå i kast med. Og det er nu min grundlæggende opfattelse, at landets borgmestre – uanset partifarve, og den kan jo heller ikke fastlægges entydigt alle steder endnu, selvom det er to uger siden, vi har haft kommunevalg – uanset partifarve – har et ret klart fokus på, at man skal have et samspil med det lokale erhvervsliv, der gør, at det lokale erhvervsliv også får en del af de kommunale opgaver.

Spørger: Lars Løkke, hvad skal vi egentlig med stats ... eller med rigsrevisionen, når du bare sådan kan som statsminister ... kan trække på skulderen ad den og sige, at du er uenig, og dine folk står i kø for at kalde det noget makværk. Kan du så ikke lige så godt nedlægge den, når du kan sætte dig over rigsrevisionen.

Statsministeren: Jamen jeg sætter mig bestemt ikke over rigsrevisionen, men vi har jo lov til at have en faglig uenighed. Altså fordi der er jo et styrende hensyn i den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, og hvor Rigsrevisor jo også klart understreger, at vi har forvaltet i overensstemmelse med loven, og det er at give patienterne behandling til tiden. Det er dét, der er intentionen med hele det system, vi har lavet. Det er ikke lavet med det hensyn at drive priserne ned. Det er lavet med det hensyn, at patienterne kan behandles, uden at det koster det offentlige mere, end det ellers ville have gjort. Det er dét, vi har styret efter. Og det er også dét, jeg personligt styrede efter tilbage i 2006, hvor der var en konflikt omkring prisen, som – hvis ikke den blev knækket – ville føre til, at det frie sygehusvalg ville falde bort, og patienterne ville komme tilbage i sygehuskøerne. Der traf jeg en afgørelse med afsæt i den faglighed, der var til stede i mit eget ministerium, som blandt andet jo hvilede på det forhold, at de private, der havde lagt priserne på bordet, det var hovedsageligt meget, meget små operatører med et omkostningsbillede og en omkostningssammensætning, som ikke matcher dét, man har på de større, mere institutionelle sygehuse. Og der skar vi så igennem præcis midt imellem dét som dem, der skulle købe – ville give, og dem, der skulle levere – ville tage. Det synes jeg var et rimeligt skøn. Nu kommer Rigsrevisor så her tre år efter og siger, det synes han måske kunne have været lagt anderledes. Det må jeg tage til efterretning, at han synes. Jeg står inde for de beslutninger, jeg traf den gang. Dét, der er det helt afgørende, det er, at vi jo, før Rigsrevisors rapport kom her, har drejet hele det her system, sådan at vi nu forvalter det anderledes med afsæt i referencetakster, med afsætning i, at man ikke længere fremadrettet sætter en sundhedsminister i den situation, jeg sad i – altså dén, der skulle sidde og skære igennem, men i stedet har lavet sådan en uvildig opmandsinstitution, der i de situationer, hvor man ikke kan blive enige om prisen, sætter den, hvor den skal sættes.

Spørger: Alt det der forstår jeg godt, men tilbage står i Grundloven ... har sat rigsrevisionen til at holde øje med dig som statsminister. Så kommer de med kritik og siger, du har været for ødsel. Så siger du, det synes jeg ikke, jeg har. Dine folk siger, at det er noget makværk. Er det ikke problematisk, at du som statsminister kan sætte dig over det?

Statsministeren: Jeg synes, det er mere problematisk den måde, du står og oversætter Rigsrevisors notat på. Jeg kan ikke lige gennemskue, om du har læst den, når du bruger de ord, fordi at jeg har selv læst den, og der står der, at Rigsrevisor har tre indikationer på, at han mener, at man kunne have fået ressourcerne til at række længere, det kan i min optik ikke oversættes til ødselhed, men lad nu det være.

Spørger: Men du mener stadigvæk, at rigsrevisionen har en funktion i det danske demokrati, selvom du kan sidde kritik overhørig?

Statsministeren: Jamen jeg sidder ikke nogen kritik overhørig. Jeg noterer mig, hvad Rigsrevisor siger. Jeg peger i øvrigt også på, hvad jeg startede med, og derfor kommer vi til at vende tilbage til den her sag, at det notat, som vi står og snakker om her, det er ikke et, der er sendt til mig, det er et notat, der er sendt til statsrevisorerne, som på et tidspunkt jo skal afgive en endelig betænkning. Og det er jo sådan set dén, jeg på et tidspunkt også kommer til at forholde mig til, det er jo ikke i dag.

Godt – vi skal til at runde af, tror jeg.

Jesper!

Spørger: Et spørgsmål mere i forlængelse af rigsrevisionen. Synes du ikke, at regeringen er med til at underminere rigsrevisionens autoritet, når man møder den kritik, de er kommet med, at du siger, at du bare erklærer dig uenig. Man siger også fra dit partis side, at rigsrevisionen har ikke forstand på sundhedspolitik – og man har også kaldt det noget makværk. Er det ikke med til at underminere denne her vagthund, som du siger, vi har brug for at have.

Statsministeren: Altså regeringen har ikke kaldt noget for noget makværk, og jeg har ikke udtalt mig negativt omkring Rigsrevisors kvalifikationer.

Spørger: Jeg sagde – dit parti har kaldt det makværk.

Statsministeren: Jo – men dit spørgsmål gik jo på, om ikke jeg synes, der var et problem ved, at regeringen underminerede denne her institution ved at gøre de ting, som du der refererer til. Og der kan jeg bare sige, at jeg har ikke udtalt mig kritisk om Rigsrevisors faglige kvalifikationer. Jeg har noteret mig hans synspunkter. På visse strækninger, der ser vi ikke ens på det. Det kan man jo se af de svar, som Finansministeriet og Sundhedsministeriet, som er ressortministerierne her, det er jo ikke Statsministeriet, har afgivet her i denne her sag.

Spørger: Er Venstre så med til at underminere rigsrevisionens autoritet ved at sige ... ved at svare igen og svare, at man har ikke forstand på sundhedspolitik, og i øvrigt er det noget politiserende makværk.

Statsministeren: Det må du spørge om hos Venstre.

Ja, skal vi tage et sidste spørgsmål.

Spørger: Du havde muligheden for at lave udbuddet i 2006, og det anbefalede dine egne embedsmænd, hvorfor gjorde du ikke det?

Statsministeren: Jeg havde mulighed for at lave udbuddet?

Spørger: Udbud blandt privathospitalerne af operationer.

Statsministeren: Ja, det havde jeg jo også i 5 og 2 og i 1. Og hvis vi havde gjort det i 1, så havde der ikke været nogen, fordi der var der ikke noget privat sygehusvæsen.

Spørger: Nej, men det var der i 2006.

Statsministeren: Jo, men det bliver en meget længere diskussion, og nu har jeg lige anmeldt, at det var det sidste spørgsmål, så det kan jo være, jeg er nødt til at lave det om igen, hvis vi skal have en stor sundhedsdiskussion. Men altså dét, der er det afgørende med den lovgivning, som Folketinget har vedtaget, og dét, som regeringen gik til valg på, før vi var regering – og det vi har genvalgt vores regeringsmagt på af et par omgange, det har været at lave et system, hvor den enkelte patient fik en unik rettighed til at gå ud på i princippet et hvilket som helst privat sygehus, hvis det offentlige ikke kan levere behandling inden for en given periode. Det hensyn, det kan man ikke tilgodese, hvis man laver udbud omkring det udvidede frie sygehusvalg. Fordi det ville betyde, at det alene var de private sygehuse, der vandt et sådant udbud, som kunne behandle fritvalgspatienterne. Og det er simpelthen ikke ideen med den ordning. Det er i øvrigt en rigtig god ide at lave udbud i al almindelighed. Det har jeg opfordret Amtsrådsforeningen til af mange omgange. Det er der ikke noget lovgivningsmæssigt til hinder for. Det har man gjort hele vejen igennem. Og jeg tror ikke, der er en eneste, der kender mig, der vil betvivle, at jeg sådan set har det grundsynspunkt, at det er en rigtig god ide at lave udbud. Og det siger sig selv, at hvis man går ud til et privat sygehus og siger, hvad koster det at få lavet 500 hofter her hos jer, så bliver det rimeligvis billigere, end hvis man laver et system, hvor man siger, hvis der kommer en hoftepatient forbi jeres sygehus – det kan også være, han ikke kommer – hvad skal I så have for at operere ham. Det er jo forskellen mellem at lave udbud og lave det system, vi lavede, og vi stadigvæk har, der handler om, at der bliver sat en given pris, og alle dem, der vil operere til den givne pris, de kan operere patienterne. Så det er – altså med al respekt, det er lidt forskellige ting, vi kommer til at snakke om.

Spørger: Men du siger netop – ideen ved det udvidede frie sygehusvalg var at sikre behandlinger af patienterne, og nu kunne det godt lyde, som om den ide, at det var vigtigere end den pris, men så ville få ...

Statsministeren: ... sådan kan du ikke oversætte det. Men jeg står selvfølgelig på, at det var dét, der var ideen. Det kan man læse ud af lovgivningen. Altså man er nødt til at respektere Folketingets lovgivning. Og da – ja ikke i særlig grad – men da også den del af lovgivningen, men selv har foreslået ligefrem. Og hele hovedindholdet i det udvidede frie patientvalg har præcist været denne her tanke om, at vi opererer i det offentlige sundhedsvæsen, det koster et eller andet at operere hos os selv. Hvis ikke vi kan levere behandling til tiden, så skal patienten have en unik mulighed for at gå et andet sted hen og tage pengene med sig. Det er hele afsættet.

Spørger: ... den mulighed var vigtigere, end hvad prisen så egentlig så ...

Statsministeren: ... nej altså den mulighed var vigtig, det er dét, der står i lovgivningen, og det var vigtigt, at det skete til en fair pris. Og dét, der var afsættet, og som fremgår af lovgivningen, det var, at den pris, det tog sit afsæt i, hvad skulle det offentlige selv betale hos sig selv, det er dét, der hedder DRG-taksten. Så er der så sket en udvikling, hvor vi fra at købe for 0 kr. i det private, nu køber stadig mere. Det summer sig op i 31⁄2 mia. over hele perioden – op mod 270 mia. vi selv har brugt. Og det er jo naturligt, at man i takt med, at det private så er vokset op – også begynder at tage stordriftsfordelene hjem. Det er jo præcis også derfor, at regeringen, også før Rigsrevisor kom med sin rapport, har lavet systemet om, sådan at vi nu bruger referencetakster som grundlag for prissætningen i stedet for DRG-takster. Så i den forstand kan man sige, at regeringen allerede har taget kritikken til efterretning, før den overhovedet blev formuleret.

Godt – tak skal I have!”