Pressemøde den 1. februar 2011

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet i forlængelse af dagens ministermøde.

Dagen i dag, det er jo den dag, hvor vi ser en foreløbig kulmination på de folkelige demonstrationer, som startede i Egypten i sidste uge. Det er jo en både meget spændende udvikling. Det er en udvikling som på mange måder godt kan fylde én med et stort håb. Men det er jo også en udvikling, som fortsat er meget uforudsigelig. Egypterne skal have de politiske sociale og økonomiske reformer, de længe har stræbt efter. Dét vi er vidne til, det er modige borgere, der med legitime reformkrav ikke vil acceptere tingenes tilstand, og derfor må myndighederne gå i dialog og ikke ty til vold. Jeg er derfor meget tilfreds med, at EU’s udenrigsministre til et møde i går sendte et meget, meget klart signal til Egypten med en opfordring til styret om i ro og orden nu at indlede en overgangsproces, der kan føre til substantielle demokratiske reformer med fuld respekt for retsstatsprincipper, menneskerettigheder, fundamentale friheder. En proces, der skal føre frem til fair frie valg. EU står klar til at støtte det egyptiske folk i denne overgangsproces. Det er meget, meget vigtigt, at hele det internationale samfund nu sender et fuldstændigt utvetydigt signal til præsident Mubarak om, at han skal leve op til sine løfter til den egyptiske befolkning – befolkningens håb om en bedre og mere retfærdig fremtid må besvares ikke bare med nye udnævnelser, men med konkret handling. Det vi er vidne til i Egypten i øjeblikket, det har jo også en stærk indikation på vores egne vilkår. Den usikkerhed, der hersker lige aktuelt har med det samme sat sig på olieprisen, som nu er historisk høj, og det understreger jo vigtigheden i den bestræbelse, der også er regeringens – nemlig med sikre skridt at forme en fremtid, hvor vi gør os i mindre udstrækning afhængig af fossile brændstoffer.

Hele det her tema omkring energi, selvforsyning, innovation i lyset af en grøn økonomi, det er også et centralt tema for det topmøde, der skal finde sted i Bruxelles på fredag. Og det er en dagsorden, som flugter meget fint med den danske regerings hjemlige dagsorden, hvor vi om kort tid præsenterer et konkret bud på, hvordan vi kan tage hul på den mission, som senest blev foldet ud af klimakommissionen i efteråret. På mødet i Bruxelles på fredag skal vi diskutere energipolitik. Og det står altså uhyre aktuelt i lyset af det, vi også konkret ser i Egypten lige nu. Vi skal tage konkrete initiativer, som understøtter udviklingen af et samfund uafhængig af fossile brændsler, og jeg har en forventning om, at vi på fredag kan nå mindst tre ting.

Nemlig for det første en enighed om at fremskynde etableringen af EU’s indre marked for energi. Det har længe været en dansk prioritet. Det er vigtigt, at vi skaber et velfungerende indre marked for energi, som skaber større konkurrence til gavn for forbrugere og virksomheder, og som også sikrer, at vi får en bedre udnyttelse af vedvarende energikilder som fx vind- og solenergi.

Den anden ting jeg håber, vi kan blive enige om, det er udbygningen af energiinfrastrukturen. Hvis vi skal have et velfungerende indre marked for energi i Europa, så er det vigtigt, at vi tager konkrete skridt til at udbygge energiinfrastrukturen for at fremme forsyningssikkerhed.

Og endelig så forventer jeg, at der vil være bred opbakning til en styrket indsats på EU-niveau for energieffektivisering. Tre konkrete initiativer, som skal fremme en udvikling, hvor Europa frigør sig af fossile brændstoffer, sikrer vores egen forsyningssikkerhed og i øvrigt også yder et bidrag til innovation, til udvikling af ny teknologi, som skal være med til at sikre den økonomiske fremgang.
De temaer, der skal diskuteres her på fredag fører jo så naturligt frem til det næste topmøde i marts, hvor vi skal diskutere EU’s klimamål, og her er det jo en kendt dansk position, at vi synes, vi skal skærpe EU’s målsætninger fra 20 til 30 procent. Også i lyset af, at de 20 procents reduktion af CO2-udslip, som var på bordet historisk, nu er nemmere inden for rækkevidde givet den økonomiske krise. En del af denne her reduktion kommer lidt af sig selv, så hvis vi skal fastholde et højt ambitionsniveau for også at understøtte teknologiudvikling i Europa. Så skal vi sætte os et højere ambitionsniveau.

På topmødet på fredag vil vi naturligvis også diskutere den generelle økonomiske situation i Europa, og den gældskrise som langt fra er overstået. Jeg forventer, at der også på fredag vil lyde et meget klart signal om, at genopretning af de offentlige finanser fortsat skal have den højeste prioritet, og at tillid fra finansmarkederne det er først og sidst forudsætning for at få gang i væksten igen. Det kræver jo, at hver enkelt medlemsland får truffet og får gennemført de nødvendige, men også ofte ikke særlige populære reformbeslutninger, der skal til. Og det kræver, at alle EU’s medlemslande følger EU-henstillingerne om nedbringelse af underskuddene til punkt og prikke. Hele det her spørgsmål om sunde offentlige finanser, det er og bliver det centrale omdrejningspunkt, når vi skal have væksten igen. Det er i øvrigt også den melding, der fuldstændig entydigt flød ud fra Davos-mødet, der blev afviklet her op mod weekenden, hvor der vel var to fællesnævnere – nemlig for det første et signal om en forsigtig optimisme globalt, men for det andet også et signal om vigtigheden af, at vi nu politisk rundt omkring givet hver vores forskellige udgangspunkter sørger for at sikre sunde offentlige finanser. Sådan lød det fra Davos. Sådan lød det fra USA for nylig, da Obama holdt sin tale i senatet ... i kongressen – almindelige familier må leve af dét, de tjener. De må hver dag prioritere for at få udgifter og indtægter til at hænge sammen. De fortjener, at vi som regering gør det samme. Sådan sagde Obama, og sådan kan man med rimelighed også sige i den hjemlige danske debat, hvor man må sige, at det fuldstændig entydige budskab, der flød fra Davos, og der flød fra Washington jo kaster et interessant internationalt perspektiv ned over vores hjemlige diskussion om dansk økonomi.

Jeg tror, jeg vil indskrænke mig til det her til en åbning af dagens pressemøde og så lade den næste halve time bero af, hvad der måtte være af spørgsmål.

Værsgo!

Spørger: Med den tætpakkede dagsorden på EU-topmødet, hvordan forestiller du dig så, at man også kan rejse spørgsmålet omkring det græske asylkaos?

Statsministeren: Jeg forestiller mig ikke, at man kan rejse sagen om det, hvad du kalder det græske asylkaos, på selve mødet. Det er sådan, at der i februar skal være et møde i rådet for retlige og indre anliggender, hvor den danske integrationsminister har anmeldt denne her sag, som forventelig derfor også kommer på dagsordenen. Jeg agter at bruge mødet, pauserne, frokosten, og hvad der ellers er af muligheder i kulissen af topmødet til at rejse denne her sag over for kommissionen og over for formandskabet, det er helt centralt. Og så selvfølgelig også over for premierminister Papandreou. Situationen er jo den, at det er helt, helt uholdbart, det der sker i Grækenland i øjeblikket. Grækenland er dømt ved menneskerettighedsdomstolen. Det handler såmænd ikke om Dublin-konventionen. Det handler om det forhold, at Grækenland altså helt praktisk administrerer asylhåndteringen på en måde, der efter domstolens overbevisning er i strid med grundlæggende menneskerettigheder. Det er vi jo nødt til at tage pejling af. Det er også baggrunden for, at integrationsministeren på ny genoptager sagsbehandlingen af de asylansøgere, der er tilbagevist til Grækenland. Det er jo den eneste måde, vi som retsstat kan møde det her på. Men det er jo grundlæggende uholdbart. Grækenland er et land, der er medlem af Den Europæiske Union. Det fremgår jo direkte af traktaten, at noget af det der er, kan man sige, det fælles værdigrundlag bag de 27 medlemmer af EU, det er vores respekt for menneskerettigheder. Og derfor kan vi jo ikke have en medlemsstat, som ikke lever op til grundlæggende menneskerettigheder. Så der er brug for at få rejst den sag på allerhøjeste sted. Og derfor vil jeg bruge topmødet til direkte over for kommissionens formand og for det aktuelle formandskab, det ungarske formandskab, at gøre opmærksom på det her. Også for at fremme en ordentlig substantiel drøftelse af denne her sag på det førstkommende møde i rådet for retlige og indre anliggender.

Spørger: Men hvad er det, du konkret vil opnå? Vil du opnå, at Danmark kan returnere asylansøgerne til Grækenland, og at de der får en behandling, som er i overensstemmelse med menneskerettighedsdomstolen?

Statsministeren: Det vi vil opnå, det er, at Grækenland respekterer grundlæggende menneskerettigheder. Indretter sin asylsagsbehandling og tilbyder vilkår omkring asylansøgere, der lever op til det her regelsæt, sådan at de almindelige regler om, at behandling finder sted i det første land, man træder ind i, de også kan udleves i praksis. Det er jo dét, der følger af Dublin-konventionen. Og den er der jo ingen, der sætter spørgsmålstegn ved. Men Grækenland har sat et stort spørgsmålstegn ved sig selv, ved sin evne til at leve op til menneskerettighederne. Det kan vi andre jo ikke se passivt på.

Jeg anerkender, at Grækenland er i en sårbar situation. Det er også baggrunden for, at vi jo har tilbudt Grækenland assistance. Altså vi er jo sådan set indstillet på også at yde vores bidrag til at gøre det muligt for grækerne at håndtere de mange asylansøgere på en ordentlig måde. Det er selvklart ikke i orden, at et land ved ikke at respektere de grundlæggende menneskerettigheder de facto bringer Dublin-konventionen i fare.

Spørger: En aktuel sag – er det rimeligt, at en mand med afghansk baggrund, som stiller sig til rådighed som tolk for de danske styrker i Afghanistan, ikke åbenbart udviser så meget aktivt medborgerskab, at han kan få ophold i Danmark?

Statsministeren: Jeg kender jo kun den konkrete sag fra dagspressen, hvor jeg kan se præcis det her forhold om at være tolk ved de danske styrker i Afghanistan gøres til det helt centrale. Om det er det helt centrale, det kan jeg jo ikke vide, jeg kender ikke sagen. Vi har lavet et pointsystem, som hviler på, at man skal nå – jeg tror, det er 100 point, som sammensættes ved forskellige ting, nogle helt grundlæggende krav, man skal indfri. Nogle krav til beskæftigelse og så endelig det her spørgsmål omkring medborgerskab. Jeg kender ikke den konkrete sag. Hvis du spørger mig, om det er et udtryk for medborgerskab, at man melder sig under danske faner og gør aktiv tjeneste ved danske styrker i udlandet, så mener jeg bestemt, at det er et udtryk for at udvise aktivt medborgerskab. Hvordan det sætter sig i den her konkrete sagsbehandling, det kan jeg ikke vide. Sagen er jo afgjort i første instans ved Udlændingeservice og er nu i Integrationsministeriet, hvor man jo efter de helt sædvanlige regler nu kan bedømme sagen på ny.

Ja værsgo!

Spørger: Flere økonomer har kritiseret skattestoppet, specielt inde på boligområdet – boligskatterne. Er det for rigidt det skattestop, når vi snakker boligskatter?

Statsministeren: Nej, det er det ikke. Nu er det jo ikke økonomerne, der har patent på at føre regeringens politik, det har regeringen. Men man skal selvfølgelig være lydhør over for rådgivning. Jeg vil gerne sige, at når vi har lavet et skattestop i forhold til boligejerne, så skyldes det jo den helt grundlæggende kendsgerning, at man ikke kan spise mursten. Det gælder til alle tider. Men det gælder jo i særlig grad netop nu, hvor vi er ved at komme ud på den anden side af en krise, der jo har sat sig på mange måder. Men jo bl.a. har sat sig ved, at de friværdier, der var, de er skrumpet. Så man kan ikke spise mursten, og den enkelte boligejers mulighed for at foretage flere eller mere lån i boligen og så spise tillægslånene, de er også udtømt. Så var der gode argumenter for at holde boligskatterne i ro, før vi kom hertil, så er der bare dobbelt argumenter for at gøre det nu.

Spørger: Og noget helt andet – har du som pressens minister en kommentar til den kritik, der er rejst af pressen for scenerne omkring Henriette Kjærs deltagelse i et gruppemøde i sidste uge?

Statsministeren: Nej altså som jeg forstår, så er der vel rejst en diskussion i forhold til præsidiet. Den hilser jeg da grundlæggende velkommen. Jeg er jo glad for at regere som politiker i et så åbent hus, som Christiansborg er. Det er noget af det, man misunder os, når man kommer rundt andre steder i verden. Det er også noget af det, som når man har gæster fra andre steder i verden, at de måske overraskes en lille smule over den åbne omgangstone og den høje grad af fysiske, hvad skal man kalde det, kontakt, som vi har i det danske parlament. Det synes jeg, vi skal værne om. Men det kræver selvfølgelig til stadighed, at man så også diskuterer samarbejdsrelationerne. Det skal jeg ikke blande mig i. Jeg hilser det velkomment, hvis man i præsidiet sammen med Folketingets presseloge får en diskussion om de her spørgsmål.

Ja værsgo!

Spørger: Hvad siger du til, at LO i morgen har trommet sammen til et stormøde i Odense, hvor de skal mobilisere tillidsfolkene til en kamp for at bevare efterlønnen. Indtil videre er der 3.000 tillidsfolk, der har meldt sig?

Statsministeren: Jamen jeg er da grundlæggende meget tilfreds med, at det reformudspil, som jeg lancerede i min nytårstale, har givet anledning til debat og vækket den politiske interesse i det danske samfund. Det er der bestemt brug for. Fordi som jeg oplever den danske fagbevægelse, så har den jo historisk påtaget sig et ret bredt samfundsansvar. Altså det er jo oplagt, at fagbevægelsen jo i første række er sat i verden for at varetage egne medlemmers interesser. Men det der er kendetegnet ved den danske fagbevægelse, det er jo – ved forskellige nedslag i historien vil man kunne se det her, at den danske fagbevægelse har taget et yderligere ansvar, der har rakt ud over den snævre medlemskreds. Og hvis mødet i morgen er udtryk for dét, så er det jo meget positivt, fordi Danmark har brug for at lave reformer. Ikke kun af hensyn til dem, der aktuelt står i fagforening, men også af hensyn til dem, der ikke står i fagforening. Noget af det, der slå mig i den aktuelle debat om efterløn, er jo, at alle jo – og det gælder også mig selv – kærer sig om det forhold, at folk selvfølgelig ikke skal arbejde højt oppe i alderen, hvis ikke de er i stand til at arbejde, hvis de er fysisk nedslidte. Og der er situationen jo den, at hvis man kigger på de 30-40-årige, så er det aktuelt sådan, at det er mindre end 4 ud af 10 30-40-årige ufaglærte, som har mulighed for at få efterløn. Og det betyder altså, at der er mere end 6 ud af 10 ufaglærte i alderen 30-40, som ikke har efterløn som en mulighed. Og hvis vi anlægger det her bredere samfundssyn, så må vi jo kærer os ikke kun om de 4, men også om de 6 – altså om alle 10. Det er jo dét, der er lagt ind i regeringens udspil ved, at vi introducerer en særlig seniorførtidspension. Samtidig med at vi så med rimelighed kan sige til alle danskere, at alle danskere er nødt til at blive lidt længere på arbejdsmarkedet, fordi vi har i den situation vi står i ikke råd til at betale raske mennesker for at lade være med at arbejde. Det forringer vores mulighed for at gøre noget for de mennesker, der ikke er raske. Og det her er jo ikke en særlig dansk udfordring. Hvis man fulgte med ved Davos-mødet, hvor der var en speciel session omkring de skandinaviske velfærdssamfunds store succes, så var dét, der gik på tværs af landene – Norge, Sverige, Danmark, som aktuelt jo altså ledes af henholdsvis en socialdemokrat, en konservativ og en liberal – at alle disse lande er udfordret af, at vi lever længere. Det er rigtig positivt, at vi lever længere. Det kan man sige rigtig meget godt om, men det udfordrer os også. Fordi ligesom vi i Danmark er nødt til at tage pejling af en situation, hvor der kun er 4, der træder ind på arbejdsmarkedet hver gang, der er 5, der forlader det, så står man med det samme sæt udfordringer i Norge og Sverige. Og derfor er det med at få løst den her udfordring, det er en fælles – ikke bare nordisk, men det er en fælles europæisk udfordring. Og hvis fagbevægelsen vil bruge mødet i morgen til at kaste et bredt lys på det og gå konstruktivt ind i den her debat, så hilser jeg det da mere end velkomment.

Spørger: Jeg skal måske lige understrege, at det var et møde med overskriften – bevar efterlønnen. Så det er jo ikke kun tillidsfolkene, der er utilfredse med jeres forslag, det er også en hel masse danskere, vi har hørt om her i den seneste uges tid, som er kede af, at de nu måske ikke kan komme på efterløn alligevel. Kan du forstå de danskere, som egentlig havde regnet med, at de skulle på efterløn på et eller andet tidspunkt og er kede af, at de ikke kan komme det?

Statsministeren: Jeg kan sagtens forstå den enkelte, som går på efterløn. Jeg kan selvfølgelig i særlig grad forstå den enkelte, der går på efterløn, fordi man efter et meget langt arbejdsliv ikke længere har fysik eller mentalitet, fordi nedslidning handler jo ikke kun om fysisk nedslidning, til at kunne agere fuldtids på arbejdsmarkedet. Men jeg kan også forstå de mange andre, det er jo 85 procent, der kommer direkte fra arbejde, som går på efterløn, fordi muligheden er der. Og fordi det er en rar mulighed, det kan jeg sagtens forstå. Jeg er bare nødt til helt ansvarligt at sige – det er en mulighed, vi ikke har råd til at lade stå åben, fordi den har også sin pris. Det er jo ikke for sjov, at jeg foreslår efterlønnen udfaset. Altså det er jo ikke, fordi jeg ikke under folk i 60- eller 61- eller 62-alderen at koncentrere sig om deres fritidsinteresser eller deres børnebørn eller andet. Det er jo ikke drevet af det. Men det er jo drevet af, at hvis vi fastholder den ret for dem, der altså har tegnet sig op til den – 4 ud af 10 ufaglærte i alderen 30 til 40, så koster det noget på en anden konto. Og dét, det koster, det er en langsom nedslidning af kernevelfærden i vores samfund. Den gevinst, der ligger i at udfase efterlønnen, det svarer til 265.000 danske folkeskoleelever – 265.000 danske folkeskoleelever. Og hvis ikke vi træffer reformbeslutninger af den her kaliber, så vil vi de næste 10 – og i øvrigt også videre frem, men lad os nu bare koncentrere os om de første 10 år – se frem til, at vi år for år skal sidde med en nedskæringsdagsorden. Så er der altså nogle behandlingstilbud, vi bliver nødt til at lade være med at tage i brug i sundhedsvæsenet, for at raske kan gå på efterløn – eller der er en uddannelsesaktivitet i forhold til nogle af de her folks børnebørn, som vi ikke kan lave, fordi at morfar eller mormor skal på efterløn som 61-årig. Og det er jo det perspektiv, man skal se det her i.

Jeg nægter at acceptere, at det land jeg holder så meget af, og som har en af verdens mest veludbyggede offentlige sektorer de næste 10 år skal sættes på skrump og i bakgear, fordi vi ikke i tide tør tage en åben diskussion om dét, der udfordrer os. Og det er ikke kun Danmark, der er udfordret – det er hele Europa. Frit efter hukommelsen, så mener jeg at vide, at når vi kigger nogle få år frem, så vil vi se, at landene i Mellemøsten og i Indien, de vil have en gennemsnitsalder – altså når vi ser på hele befolkningen i de lande – en gennemsnitsalder på 27. I Kina og USA vil de have en gennemsnitsalder på 37. I Europa vil vi have en gennemsnitsalder på 47. Og det siger næsten det hele. Altså hvis ikke de europæiske lande tager pejling af, at vi er aldrende befolkninger. Hvis ikke vi tager pejling af, at lande som Kina har udviklet sig fra at være fabrikshaller til at være globale laboratorier, så sætter vi vores egne lande i bakgear. Og det nægter jeg at gøre. Og det er et grundlæggende, mener jeg, rigtigt synspunkt, og det er i øvrigt også et synspunkt, der kan stå sig i en debat – i øvrigt også med LO’s medlemmer, hvis chancen byder sig.

Ja!

Spørger: I 1979, der sagde på TV Knud Heinesen, at Danmark har nu kurs mod den økonomiske afgrund. Vi kan tydeligt se den – vi har direkte kurs imod den, og der vil være nogle år, hvis vi ikke tager os gevaldigt sammen. I dag siger Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, til Reuters Finans – Danmark er nu 10 år fra den økonomiske afgrund. Du brugte selv det tidsinterval – 10 år – fordi at Danmark mister arbejdspladser, virksomhederne flytter ud, de unge flytter ud. Og der vil jeg gerne spørge dig om, er du enig i den betragtning, at hvis ikke der sker noget meget snart, og der mener Anders Samuelsen altså reformer, hvor efterlønnen er fuldt indfaset om 5 år fra nu plus nogle helt andre nødvendige ting, så kommer vi i den situation. Er du enig med ham?

Statsministeren: Jeg er enig i, at vi ved passivitet går på en sti, der fører ud mod afgrunden. Det er jo præcis også derfor, regeringen foreslår, at vi ikke skal være passive, men at vi skal dreje fra. Det er præcis dét, jeg sagde i min nytårstale, der sagde jeg, vi står ved en skillevej. Det er præcis nu, vi skal vælge, om vi vil lade som om, at alting har været, som det altid har været – eller vi skal dreje fra af en reformkurs, som sikrer i enhver forstand den fortsatte sammenhængskraft i vores samfund. Det er jo sådan set dét, der står på spil.

Da Knud Heinesen sagde det dengang, der blev der også handlet på det – ikke umiddelbart, men kort tid efter. Op gennem 80’erne blev der ført en ansvarlig økonomisk politik. Man fjernede automatisk dyrtidsregulering. Man tog et opgør med den gamle ide om, at det er bedre at stifte gæld end at spare op, man handlede på det. Det blev sådan set fortsat op i 90’erne – cadeau til den tidligere Nyrup-regering for det – med bl.a. en række arbejdsmarkedsreformer. Og det har vi fortsat med her op til og med i dag ved at lave tre fuldt finansierede skatteomlægninger, som har lempet skatten på arbejde og øget den på andre ting, ved at lave arbejdsmarkedsreformer, og det er jo det spor, vi skal følge op på nu. Fordi vi står præcis i den situation, som du beskriver, at vi, hvis ikke vi gør noget, så vil vi langsomt men sikkert slide samfundet ned. Så det handler altså ikke om, at vi står ude ved afgrunden og kigger ned, men det handler om, at vi er ved at bevæge os ud af den sti, der med sikkerhed ender ude ved afgrunden. Og der er jo ingen grund til at køre det helt derud, altså det er på alle måder en god ide at dreje fra i god sikkerhedsafstand af afgrunden. Det er jo derfor regeringen lægger op til, at vi nu helt åbent har en politisk debat, der ikke bare har et perspektiv, der hedder næste folketingsvalg, men der hedder næste generation. Jeg holder rigtig meget af det her samfund. Jeg står jo kun her, fordi jeg er født ind i det mulighedernes samfund, der gjorde, at jeg kunne blive student, selvom min mor kun gik 7 år i skole. At jeg kunne blive min families første akademiker. Og jeg vil da gerne kunne give et samfund af tilsvarende kvalitet videre til mine børn, og jeg vil da også engang, hvis jeg lever længe nok, gerne kunne glæde mig ved, at de kan give det videre til deres børn. Det kan de ikke, hvis ikke vi tager pejling af vores udfordringer, og det kan ikke trylles væk på hverken 6, 12 eller 18 minutter. Det kan det bare ikke. Det kan det ikke.

Spørger: Et lille sidste opfølgende spørgsmål. Anders Samuelsen han mener, at alle politiske partier har ansvaret for, at vi er i den her situation. Men han siger om Anders Fogh Rasmussen, at historiens dom over ham vil være meget hård, fordi han brugte sit ubestridelige ledertalent – store ledertalent – til at bekæmpe socialdemokrater frem for at gøre dét, som han var valgt til – nemlig at lave nødvendige reformer i det danske samfund. Er du enig i den betragtning?

Statsministeren: Nu synes jeg, at Anders Samuelsen måske skal passe på med at gå og fælde politiske domme over andre, når man betænker hans egen radikale fortid, hvor han historisk ellers har lagt sit lod, men lad nu det være. Jeg hæfter mig ved, at vi i de gode år var i stand til at præsentere EU’s største budgetoverskud. I perioden fra 2005 til 2008, der havde Danmark de ubetingede største overskud på de offentlige finanser i hele EU, og vi brugte pengene til at betale gæld af, sådan at vi ramte krisen uden nettogæld. Det står i skærende kontrast til den snak, der nu lyder fra oppositionen om, at vi soldede opsvinget væk. Det står i skærende kontrast til en opposition dér, mens vi insisterede på at bruge overskuddet til at betale gæld af, plæderede for, at man skulle bruge endnu mere – og år for år talte om, det er nu vi ser massakren på den offentlige sektor, selvom den offentlige sektor aldrig har været større, end den er nu.

Men jeg siger også helt åbent, at der er da ting, man godt kunne have ønsket, man havde udlevet stærkere, fx styringen af de offentlige udgifter. Og det har jo altid været en udfordring for danske regeringer. Under Nyrup var det sådan, at hver gang han besluttede sig for at bruge 1 krone mere, så blev der brugt 11⁄2 krone ekstra oven i den krone. Under Anders Fogh var det sådan, at hver gang vi besluttede os for at bruge 1 krone mere, så blev der brugt yderligere 1 krone oveni. Og det er selvfølgelig trist og ærgerligt. Det er bedre, end det var under Nyrup, men det er selvfølgelig ikke godt nok. Og det er også derfor, jeg har sagt, at vi står nu i en ny tid – det for det første svært at skaffe den krone, og det må i hvert fald være sådan, at hvis vi har en krone ekstra, så nøjes vi også med at bruge den krone ekstra. Tiden kalder på en helt anden grad af økonomisk alvor, og det er selvfølgelig også derfor, jeg bliver så ærgerlig over, at vi har en opposition, som lader som om, at ingenting er forandret, når alting er forandret. Tag fx det forhold, at kravene til at føre ansvarlig økonomisk politik er steget efter krisen. Når lande som Grækenland, Irland, Portugal, Spanien i øjeblikket betaler en rente, der ligger markant over den tyske, så er det jo, fordi det internationale finansmarked i den grad følger med i detaljen på, om de lande hænger sammen på sigt. Og det er også derfor, at det kan ikke nytte noget, at vi i Danmark ruller en plan frem for de næste 10 år, der bare viser, at der er et kæmpe hul i kassen, hvis ikke vi i samme splitsekund også viser, hvordan vi vil følge det op. For ellers så kan man stille klokken efter, at vi bliver straffet med højere renter. Og så bliver hele den her snak om, hvem der mener hvad om boligskatter, det bliver forvandlet til ren teori, fordi så kommer det til at betyde én ting – nemlig at renterne stiger til skade for boligejere, til skade for danske firmaer, til skade for konkurrenceevnen. Så det er ikke noget med at stå og dømme historien, det er bare sådan, at dét at lede landet fremad – det starter her, hvor vi står i dag. Og man kan ikke lede landet ved at skrive historiebøger om, at ens forgængere skulle have gjort alting på alle mulige andre måder, end den måde de gjorde det på. Det kan jeg ikke gøre, og det kan andre der kandiderer til mit job heller ikke.

Værsgo!

Spørger: Hvis man taler med nogle af de arbejdere, der går ud med vores skraldespande eller måske tager kufferten i Københavns Lufthavn, så er man meget bekymret over tilbagetrækningspakken. Man mener, regeringen har glemt en befolkningsgruppe, nemlig den gruppe som ikke er syge, men som er nedslidte, eller som er udbrændte, som det hedder. Hvad siger du til de arbejdere, der er så bekymrede over det, at de faktisk overvejer at nedlægge arbejdet på torsdag – som er bange for, at man ikke længere kan være udbrændt, men at man skal være syg for at kunne gå på en seniorførtidspension, som det hedder?

Statsministeren: Ja, nu ved jeg jo ikke præcis, hvem det er, du har talt med. Altså men det er bare sådan, at hvis man taler med folk, som dem du beskriver i alderen mellem 30 og 40 år, så vil det være sådan, at for hver gang du taler med 4, som har den der bekymring, så kommer du altså også til at tale med 6, som muligvis også har den der bekymring, men desværre bare slet ikke har noget at have den i, for de kan slet ikke få efterlønnen, de kan slet ikke få efterlønnen. Og jeg ønsker sådan set, at vi lever i et solidarisk samfund, hvor folk – der ikke kan arbejde – ikke skal arbejde. Og hvor spørgsmålet om, hvor de er henne, når de er 55 år eller 60 år eller 62 år, ikke beror på, om de dengang de var 32 fik meldt sig til en efterlønsordning. Så det er sådan set det principielle i det her. Så er vi nødt til at sige til dem og alle andre, at hvis ikke vi tager et opgør med retten til at gå på efterløn, den ret som man altså også har, selvom man ikke har slæbt kufferter hele livet, så får vi skabt et samfund, hvor vi ikke har råd til at gøre det for de svage, som det her samfund gerne vil kendes på. Det er jo ikke gratis at opretholde efterlønnen. Og hvem er det, det kommer til at gå ud over, hvis vi de kommende år ikke er i stand til at udbygge vores sundhedsvæsen fx, eller hvis vi er nødt til at sætte det danske samfund i bakgear uddannelsesmæssigt, det er de svage. De ressourcestærke, de skal nok klare sig. Dem, der i øjeblikket er i gang med at få en videregående uddannelse, og der er aldrig så mange som nu, som får færdigheder, der efterspørges i hele verden og har sprogkundskaber, der rækker i hele verden, de kan jo any time pakke deres rejsetaske og tage ud og få de der folk til at bære kufferten ud i flyet og så flyve ud og blive væk.

Hvis samfundet mister sin økonomiske sammenhængskraft, så kommer det til at gå ud over de svageste.

Spørger: Men hvilken plads efterlader det til folk, som føler sig udbrændte uden at være syge?

Statsministeren: Det efterlader den mulighed, at hvis man ikke kan arbejde, så skal man ikke arbejde, så skal man på seniorførtidspension. En ordning som skal afbureaukratiseres i forhold til på den måde, man tilkender det på i forhold til det, vi kender i dag, fordi at når udsigten er, at man alligevel rammer folkepensionsalderen inden for 5 år, så behøver vi ikke at stille hele det store apparat op, som vi stiller op til den 35-årige, der gerne vil på førtidspension. Det er jo den mulighed, vi ønsker at skabe. Derudover så er der jo de muligheder, man selv skaber – altså fx via arbejdsmarkedspensioner, hvor jeg jo glæder mig over, at vi lever i et samfund, hvor bl.a. fagbevægelsen og arbejdsgiverne for efterhånden en del år siden har taget tilløb til at opbygge generelle arbejdsmarkedspensioner. Og vi piller jo ikke ved retten til, hvornår man kan tage sin arbejdsmarkedspension, det gør vi ikke. Så det er jo det andet spor, man kan betræde individuelt. Det står jo også enhver frit for, at når efterlønnen fases ud, at man så bruger det beløb, man ellers selv ville have brugt på at indbetale til efterlønsordningen, at man bruger det på sin egen opsparing og dermed giver sig selv en personlig frihed til måske at kunne gå ned på nedsat arbejdstid.

Det sidste, jeg vil sige, det er, at når vi over de kommende år hæver tilbagetrækningsalderen fra de 611⁄2, jeg tror den er i øjeblikket i gennemsnit til noget mere, så vil det selvfølgelig også udfordre vores arbejdsmarked, for det står jo ikke skrevet nogen steder, at man fordi man introducerer sig på arbejdsmarkedet som 20-årig med hårdt fysisk slid præcis skal være i den arbejdsfunktion i hele ens erhvervskarriere. Så dét, at vi sender et klart signal til arbejdsmarkedet om, at vi ønsker, at der også skal være plads til seniorerne, og at man ikke så at sige kan spekulere i, at man kan give dem et blidt skub i ryggen, når de fylder 60, det kommer jo også til at udfordre det danske arbejdsmarked på at indrette sig på det. Og det bliver arbejdsmarkedet simpelthen nødt til, fordi når der kun er 4, der træder ind, hver gang der er 5, der går ud, så får vi brug for seniorerne på arbejdspladserne. Og derfor bliver arbejdsgiverne – de offentlige, de private – de bliver nødt til at tænke meget mere målrettet i, hvordan introducerer vi ny teknologi, der letter det fysiske arbejde. Hvordan skaber vi en mulighed for at tilbyde måske fleksibilitet i stillingen, så man ikke er på fuld tid gennem hele livet? Alle de der spørgsmål, de hvirvles jo op i kølvandet på, at vi siger, at fra 2014 begynder vi at udfase efterlønnen.

Spørger: Lad mig spørge til sidst til noget helt aktuelt. Du er ventet med spænding i Kolding i aften, hvor du vist skal tale i Vækstforum, forstår jeg, og du er ikke alene ventet af dem, der har fået en af de eftertragtede pladser, der er 700 på venteliste, har jeg ladet mig fortælle. Du er også ventet af en stor gruppe landmænd, som vil demonstrere mod regeringens vandplaner. En landmand fortæller bl.a., at han er blevet bedt om at reducere sit gødningsforbrug, således at han kun må bruge en tredjedel af dét, han bruger i dag. Hvis det bliver realiseret inden 2015, som planen vist er, så må han lade livet for sit landbrug, fortæller han. Hvad siger du til de landmænd, der nu siger, at jeres vandplaner, de kommer til at koste landmænd – dvs. det faglige liv?

Statsministeren: Det glæder mig, at der er så mange, der har lyst til at komme til Kolding, jeg tror, det er Kolding, jeg er ikke helt nået så langt i min egen planlægning, men det er rigtigt – er det Frøs Sparekasse, tror jeg – det glæder mig. Og det glæder mig også, hvis der er landmænd, der dukker op. Jeg tager landbrugssituationen meget, meget alvorlig, og ville glæde mig over, hvis der var nogle flere, der begyndte at gøre det. Fordi vi har et primærlandbrug i Danmark, som ud over at brødføde de familier, der bor rundt omkring på vores primærlandbrug trækker et væld af arbejdspladser. Det er vel i omegnen 150.000 arbejdspladser i Danmark, der er direkte koblet op på dansk landbrug plus en stor tocifret milliardeksport indtægt, og det stammer ude fra primærlandbruget. Fuldstændig samme diskussion som vi har med industrien, at vi kan ikke have vidensarbejdspladser og alt muligt andet, hvis ikke også vi har noget fremstillingsindustri. Vi kan ikke have dansk fødevareproduktion, dansk eksport af forædlede fødevarer, hvis ikke vi har fødevareproduktion ude i de primære erhverv. Og de er presset. De er presset af krisen. De er presset af ikke at have fuldt ud de samme konkurrencevilkår, som det vi ser i nabolandene. Det tager jeg meget, meget alvorligt. Det er sådan set også baggrunden for, at regeringen jo har skruet ned for det tempo, vi egentlig skulle gennemføre reglerne i. Uden at gå i detaljer, så er det jo sådan, at i de planer der i øjeblikket er i høring, og sagen er jo ikke afgjort endnu, der har vi udtaget 10 tons kvælstof, som er skubbet til senere. Det er jo i direkte erkendelse af, at landbruget i øjeblikket er udfordret. Det er jo også i det lys, at vi sidste år kom med en pakke til dansk landbrug, hvor vi kompenserede landbruget på jordskatterne. Det blev i øvrigt mødt med hånlatter fra oppositionen, som endnu engang begyndte at tale om, at nu forærer vi bare penge til vores venner i landbruget, men det var noget der skete i erkendelse af, at det er en hel dansk fødevareindustri, der sådan set er i spil her. Så det jeg kan sige, det er, at både miljøministeren og landbrugsministeren i forhold til de ting, der i øjeblikket er i høring, har et meget skarpt øje på, at det skal vi implementere, altså gennemføre, så skånsomt vi kan, og med så stor en grad af fleksibilitet vi kan, sådan at vi forbedrer den enkelte landmands muligheder for at kunne opretholde en økonomisk bæredygtig bedrift.

Spørger: Men erkender du, det kommer til at koste landbrug livet?

Statsministeren: Regeringen ønsker ikke at kvæle dansk landbrug – tværtimod. Altså det er jo baggrunden for, at vi har taget en række initiativer – jeg nævnte nogle af dem her, altså det at vi gik ind og lettede jordskatterne så sent som sidste år midt i krisen. Det at vi har udtaget 10 tons kvælstof fra de aktuelle vandplaner. Det at vi i øjeblikket har sat et arbejde i gang, hvor vi sidder og kigger på, hvordan gennemfører man EU-regler i vores nabolande. For vi skal jo finde den rigtige balance mellem på den ene side at leve op til alle krav, som også er bredt i befolkningen om at have et ordentlig miljø – og så samtidig sikre, at vi har nogle rammer omkring dansk landbrug, der gør, at dansk landbrug er konkurrencedygtigt, i øvrigt også for miljøet og dyrevelfærdens skyld. For det er jo ikke sådan, at et svin mindre produceret eller en kalv mindre produceret i Danmark fører til et svin eller kalv mindre produceret i denne verden – nej, det fører bare til, at det produceres et andet sted, rimeligvis under dårligere miljøvilkår og dårligere dyrevelfærdsvilkår. Så jeg tager det der meget alvorligt. Men jeg er jo ikke i stand til at stå og give en garanti i forhold til den enkelte landmand. Men jeg tager det meget alvorligt.

Det bliver det sidste spørgsmål!

Spørger: Jeg vil høre, om du vil gøre, hvad du kan, for at få pillet elefantordenen af Mubarak?

Statsministeren: Det er ikke så meget i givet fald. Altså så det er et spørgsmål, der let opløser sig selv, fordi at det er ikke mig, der uddeler ordener. Og jeg vil egentlig også generelt advare imod, at vi politiserer ordensvæsenet. Jeg har godt set, at det er løftet op til at være folkesocialisternes vigtigste våben til sikring af demokrati i Egypten. Jeg tror, vi er meget ovre i det symbolske. Jeg vil sådan set hellere bruge min energi på at argumentere hårdt for at lægge et hårdt pres på Egypten for, at der kommer en road map til demokrati – altså, at Mubarak presses til at levere en tidsfølgeplan, der sikrer, at der kommer en mere legitim regering i Egypten, end det man har nu, og dermed jo også ultimativt en præsident, som har en større legitimitet i befolkningen.

Tak skal I have.”