Pressemøde den 10. maj 2017

Det talte ord gælder
Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: Velkommen til. Omkring 50.000 unge mellem 15 og 24 år har hverken en studentereksamen, et svendebrev eller et arbejde. Og de er heller ikke i gang med en uddannelse – 50.000 unge. Det er ikke noget nyt problem. Sådan var det også for 10 år siden. Trods alle gode viljer om at hjælpe unge på kanten, så er det slet ikke lykkes i tilstrækkeligt omfang. Så jeg tror, man må konstatere, at der er sket et kollektivt svigt. Og det er dét, vi gerne vil gøre noget ved. Og det er derfor, vi har inviteret jer her i dag for at lancere regeringens udspil: ”Tro på dig selv – det gør vi”. For vi kan ikke bare passivt se til, mens unge mennesker forspilder de muligheder, de er født med. Og når vi ikke kan det, så er det jo, fordi for den enkelte unge, der er det ulykkeligt. Men det er det også for samfundet, for vi mister potentiale. Og samhørigheden i vores samfund knager i fugerne. Det at uddanne sig, det bliver mere og mere presserende. Det har altid været vigtigt, men det bliver mere og mere presserende i en tid, hvor kravene på arbejdsmarkedet jo kun går én vej – nemlig opad. Og derfor er jeg personligt dybt optaget af, at vi får alle unge med. Det er en mærkesag for regeringen. Det er en hjertesag for mig.

I min nytårstale udstak jeg derfor den linje, at vi skal gøre alle til fremtidens vindere. Det er derfor, vi har fremlagt et udspil om dagtilbud med en styrket tidlig indsats for de børn, der har mest brug for det. Det er derfor, vi har lanceret en folkeskolepulje med 1⁄2 milliard kroner til de skoler, der har mange fagligt svage elever. For når mange unge snubler i folkeskolen, og derfor ikke kommer ordentlig ad veje bagefter, så er det jo, fordi de ikke har lært at læse og regne ordentligt gennem 10 års skolegang. Det er også i det lys, man skal se folkeskolereformen, reformen af erhvervsuddannelserne. Og det er trepartsaftalen, vi indgik sidste år, hvor vi aftalte et klart mål om flere praktikpladser.

Reformen er det forberedende område, som vi præsenterer i dag. Det er så endnu en brik i puslespillet, som samlet skal tegne et billede af regeringens ambition om at tro på, at alle børn og unge har en fremtid.

Dét, vi skal gøre op med, det er det mærkelige paradoks, at de, der har sværest ved at finde en vej, det er også dem, der bliver mødt af den tætteste jungle af forskellige tilbud. De unge, der ikke magter den lige vej efter folkeskolen til fx en erhvervsuddannelse, de skal i dag navigere rundt mellem produktionsskoler, almen voksenuddannelse, ordblindeundervisning, erhvervsgrunduddannelse, kombineret ungdomsuddannelse, og hvad det hedder alt sammen.

Og jeg ved udmærket godt, at der hvert enkelt sted ude på den enkelte skole, ude på den enkelte institution er kompetente undervisere, dygtige ildsjæle, som gør et kæmpe arbejde. Men når tre ud af fire af de unge, der begynder på et af de mange tilbud, ikke har en studenterhue eller et svendebrev som 23-årig, men i stedet et CV fyldt med omvalg og fravalg og nederlag, så er der noget, der ikke fungerer. Så er det simpelt ikke godt nok. Og derfor bliver vi nødt til at gribe tingene an på en helt ny måde. Først og fremmest ved at se situationen fra den unges side – ikke fra systemets side. Vi skal tage udgangspunkt i den unges behov. Ikke i mere eller mindre tilfældige grænser mellem uddannelser og institutioner. Vi vil give de unge et sammenhængende, et fleksibelt og et overskueligt tilbud, som skal erstatte de mange eksisterende tilbud. Et nyt tilbud med større professionalisering, høj kvalitet. Og det er derfor, regeringen foreslår én ny forberedende grunduddannelse for unge op til 25 år. Med den ambition for den nye uddannelse, at alle unge, uanset udgangspunkt, uanset udfordringer, opnår et grundlæggende fagligt niveau i dansk og matematik, og at der samtidig er en klar praktisk dimension – fx kan store dele af uddannelsen foregår ude på en virksomhed.

Ansvaret for den nye forberedende grunduddannelse skal ligge entydigt – entydigt hos kommunerne. Det er kommunerne, der skal have det klare ansvar for at følge og støtte de unge, indtil de har gennemført en ungdomsuddannelse eller fundet varigt fodfæste på arbejdsmarkedet. Og sådan er det ikke i dag. I dag er ansvaret uklart, og derfor falder den unge ned i sprækkerne mellem ungdommens uddannelsesvejledning, jobcentre og socialforvaltning – mellem statslige og kommunale tilbud.

Så dét, vi har sat os for nu, med det indspil vi har fået fra det ekspertudvalg, regeringen nedsatte, det er at lukke sprækkerne. Kommunerne skal skabe sammenhæng og fremdrift hele vejen fra daginstitution – over folkeskole til ungdomsuddannelse og job. Og det skal kommunerne, fordi de er tæt på de unge. Det er også dem, der har ansvaret for at give dem den nødvendige skolegang, så de kan folde deres muligheder ud i ungdomslivet. De har i sidste ende ansvaret for, at det lykkes.

Det, synes vi, giver god mening. Og som jeg hører kommunerne, så er de grundlæggende også enige i det.

Det er sådan set den samme ambition, vi har for borgere på alle områder, at de skal møde én offentlig sektor, der hænger sammen. Det er dét, der er fokus i regeringens samlingsreform.

Vi må som samfund insistere på at give alle unge ordentlige faglige forudsætninger, så de kan flytte sig socialt.

Regeringen har det mål, at alle unge, alle unge i sidste ende skal kunne klare sig selv gennem uddannelse, gennem arbejde. Og vi vil støtte dem i at realisere det mål.

Og med det endnu engang velkommen til pressemødet. Jeg vil give ordet videre til undervisningsministeren.

Undervisningsministeren: Tak til statsministeren!

I dag er en rigtig god dag, fordi i dag fremlægger regeringen et ambitiøst reformudspil med fokus på de unge, som har behov for en lille smule hjælp i forhold til at komme godt videre. Og det er et udspil, som vil have betydning for tusindevis af unge mennesker i Danmark.

Vi mener i regeringen, at alle har ressourcer. Alle kan blive til noget. Og det er derfor, at overskriften på udspillet er ”Tro på dig selv – det gør vi”.

Vores uddannelser fungerer grundlæggende rigtig godt. Langt, langt de fleste unge starter på en ungdomsuddannelse direkte efter grundskolen – enten på en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Men i hver skoleklasse, der er der år efter år unge, som ikke kommer videre efter grundskolen. Og der er unge, som nok starter på en ungdomsuddannelse, men som falder fra efter kort tid. Jeg har mødt mange unge, som er faret vild i vores uddannelsessystem. Unge, der går fra det ene tilbud til det andet, uden at få en kompetencegivende uddannelse, som de kan gå ud og bruge på arbejdsmarkedet. Så gennem årene, så har vi fået opbygget et system, som er unødigt komplekst. Et system, der ikke i tilstrækkelig grad gør dét, det skal – nemlig at hjælpe de unge videre i uddannelse eller i beskæftigelse. Et system med for mange døre, man kan gå ind ad. Et system, hvor de unge er for længe i og uden at klare at finde vejen ud. De unge har selvfølgelig et eget ansvar for deres egen fremtid. Men vi har som samfund også et ansvar for at vise en klar vej for de unge, som har brug for et skub og en hjælpende hånd, for at de selv kan tage det ansvar på sig. De forberedende tilbud, de er til for de unge. Og de skal først og sidst være værdifulde for dem og bringe dem tættere på at stå på egne ben og taget ansvaret for deres eget liv. Og det er dét, der er målet med dette udspil.

95 procent af en ungdomsårgang skal have mindst én ungdomsuddannelse i 2015. Denne målsætning har været gennemgående i dansk uddannelsespolitik i mange år. Og målsætningen har sådan set været en god driver for en positiv udvikling i vores samfund, hvor langt flere får en ungdomsuddannelse end for blot 20 år siden.

Men nu er tiden kommet til at øge ambitionen. Og konkret, der lægger regeringen op til, at 90 procent af de 25-årige skal have gennemført en ungdomsuddannelse i 2030. At andelen af unge op til 25 år, som ikke har tilknytning til en uddannelse eller arbejdsmarkedet halveres i 2030. Og det er ambitiøst. I stedet for at kigge på, om de unge har en ungdomsuddannelse, når de er omkring 40 år, så vil vi kigge på, om de har en, når de fylder 25 år. For de unge skulle gerne uddanne sig på ungdomsuddannelserne, mens de er unge. Og hvordan vil vi så konkret gribe det an. Alt for mange unge er faret vildt i systemet. Alt for mange unge har været dét, man kan kalde uddannelsesnomader – uden et klart mål at bevæge sig frem imod. Og dét skal vi ændre på for de unges skyld. Derfor foreslår regeringen, at der etableres en helt ny forberedende uddannelse, som vi kalder ”Forberedende Grunduddannelse”. De unge får dermed én dør at gå ind ad. De får én indgang til de forberedende tilbud i stedet for et utal af svingdøre. Vi rydder op, og vi vil skabe overblik og klarhed for de unge.

Målgruppen for uddannelsen er de unge under 25 år, som er uden job og heller ikke i gang med eller har gennemført en ungdomsuddannelse. Vi har en jungle af forberedende tilbud i dag, og det har været svært at finde rundt i. Derfor nedlægger vi en række forberedende tilbud, sådan som statsministeren redegjorde for, og erstatter dem med den nye forberedende grunduddannelse. Vi går fra et komplekst til et mere enkelt system.

Den nye uddannelse sikrer høj kvalitet, sammenhæng og progression i de unges forløb frem mod en ungdomsuddannelse eller beskæftigelse.

Den nye uddannelse har tre forskellige spor – og med de tre spor, så vil de unge blive mødt med en mangfoldighed af indhold og en samlet og målrettet pædagogik.
Og så skal uddannelsen være tilgængelig for alle unge i hele landet. For det skal ikke være transporttiden, der står i vejen for, at de unge kan komme videre.

Mange af de unge, vi taler om her, har haft en dårlig erfaring med deres skoletid. Og udsigten til endnu flere nederlag kan være helt uoverskueligt. Derfor bliver undervisningen på den nye uddannelse tilrettelagt med en velovervejet vekselvirkning mellem teori og praksis. Et meget vigtigt element er underviserne. Det forberedende område er i dag i udbredt grad båret af ildsjæle. Og alle disse medarbejdere har med deres faglighed og personlige engagement hjulpet mange unge mennesker med at genvinde fodfæstet i deres eget liv og givet dem troen på fremtiden tilbage. Den indsats skal vi naturligvis påskønne. Den nye uddannelse skal ruste de unge fagligt, personligt og socialt til at gennemføre en ungdomsuddannelse – primært en erhvervsuddannelse.

Men jeg vil gerne understrege, at det altså ikke er en ulykke, at et ungt menneske får et arbejde. Det er faktisk det modsatte.

Det gode liv, det starter jo, for langt de fleste af os, med, at vi bliver i stand til at forsørge os selv. Derfor, så skal den nye uddannelse også give de unge mulighed for at få et kompetencebevis, der viser, at de er kvalificerede til at få et ufaglært job. På lang sigt kan det jo også være med til at give flere blod på tanden til at tage en uddannelse. Uddannelse og selvforsørgelse giver frihed til at bestemme over sit eget liv. Og alle unge skal tro på, at de kan noget. Vi tror på alle unge.Derfor, så skal vi have alle unge med. Og så vil jeg gerne give ordet til børne- og socialministeren!

Statsministeren: Værsgo!

Børne- og socialministeren: Jo tak!

Den tidligere socialminister Palle Simonsen, han sagde, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler de mest udsatte. Og jeg får lyst til at tilføje, at vi især skal passe på vores børn og vores unge. For taber vi først et ungt menneske til lediggang og håbløshed – jamen, så har vi svigtet. Og derfor skal de unge inkluderes og blive en del af fællesskabet. Og det her udspil fra regeringen er et stort skridt mod at skabe det fællesskab. En reform af det forberedende område er samtidig et vigtigt skridt på vejen hen til at nå de sociale mål, som regeringen har sat for de mennesker, der har det allersværest i vores samfund.

Regeringens 10 mål for social mobilitet handler blandt andet om, at flere udsatte unge, unge med handicap og unge med psykiske vanskeligheder eller sociale problemer skal i uddannelse og beskæftigelse. Vi skal turde tænke progression, og vi skal turde have ambitioner for de unge. Måske særligt de her unge, som står på trappen til voksenlivet. En tværgående kommunal ungeindsats giver helt nye muligheder for at skabe sammenhæng i de unges liv. Den unge, som af personlige eller sociale årsager ikke er i uddannelse eller beskæftigelse og har behov for støtte fra flere instanser, skal have mulighed for én kontaktperson. Én kontaktperson, hvis de har behov for det, og som kan støtte den unge frem mod en ungdomsuddannelse eller mod beskæftigelse. Og med det her udspil tager vi et vigtigt skridt, og det står ikke alene. Regeringen har også øje for den samlede indsats, som vi giver børn og unge hele vejen op. Jo tidligere vi kan holde en hånd under de udsatte – jo bedre. Og investeringer og initiativer over for samfundets yngste skaber større værdi sammenlignet med indsatser senere i livet. Og med udspillet på dagtilbudsområdet – jamen, så har regeringen ambitioner om at forbedre vilkårene for børn allerede, når de starter i dagtilbuddene. En negativ social arv skal reduceres tidligt – og før, den bliver for tung. Vi vil blandt andet afsætte mere end 80 millioner årligt til flere pædagoger i de mest udsatte institutioner, fordi vi tidligt støtter stærkt op om børnene. Og derudover er vi sammen med satspuljepartierne netop blevet enige om en stor investering i effektive sociale indsatser. Der er tale om en kvart milliard til udsatte unge og 184 millioner kroner til udsatte børn og unge. Og jeg har stor tiltro til, at de investeringer, de kommer til at virke rigtig godt i sammenligning med en reform af det forberedende område for de unge. Og netop sammenhæng er sådan set helt afgørende for, at de udsatte unge får den hjælp og den støtte, som de har behov for. Og derfor er det også vigtigt, at vi sørger for at lægge ansvaret ét sted – hos kommunerne.

Jeg ser meget frem til det konkrete arbejde med reformen her og arbejdet med at give de unge en mere sikker vej ind i voksenlivet, uanset hvilke udfordringer, de står med. Og fra min stol, der kan det ikke understreges nok, hvor vigtigt det her arbejde, det er. Ansvaret for den nye forberedende grunduddannelse skal altså ligge entydigt hos kommunerne. De skal have et klart ansvar for at følge og støtte de unge, indtil de har gennemført en ungdomsuddannelse. Sådan er det ikke i dag.

Statsministeren: Tak for det!

Og så vil vi hjertens gerne svare på nogle spørgsmål. Ja, værsgo! TV2!

Spørger: Tak for det!

Lars Løkke Rasmussen, du har tidligere udtalt, at der er sådan en form for betonloft, man rammer på som ungt menneske, hvis ikke man har haft en speciel succesfuld vej gennem folkeskolen. Hvordan skal den her nye forberedende grunduddannelse sikre, at man kan ”splintre det betonloft”, det var den frase, jeg tror, du brugte?

Statsministeren: Det er rigtigt, jeg har det med billeder, og det skal jeg selvfølgelig passe på med. Men det er i hvert fald sådan, at hvis ikke man har haft en ordentlig skolegang, hvor man har fået sine grundlæggende færdigheder på plads, og derfor sådan helt naturligt ved med sig selv, jeg skal i det almene gymnasium, htx eller en erhvervsuddannelse, så bliver man ramt af alle de her virvar af tilbud. Og man er lidt på egen hånd. Og det er i hvert fald et dilemma – at dem, der i virkeligheden har sværest ved at komme videre også bliver stillet over for den vanskeligste vej. Og når det her skal blive bedre, så hænger der jo sammen med, at det bliver fuldstændig entydigt. Altså der er én forberedende grunduddannelse. Den ligger så i tre spor afhængig af, hvem man er, hvad man vil videre i livet. Men der er ligesom én indgang. Det er den ene ting. Den anden ting er, at kommunen har ansvaret.

I dag er det jo sådan, at de her forskellige tilbud, de er forankret forskellige steder – noget er stat, noget er kommunalt. De er finansieret forskelligt. Det er også et virvar. Nu bliver det fuldstændig entydigt. Der er én uddannelse. Kommunen har ansvaret. Og sådan skal det også være. Fordi kommunen er den, der er tættest på den unge. Kommunen er i øvrigt også dén, udover den unge selv og forældrene, som har, kan man sige, det største og det nærmeste ansvar til at påvirke den unges liv. Det er kommunen, der har drevet folkeskolen og udstyret den unge med tilstrækkelig eller utilstrækkelige færdigheder. Derfor giver det god mening, at det er kommunen, der skal tage den unge i hånden. Og det, vi siger med det oplæg her, det er, at kommunen skal holde den unge i hånden, indtil den unge har en ungdomsuddannelse eller har vundet fodfæste på arbejdsmarkedet.

Spørger: Så vil jeg gerne spørge dig, Merete Riisager, fordi noget af det, I også ændrer i det her udspil, er, at det ikke længere skal være 95 procent af en årgang, men nu kun 90 procent af en ungdomsårgang, der får sig en ungdomsuddannelse. Du har udtalt, at så kan de her børn måske få, eller unge er det jo ... få sig et udfordrende arbejde i stedet for. Men nu står statsministeren og siger, det bliver mere og mere vigtigt med uddannelse. Vi hører det samme fra arbejdsmarkedets parter, at de vil gøre alt, hvad de kan for at give de ufaglærte et løft, så de bliver faglærte. Hvis det er dét, der er dagsordenen, hvorfor så skubbe nogle af de her unge mennesker ud på et ufaglært arbejde til at starte med. Burde de ikke bare starte på en uddannelse?

Undervisningsministeren: Men det er vigtigt med uddannelse. Og i vores udspil her, der lægger vi en meget ambitiøs målsætning, som handler om, at langt de fleste skal ud og have sig en ungdomsuddannelse, mens de er unge. Ikke bare inden de er 40, men mens de er unge, altså under 25 år. Men vi anerkender også, at unge mennesker er forskellige. Og der vil være nogen for hvem, det er en uoverskuelig opgave at skulle i gang med en hel ungdomsuddannelse, og som har behov for en anden start på voksenlivet. Og du kan sige, det er også et opgør med en form for uddannelsessnobberi, når man siger, at alle skal starte på præcis den samme måde. For nogen kan det være det rigtige at gå ud og starte med at have et arbejde, tjene sine egne penge, være sammen med nogle voksne, der kan et fag og stiller nogle forventninger til én, være i den strukturerede ramme, som det er at være i et arbejdsliv, hvor man skal levere til nogle andre mennesker – en ydelse, som der bliver værdsat. Og det med at blive værdsat er jo også med til at opbygge selvværd. Og for nogle unge kan det være den helt rigtig måde at starte på. Og så er der mange af de unge, som så vil være klar til at tage en uddannelse lidt senere i livet.

Statsministeren: Ja, værsgo!

Spørger: Fagbladet Folkeskolen. Det fremgår af planen, at 10. klasse styrkes med en ny praksisfaglig 2020-ordning. Hvad ligger der i den? Det er til undervisningsministeren.

Undervisningsministeren: Jamen, der ligger den mulighed, at vi kan koble 10. klasserne, i lidt højere grad end i dag til erhvervsskolerne. Fordi vi ved, at mange af dem, der vælger en ordning af 10. klasse kan være interesseret i at gå den vej. Så der ligger den mulighed for at tone eller koble 10. klasse, i lidt højere grad end i dag, til erhvervsuddannelserne.

Spørger: Får udspillet her andre konsekvenser for 10. klasserne og/eller STU?

Undervisningsministeren: Der ligger ikke andre ting i udspillet her, som har betydning for 10. klasse. Men der ligger jo også, hvad skal man sige, en betoning af, at vi kan arbejde med 8. og 9. klasse, altså muligheden for fx at oprette erhvervsklasser, der gør, at kommunerne allerede i 8. og 9. klasse kan inspirere de unge, som er interesseret i erhvervsuddannelserne, til at gå den vej. Fordi det ved vi, at vi ikke er gode nok til i dag i udskolingen.

Statsministeren: Tak for det!
Flere spørgsmål – ja, værsgo! Lige bag TV2. Ja.

Spørger: Det er også til undervisningsministeren. Du siger, at der er nogle unge, som har bedre af ikke at komme i uddannelsessystemet og komme ud på arbejdsmarkedet. Handler det ikke om, at I har opgivet de unge?

Undervisningsministeriet: Nej, det gør det i hvert fald ikke. Og jeg vil meget ... altså, jeg vil sige, jeg vil vende mig meget stærkt imod den antagelse, at dét, at få en varig tilknytning til arbejdsmarkedet, er et svigt. Det er det ikke. Det er ikke nogen tragedie, når et ungt menneske får et job. Det kan for rigtig mange unge mennesker være en triumf. Kommunerne har jo stadigvæk også ansvaret for at holde tråd i de unge, indtil de enten har gennemført en ungdomsuddannelse eller har fået en varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Og så skal vi jo hele tiden arbejde med de uddannelsesmuligheder, der er for de unge voksne og de rigtig voksne. Og noget af dét, det sidder vi jo også og arbejder med i øjeblikket og styrke.

Statsministeren: Ja, og lige bag ved!

Spørger: Ansvaret bliver placeret ved kommunerne, siger I. I og med, man gør det, risikerer man så ikke, at det bliver en spare øvelse ude i kommunerne, når der skal lægges de kommunale budgetter år for år?

Statsministeren: Vil du svare – skal jeg svare?

Undervisningsministeren: Det kan jeg godt svare på. Som statsministeren sagde i sin tale, så har kommunerne jo i dag ansvar for nogle af de vigtigste kerneydelser i velværdssamfundet, blandt andet folkeskolen, som jo er en fuldstændig afgørende samfundsinstitution – rygraden i hele vores uddannelsessystem. Så derfor har vi også høje forventninger til, at kommunerne kærer sig om borgerne, og vi har en forventning om, at dét at have en sammenhæng også er rigtig godt. Fordi det er kommunerne, der både skal vejlede de unge i forhold til uddannelse, skole og for nogen jo også beskæftigelse. Så det giver god mening. Samtidig, så kommer vi jo altså også til at lægge nogle kvalitetskrav ind i den aftale, som vi skal udarbejde.

Statsministeren: Måske vi lige kunne tilføje, at – altså, udover at der så også ligger et refusionssystem nede bag ved, som nu skal forhandles, ligesom det hele jo skal forhandles med partierne, der skaber direkte økonomisk incitament for kommunerne, kan man sige, så er kommunerne jo også dem, der har den nærmeste og tætteste interesse i, at deres borgere kommer op og stå på egne ben og bliver selvforsørgende. Altså, det er jo den kommunale socialforvaltning, der bliver lagt ned efterfølgende, hvis ikke vi i fællesskab drager omsorg for, at unge mennesker uddannes til at skulle klare sig selv, eller finder varigt ind på arbejdsmarkedet. Og det er jo den interesse, altså den her objektive interesse, at det skal gå alle borgerne godt i nærsamfundet, vi gerne vil aktivere.

Må jeg så ikke bare lige tage et lille opgør med den her formulering, der var før med, at det kun er 90 procent. Altså, det her er en meget, meget ambitiøs målsætning. Fordi vi forlader tanken om at vurdere om, hvorvidt folk har fået en ungdomsuddannelse, når de er fyldt 40 år. Og vi kigger i stedet på de unge. Og hvis ellers det er det mål, at det er de unge, der skal have en ungdomsuddannelse, altså ikke de 40-årige, og derfor er det altså en stærk ambition at sige, at 9 ud af 10 unge under 25 år skal have en ungdomsuddannelse.

Er der flere spørgsmål?

Ja, der var et herovre!

Spørger: Det er nok mest til undervisningsministeren. I forhold til, der står her på side 22, at hvis kommunen ikke ud fra en faglig vurdering kan anbefale, at den unge optages på den her nye forberedende grunduddannelse, så skal kommunen kunne anvise et alternativt uddannelsestilbud. Hvad kunne det være – eller hvilke muligheder er der ligesom tilbage?

Og spørgsmål 2 i den forbindelse. Den skoleydelse, der også lægges op til, vil den også kunne følge de her alternative tilbud?

Undervisningsministeren: Jamen, det er klart, at de fleste af de unge, som så ikke skal være her, de skal ud i beskæftigelse. Og der er der jo en lang række muligheder, kan man sige, som kommunerne kan gå i gang med. Men derudover, så er der jo også enkelte tilbud tilbage, som fx et højskoleophold.

Statsministeren: Er det lykkes os at svare på alt? Det er jo ekstraordinært. Det vil vi krydse af i kalenderen som pressemøde i Spejlsalen, hvor samtlige spørgsmål blev besvaret.

Jeg kan så sige, nu – der ikke er nogen, der har spurgt om det, at forhandlingerne om det her bliver indledt i morgen. Der holdes et møde i Finansministeriet, og det bliver med den kreds af partier, der står bag erhvervsuddannelsesreformen til en start. Et sættemøde i Finansministeriet. Så flyttes forhandlingerne naturligvis over i Undervisningsministeriet. Så er det vores ambition at prøve og nå en politisk aftale inden sommerferien, fordi det her kræver meget lovgivning, kræver megen implementering. Der bliver et stort arbejde sammen med kommunerne at finde ud af præcis, hvor skal de her institutioner placeres. Omkring 75 uddannelsestilbud forankret i 25 moderinstitutioner. Det hele skulle gerne sættes i gang i skoleåret 18-19, så derfor har vi faktisk travlt, og arbejdet starter i morgen.

Tak, fordi I kom!”