Pressemøde den 10. marts 2009

Det talte ord gælder

Pressemødet kan høres i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet.

Jeg ved, at vældig mange af jer på det her pressemøde først og fremmest er optaget af ét spørgsmål – nemlig spørgsmålet om udpegning af en ny generalsekretær for NATO. Det er naturligt nok, da der er NATO-topmøde om mindre end en måned, men jeg vil gerne starte det her pressemøde med og gøre det klart, at jeg ikke besvarer spørgsmål om det emne i dag.

Til gengæld kan jeg oplyse, at beskæftigelsesministeren på ministermødet i dag har fået tilslutning til at fremsætte et forslag om og nedbringe sygefravær. Det er et forslag, som er et resultat af en politisk aftale, som regeringen, Dansk Folkeparti, De Radikale og Liberal Alliance indgik som en del af finanslovsaftalen for 2009. Det er et forslag, som bl.a. betyder, at der bliver sat tidligere og mere aktivt ind over for den sygemeldte, og det gælder både for arbejdsgivere og for kommunerne i deres opfølgning.

Velfærdsministeren har fået tilslutning til at fremsætte et lovforslag, som sikrer modtagere af madordninger et loft over egenbetalingen. Loftet bliver på maksimalt 3.000 kr. pr. måned. Og det er en ordning, som gælder for modtagere af mad i plejeboliger, plejehjem og lignende botilbud. Også det forslag er et resultat af en politisk aftale – nemlig finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

Som bekendt, så indgik regeringen og Dansk Folkeparti den 1. marts en stor aftale om en skattereform og en række nye initiativer for at stimulere den økonomiske vækst. Skattereformen betyder, at skatten på indkomst bliver nedsat med omkring 28 mia. kr., og reformen indebærer også, at vi så til gengæld forhøjer skatten på forurening og på energiforbrug. Det er så samtidig et centralt sigte med aftalen, at skattereformen, den skal give et spark til økonomien for at skabe mere aktivitet og mere beskæftigelse.

Nu er regeringen gået i gang med at udforme de konkrete lovforslag, som skal udmønte aftalen. Og de forslag vil nu komme her i de næstfølgende uger. Det er sådan, at nogle elementer i aftalen skal træde i kraft allerede i år. Det betyder, at regeringen her i marts måned vil fremsætte lovforslag om og oprette en såkaldt renoveringspulje på 11⁄2 mia. kr. Det er en pulje penge, der skal bruges til renovering af boliger, herunder til energibesparende foranstaltninger.

Og vi vil også her i marts fremsætte forslag, der gør det muligt at få udbetalt den særlige såkaldte SP-opsparing. Vi sigter efter, at de første tilsagn om tilskud til renovering kan gives umiddelbart efter påske, og SP-opsparingen kan man hæve fra den 1. juni i år.

Herudover vil regeringen i morgen drøfte med Kommunernes Landsforening, hvordan kommunerne her i 2009 kan øge anlægsinvesteringerne inden for fx børneområdet, folkeskole og ældrepleje – det vil også bidrage til at stimulere økonomien yderligere i år.

Som bekendt, så bliver selve skattereformen indfaset fra den 1. januar 2010, og for så vidt angår selve skatteforslagene, da vil regeringen fremsætte disse forslag omkring midten af april med henblik på, at de så kan blive behandlet fra midten af april og frem til slutningen af maj, hvor vi forventer, at Folketinget vil vedtage den samlede skattereform.

Vi har i dag på ministermødet haft en grundig drøftelse af de skyderier og overfald, som vi har set i det indre København i den seneste tid. Det er en situation, som er ganske uacceptabel, og jeg fordømmer de handlinger, der er foretaget, på det allerkraftigste. Vi hverken vil eller skal acceptere bandeopgør i Danmark. Vi hverken vil eller skal acceptere, at disse rockerbander og indvandrerbander spreder angst og utryghed i vores dagligdag. Og derfor ser regeringen med stor alvor på situation – politiet ser på situationen med stor alvor. Og vi vil give bekæmpelsen af bandekriminalitet allerhøjeste prioritet. Og vi vil sætte det ind, som skal til for og stoppe dette uvæsen.

For det første, så er det vigtigt med øget sikkerhed og tryghed her og nu, og det drejer sig i allerhøjeste grad om mere synligt politi. I slutningen af februar måned satte Københavns Politi 70 ekstra mand ind – fordelt på en task force med 35 uniformerede betjente på gaden og et efterforskningsteam på over 35 mand. Denne bandeenhed er efterfølgende øget til 175 mand, hvoraf 75 betjente er afsat til tryghedsskabende patruljering – bl.a. på Nørrebro. Og med regeringens bandepakke kommer der endnu mere synligt politi på gaderne, herunder ved at hente betjente ind fra andre politikredse.

Næste punkt – det andet punkt – det er at give politiet bedre redskaber til og efterforske denne type kriminalitet. Der bliver tale om udvidet mulighed for varetægtsfængsling i våbensager, udvidet mulighed for telefonaflytning i våbensager – intensiveret brug af dét vi lidt populært kalder Al Capone-modellen, hvor politiet og Skat går målrettet efter bandemedlemmernes penge.

For det tredje sætter vi ind med skærpede straffe, fordobling af straffen for kriminalitet i forbindelse med bandeopgør – fordobling af straffen for vold og trusler mod vidner i forbindelse med bandeopgør og udvidet bedre mulighed for at udvise bandemedlemmer her fra landet.

For det fjerde, så vil vi derudover tage yderligere initiativer, der så og sige stopper fødekæden til banderne. Vi skal have fokus på familierne, så vi sikrer, at der tidligt og systematisk bliver taget hånd om mindre søskende. Det er helt afgørende, at vi sætter en stopper for rekrutteringen til banderne og viser de mindre søskende en anden og bedre vej. Så det er altså vigtigt for det første med en tidlig identifikation af risikoadfærd hos børn. Et andet muligt element i en sådan indsats, det er mentorordninger i skoleregi til mindre søskende til bandemedlemmer for at forhindre, at de bliver rekrutteret til banderne. Et tredje element er en forebyggende indsats i skolen, bl.a. ved at oplyse om faren ved at blive bandemedlem, og et fjerde muligt initiativ er indsats for og hjælpe unge bandemedlemmer ud igen af bandernes klør. Og endelig et femte element i en samlet indsats, det er en understregning af, at det her, det handler jo også om det personlige ansvar. Regeringen har allerede fremsat forskellige forslag om forældrepålæg, om ungepålæg, om erstatningsansvar for forældre, og nu vil vi selvfølgelig se nøjere efter, om de forslag – vi har fremsat og som i øjeblikket er til behandling i Folketinget – om de er passende, om der skal mere til i den situation, som er opstået. For samfundet har et ansvar her, men der er i allerhøjeste grad også tale om, at de enkelte – og at de enkelte familier – har et ansvar, og det må vi hele tiden holde fast i. Og denne forebyggende indsats er formentlig både den vigtigste og den vanskeligste del af kampen mod banderne. Den langsigtede løsning på problemerne er, at vi får forhindret let påvirkelige utilpassede unge i overhovedet og blive en del af banderne. Og derfor skal der altså markant øget fokus på den tidlige forebyggende indsats rundt omkring i kommuner. Ja.

Spørger: Jeg vil alligevel driste mig til og stille et enkelt spørgsmål om det emne, du sagde, du ikke ville tale om. Her i weekenden og i dag, der har anerkendte internationale medier rapporteret, at store lande som Tyskland, England og Frankrig holder på dig som deres favorit til posten som NATOs generalsekretær. Eftersom du jo ikke er kandidat til nogen international toppost, hvordan har du det så med, at aviserne skriver om det her på den måde?

Statsministeren: Jo, men altså – jeg må holde mig til, hvad jeg allerede sagde ved starten af pressemødet her – nemlig, at jeg har ikke til hensigt og svare på spørgsmål om NATO.

Spørger: Men de konservatives forsvarsordfører Helge Adam Møller, han gik jo alligevel ud i lørdags og udnævnte dig til topfavorit – og mig bekendt, så har regeringen ikke kommenteret den udmelding. Hvad siger du til Helge Adams udtalelse?

Statsministeren: Jamen der – altså jeg har jo svaret på den her sag i utallige omgange, og jeg kan i det hele henholde mig til, hvad jeg allerede har sagt, og jeg har ikke mere at tilføje.

Spørger: Så håber jeg, du vil tilgive mig, at en af vores internationale ... vores tv-stations internationale samarbejdspartnere har bedt mig om at stille spørgsmålet på engelsk.

Statsministeren: But the answer will be exactly the same.

Spørger: O.k. But the international media has named you as the favourite – to become the NATO top – secretary general of NATO, they say that England and France and Germany are favouring you to this position. What is your comment to that?

Statsministeren: Well – I have no comments whatsoever at this stage.

Spørger: Tak.

Spørger: Når du siger, du ikke vil kommentere sagen, er det så, fordi du er enig med de – bl.a. Venstrefolk, som mener, at det er ved at blive en belastning både for Venstre og for regeringen?

Statsministeren: Nej, det er fordi, jeg har svaret så mange gange og i det hele kan henholde mig til, hvad jeg allerede har sagt og ikke har mere at tilføje.

Spørger: Men er det en belastning for regeringen, at så meget af din tid går med at besvare spørgsmål vedr. NATO-generalsekretærposten.

Statsministeren: Nej, jeg passer mit arbejde, og regeringens arbejde skrider frem, og jeg glæder mig dagligt over alle de flueben, jeg kan sætte i regeringsprogrammet, efterhånden som vi gennemfører det.

Spørger: Hvad er så din kommentar til den del af Venstrebaglandet, der mener, at det her – det er ved at være en belastning?

Statsministeren: Jeg har ikke nogen kommentarer til hele den sag.

Spørger: Hvor længe vil du pålægge dig selv den tavshed omkring spørgsmål vedr. NATO-generalsekretærposten?

Statsministeren: Ja, ikke engang dét, vil jeg kommentere. Altså, fordi der er ikke mere og tilføje til, hvad jeg allerede har sagt om sagen.

Spørger: Er det her så også en besked til bl.a. Venstrefolk om ikke at gå ud med meldinger i den sag eller gisne vedr. dit generalsekretærkandidatur?

Statsministeren: Det er min erfaring fra hele mit efterhånden meget lange politiske liv, at det lønner sig og passe sit arbejde og passe det ufortrødent.

Spørger: Men hvad siger du til, at der er den holdning i dit eget parti – at det her, det er en belastning – det må du vel gerne forholde dig til – både som Venstreformand og statsminister.

Statsministeren: Nej, men det har jeg ikke nogen kommentar til. Jeg må sige, at jeg har det bedste forhold til alle vores tillidsfolk, og jeg mærker i det daglige ikke noget som helst problem overhovedet.

Spørger: Der er jo, som du sikkert ved, næsten kun et tema derude, der optager danskerne, og i dit eget parti er det også det første, man snakker om hele tiden, hvordan kan det være, at du synes det er rimeligt slet ikke at ville snakke om det længere?

Statsministeren: Fordi der er snakket meget om det. Jeg kan i det hele henholde mig til, hvad jeg allerede har sagt, og jeg har ikke mere at tilføje. Og det er derfor, jeg ikke synes, at der er mere at svare.

Spørger: Du har svaret – og det, vi så skal henholde os til, det er, at du ikke er kandidat, og at det er hypotetisk at svare på, hvad du vil gøre, hvis du bliver tilbudt posten alligevel. Men der er jo mange i dit eget – og i den borgerlige lejr – Helge Adam Møller og Vivi Kier – mange fra Det Konservative Folkeparti og fra dit eget bagland, som ikke føler, der er en afklaring på det her spørgsmål, som jo ikke åbenbart tager for gode varer, at det er det sidste ord i den sag. Burde du ikke kunne gøre det lidt klarere for dem og skabe den afklaring.

Statsministeren: Nej, det står for deres regning, og jeg har i hvert fald ingen kommentar til det.

Spørger: Hvad er det for en fase, du siger, i den her fase, hvad er det for en fase, vi er i nu, som gør, at du ikke vil kommentere yderligere på det?

Statsministeren: Jo, men altså, det siger jo sig selv, at der skal være et NATO-topmøde i begyndelsen af næste måned.

Spørger: Er det, fordi forhandlingerne om posten nu er inde i et forløb eller en fase, hvor man slet ikke kan sige noget om ...

Statsministeren: Jeg har ikke mere at tilføje til, hvad jeg allerede har sagt.
Skulle vi høre, om der er andre spørgsmål end om NATO. Det er der her.

Spørger: Jeg kan forstå, at du skal være bedstefar snart.

Statsministeren: Det kan jeg bekræfte.

Spørger: Ja, til lykke med det. Jeg vil spørge dig, hvilke tanker du gør omkring, når man er en travl statsminister eller noget andet, hvilke tanker gør du dig om at få tid til at passe ... det er jo ansvarsfuldt at være bedstefar. Hvordan vil du få tid til det?

Statsministeren: Ja, men jeg bilder mig selv ind, at jeg har visse evner i retning af multitasking, så jeg tror, jeg er i stand til at klare mere end én opgave ad gangen, herunder at være bedstefar – som jeg ser meget frem til.

Spørger: Det kan man godt få tid til, selvom man er travl?

Statsministeren: Det bilder jeg mig bestemt ind.

Spørger: Glæder du dig til at blive bedstefar?

Statsministeren: Ja, det må jeg sige. Det er jo første gang, som bekendt, at Anne-Mette og jeg oplever den glæde, det så er at blive bedsteforældre, så det ser jeg rigtig meget frem til.

Spørger: Til lykke med det.

Statsministeren: Ja – og det var jo ikke noget hypotetisk spørgsmål. Ja.

Spørger: Ja, jeg har et andet spørgsmål, som jeg satser på, du gerne vil svare på, omkring bandepakken. Nu nævner du selv de hårde straffe, I lægger op til – fordobling på visse områder. Men hvad hjælper det, at I strammer op på papiret, hvis domstolene bliver ved med at dømme temmelig mildt, som man har set mange gange før?

Statsministeren: Altså, vi har en klar forventning om, at domstolene, de i deres domspraksis følger op på dét, der er lovgivernes hensigt. Og jeg kan i øvrigt sige til dig, at vi jo følger meget nøje i regeringen, om den hensigt vi har haft fra starten af vores regeringstid, nemlig at få skærpet straffene – navnlig i voldsforbrydelser – om det rent faktisk også bliver fulgt op i domspraksis. Og tallene viser en klar tendens til, at der bliver fulgt op fra domstolenes side.

Spørger: Så lad mig tage et konkret eksempel. Altså I hævede ganske rigtigt strafferammen for alvorligere vold efter paragraf 245 til 6 års fængsel allerede i starten af regeringsperioden. Men selvom strafferammen nu er på 6 år, så er gennemsnitsstraffen for alvorligere vold, den er kun på 7-8 måneder. Så er det ikke at stikke blår i øjnene på befolkningen, at I bliver ved at sige, denne her regering har gennemført strengere straffe, når virkeligheden ved domstolene i en række tilfælde er en helt anden?

Statsministeren: Nej, altså i hvert fald, hvad jeg har fået oplyst, det er, at hvis man tager sammenlignelige sager over årene – altså forbrydelser, om jeg så må sige, af samme grovhed, så har der været tale om en skærpelse af straffene. Den statistik, du nævner, kan jo være præget af, at i det ene år eller i det andet år, der er sammensætningen af forbrydelser forskellig. Der kan generelt være tale om noget, domstolene har betragtet som, hvad skal vi sige, mildere forbrydelser i det ene år end i det andet år, og derfor er sådan noget statistik meget vanskelig at håndtere. Men jeg vil i hvert fald sige, de oplysninger, jeg har, er, at der grundlæggende er tale om en forskydning opad i straffeniveauet, sådan som vi har ønsket. Men det er klart noget, vi følger meget opmærksomt, fordi det har været vores hensigt, at vi skal have en bedre balance i den danske straffelov. Jeg hører til dem, der mener, at vold og overgreb mod mennesker er mere alvorlig end vold og overgreb mod penge. Og den danske straffelov er på mange måder stærkt forældet på det punkt, at det er sådan, at økonomiske forbrydelser, de bliver – altså generelt set – straffet meget hårdere end vold mod mennesker. Og jeg har ikke noget imod skrappe straffe for økonomiske forbrydelser, det er fint nok for mig, men jeg synes bare, der skal være et rimeligt forhold mellem dét og så gå ud og slå andre mennesker til lirekassemænd. Og det var det grundsynspunkt, der bar regeringens retspolitik fra starten i november 2001, da vi trådte til. Og derfor har vi skærpet straffene. Det er ikke, fordi vi mener, at skærpede straffe løser alle verdens problemer, men det er bare meget vigtigt, at der er den rigtige balance i et retssamfund sådan, at det politiske ønske, vi har om at slå hårdt ned imod overgreb mod mennesker, også bliver afspejlet i de straffe, der rent faktisk bliver idømt.

Spørger: Bare lige et sidste spørgsmål. Betyder det, at I vil gøre teksten i bandepakken så specifik, at domstolene denne gang bliver nødt til at følge intentionerne med Folketingets lovgivning?

Statsministeren: Det er klart, at det er Folketinget, der lovgiver, og det skal domstolene selvsagt rette sig efter. Inden for det grundprincip, vi jo har i den Danske Grundlov om magtens tredeling, hvor vi lovgiver, og domstolene så dømmer. Men det er klart, domstolene skal jo dømme inden for rammerne af et demokratisk samfund. Og når folkestyret har besluttet, at der skal være skærpede straffe i voldsforbrydelser, så skal domstolene selvsagt rette sig efter dét, lovgiverne siger, sådan er det.

Spørger: Tak.

Spørger: Jeg har et lidt andet spørgsmål. Det handler om de grønlandske børn. Hvornår og hvad har statsministeren tænkt sig at gøre noget for at hjælpe de grønlandske børn.

Statsministeren: Jeg kan sige, at velfærdsministeren tager til Grønland allerede i næste uge. Og et rigtigt vigtigt punkt på dagsordenen for de drøftelser, der skal være i Grønland, det er forholdene for de grønlandske børn. Lad mig minde om, at grønlandske børn jo er omfattet af hjemmestyre, det vil sige, at det er de grønlandske myndigheder, der har ansvaret. Men når vi interesserer os for det fra dansk side, så er det, fordi når det gælder de internationale konventioner om børns vilkår og rettigheder, så er det jo rigsfællesskabet som sådan, der til syvende og sidst har ansvaret. Så vi vil altså i fuld respekt for det grønlandske hjemmestyre drøfte med de grønlandske politikere, hvordan vi kan få løst de problemer.

Spørger: Det er jo danske statsborgere, der er tale om, hvad er det konkret, der betyder ... der gør, at du ... I har så meget mod at blande jer i denne her sag?

Statsministeren: Der skal være et reelt indhold i hjemmestyret, og det betyder, at når vi har overladt fx de sociale forhold til grønlandsk ansvar, så må vi jo også respektere, at så er det de grønlandske politikere, der træffer beslutningerne. Men Grønland såvel som Danmark er jo omfattet af de bestemmelser, der gælder i de internationale konventioner om børns vilkår og rettigheder, og derfor må vi selvfølgelig interessere os for det. Men når vi ikke bare lige går ind og siger sådan og sådan, skal det være, så er det jo altså fordi, vi har overladt ansvaret til Grønland, og så må det være det grønlandske landsstyre og de grønlandske politikere, der så tager sig af at sørge for, at der er ordentlige vilkår for børn i Grønland, for det skal der selvsagt være – og det er en sag, der ligger os meget på sinde.

Spørger: Søren Espersen har i et interview foreslået, at man indførte gratis mad i skolerne. Hvad vil du sige til sådan en ide?

Statsministeren: Det er jo en grønlandsk beslutning, hvordan man vil løse opgaven. Det er jo netop ikke noget, vi hverken kan eller skal blande os i fra dansk side, hvordan man konkret løser opgaven. Men vi har en interesse i, at den bliver løst, og det er derfor, at velfærdsministeren vil tage det op med sin kollega på møderne i næste uge.

Spørger: Tak.

Spørger: Jeg kunne godt tænke mig en lidt sproglig afklaring af statsministeren. Hvis jeg i 1993, det var dengang oppositionspolitikeren Anders Fogh Rasmussen skrev bogen om minimalstaten, havde spurgt den daværende oppositionspolitiker, om han som leder af en VK-regering ville fordoble væksten i den offentlige sektor i forhold til Socialdemokratiet – ville den daværende oppositionspolitiker så have betragtet det som hypotetisk, eller ville han have sagt, at det havde han ikke til hensigt?

Statsministeren: Ikke blot vil jeg sige, at det har jeg ikke til hensigt, men når vi nu kigger tilbage på perioden, så vil jeg jo også kunne fastslå, at det har heller ikke været situationen. Det, du henviser til, det er, at den daværende socialdemokratisk ledede regering havde nogle ambitioner om at holde væksten i det offentlige forbrug på et bestemt niveau. Og det er rigtig nok, at i forhold til de fremskrivninger, de prognoser, de ambitioner, som den daværende regering havde, så har stigningen i det offentlige forbrug under denne regering været højere end de ambitioner, som den daværende regering havde. Men hvis vi kigger på den faktiske udvikling i det offentlige forbrug i 90’erne, så lå det væsentlig over stigningen i det offentlige forbrug under denne regering. Men det, du siger, det understreger jo bare, at alle de vilde påstande om, at denne regering skærer ned i den offentlige sektor er fuldstændig grundløs.

Spørger: Og så er der et spørgsmål omkring finanslovsforliget med Liberal Alliance. Liberal Alliance har sagt, at de vil have fjernet multimedieskatten i skattereformen, ellers vil de ikke stemme for, at man udvider med vækstpakker fx i forhold til byggeriet. Der har Peter Christensen fra Venstre åbenbart givet udtryk for, at så er man parat til at opsige finanslovsforliget. Er statsministeren parat til at bryde finanslovsforliget?

Statsministeren: Nej, altså mon ikke vi finder en løsning. Altså, jeg nægter at tro på, at Liberal Alliance vil blokere for at sætte initiativer i gang, der kan give øget beskæftigelse. Jeg tror, vi finder en fornuftig løsning på det spørgsmål.

Spørger: Nu advarer Kina igen mod at modtage Dalai Lama. Han kommer jo her til landet i løbet af et par måneder. Vil han blive modtaget i Statsministeriet, når han kommer?

Statsministeren: Ja, altså, Dalai Lama er meget velkommen i Danmark. Jeg har ført mødt ham, da han var her sidst – i 2003 modtog jeg ham. Og det har jeg til hensigt at gøre igen, hvis det kan lade sig gøre.

Spørger: Ja, det er måske sidste gang, jeg får lejlighed til at stille nogle spørgsmål til dig, så ...

Statsministeren: ... det var da svært pessimistisk, synes jeg ...

Spørger: ... i et andet udgangspunkt ... og det er, at du har jo ofte fortalt om din familiebaggrund – både i tale og i de bøger, der er udgivet om dit liv, der har du fortalt, at du kommer fra en hårdtarbejdende og nøjsom familie på landet, hvor også du har arbejdet hårdt i stalde og på mark. Og du har fortalt en historie om din farfar, som altså også arbejdede hårdt og kunne spare nogle penge sammen, men dem mistede han ved Landmandsbankens krak i 1922, og derefter, så kaldte han bankfolk for pengegrise, har du fortalt. Der vil jeg gerne spørge dig, hvordan har du forvaltet den familieoverlevering, fordi som statsminister – regeringen har fået stadige indberetninger fra finanstilsynet, hvordan det stod til i finanssektoren. Og man har berettet om hele vejen, at der var en kæmpe lånefest i gang. Bankerne lånte penge ud som aldrig før. Indlånsunderskuddet voksede til 650 mia. kr. Det gjorde I ikke noget som helst for at stoppe. Da I så i efteråret fandt ud af, at den er hel gal – størstedelen af bankerne ville krakke, hvis ... i en økonomisk krise, hvor det ville rigtig gå ned ad. Der var i nødt til at tilføre dem 100 mia. kr. i hybrid kernekapital, så de har noget at stå imod med. De penge, dem fik de ... vil få, det skal først starte her til sommer, dem vil de få til en rente, der er lavere end markedsrenten. Det fremgår af fortrolige papirer, som Reuters har haft adgang til at læse fra forhandlingerne. Og derved, så sparer bankerne omkring 5 mia. om året, sådan oppe i den størrelsesorden. Oven i købet fremgår det også af Weekendavisens beretning, at staten ... for at levere de penge til bankerne, så skulle staten have andel i den kursgevinst, der ville komme, når det igen gik opad, og derfor skulle banken konvertere de der lån til aktier. Men det afviste bankerne, og så sagde I – nå ja, men så kan det ikke gennemføres. Så vil jeg bare spørge dig – jamen, er det ikke jer, der er regering, er det ikke jer, der sætter betingelserne. Hvorfor ... altså ... hvorfor har I ikke stoppet alt det der?

Statsministeren: Jo, for det første vil jeg gerne lige slå fast, at man må ikke fjerne ansvaret fra, hvor ansvaret rent faktisk ligger – nemlig hos de ansvarlige bankledelser. Det er trods alt dér, at udlånspolitikken er blevet besluttet. Det er det første, jeg gerne vil slå fast. Det andet, jeg gerne vil slå fast, det er, at vores sigte med bankpakken, det var jo at sikre, at der kommer gang i udlånsvirksomheden fra bankerne til virksomheders normale, sunde, rentable investeringsprojekter. Og derfor gjaldt det jo om i enighed at finde en pakke, som rent faktisk vil blive modtaget på en sådan måde, at den også får den tilsigtede virkning – nemlig, at bankerne tager imod den fremstrakte hånd og til gengæld låner flere penge ud til virksomhederne. Og det er jo simpelthen dét, der har været sigtet med det. Og med hensyn til forvaltningen af familiearven kan jeg sige, at jeg selv har levet op til – og forsøgt at give videre til mine børn – at den måde, man skal opføre sig på, det er ved at arbejde – flid og ansvarsbevidsthed. Der er ikke et øje tørt.
Tak for i dag.”