Pressemøde den 13. marts 2024

Følgende er en transskription af pressemødet den 13. marts 2024 om styrkelse af Forsvaret.

Statsminister Mette Frederiksen: Velkommen til pressemøde.

Det er endnu et pressemøde, der handler om forsvar og sikkerhed, og det bliver næppe det sidste.

I dag præsenterer vi en hurtigere oprustning af dansk forsvar, som også indebærer en udvidelse af værnepligten. Det vender jeg tilbage til.

Vi vil nemlig også gerne bruge den anledning, vi står i nu til at sætte et par ord på Danmarks rolle i den verden og den tid, vi lever i. Jeg vil på forhånd advare om, at vores indledning bliver lidt lang. Jeg lover, at der til gengæld er god tid til spørgsmål bagefter.

Det er kun to år siden, at et bredt flertal i Folketinget blev enige om det nationale kompromis, hvor vi langt om længe besluttede at afsætte to procent af Danmarks bruttonationalprodukt til forsvar og sikkerhed, og hvor vi fik danskernes opbakning til at afskaffe EU-forsvarsforbeholdet. Det var dengang et passende svar til Ruslands krig mod et frit, europæisk land.

Siden da har vi, som I ved, afsat flere penge til Ukraine. Doneret våben. Vores F16-fly. Ammunition. Vi har bidraget med humanitær hjælp og med civil genopbygning.

Ligesom vi løbende har fremrykket investeringerne i vores eget forsvar.

Det er bare ikke nok.

Og når kortet og terrænet ikke passer sammen. Så må man tage bestik af terrænet - af virkeligheden.

Hvis vi skal leve op til de mål, som NATO har givet os, hvor Danmark blandt andet har forpligtet sig til, at vi med kort varsel kan indsætte en brigade – op til 6.000 soldater. Og hvis vi i højere grad skal kunne forsvare Danmark, og vores soldater, mod luftangreb, så har vi brug for at opruste endnu hurtigere.

I NATO-alliancen – der er der ingen lande, der skal klare sig selv. Det er sådan set hele idéen med NATO. Men alle skal kunne klare mere selv, og det gælder særligt for os, der har haltet bagefter i for mange år.

Hvor vi i mange europæiske lande har skåret ned på vores forsvar, og brugt pengene på velfærd og på skattelettelser og på klima og på andre prioriteter. Så blev andre – ikke mindst USA – ved med at investere i deres forsvar. Det har vi nydt godt af, men Danmark skal ikke være et land, der ligger i læ af andre.

Og det er hverken urimeligt at forvente eller forlange, at alle allierede lever op til det løfte, vi har givet hinanden.

Med andre ord, der er noget vi skal have indhentet.

Og med dét, vi foreslår i dag, så vil Danmark fra næste år afsætte to procent af vores samlede velstand til eget forsvar. Så dét, vi for to år siden troede, at vi skulle bruge 10 år på at nå – det når vi nu – og mere til. For oveni i det her, der kommer støtten til Ukraine, som vi også foreslår at udvide. Samlet set bringer det de danske forsvarsudgifter op på cirka 2,4 procent af BNP i år og i de næste år.

Det var Putin, der bestemte, at krigen i Europa skulle begynde.

Og det er Putin, der – hvis han vil – kan afslutte krigen med det samme.

Han kan vælge at trække sine tropper tilbage fra Ukraine.

Han kan stoppe bombardementerne af de civile.

Og han kan stoppe de trusler, han udviser mod Europa. Destabiliseringen. Misinformationen. Cyber-angrebene.

Vi europæere – vi har kun ét ønske: Det er at leve i fred og i frihed.

Men jeg gør mig ingen illusioner om Putins ambitioner.

Ligegyldigheden over for menneskers liv.

Foragten overfor demokratier – og alt hvad der tilhører; frie valg, frie medier og i det hele taget retten til at tænke og leve frit.

Og mens vi netop har udøvet det frie demokrati: Vedtaget reformer og diskuteret politik og passet vores hverdag, så har Rusland styrket sit forhold til Iran, til Nordkorea og til Kina. Og mens vi har været optaget af at føre en ansvarlig økonomisk politik. Gået op i budgetloven. Fået styr på inflationen og den energikrise, som blev udløst af krigen. Så har Rusland brugt den samme tid på at omstille store dele af deres industri til krigsproduktion. Og investeret massivt i militære kapaciteter.

Rusland har i dag en egentlig krigsøkonomi.

Derfor breder der sig også en ny realisme i Europa. Og heldigvis også en ny vilje.

Båret frem af den bevidsthed og af den erkendelse, at vi ikke længere kan tage fred og frihed for givet. At vi europæere igen befinder os i en tid, hvor vi må kæmpe og stå op for de idealer og værdier, vi tror på.

Og det gælder ikke kun med ord og med samhandel. Nu handler det om våben og oprustning.

Ikke for at udbrede demokratier langt væk fra os selv, men for at forsvare vores eget demokrati på vores eget kontinent.

Menneskers værd. Stat og suverænitet. Og selvfølgelig en international, regelbaseret verdensorden.

Hvad betyder det her i forhold til Danmark?

Jeg tror, at mange danskeres billede af krig er præget af dét, som vi ser i Ukraine netop nu. Vi ser angrebene. Vi ser bombardementerne. Vi hører luftalarmerne.

Vi kan se de unge mænd, der bliver sendt til fronten – som ikke kommer hjem.

Vi har set kvinder og børn på flugt.

Men det er ikke det billede, der gælder for Danmark.

Der er ikke noget der – her og nu – indikerer en direkte militær trussel mod Danmark.

Men situationen – den er alvorlig. Og den er langt alvorligere, end den har været længe.

Og det her er selvfølgelig en balancegang. For hvornår bliver alvor til bekymring? Og hvornår bliver bekymring til frygt?

Vi ser det som vores opgave – som jeres regering – at lægge vores analyse af situationen ærligt frem. Uden alt for meget omsvøb og uanset, hvilken kritik det end måtte koste. Fordi det tror vi sådan set godt, at vi kan håndtere som samfund – på en måde, hvor vi ikke omsætter alvoren til frygt, men hvor vi omsætter alvoren til handling, og på den måde værner om dét, vi har kært.

Alene sidste år var der 4.700 unge mennesker, der meldte sig frivilligt til at gøre lige præcis dét i forsvaret – til at beskytte og til at bevogte vores land ved at aftjene værnepligt.

For de fleste, der tilbyder vi i dag værnepligt på kun fire måneder. Det er knapt nok tid til, at man kan lære hinanden at kende. Og det er i hvert fald ikke tid nok til, at man kan indgå i de operative opgaver, der bidrager til NATOs kollektive forsvar.

At værne om sit land er altså noget af det mest ærefulde, man kan gøre. Og derfor foreslår regeringen i dag, at vi udvider værnepligten. Gør ansvaret større og opgaverne flere. Og så foreslår vi en fuld ligestilling mellem kønnene.

Vi bryster os jo gerne af, at vi har et ligestillet Danmark, men det er eksempelvis kun danske mænd, der har pligt til at møde på Forsvarets Dag. Kvinder har mulighed for at melde sig selv og efterfølgende blive værnepligtige, men også her er der forskel i vilkårene. Og hvorfor egentlig det?

Vi er sådan set ikke i tvivl om, at øget ligestilling vil skabe et mere moderne og et mere mangfoldigt forsvar, som afspejler den tid, vi lever i.

Man kan jo værne om sit land på mange måder. Og i mange år har investorer og banker og pensionskasser været tilbageholdende med at investere i forsvarsindustrien.

Det samme gælder for Den Europæiske Investeringsbank.

Det er vores klare opfordring fra regeringens side, at det kommer til at ændre sig.

For selvom vi fremrykker statslige investeringer i Forsvaret, så kan offentlige midler ikke gøre det alene.

Og så til sidst. Vi opruster ikke i Danmark, fordi vi ønsker krig eller ødelæggelser eller lidelser. Vi opruster lige nu for at undgå krigen.

Og i en verden, hvor den internationale orden den udfordres, så er der kun én ting, den stærke mand forstår: At vi andre har viljen til at sætte handling bag vores ord.

Og det gælder på tre områder:

Vores evne til at forsvare os selv og vores allierede.

Vores evne til at afskrække i forhold til Rusland.

Og selvfølgelig vores evne til at stå sammen i Danmark som danskere, i Europa som europæere og i NATO.

Og i øvrigt med demokratier i resten af verden, der deler de samme værdier, som vi gør.

Og det her – det kommer med en pris. Den pris vi kommer til at betale, tåler ingen sammenligning, vil jeg gerne sige, med den pris ukrainerne betaler.

De slås dag og nat, med livet som indsats, for deres grundlæggende ret til at eksistere og for vores andres frihed.

Herhjemme, der sover vi trygt – uden luftsirener eller mangel på fornødenheder. Så for os er det mere et spørgsmål om vores mentalitet og om alvoren. Om prioriteter og om økonomi.

Og det er mit budskab i dag: Vi får ikke råd til alt dét, vi gerne vil i fremtiden.

Vi har allerede afsat færre penge til velfærd, til klima og til skattelettelser, end vi ellers kunne have gjort, hvis ikke vi investerede så massivt i vores forsvar.

Ligesom vi har taget beslutninger for at skabe et større økonomisk råderum, som for eksempel at afskaffe store bededag.

Blandt andet derfor kan vi finde penge til den yderligere oprustning ved primært at øge statens gæld.

Det gør vi på en måde, så vi stadigvæk har en buffer at stå imod med, hvis Danmark bliver ramt for eksempel af økonomisk modvind.

Men med den usikkerhed, som verden ser i dag, kan der jo ske nye ting, som ændrer spillepladen. Vi kan få behov for nye prioriteter. Og vi kan få behov for yderligere investeringer i forsvar og sikkerhed end dét, vi nu lægger op til nu.

Det tror jeg, vi får behov for, og det skal som udgangspunkt finansieres. Og det er derfor, jeg nævner det med prisen.

Ligeså gammeldags krigen i Ukraine er med sine skyttegrave og sine miner,

ligeså moderne er den også. Med droner og højteknologisk krigsførelse.

Læg dertil hybride trusler. Krig og uro i Mellemøsten og Afrika. Øgede spændinger i Asien.

Vi står over for et meget mere sammensat og et meget mere vanskeligt trusselsbillede. Og det er vores forpligtelse, som danskere, løbende at navigere i og forholde os til.

Vi vælger ikke selv den tid, vi lever i. Men vi har altid et valg om, hvordan vi handler. Og vi har behov for at opruste.

Og med de ord giver jeg i første omgang ordet videre til forsvarsministeren.

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen:  Tak for det.

Europa befinder sig i en skæbnestund. Den sikkerhedspolitiske situation i Europa er desværre blevet forværret, siden vi, for snart et år siden, lavede det forsvarsforlig i juni måned 2023, som jeg selv forhandlede på plads.

Rusland har omstillet sin økonomi til krigstid og har skruet meget voldsomt op for våbenproduktionen. Rusland forbereder sig også på en langvarig krig og udviser en aggressiv adfærd, der inden for få år kan udgøre en potentiel trussel mod et NATO-land.

Mens vi står her i dag i København, så lider ukrainske soldater og civile under den enorm brutale adfærd, som Rusland udviser. Det er europæiske regeringer nødt til at forholde sig til og reagere på. Og det er vi også nødt til at forholde os til her i Danmark.

Vi er nødt til at styrke dansk sikkerhed og forsvar hurtigere end dét, som vi havde planlagt tilbage i juni måned 23.

Derfor lægger vi også op til, med dét vi fremlægger her i dag, at øge forsvarsudgifterne med lidt over 40 mia. kroner over de næste fem år. Heraf 35,2 mia. kroner bliver afsat til at løfte den økonomiske ramme i regi af forsvarsforliget sådan, at vi samlet dér kommer til at opleve et løft på 190 mia. udover det niveau, der er afsat i forhold til den forligsramme, som vi kender.

Det er meget, meget store økonomiske tal. Det er en monumental opgave, som dansk forsvar står overfor, og som også den til hver tid siddende forsvarsminister har ansvaret for. Og det er ikke fordi, at jeg er ved at trække mig, men det er, fordi det er en lidt længere periode, vi kigger ind i.

Når det så er sagt, så er det også vigtigt, at vi gør, hvad vi kan i forhold til Ukraine og ikke mindst Ukraines frihedskamp. Ukraines kamp for frihed er også en kamp for vores frihed.

Derfor styrker vi også Ukraine-fonden yderligere med 4,4 mia. kroner i 2024.
Og foruden det, så er der også yderligere 1,9 mia. kroner, som kan gå til investeringer i dansk forsvar og sikkerhed i regi af forsvarsforliget – eller som alternativt kan anvendes til militær støtte til Ukraine.

Med de penge så kan vi fremrykke investeringer i en række vigtige militære kapaciteter, så vi hurtigst muligt kan opbygge dansk forsvar og dermed styrke den kollektive afskrækkelse i rammen af NATO. Så passer vi på os selv og bliver også endnu bedre allierede.

Vi lægger op til at styrke vores landmilitære evne markant. Hærens 1. brigade skal opbygges til en tung brigade, der i tråd med NATOs ambitioner kan indgå i NATOs beredskabsstyrker på forhøjet beredskab. Det indebærer køb af flere kampvogne, kampkøretøjer samt en bemanding på op til 6.000 soldater.

En væsentlig del af brigadens kampkraft skal opbygges i de år, der kommer. Og sigtet er, at vi er på plads i 2028. Og samtidig skal brigadens reaktionsevne også styrkes markant. Brigadens beredskab skal højnes, sådan at den kan reagere på trusler med kort varsel.

Og der er heller ikke nogen tvivl om, at den største udfordring i forhold til at opbygge brigaden, det vil jeg også gerne sige i dag, så det er klart for alle, det er jo at skaffe det nødvendige personel sådan, at det kan lade sig gøre.

Det bliver en stor udfordring, som vi kaster os over, fordi det er jo klart, at med det ambitionsniveau, vi har, så kræver det også et endnu større fokus på mandskab.

Opbygningen af en tung brigade vil styrke forsvarets samlede kampkraft og dermed også evne til at indgå i NATOs beredskabsstyrker.

Vi har også tidligere besluttet, at vi vil styrke forsvarets evne til at bekæmpe ubåde. Søværnets fregatter skal blandt andet kunne opdage, følge og bekæmpe ubåde på sikker afstand. Og her skal vi hurtigere i mål en dét, som vi tidligere har besluttet – her skal vi være i mål i 2029.

Det er vigtigt for mig at understrege, at disse anskaffelser kommer til at tage tid. Og der vil formentlig også komme uventede forsinkelser, men af samme grund er det også vigtigt, vi kommer i gang hurtigst muligt.

Givet, at vi af flere omgange har løftet forsvaret markant, så skal vi også sikre selvfølgelig, at det er veldrevet og effektivt. Derfor skal vi også afsøge, om vi kan gøre tingene klogere end den måde, vi gør det på i dag. Og om det også kan frigive midler til yderligere investeringer ind på materialesiden i forsvaret.

Men vi skal også undgå fortidens fejl sådan, at vi ikke begynder at tage hul på effektiviseringer, som ikke kan lade sig gøre. Det har vi set eksempler på, desværre, i fortiden, og derfor skal vi være sikre på, at hvis vi laver om på den måde, vi organiserer os på, så skal vi være sikre på, at det så også frigiver et økonomisk råderum til investeringer.

Når det er sagt, så vil jeg også gerne sige lidt omkring en styrket værnepligt, fordi fremrykningen af dét, som vi nu har gennemgået, det kan jo ikke stå alene.

En helt afgørende del af et styrket dansk forsvar er også, at danske unge bliver en større del af vores fælles forsvar. Det gør de oftest igennem værnepligten, og derfor skal vi også have en større grad af værnepligt.

Værnepligt – det er en særlig oplevelse. Den kan give vores unge mennesker mulighed for at komme ud af deres vante rammer og også gøre en meningsfuld indsats og blive udfordret på mange måder, som ellers ikke lader sig gøre.
Under værnepligten lærer de unge mennesker også mere om sig selv De får erfaringer, som de kan bruge resten af livet.

På mange måder er det jo også vigtigt at sige, at værnepligten er jo også med til at bringe vores unge mennesker sammen, fra hele samfundet, i et militært forankret fællesskab.

Vi lægger derfor op til, at værnepligten får en lidt større længde, som statsministeren også nævnte. Den bliver 11 måneder i vores forslag og bliver øget til 5.000 værnepligtige årligt, og så lægger vi også op til, at mænd og kvinder ligestilles helt.

Det indebærer, at alle unge, uanset køn, vil skulle indkaldes til Forsvarets Dag og gennemføre værnepligten på ens vilkår.

Værnepligten skal med andre ord være tidssvarende. Dels i forhold til de grundlæggende værdier vi har, der afspejler vores samfund. Men dels også i forhold til det trusselsbillede vi kigger ind i.

De første fem måneder af værnepligten vil for de fleste udgøre en basisuddannelse, hvor de værnepligtige tilegner sig basale militære færdigheder.  Og i de efterfølgende seks måneder vil de værnepligtige kunne indgå i bemandingen af forsvaret og også løse basale operative opgaver.

En længere værnepligt vil styrke de værnepligtiges kompetencer, så de kan løse opgaver, der gælder for forsvaret af Danmark.

Det skal fortsat være muligt at aftjene værnepligt i Beredskabsstyrelsen, hvis man ikke ønsker at aftjene værnepligt i Forsvaret. Og det er også et andet område, hvor vi har brug for at gøre os mere robust, når stormen raser eller ulykkerne sker.

Og endelig kan jeg også sige, at muligheden for at blive militærnægter fortsat vil bestå, hvis militærtjeneste er uforeneligt med ens samvittighed.

Men når det så er sagt,  så synes jeg det er vigtigt at understrege, at det her, som vi har fremlagt i dag, det både er en både ambitiøs og vigtig tilgang – både i forhold til nødvendige militære investeringer og ikke mindst at leve op til vores NATO-forpligtelser – ikke mindst i forhold til de prioriterede styrkemål, og så også en større grad af robusthed i forhold til dansk forsvar med en ny værnepligt, som jeg også tror kan være med til at bringe forsvaret et helt andet sted, end vi er i dag.  

Statsminister Mette Frederiksen: Tak for det. Udenrigsministeren.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Tak for det.

Hvis Putin beordrede sine soldater at nedlægge våbene, så ville krigen stoppe.

Hvis Zelenskyj gjorde det samme, så ville Ukraine ophøre med at eksistere.

Det er jo, hvad det handler om. Og det er jo derfor, at Danmark er et af de lande, der giver mest militær støtte til Ukraine. 

Det har I hørt os sige før, så sent som i går, hvor vi lavede den 16. donationspagt på 2,3 milliarder kroner, og I vil høre os sige det igen.

Og det er jo ikke fordi, vi vil vise os frem. Eller for at pudse glorien. Men nok så meget for at inspirere andre lande til at yde mere – for dét, er der brug for.

Regeringen har en stålsat ambition om, at Danmark skal forblive forrest i feltet, så længe det er nødvendigt. Fordi Ukraine er Europas sikkerhedspolitiske frontlinje. Det ændrer sig ikke foreløbigt. Og det skal vi forholde os til. 

Som statsministeren klogt sagde, så skal vi gå til situationen med alvor, men ikke med frygt.

En alvor og en realisme, der skal vendes mod os politikere. Det er vores opgave at træffe beslutninger, der kan dæmme situationen ind. Det er det her i Danmark, og det er det internationalt, som for eksempel beslutningen om, at invitere både Finland og Sverige med ind i NATO – noget der nu lykkeligvis, noget sent, faldt på plads i sidste uge.

Og det gør vi så også i dag. Fordi NATO bygger jo på én for alle, alle for én. Og vi er én af de ene, og vi skal gøre mere. Vi investerer i forsvaret for at afskrække Rusland.

Og lad mig ligesom statsministeren slå fast: Rusland udgør ikke en direkte militær trussel mod Danmark. Men vi skal jo heller ikke bringe os et sted hen, hvor de kunne komme til at gøre det. Og det er derfor, vi skal tage situationen alvorligt.

De udgør derimod en meget, meget direkte militær trussel i Ukraine. Alligevel går borgerne i Kiev på restaurant.

Forsøger at få en dagligdag til at fungere midt i krigen.

De nægter at lade sig kyse og skræmme til at tilbringe alle deres dage i et sikkerhedsrum i en kælder.

Og vi skal selvfølgelig ikke påtage os en frygt på deres vegne, for vi skal jo alle leve frit. Det er jo dét, vi kæmper for.

Det er også derfor, vi har indgået en aftale om sikkerhedstilsagn, som langtidssikrer vores støtte til Ukraine.

Og det er derfor, at vi nu sætter endnu flere penge af til Ukraines selvforsvar.

Men Ukraines frihedskamp, som også er vores frihedskamp, udspiller sig ikke kun ved frontlinjen. Den handler i lige så høj grad om at genopbygge landet. 

At få ruder i vinduerne igen.

At få sikker, grøn strøm i stikkontakterne. 

At få folk i arbejde. 

Det kræver private investeringer, for offentlige midler kan ikke klare den opgave alene. Og her går Danmark også forrest. 

Vi har iværksat en robust ordning for at engagere det private erhvervsliv i genopbygningen af Ukraine. Hvor vi stiller risikovillig kapital til rådighed, hvor vi matcher ukrainske behov med danske virksomheder. Det gælder i særlig grad i havnebyen Mykolaiv, som jeg selv besøgte for kort tid siden - som vi alle har besøgt.

Og derfor kan vi også berette om en ukrainsk taknemmelighed for den støtte, vi har givet – både civilt og i særlig grad militært. Det er vigtigt begge dele.

Det er afgørende for, at Ukraine igen kan blive en økonomi – og et land, der står på egne ben. Det er afgørende for at forberede Ukraine på medlemskab af EU.

Og det siger sig selv, at Danmark ikke kan klare den her opgave alene. 

Både når det gælder den militære støtte, og når det gælder genopbygningen af Ukraine. Der er brug for, at Europa træder mere i karakter. 

Den russiske invasion af Ukraine har blotlagt nogle ganske alvorlige kapacitetsudfordringer i den europæiske forsvarsindustri. 
Det gælder særligt i forhold til ammunition, som vi ganske enkelt ikke producerer nok af.

Og derfor har vi jo brug for, som statsministeren også var inde på, at udvikle et nyt mindset. Når man i Rusland omstiller sig til krigsøkonomi, så kan vi andre jo ikke bare træske videre, som intet var hændt.

Så der er brug for et nyt fokus, hvor vi styrker vores forsvar. Det gør vi nu i Danmark med dét, vi lægger frem her i dag, men det er der også brug for i europæisk sammenhæng, og derfor vil vi lægge endnu større pres på for at styrke EU’s forsvarsindustri. 

Det er også derfor, vi har tilkendegivet, at det er en god idé, som kommissionens formand også har lanceret, at oprette en ny kommissærpost på området, når der skal laves en ny kommission senere på året.

Så vil jeg bare kort, for det meste er sagt, runde af med en lille fortælling fra det afrikanske kontinent, som jeg besøgte i sidste uge.

Og det er selvfølgelig på alle måder imod diplomatisk kutyme at gengive, hvad der bliver sagt bag lukkede døre. Så det skal jeg afholde mig fra.

Men jeg tør godt sige, at mange afrikanske ledere og borgere har et noget anderledes, og man kunne måske kalde det, et mere pragmatisk syn på Putin, end vi har. Hvor man betragter Rusland snarere som en ven – og ikke en fjende.
Og det hænger jo sammen med, at Rusland længe har plejet deres interesser i Afrika. Taget telefonen, når de afrikanske ledere ringede op.

Og det er en opfattelse, som man ikke har om os i Europa. Ikke alle steder, i hvert fald. Mange ude i verden opfatter krigen i Ukraine som et regionalt spørgsmål. En konflikt, vi selv må tage hånd om.  

Det ser man også tendenser til visse steder i USA. Hvor hjælpepakkerne til Ukraine ikke går så let igennem kongressen, som de gjorde tidligere. Og det kalder jo efter min mening på refleksion – og på handling. Og konklusionen kan jo kun blive den ene, at vi i Europa, som Danmark er en del af, tager mere ansvar for vores egen sikkerhed.

Tager et større ansvar for at investere mere i vores eget forsvar.

Vi skal tage handsken op med kolde hoveder og varme hjerter, så vi i fællesskab afskrækker Rusland fra at tro, at de kan flytte Europas grænser med militær magt.

Og det er sådan set essensen af, hvorfor vi står her i dag.

Tak for ordet.

Statsminister Mette Frederiksen: Det var dét, vi ville sige indledningsvist. Nu tager vi hele første række her. Vi starter her.

Spørger: Jeg vil gerne spørge ind til det her med udvidet værnepligt og ligestilling mellem kønnene. Kan du blive lidt mere specifik på, hvordan det konkret skal foregå, og hvornår du forventer, det træder i kraft?

Statsminister Mette Frederiksen: Troels.

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Ja altså, vi lægger jo op til, at vi kommer til at lave en lovgivning i forhold til den her fulde ligestilling i løbet af 2025 med henblik på, at det så kan træde i kraft i 2026.
Og dét, der bliver gældende, det bliver jo så, at alle kvinder og mænd bliver indkaldt til Forsvarets Dag, og det er jo så dét, der bliver udgangspunktet for at få det videre.

Så er udgangspunktet jo også, at dem der melder sig frivilligt, at det er dejligt, det håber vi, der er mange, der fortsat vil gøre. Og for så at nå de 5.000, i det tilfælde der ikke måtte være alle, der melder sig frivilligt, så vil der så være en lodtrækning. Og det bliver jo så kun mellem kvinderne.

Spørger: Så bare for lige at være sikker på, at jeg forstår det korrekt: Hvis der nu er 5.000 mænd, der melder sig frivilligt. Så kan vi godt have 5.000 mandlige værnepligtige fortsat også efter 2026?

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Korrekt. Men jeg anser det for at være ikke helt sandsynligt, at alle melder sig frivilligt.
Jeg tror, man må indstille sig på i dag, hvor alle melder sig frivilligt, vi har jo stort set ikke tvunget nogen ind siden 2012, så vil der jo med en længere værnepligt nok også være nogen, som bliver tvunget ind, forstået på den måde, at der ikke er måske helt så mange, der melder sig frivilligt.

Spørger: Der er jo flere partier i forligskredsen, der har været ude at sige, at de er imod det her. Hvad kommer det til at betydefor de videre forhandlinger?

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Det kommer vel til at betyde, at vi må se, om folk mener det samme, når vi diskuterer det i rummet, som når man snakker med journalister. Det er jo set før, at nogle har sagt én ting i forhandlingsrummet og noget andet, når man snakker med journalister.
Men det er fuldstændigt afgørende for mig at sige, at en del af den robusthed, der er i opbygningen af forsvaret, knytter sig til, at de værnepligtige kommer til at have en hel anden funktion – det vil både være i forhold til brigaden, og det vil også være i forhold til luftforsvar. Der vil der være værnepligtige, der indgår i de strukturer, og det vil være nyt. Det er sådan noget, man også ser i andre lande: For eksempel i Norge, som vi besøgte her for nylig. De bruger også værnepligtige i den måde, som de opbygger deres luftforsvar på.

Så det her, det er én til én også en sammenhæng med det første vi præsenterer i forhold til kapacitet. Og det er vigtigt at sige.

Spørger: Hvor mange af de budgetterede milliarder stammer fra effektiviseringer?

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Det er sådan, at vi lægger op til, at der på sigt kan skaffes 14 milliarder i effektiviseringer, men de ligger uden for dét, som vi lægger på bordet her i dag – forstået på den måde, at de 40 milliarder det er, om man så må sige, friske nye penge. Og så derudover kan man så også potentielt finde 14 milliarder, som man så kan tilføre forsvaret. Så det er jo penge inden for forsvaret, der går til andre ting.

Spørger: Det tror jeg kommer til at virke spøjst for mange, når man ser på forsvarssituationen i dag, som jo skyldes årelange nedskæringer, som I også selv har erkendt gennem tiden, at besparelser på andre tider har ført til den situation, vi har i dag.

Hvordan i alverden kan man så komme frem til, at man nu igen, med den dagsorden og den alvor der bliver sat her, ved at lægge op til yderligere besparelser og nedskæringer i fremtiden?

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Vi lægger ikke op til besparelser. Vi har jo nu løftet dansk forsvar med næsten 200 milliarder i en 10-årig periode. Jeg ved ikke, hvor man gjort det henne, på hvilke ministerområder. Det er monumentalt mange penge.

Når man skal bruge så mange penge, så tror jeg også, man ansvarligt må sige: Er vi så sikre på, at man ikke kan bruge dem på en lidt mere effektiv måde, end dét vi gør i dag? Det ville jo man jo gøre i en hvilken som helst organisation. Så ville man ryste hovedet – se på – gør vi det rigtigt.

Og det er dér, at hvis man så kommer til at have en mere effektiv administration, så vil det jo så frigøre nogle penge, som ikke skal gå væk for forsvaret, men som skal bruges i forsvaret.

Lad mig give et eksempel: FMI, som mange af jer kender – kan de blive mere effektive til at drive den virksomhed, som FMI har i dag?

Er der for mange udbud, der potentielt går om. Bruger vi for mange kræfter på ting, der bliver forsinkede. Årsværk som skal lave udbuddene flere gange.

Det vil jeg ikke udelukke er tilfældet.

Hvis vi kan få strømlinet den model, den organisation, så vil de penge jo så kunne bruges på noget andet end på forsvaret.

Statsminister Mette Frederiksen: Christine.

Christine Cordsen, DR: Det er ret præcist to år siden I lavede det nationale kompromis, hvor man besluttede at bruge flere penge på forsvaret. Og så har I flere gange siden lagt flere penge oveni. Og nu igen til et jo astronomisk højt beløb.

Alligevel hører man alle steder fra i Forsvaret – at de har ikke set nogle penge. Der er ikke sket noget på kasernerne, der er ikke gang i indkøb.

Hvorfor ikke få de penge ud at arbejde, før man bliver ved med at finde flere penge?

Statsminister Mette Frederiksen: Altså vores vurdering er jo, vi bliver nødt til at gøre flere ting på én og samme tid. I den første delaftale, der blev lavet på forsvarsområdet, der var der et ret stort fokus på simpelthen at skabe et stærkere fundament for forsvaret. Og det er jo i en politisk erkendelse af, at selvfølgelig skal infrastrukturen i forsvaret være stærkere, når forsvaret skal kunne løfte flere opgaver.
Det arbejde går i gang. Det vi siger i dag er, at vi vil ikke, som land, længere ligge i læ af andre. Vi vil levere dét, Danmark skal qua vores NATO-forpligtelser. De løfter vi har givet, som en del af den alliance, vi er. Og der er det ikke mindst den tunge brigade og luftforsvaret, som er helt afgørende.

Så vi står overfor meget, meget store opgaver. Det mener vi godt forsvaret kan løfte, hvis de får den tilstrækkelige politiske opbakning. Det er vi klar til at give dem.
Og så kommer vi altså til at skulle køre ned af flere spor samtidigt.

Christine Cordsen, DR: Du har sagt flere gange, at det her trusselsbillede betyder, at vi skal prioritere. Hvad er det, danskerne ikke skal regne med, at der er penge til de kommende år? Er det velfærd? Er det skattelettelser? Hvad er det, det kommer til at koste?

Statsminister Mette Frederiksen: Altså, man kan sige, den store pakke, vi foreslår i dag, den kan vi finansiere indenfor vores almindelige økonomiske politik, fordi dansk økonomi er så stærk, som den er, fordi vi har så lav offentlig gæld.

Det er klart, det kan vi ikke bare blive ved med at gøre, afhængig af hvad behovet er. Den måde, vi arbejder på nu, som regering, det er jo, at vi hele tiden sammen med vores allierede analyserer behovet. Og dét, at Rusland har omlagt deres økonomi så hurtigt til en egentlig krigsøkonomi, at vurderingen er, at vi vil se mere destabilisering i Europa, og at Rusland i løbet af en relativ kort tidsperiode vil kunne også angribe, altså ikke som vi ser det i Ukraine, det tror jeg ikke, der er nogen, der har en forventning om, men angribe ind i et NATO-land, hvis ikke vi evner forsvaret, afskrækkelsen og sammenholdet. Alt dét lagt sammen gør, at vi har et meget, meget stort behov for både at styrke de nationale forsvar og ikke mindst den østlige flanke i NATO.

Det er jo derfor, vi allerede nu siger: Det er næppe sidste gang, vi står her, fordi tingene kan se anderledes ud om et halvt år eller et år. Og det kommer vi selvfølgelig til at navigere efter som regering.

Hvad er det så, vi ikke har råd til? Det kan vi jo ikke sige præcist. Men det vil omvendt, synes vi, være uærligt, hvis vi lader som om, at prisen ikke kan komme på et tidspunkt. Og det er klart, skal vi bruge endnu flere penge på forsvar og sikkerhed, og det kan godt være, vi kommer til at skulle det, det tror jeg personligt, vi kommer til – ja, så ville vi jo skulle kigge ind i og prioritere nogle andre ting ned. Men det kommer vi selvfølgelig til at være konkrete om, når situationen den måtte opstå.

Spørger:  Jeg synes, I skøjter meget let over Forsvarets altoverskyggende problem: Fastholdelse af rekruttering. Lønnen er dårlig. Folk gider ikke være der. Det er ikke attraktivt. De kan få job andre steder.
Det hører jeg jer ikke nævne med et ord. Og jeg hører jer ikke sige, at lønnen skal stige for at gøre det mere attraktivt.

Vi har ikke særligt mange arbejdsløse, så det er jo ikke dem, der skal rykke ind. Altså, vi kan jo købe 1.000 kanoner, hvis der ikke er nogen til at trykke på knappen, så kan vi jo ikke bruge dem til en hat. Hvad vil I gøre ved dét? For jeg tænker ikke, at svaret umiddelbart hverken er tyske lejesoldater eller filippinsk arbejdskraft, når det kommer til forsvaret?

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Nej, det er korrekt.
Udgangspunktet, det er jo, at vi skal blive bedre til at fastholde forsvarspersonel. Sandheden er jo, at man skal også passe på med ikke at tale dansk forsvar ned i en dødsspiral. Vi har nogle rigtig, rigtig dygtige soldater. Nogle der gør en kæmpestor indsats. Så sent som her i weekenden var de i stand til at få nedkæmpet et droneangreb. De gør en kæmpeindsats.

Det skal vi være stolte af.

Men det er klart, at dér hvor vi har udfordringen, og det skjuler vi på ingen måde, det er jo, hvordan vi kan blive bedre til at få folk til at blive lidt længere i forsvaret, altså fastholde dem.

I den første delaftale, som vi lavede her i januar måned har vi sat 3,5 milliarder af til HR-initiativer. Vi har så også i den delaftale skrevet, at vi kommer tilbage til at se på yderligere initiativer i forhold til HR-området, og det kan være ting, der gør det endnu mere attraktivt at blive i Forsvaret. I forhold til løn, som vi også diskuterede på det sidste pressemøde, der er det et overenskomstmæssigt spørgsmål.

Men når vi ser på, hvad Forsvarets ansatte ønsker sig, så er det mange forskellige ting. De ønsker sig nogle bedre vilkår. Nogle bedre bygninger. De ønsker sig noget materiel, som fungerer. Og så er de selvfølgelig også optaget af de rammer, som de arbejder under.

Spørger: Det er til dig Mette: Vi taler hele tiden lidt op, lidt ned, når det kommer til trusselsbilleder, hvordan danskerne skal opfatte det her.

Gik du for langt, da du sammenlignede situationen med 1938? Og kan I prøve at forklare os, hvor ”varm grøden skal være”? Altså, skal vi være bange? Eller skal vi overhovedet ikke være bange? Og hvilket frygtniveau skal vi ligge på? Det kan godt være svært at afkode.

Statsminister Mette Frederiksen: Ja, jeg har faktisk ikke sammenlignet situationen med andre historiske situationer. For det kan man ikke. Og det vil altid være en fejl at sige, der er en direkte parallel til et andet tidspunkt.

Jeg bliver spurgt på et tidspunkt – jeg tror det er i Berlingske Tidende – kan man sammenligne det her med 2. Verdenskrig – altså en 3. Verdenskrig. Og det siger jeg faktisk, det mener jeg ikke, man kan. Og så siger jeg, der er måske noget mere sammenligneligt i forhold til, hvor vi står i 38, men det betyder jo ikke, at vi siger, at vi står i den samme situation. Man står aldrig i den samme situation. Terrænet flytter sig.

Og dét, der jo gør sig gældende i dag, og grunden til, at jeg synes, der er en form for parallelitet, men ikke mere end dét, det er vigtigt for mig at understrege. Det er jo, at hvis man tror, som man fejlagtigt troede på et andet tidspunkt i Europas historie, at man kan lade den stærke mand, der modsat, hvad vi andre tror på, ønsker at definere grænserne med rå magt, gør det, og så tro på, at han lader resten af kontinentet være i fred, så mener jeg, man begår en fejl.

Og derfor har jeg aldrig selv været tilhænger af, at ukrainerne har skulle nedlægge våben, fordi det vil, som udenrigsministeren sagde det indledningsvist, betyde, at Ukraine stopper med at eksistere.

Og vi er ovre den tid, hvor en diktator eller hvor et land eller den stærke mand skal have lov at definere, hvordan andre mennesker skal leve. Så derfor, og det har vi jo sagt fra starten fra dansk side, så skal Ukraine have al den hjælp, de har behov for, for at kunne presse russerne tilbage, så vi har et frit og demokratisk Ukraine, som i øvrigt, altså i vores øjne, tilhører den europæiske familie, og derfor har en fremtid – både i EU og i NATO.

Jeg tror under alle omstændigheder, man begår en fejl, hvis man tror, man i en ny tid kan overføre erfaringerne fra en anden. Der er bare ikke noget i vores europæiske historie, der indikerer, at hvis ikke man, når det bliver rigtigt alvorligt, hvis ikke man har viljen til at stå op for dét, man tror på, at man så kan vinde, og det er dét, vi appellerer til, at den alvor, den sænker sig hos alle.

Statsminister Mette Frederiksen: Martin K, så tager vi nederste og midterste række herovre.

Spørger: Tak.

Jeg tror gerne, jeg vil spørge udenrigsministeren, om du egentlig ikke mener, at det ville være bedre at foretage økonomiske prioriteringer og gøre Danmark rigere – i stedet for fortsat at finansiere investeringer ved at optage lån?

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Nej, fordi så ville jeg jo ikke stå her og være med til at fremlægge et konkret forslag.

Og statsministeren var også inde på det. Altså, vi har jo under skiftende regeringer ført en ansvarlig økonomisk politik i Danmark. Vi har en af de mest robuste offentlige økonomier i Danmark. Jeg tror, efter min hukommelse, at vi har den næstlaveste gældsgrad i EU. Det giver os en enorm robusthed. Og det er dét, der gør, at vi med fuldstændig respekt for vores egen budgetlov og hele EU-regelsættet nu er i stand til at lægge en markant pakke frem i dag, som ikke kalder på, at vi umiddelbart altså skal prioritere andre ting væk.

Men det rokker jo ikke ved, som statsministeren også var inde på det grundlæggende, at man kan kun bruge 1 krone én gang. Og nu har vi altså en robusthed, der gør, at vi kan lånefinansiere det her initiativ, og så kunne vi selvfølgelig også have valgt at lånefinansiere noget andet. Det tror jeg så ikke, vi ville gøre, fordi her er der jo tale om altså en fuldstændig samfundskritisk investering, der er ikke rigtig noget alternativ.

Og det er jo ikke pengene, der bærer denne her pakke. Det er jo vores forpligtigelse over for NATO, der bærer denne her pakke. Det er jo de styrkemål, vi har aftalt. Der har været meget snak om alle de her procenter, de er selvfølgelig også vigtige, fordi de kommer jo ikke ud af ingenting, men det starter jo et andet sted. Det starter jo med, at vi har lovet at kunne stille en brigade. Det starter med, at vi har nogle andre styrkemål, og dem vil vi først kunne efterleve meget senere medmindre, vi gør noget nu. Så det er jo den alvor, der bærer den her beslutning.

Men så er det også vigtigt at tilføje, som statsministeren også var inde på, at så er vi også ved at være der. Hvis vi kommer i en tilsvarende situation på et senere tidspunkt, hvor vi skal gøre noget mere, så er det ikke sikkert, det bliver med ”den samme lethed”, så vil der godt kunne komme en diskussion, der handler om, at vi meget mere konkret skal sige: Nu gør vi så det her, og så lader vi være med at gøre noget andet. Eller vi gør det her, og så må vi lave nogle reformbeslutninger, der skaffer pengene. Eller – altså det er bare et teoretisk udfaldsrum – vi gør det her, og så må vi bede danskerne om at betale noget mere.

Men det er ikke dér, vi er endnu. Og det kan vi jo sådan set takke alle for, blandt andet de danskere, der nu ikke har store bededagsferie i år.

Spørger: Og så bare lige for at følge op på den der: behovet for prioritering. Troels var lige inde på det her med, at løn er et overenskomstanliggende. I har tidligere valgt at prioritere velfærdsmedarbejdere meget højt og sige – der var lønspørgsmål ikke kun overladt til overenskomsten, men også til politisk prioritering.

Hvorfor gør I så ikke det her i forhold til soldaterne og siger: Vi vil gerne give vores ansatte i Forsvaret et lønløft på for eksempel 3.000 kroner?

Det var til dig Mette, fordi …

Lars Løkke Rasmussen: Hvem kigger du på?

Spørger: Mette.

Statsminister Mette Frederiksen: To ting til det, altså det ene er også i forhold til spørgsmålet fra Ekstra Bladet, at det bliver jo ved med at være en udfordring for rigtig meget af dét, vi gerne vil i Danmark, at vi kommer til at mangle arbejdskraft. Og det er sådan set, hvad enten vi taler om vores ældre, eller vi taler om sundhedsvæsenet, dele af sundhedsvæsenet i hvert fald, eller vi taler om den grønne omstilling, eller vi taler politi og forsvar, kriminalforsorg – altså, alle sammen jo kritiske vigtige samfundsinstitutioner.

Og det gør vi jo, hvad vi kan for at navigere i med uddannelsesreformer. Det er rigtigt, der har været et lønløft til nogen af velfærdsmedarbejderne, rekruttering af udenlandsk arbejdskraft og en række forskellige tiltag, så det bliver ved med at være et vilkår.

I forhold til ansættelsesforholdene i forsvaret og forholdene i det hele taget, så har vi taget hul på det her i den første delaftale, og vi ser selvfølgelig løbende på, om der er behov for yderligere initiativer. Vi kan godt høre - vi er ikke døve, vi er heller ikke dumme, os der står heroppe - at det at tiltrække medarbejdere og fastholde medarbejdere bliver afgørende for, om vi kommer i mål med dét, vi gerne vil sikkerhedspolitisk.

Så her kommer vi så med nogle initiativer. Vi kommer med flere initiativer. Og vi overvejer selvfølgelig løbende, hvad der er det rigtige at gøre.

Statsminister Mette Frederiksen: Så går vi op på mellemste række. Ja.

Spørger: Først så vil jeg sige tak. Peter Ernstved Rasmussen fra OLFI Radio4.
Det er glædeligt, at vi nu endelig er på vej mod de to procent. Lidt hurtigere.
Jeg kunne godt tænke mig at spørge, når I taler om, at det vigtigste er at opfylde NATOs styrkemål.

Du nævner, forsvarsminister, at vi skal stille med den tunge brigade. Der skal flere kampvogne. Der skal flere kampinfanterikøretøjer. Hvor skal de hen? Og hvornår kommer de?

Kan man på Bornholm regne med, at opklaringsbataljonen bliver panseret?

Jeg hørte i går, på vandrørene, noget om Slesvigske Fodregiment måske skal være mekaniseret, have panser. Kan du prøve at uddybe lidt, hvad er det for tanker og planer, der ligger i det udspil, I kommer med her. Hvor skal tingene være? Og hvornår kommer de?

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Jeg kommer ikke til at lave en hel militær faglig gennemgang af brigaden her i dag. Det er jeg ikke i stand til at gøre. Jeg er jo trods alt kun minister for Forsvaret. Men dét jeg gerne i hvert fald vil sige, det er, at der er jo to elementer i det her.

Det er hele spørgsmålet, som jo er rigtigt: Hvordan og hvorledes kommer vi ind på produktionsbåndene for så at få opbygget brigaden hurtigst muligt?

Og der er det jo ikke nogen hemmelighed, at jeg også har kastet mig ind i kampen i forhold til at se på mulighederne for at tale med andre lande for at komme hurtigere ind på produktionsbåndene.

Det tænker jeg ikke, at jeg lige vil lave en stor public service-øvelse på i dag – hvem jeg taler med. Men jeg har selv haft møder for at se på, hvad mulighederne kan være for, at Danmark kommer hurtigere ind på banen i forhold til at kunne få leveret nogle af de her kapaciteter hurtigere.

Det er jeg også ret optimistisk omkring, at det kan lade sig gøre – under den forudsætning, at vi får truffet en hurtig beslutning i forhold til dét, som vi lægger på bordet her. Og det er ikke for at sætte en pistol for panden over for nogen partier, men det er klart – de her muligheder med de vinduer, der er, i forhold til produktionsbåndet, står ikke åbne for særlig lang tid. Det gør de i en periode. Det er ikke uendelig tid, vi taler om. Så derfor skal vi også have noget hurtighed i det her.

Og så er det helt rigtigt, at nogen af de Piranha-køretøjer, der så, om man så må sige, potentielt ikke nødvendigvis skal bruges på samme måde i forhold til brigaden, fordi vi lægger op til, at de bliver erstattet af en hårdere type køretøjer, CV90, at de så kan frigives til blandt andet at blive brugt i Haderslev til de formål, som ligger i Haderslev. Men ellers tror jeg, at vi får lejlighed til at folde det mere ud, også i nogle af de faktaark, der ligger bagved.

Statsminister Mette Frederiksen: Vi fortsætter rækken hen.

Peter Nyholm, InsideBusiness: Først til dig Mette.

Du nævnte i starten, at I har fokus på pensionsbranchen …

Statsminister Mette Frederiksen: … på hvad?

Peter Nyholm, InsideBusiness: ... pensionsbranchen. Det går simpelthen for langsomt med at få de her spillere til at bakke op omkring og støtte dansk forsvarsindustri, herunder PensionDanmark, som har været de eneste, der har gjort det. Kan du uddybe den kritik? Hvad sker? Hvad foregår der i den branche lige nu?

Statsminister Mette Frederiksen: Nej, det var faktisk ikke en kritik. Fordi vores indtryk er, at pensionskasserne og andre investorer jo har navigeret i det sikkerhedspolitiske billede, der har gjort sig gældende i en periode. Nu står vi så i en ny. Og nu nævner du blandt andet PensionDanmark, som jo har været ude meget klart og sige, at de er sådan set villige til at gå ad denne her vej.

Vi sidder både og kigger på det her i Danmark. Vi kigger også på det europæisk i forhold til Den Europæiske Investeringsbank, som jo også har været tilbageholdende på det her område. Og vi kan ikke se, at vi kan løfte hele den sikkerhedspolitiske opgave, vi står alene med offentlige midler, selvom vi i den danske regering er villige til at tilvejebringe jo ganske mange milliarder.

Så dét vi er i gang med, og dét vi gør nu, det er jo at være i en tæt dialog i offentligt-privat-samarbejde, som vi er gode til på andre områder. Hvordan kan vi udbygge det yderligere?

Så tror jeg, der hos nogen – både økonomisk, men måske også sådan lidt har været en tilbageholdenhed med at investere i våben. Fordi hvad kan det betyde. Og hvad kan det sætte sig i.

Og der må vi jo sige, med den situation vi står i nu, har vi behov for alle gode kræfter. Og det er ligegyldigt, om vi taler værnepligt, eller vi taler offentligt-privat samarbejde. Eller vi taler om at booste vores danske forsvarsindustri, som er en meget … altså, vi har meget, meget dygtige virksomheder, som har et rigtigt godt internationalt navn. Og samtidig med det er vi også i gang med at booste den europæiske forsvarsindustri.

Så i virkeligheden prøver vi jo at flytte alle brikker på spillepladen på samme tid i den rigtig retning for at gøre alt dét, der skal til.

Men det var egentlig ikke en kritik. Jeg tror mere, man må se på investeringsvilligheden tidligere i den, nu efterhånden forhenværende, sikkerhedspolitiske situation.

Spørger: Super. Jeg har lige en hurtig en til Troels. Troels, vi har jo budt rigtig meget ind i forhold til Ukraine – måske det mest aktive land i hele verden i forhold til BNP.

Det var fremme i en artikel i New York Times her i denne uge, at de første fly, der lander, F-16 fly, på jorden i Ukraine, det er danske – seks danske fly.

Det gør jo Danmark til et high-value target, kan man sige, set fra Moskvas side.

Hvornår er vi klar med luftforsvar af Skrydstrup luftfartsbase og Sandagergård på Amager, FEs. Hvornår er de klar de luftforsvar?

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Ja i forhold til luftforsvaret, så er det også vigtigt lige at give det et par ord med på vejen. For det var jeg ikke så god til at berøre i min indledning, også i respekt for, at jeg ikke skulle holde et meget, meget langt indlæg.

Men altså vi lægger jo også op til at anskaffe både kort- og langtrækkende jordbaserede luftfartssystemer, som vi jo ikke har haft siden, tror jeg, 2004, hvor man udfasede dem på det tidspunkt.

Det betyder jo ikke, at vi er i stand til at følge med i, hvad der måtte ske i forhold til vores luftrum – både i forhold til F-16- og F-35-kapaciteten. Og jo også potentielt i forhold til, hvad nogle af vores fregatter er i stand til.

Men dét at anskaffe luftforsvar er jo en ting, man ikke gør fra den ene dag til den anden.
Det er først og fremmest en meget, meget dyr anskaffelse. Og så skal de jo selvfølgelig også tænkes ind i forhold til det mandskab, der skal være med til at betjene luftforsvarssystemerne.

Det er en bane, tror jeg, på 5-7 år – alt efter, hvor hurtigt man kommer ind på produktionslinjerne. Og også om hvor mange penge, man har til rådighed i forhold til sådan en investering.

I forhold til spørgsmålet omkring donation af F-16 tror jeg, man må også berolige den danske befolkning med, at den donation, i sig selv, jo ikke betyder, at Rusland så vil udgøre en militær trussel mod Danmark – på ingen måde. Men det er klart, at den donation af F-16 kampfly kommer til, i Ukraine, at påkalde sig stor militær opmærksomhed, for der er jo ikke nogen tvivl om, at russerne, tror jeg, vil gøre meget for at sætte den kapacitet ud af kraft. Og derfor skal vi også tænke os meget godt om, når vi laver den donation til Ukraine. Vi har en meget tæt dialog med ukrainerne. Vi sidder jo også sammen med hollænderne og er leder af den her luftkoalition i forhold til at op bygge kapaciteten af F-16 i Ukraine.

Og der er mange forskellige ting, der skal hænge sammen. Men vores forventning og håb er jo, at hvis alt går vel, og det er på baggrund af mange forskellige ting, der skal lykkes, så vil det være i sommeren 2024, at vi vil kunne levere de fly.

Statsminister Mette Frederiksen: Henrik.

Henrik Hoffmann-Hansen, Kristeligt Dagblad: I vil bruge voldsomt mange penge på forsvaret de næste 10 år. Har I nogen vurdering af, hvor stor risikoen er ved det. Jeg tænker på, at der er kæmpe korruption i Ukraine, som vi støtter med mange penge. Der har været stor kritik af Forsvarets administration indtil nu. Og endelig så er der det her med, at når alle vil købe grej på samme tid, så plejer priserne at gå op, og så får man mindre for pengene.
Hvor stor er risikoen ved at ville fyre 200 – næsten 200 milliarder af på 10 år.

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Ja, altså nu er vores planer ikke at fyre dem af, forstået på den måde, at vi kommer til at anstrenge os enormt meget. Men alt dét, du spørger om Henrik, er jo desværre meget, meget relevant. Og det er også noget af dét, der fylder rigtig, rigtig meget nede i mave, om man så må sige, i forhold til nervøsiteten i dét, vi står overfor. Det vil jeg gerne understrege – det her – det er en meget, meget omfattende plan, som man ikke bare lige fra den ene dag til den anden kan eksekvere på.

Én ting er forsvarets indretning, og det ser vi jo også på i øjeblikket. Hvordan kan forsvaret så blive bedre til at lære af nogen af de fejl, vi begik i fortiden. Fordi det er ikke en model, at vi skal stå og holde et nyt pressemøde, som jeg gjorde tilbage i maj måned 23 og fortælle om gaseftersyn, som blev lige voldsomt dyrt. Det er en engangsforestilling. Det skal vi ikke ud i igen.

Derfor kommer vi jo også til nu at lave nogle strukturelle ændringer. Vi kommer til at ansætte en koncernstyringsdirektør i Forsvarsministeriets Departement.

Vi står også over for at skal ansætte en ny direktør i FMI. Og derudover ser jeg jo selvfølgelig også på, hvordan og hvorledes organisationen i Forsvaret kan være bedst muligt. For jeg ser med absolut stor opmærksomhed på den udfordring, vi står overfor.

Når det så er sagt, så har vi jo også aftalt, at vi skal have en langt større transparens, i forhold til Forsvarets økonomi, for politikerne, sådan de kan se, hvilke udfordringer der er.

Jeg kan godt love, der kommer rigtig mange besværlige historier, for de lander på mit skrivebord hver eneste dag. Men dét jeg også vil bestræbe mig på, det er at fortælle det til så mange som muligt – så hurtigt som muligt, for at vi så må finde nogle løsninger.

Dét der er problemet – og har været et problem historisk på forsvarsområdet, det er, at al ting ikke kommer på bordet til politisk beslutning. Den tid må være slut.

Henrik Hoffmann-Hansen, Kristeligt Dagblad: Lige en ting mere. Danmark står med en enorm stærk økonomi, og derfor har vi råd til det her. Men det er der jo rigtig mange lande, der ikke gør i Europa.

Hvorfor har I ikke ventet og set, hvad andre lande … Danmark kan ikke forsvare sig selv. Hvorfor har I ikke ventet at se, hvordan det kan gå med de øvrige lande i Europa og i NATO, hvad man kan blive enige om, før I kommer med det her udspil.

Vi risikerer vel, at vi står som, havde jeg nær sagt, de gode, der bruger en masse penge, men mange andre vil slet ikke bruge det samme.

Statsminister Mette Frederiksen: Jamen, i virkeligheden har vi ventet alt for længe. Fordi målet om at skulle levere de to procent – det er jo 10 år siden, den beslutning blev truffet i NATO, og som jeg sagde før, bliver vi europæere, og det kommer med lidt forskel, fordi vi har europæiske lande, der har brugt rigtig mange penge på forsvar. Og så har vi europæiske lande, der ikke har brugt nok, inkl. Danmark.

Vi bliver nødt til at have i hvert fald to refleksioner. Den ene er rimeligheden i at lade nogle andre betale forsvarsregningen. Og det har vi europæere gjort, fordi vi har jo vidst – det har lagret sig kollektivt siden 2. verdenskrig, at vi kunne regne med amerikanerne. Og det gør vi jo alt for, vi også kan i fremtiden. Vi skal bare levere vores andel nu. Det er det ene. Og det andet er, som udenrigsministeren også var inde på, at ligegyldigt hvordan man vender og drejer det med, hvad vi ser i Ukraine, et stadigt mere aggressivt Rusland ind mod den finske grænse med hybridkrig for kort tid siden. Med dét vi ser omkring Moldova og Georgien. Forsøg på destabilisering ind i Balkan. En meget kedelig rolle i Sahel, i Afrika, i Syrien. Samarbejdet – det tættere samarbejde mellem Iran, Nordkorea – når man lægger alt det sammen, så bliver den europæiske konklusion nødt til at være den samme – nemlig, at vi skal kunne meget mere i forsvaret af os selv.

Så det er rigtigt, vi ligger i front Ukraine. Det er vi stolte af i Danmark. Og vi er meget taknemlige som regering over den massive opbakning i befolkningen. Men man kan …altså, dét vi gør nu er det rigtige at gøre. Og samtidig med dét ser vi jo faktisk at en række NATO-lande er i gang med det samme.

Nu er vi oppe på, at 18 lande ud af de nu 32 medlemslande af NATO lever op til de to procent. Jeg tror, når vi nærmer os Washington-topmødet om få måneder, så vil endnu flere lande levere.

Så alt, hvad vi gør, er jo i bevægelse sammen med vores allierede. Og de fleste – langt, langt de fleste trækker altså i entydig samme retning.

Joachim B. Olsen, B.T.: Tak for det.

Siden 2019, så er antallet af ansatte i staten – administrative ansatte ledere – steget med 12.883. Det er lønudgifter på over 8 milliarder.

I det lys, hvorfor finder I det så nødvendigt at gå ud og låne penge. Det er jo et fuldstændigt tilsvarende beløb.

Altså, kunne I ikke lægge et pres ind, tage nogle svære beslutninger i en regering hen over midten. Er det netop ikke jer, der skal kunne tage sådan nogle beslutninger, hvor I finder pengene på administration, ledere – i stedet for at gå ud at låne penge – altså, lånte penge det er jo fremtidige skatter?

Statsminister Mette Frederiksen: Jamen, for det første er det korrekt, at antallet af administrative medarbejdere i vores offentlige sektor er steget betragteligt – også i staten. I vores øjne, som regering, for meget over de senere. Og derfor har vi igangsat et arbejde med henblik på at frigøre ressourcer i den del af den offentlige sektor, for at vi kan bruge ressourcerne på nogle områder, hvor vi hellere vil bruge dem – blandt andet på sundhedsområdet og ældreområdet.

Så den øvelse – den har vi sat i gang. Og den kommer vi selvfølgelig til at kunne kommunikere om, når vi er klar til det.

Jeg tror mere, vi dér kigger i retning af at kunne prioritere nogle andre opgaver i vores offentlige sektor – blandt andet på sundhedsområdet, som der også er behov for.

Og når vi kan gøre dét, vi gør i dag økonomisk, så er det jo, udenrigsministeren sagde det før, så er det jo fordi, at hen over mange år, der er det – og vi har været enige og uenige, lidt på skift, med hinanden, og det danskerne jo også i nogle af de beslutninger, vi har truffet. Men når man lægger det hele sammen, så har vi bare en meget, meget stærk dansk økonomi. Og vi har en meget lav offentlig gæld. Og derfor er det også økonomisk ansvarligt at gøre dét, vi gør nu.

Joachim B. Olsen, B.T.: Er det noget, I har været helt enige om – altså Løkke, Troels – er det bare fjong at gå ud og låne penge. Kan man ikke finde penge nogle andre steder i den offentlige sektor? Det har været en helt umulig opgave.
I kan finde 14 milliarder på forsvarets område – et område som har været igennem besparelser. Men man har ikke kunnet finde penge andre steder. Og det er I helt enige om?

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen: Jeg ved ikke, om det har været fjong – jeg ved ikke, hvordan man definerer fjong. Men dét man kan konstatere af dét, vi lægger frem her i dag, det er vi helt og aldeles enige om – altså, som i helt og aldeles enige om.

Og det er jo både den analyse om, hvorfor vi skal gøre det, og det også behovet for at gøre det nu.

Når det så er sagt, så vil jeg da gerne svare bekræftende på dit underliggende spørgsmål om, kan man ikke frigøre nogle penge i den offentlige sektor ved at se på, hvordan vi administrerer den? Jo, det kan man. Og det kommer vi også til, som statsministeren var inde på det. Og der er god brug for pengene.

Det er måske snarere dét, der skal være en pointe, man skal tage med herfra – altså udover dét, der gerne skulle være hovedpointen – nemlig, at vi nu leverer på vores NATO-forpligtigelser – det er, at der er ikke rigtig plads til fri leg herfra.

Vi bruger nu den gunstige situation, vi har, ved at have en robust offentlig økonomi, som skyldes, at skiftende regeringer har ført en ansvarlig økonomisk politik. Og vi står som nogen, der har den skarpeste offentlige økonomi i hele Europa. Det bruger vi nu til at gøre det her.

Men herfra kalder det jo så også på alvor. Skal man gøre mere, og det er uanset hvad mere man skal gøre – på forsvar, på den grønne omstilling, på velfærd, på at lette rammevilkår for erhvervsliv eller andet, så bliver det en sværere øvelse. Og der har vi jo alle sammen også noteret os det forhold, at den offentlige sektor er vokset. Fik et corona-fedtlag – eller hvad ord man nu vil bruge, som vi på et eller andet tidspunkt jo også skal have sat nogle øvelser i gang for at få masseret ud igen. Og det er jo et arbejde, der er sat i gang. Men der bliver god brug for de penge, fordi der er så mange andre ting, vi også vil. Vi kan jo ikke tale om alting på én gang.

Men det med at vi skal passe på vores sikkerhed og vores frihed, det er jo helt basalt. Altså, det er jo ligesom – uden det er ingenting. Men oven i det har vi jo vanvittige ambitioner på masser af områder ikke. Så vi får jo fortsat god brug for at se på, hvordan vi kan drive den offentlige sektor mere effektivt.

Statsminister Mette Frederiksen: Og så får forsvarsministeren det sidste ord.

Vicestatsminister og forsvarsminister Troels Lund Poulsen: Ja, det var måske bare lige sådan lidt forbrugeroplysninger også i denne her sag.

Altså når jeg husker tilbage på, hvad der skete sidste år, så var der jo en rimelig ophedet diskussion om, hvorvidt det var en god idé at afskaffe store bededag.

Jeg husker ikke på den måde, at der var kæmpe stor opbakning til det i Folketinget. Heller ikke for de partier, som jeg jo historisk kan huske har talt om vittigheden af arbejdsudbud.

Når det så er sagt, så synes jeg også det er vigtigt at slå fast, at vi har jo skabt et arbejdsudbud det første år på omkring 30.000. Og det arbejdsudbud, det gør jo også, at vi bliver rigere som samfund.

Jeg sad engang i en anden regering, som jeg også var glad for. Jeg er glad for alle regeringer, jeg sidder i, men der tror jeg, vi på fire år nåede op på 5.000, og der havde vi så også endda et parlamentarisk grundlag dengang, som gik meget op i at skabe arbejdsudbud, men vi nåede kun, tror jeg, 5.000. Så vi har jo sådan set allerede taget rigtig, rigtig mange beslutninger, der også gør Danmark rigere.

Men nu står vi over for en akut problemstilling, og det er derfor, vi investerer med det samme på forsvar.

Statsminister Mette Frederiksen:  Og det var, hvad vi nåede i dag. Tak fordi I kom.