Pressemøde den 15. december 2009

Det talte ord gælder

Se eller lyt til pressemødet i klippet herover

Statsministeren: ”Velkommen til pressemødet her efter ministermødet, som vi har holdt her til morgen. Det er jo årets sidste ministermøde, men det betyder nu ikke, at vi er gået på juleferie, selvom det trækker op til jul. Vi har brugt det sidste ministermøde her før årsskiftet til at tage temperaturen på den økonomiske krise. Finansministeren fremlagde jo i fredags en økonomisk redegørelse, og jeg har jo fra starten af min tid som statsminister sagt, at hele spørgsmålet om at styre os fri af den økonomiske krise, det er dét, jeg tillægger allerstørst betydning. Også fordi jeg har været så stolt af, at vi jo for et par år siden ramte bunden, hvad angår arbejdsløshed, og det repræsenterede jo på alle måder det største socialpolitiske fremskridt i en generation. Så vi kærer os om at have en fast hånd på rattet, hvad angår krisestyring. Og man kan jo glæde sig over, at der nu er sikre tegn på en vending. Det gælder i Danmark, og det gælder internationalt, men det står også klart, at vi endnu ikke er ude af krisen, og at vi en rum tid fremefter vil se en stigende arbejdsløshed. Det skal vi tage pejling af. Og der er et par ting, der dér jo bekymrer mig særligt, og det er risikoen for, at langtidsledigheden genopstår som udbredt fænomen og risikoen for, at vi på ny kommer til at slås med ungdomsarbejdsløshed, fordi det at debutere som arbejdsløs, jo på alle måder en lang farligere situation end at blive arbejdsløs senere hen i karrieren. Man kan glæde sig over, at tallene viser, at selvom vi har en stigende arbejdsløshed, så har vi fortsat et arbejdsmarked, der er præget af en ganske betydelig mobilitet, og at der derfor ikke i noget større omfang endnu er rigtige problemer i relation til langtidsarbejdsløshed. Det må ikke blive en sovepude, det skal vi holde skarpt under observation. Man kan også glæde sig over, at der er flere unge, der er på SU. Det er jo dét, man kunne kalde krisens solside, hvor man for en to til tre år siden kunne forlade en ungdomsuddannelse og gå umiddelbart ud og få et velbetalt job, så lader det sig ikke gøre i øjeblikket, og det får flere unge til at søge en uddannelse. Det er positivt.

Og derfor har vi også her til morgen vedtaget to lovforslag, der nu fremsættes for Folketinget, som præcis har det sigte at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed – bekæmpe det fænomen, at man debuterer som arbejdsløs. Det er to lovforslag, der går ud på, at arbejdsløshedstruede dimittender – altså unge, der færdiggør deres videregående uddannelse, og som har en risiko for, at de ikke umiddelbart kan komme i beskæftigelse, de i stedet kan komme på et særligt kompetencegivende forløb af op til et halvt års varighed med en ydelse, som ikke er SU, men SU-lignende. Det kan fx være en arkitekt, som ikke har mulighed for umiddelbart at få job, og derfor gerne i forlængelsen af et færdiggjort studie vil tage et halvt år for at lære forhandlingsengelsk og på den måde styrke sin kompetence. Det skaber vi nu en mulighed for, at man kan gøre – også med et forsørgelsesgrundlag, der modsvarer SU. Det er en lovgivning, der træder i kraft den 1. februar, og som foreløbig vil gælde et år frem.

Ellers kan jeg omkring økonomien som sådan sige, at det jo på alle måder er et spørgsmål, vi vender tilbage til straks i det nye år, hvor vi i forhold til EU skal aflevere vores konvergensprogram. Og det er klart – sådan som jeg også var inde på det sidst, vi var samlet, at det forhold, at vi har kørt en forsvarlig økonomisk politik i en årrække, hvor vi afdrog på gælden, har gjort, at vi nu lige så ansvarligt også i en periode kan have underskud, men alting har en ende, og der kommer selvfølgelig et tidspunkt, hvor vi nu skal konsolidere den økonomiske politik.

Så kan jeg oplyse, at vi på regeringsmødet her til morgen har udnævnt tidligere minister, nuværende generalsekretær i Caritas Danmark Jann Sjursen som ny formand for Rådet for Socialt Udsatte. Det er et råd, hvis arbejde jeg lægger overordentlig meget vægt på, fordi vi har jo et dilemma i vores samfund – nemlig det dilemma, at samtidig med, at det på alle måder – også på trods af krise – jo faktisk går godt, og Danmark er et land, der er præget af velstand og generel fremgang, så har vi et problem med fattigdomslommer. Vi har et problem med folk, der føler sig udstødte, og som ikke har mulighed for rigtig at vinde fodfæste i vores samfund. Det kalder på vores løbende overvågenhed. Og jeg kender Jann Sjursen på alle måder som en person, der har de kvaliteter, der skal til for at kunne vise veje og foreslå veje for regeringen, der kan løse op for det her næsten ubærlige dilemma.

Ellers vil jeg for det tredje jo blot sige, at det der derudover optager os en del for tiden, det er naturligvis det igangværende klimamøde i Bella Center, som jo er godt i gang. I otte dage har for handlere fra verdens lande drøftet de mange emner. Og de har forsøgt at lukke så mange som muligt. Og i dag bevæger mødet sig så ind i en ny og meget afgørende fase, fordi vi jo her senere i dag så at sige genåbner klimakonferencen – markerer, at nu starter højniveaudelen af konferencen. Det betyder, at ministrene vil tage styring af forhandlingerne og bokse videre med de udestående emner, og på den måde jo altså gøde jorden til de sidste par helt afgørende døgn, hvor mødet forandres til et egentlig topmøde for stats- og regeringsledere – 115 har jo anmeldt deres ankomst, dertil kommer en stribe vicepræsidenter og andet, så der vil i Bella Center over de næst døgn være en helt utrolig og hidtil uset politisk beslutningskraft til stede. Jeg vælger fortsat at være optimist, og det er jeg jo ikke mindst på grund af netop det forhold, at 115 stats- og regeringsledere har valgt at flyve ind til København. De er jo ikke kommet for at deltage i løs og uforpligtende snak. De er kommet, fordi der er fortsat et ønske om, at København ikke bare skal blive en stepping stone, men et egentlig turning point – det sted, hvor der stikkes en helt ny og afgørende klimakurs ud. Frem til fredag er opgaven derfor at blive enige om kernepunkterne i en aftale. Det er jo særligt spørgsmålet om klimatilpasning – om reduktioner – om finansiering. Vi er nødt til at få nogle tal på bordet omkring disse punkter. Det er vejen til en aftale. Og jeg er fortsat rimelig fortrøstningsfuld, der er ingen tvivl om, at de næste døgn, de bliver hektiske – de bliver arbejdsomme – de bliver konfliktfyldte, der er mange interesser på spil, men jeg føler mig altså omvendt overbevist om, at hvis ellers viljen er til stede, så kan det også lade sig gøre at navigere igennem, så vi på et tidspunkt fredag eftermiddag kan stå med en klimaaftale.

Lad det være mine ord til en start, og så er der åbent for spørgsmål.

Ja, værsgo!

Spørger: Lars, en af de statsledere, som flyver ind til klimatopmødet er jo Zimbabwes Robert Mugabe, som ankom her til morgen. Har du en kommentar til det, og hvad mener du egentlig om ... eller vil du hilse på ham med glæde, når du i hvert fald senest skal give hånd til ham på Dronningens gallamiddag på torsdag.

Statsministeren: Det er jo sådan, at det møde, der foregår i Bella Center, det er et FN-møde. Det foregår så på dansk jord, men det foregår efter FN’s spilleregler, og til de spilleregler hører, at alverdens stats- og regeringsledere kan mødes. Det er jo i virkelighed også hele ånden i FN, at verden har brug for at have et sted, hvor man kan mødes – også med dem man egentlig ikke bryder sig særligt meget om. Og sådan kan man vel godt karakterisere lige præcis den person, du spørger ind til.

Spørger: Og hvad har du tænkt dig at sige til ham, hvis den lejlighed måtte opstå?

Statsministeren: Jamen jeg føler mig ikke 100 procent overbevist om, om den lejlighed som sådan vil opstå, hvor jeg skal være i en personlig bilateral drøftelse med Mugabe. Det kan jeg godt være foruden. Drøftelserne vil jo foregå i plenum, og det er et FN-møde, og der vil Mugabe jo have den samme adgang til at ytre sig som andre tilstedeværende.
Ja, værsgo!

Spørger: Hvilken løsning kan statsministeren se på striden om Bisphenol A i sutteflasker?

Statsministeren: Bisphenol A – ja, først og fremmest, så håber jeg jo, det kan lade sig gøre at finde en løsning, fordi der skal jo findes en løsning. Der er jo det forhold, at der er et for nærværende flertal uden om regeringen, og den slags skal man tage alvorlig. Hvis man går lidt ind i sagens substans, så ved jeg ikke, om konflikten er så stor. Der findes jo ingen, og jeg kan i hvert tilfælde tale for regeringen, der ønsker, at vi skal have hormonforstyrrende stoffer i fx sutteflasker. Dét, der er udfordringen her, er, at det her område, det er 100 procent reguleret af EU. Og derfor har regeringen det grundsynspunkt, at vi naturligvis skal have vores videnskabelige grundlag helt på plads af hensyn til en sikring af overholdelse af EU-reglerne. Når vi har det grundsynspunkt, så hænger det jo sammen med, at Danmark er et lille land, og hvis vi begynder at fifle med det regelsæt, der ligger bag varernes frie bevægelighed – selvom det sker i en god sags tjeneste, så er der altså risiko for, at andre større aktører med det samme argument, men i en mindre god sags tjeneste begynder at gøre det samme. Og derfor er vi meget bekymrede ved det. Men det rokker ikke ved, at vi deler den opfattelse, der er helt bredt om, at vi skal have hormonforstyrrende stoffer ud af legetøj og sutteflasker – og med det afsæt – der både håber og tror jeg på, at fødevareministeren i en dialog med Folketingets politiske partier finder en løsning – en løsning, som forhåbentlig også kan involvere branchen. Jeg er jo bekendt med, at den danske detailhandel jo af frivillighedens vej har gjort et stort stykke arbejde for at få de her varer ned fra hylderne, så jeg har i hvert fald bedt fødevareministeren om at optage en dialog med Folketingets politiske partier, og håber på, at den sag kan løses ad den vej.

Spørger: Oppositionen og DF har indtil videre stået meget stejlt på, at de vil have et forbud, og de har indtil videre sagt nej til forhandlinger. Vil det ende med et forbud, eller hvad vil det ende med?

Statsministeren: Som jeg ser sagen, så er der en fælles politisk vilje til at få de hormonforstyrrende stoffer ud af legetøj, ud af sutteflasker. Helt grundlæggende tror jeg også, at der bredt i Dansk Folkeparti er en accept af, at vi skal efterleve EU’s regelsæt. Og givet de to grundvilkår, så tror jeg på, at det må kunne lade sig gøre at finde en løsning i en god dialog, og det er i hvert fald dét, jeg har instrueret fødevareministeren om at optage med ikke mindst Dansk Folkeparti.

Spørger: Et lille emneskift. Hvem kommer i dine øjne til at spille hovedrollen for at få en klimaaftale på plads?

Statsministeren: Det gør de tilstedeværende stats- og regeringsledere i Bella Center.

Spørger: Nogen særlig?

Statsministeren: Nej, altså det er sådan, at forudsætningen for at indgå en aftale på fredag, det er, at der er enighed om det. Altså der skal simpelthen konsensus til, så der skal altså opstå det magiske øjeblik, hvor 192 landes repræsentanter på én og samme tid accepterer, at her har vi en aftale. Det betyder i princippet også, at alle har vetoret, og derfor kan man ikke ophæve nogen til at spille en vigtigere rolle end andre. Det her er en fælles udfordring for alverdens ledere til nu at udvise lederskab.

Spørger: Ja, Lars Løkke Rasmussen – jeg lagde mærke til, at du brugte sådan nogle forbeholdsord, som ”jeg er rimelig fortrøstningsfuld”. Og nu går det så ind i denne her afgørende fase. Hvad vil du sige til det forløb, der har været indtil nu. Nu har vi set afrikanerne udvandre, der er mange, der siger, at der er store problemer mellem i- og ulandene. Altså står vi bedre nu, end du havde regnet med, når det her starter – eller værre. Hvad vil du sige?

Statsministeren: Vi står vel sådan, at det er ikke sikkert, at der kommer en aftale. Det var det altså heller ikke før mødet startede sidste mandag.

Spørger: Men er du mere eller mindre sikker?

Statsministeren: Jeg er fortsat usikker. Det har jeg været hele vejen igennem. Altså fordi det her, det er ikke noget, der bare sådan falder ned fra himlen, det her – det kræver hårdt arbejde. Men altså jeg lader mig nu ikke, hvad skal man sige, hverken overraske eller for den sags skyld provokere over det forløb, der har været indtil nu. Den her sag handler naturligvis om at begrænse temperaturstigninger af hensyn til klimaudfordringen. Men løsningerne er jo så mangfoldige, at det i virkeligheden jo udfordrer alle politiske discipliner. Det her handler jo om fremtidige konkurrencevilkår lande imellem – også ilande imellem. Det her handler om ressourceoverførelse fra den rige del af verden til den fattige del af verden. Det her handler om teknologispring, og hvem skal have andel i dem først og på hvilke vilkår. Det handler simpelthen om alt. Og derfor er der jo intet som helst overraskende i, at folk flyver ind med et afsæt, der hedder, at nu står man på sine egne interesser. Sådan er alle forhandlinger. Og dét, der er det afgørende, det er, at der i den sidste fase, vi nu går ind i, så også er der fornødne fleksibilitet. Jeg føler mig stadigvæk overbevist om, at det forhold, at vi jo historisk traf beslutning om, at det her COP-møde, i modsætning til de 14 andre, der har været afholdt, slutter med et topmøde, hvor stats- og regeringsledere sidder omkring bordet, vil tilføre det møde i København en ekstra dynamik – skulle man svinge sig lidt op – altså det ekstra historiske vingesus, der skal til, for at man kan få folk til at bøje af på gamle kendte synspunkter. Og det er sådan set baggrunden for, at jeg fortsat er optimistisk. Men altså jeg må også sige helt ærligt, at det er ikke en given ting. Dét, der har været det afgørende for mig hele vejen igennem, det har været, at vi gør alt, hvad vi overhovedet kan for at få det her til at lykkes. Og jeg mener sådan set, at vi har tilvejebragt en flot ramme omkring mødet. Vi har via et meget, meget aktivt klimadiplomati skabt betydelig global momentum og altså også via vores invitationer udløst det forhold, at vi nu står med noget, der er historiens største topmøde – i hvert fald om klimasagen. Så vi har gjort, hvad vi kunne, og vi vil også fortsat de næste døgn gøre, hvad vi kan for som neutral vært at bringe interessenterne sammen – vise, hvor kompromiserne kan være, og så håbe, at det rækker til, at man kan slå i bordet engang fredag og proklamere, at nu har vi en aftale.

Spørger: Nu har man kunnet se, at Gordon Brown flyver ind i dag, og der er nogle aviser, der skriver omkring, at du har en plan klar – en to do list osv. Er det noget, du kan sige mere om?

Statsministeren: Vi har jo haft et meget aktivt klimadiplomati igennem nu snart lang tid. Selvfølgelig startende i Klima- og energiministeriet for meget lang tid siden. Og der er jo sådan set også det klimadiplomati, der overhovedet fører til, at vi nu kan holde konferencen i Danmark. Og jeg har så selv, siden jeg kom til, jo gjort, hvad jeg kunne i lyntempo for at bygge så stort et netværk, som det har kunnet lade sig gøre. Jeg tror, jeg har 35 rejsedage – fløjet jorden 2 gange rundt – hvis man lægger flyveruterne sammen. Og for et par måneder siden, der etablerede jeg så det, som jeg har kaldt Copenhagen Commitment Circle, som er en kreds af stats- og regeringsledere fra hele verden – tæller bl.a. Sydafrikas præsident, premierministeren fra Bangladesh, Australiens premierminister, Gordon Brown, som du nævnte, den norske statsminister og flere andre – FN’s generalsekretær. Hvor vi ugentlig har mødtes, og disse – kan man sige – virtuelle møder, dem kan vi jo nu så få genoptaget i en mere fysisk form, når de folk kommer til stede her over det næste døgns tid. Og det er oplagt, at det er en af vejene til at få landet en aftale, det er, at stats- og regeringslederne træder i karakter. Det var sådan set i øvrigt også det budskab, som Muhamed Nasheed, Maldivernes premierminister i går leverede i plenum, hvor han som repræsentant fra en østat, der jo virkelig mærker effekterne af klimaforandringerne, af flere omgange sagde – nu må vi stoppe med at snakke procedure og proces, nu må vi snakke substans, fordi jeg er kommet til København for at få en aftale af hensyn til Maldivernes fremtid. Og det er jo den form for indstilling, der er brug for.

Spørger: Lige her til sidst et mere lavpraktisk spørgsmål omkring Bella Center. Altså når vi kommer ud til Bella Center nu – altså, der er 44.000 akkrediterede, der må være 15.000 – altså folk, der er rejst langvejs fra står og venter 8 timer for at komme ind – er det godt nok?

Statsministeren: Det er sådan, at det er jo rigtigt, som du siger, at der er plads til 15.000 – der er akkrediteret betydeligt flere. Det er jo sådan set positivt, fordi det vidner jo om en helt fantastisk international interesse omkring det her. Jeg er godt bekendt med, at der har været nogle problemer omkring køer ved adgangskontrol. Det er FN’s adgangskontrol. Vi tilbyder al vores tekniske bistand ved en løbende dialog med FN, fordi det bør kunne gøres lidt bedre end det, man har set både her til morgen og i går.

Skal vi tage Ekstrabladet!

Spørger: Jeg forstår ikke helt Lars Løkke, vil du give hånd til Mugabe, eller vil du ikke give hånd til Mugabe?

Statsministeren: Jamen, jeg ved ikke, hvorfor det spørgsmål er særligt vigtigt – altså det vil jo kræve, at jeg som den første forudsætning kommer tæt nok på til, at det giver mening.

Spørger: Jo, men hvis han kommer hen til dig og rækker hånden frem, vil du så ryste hans næve?

Statsministeren: Det ser jeg overhovedet ikke noget problem i – altså det kan man selvfølgelig godt vælge at gøre til jordens største problem. Altså ingen skal være i tvivl om, hvad holdninger jeg har til Zimbabwe – hvad holdninger jeg har til Mugabe. Men ingen skal heller være i tvivl om, at vi selvfølgelig ønsker at afvikle et topmøde, som respekterer det regelsæt, hvorpå det topmøde afvikles. Og det er altså et grundvilkår i denne verden, at FN – det er det sted, hvor man kan mødes – også med dem man ikke almindeligvis har lyst til at være i selskab med – og så gør man det. Det er i øvrigt også et grundvilkår hvert år, når vi har FN’s almindelige generalforsamling i New York. Og når du nu er så interesseret i min omgang med Mugabe, kan jeg da sige, at da jeg var i New York sidst, så afholder generalsekretæren en frokost efterfølgende. Bordkortene er delt ud på forhånd, og man sidder ved sådan nogle runde borde med 10 ved hvert bord, og der havnede jeg ved det samme bord som Mugabe. Sådan er de spilleregler, og det kan ikke være anderledes.

Spørger: Må jeg lige spørge om enkelt ting omkring Lomborg. Hvordan har du det med, at din regering har givet ham mange millioner – måske op mod 100 millioner kroner gennem årene? Nu går han rundt ude i Bella Center og argumenterer for, at det ikke er en særlig god ide at satse det hele på at reducere CO2-udslippet. Man skulle bruge pengene på en anden måde. Altså direkte modvirker dér, der er dit mål. Hvordan har du det med dét at have givet ham så mange penge, når han går rundt og får fuld taletid til sit synspunkt. Han har også en banner oppe, som du nærmest kan se fra dine vinduer med lidt god vilje. Hvordan har du det med dét?

Statsministeren: Det har jeg ikke noget som helst problem med. Ligesom jeg heller ikke har noget problem med, at de andre forskningspenge vi kanaliserer ud til forskellige institutter på de videregående uddannelser fra tid til anden kan sætte sig i noget forskning, som gør, at man udfordrer regeringens politik. Altså Danmark er et åbent samfund. Vi hylder den kritiske dialog, og derfor skal der selvfølgelig også være plads til en Lomborg, som jeg så i øvrigt også synes, når jeg sidder og iagttager det, måske nogen gange sættes lidt for meget ind i en bestemt kasse. Altså jeg har jo ikke hørt ... jeg hører ikke en Lomborg, der siger, at vi ikke skal adressere klimaudfordringen. Jeg hører en Lomborg, der udfordrer os på, hvad det er for metoder, vi skal vælge. Og den form for udfordring har jeg sådan set ikke noget imod, den skal vi kunne tåle at lægge ryg til.
Ja.

Spørger: Hvordan har du det så med en statsminister, der vel trods alt stadigvæk kalder sig liberal og dermed tilhænger af frihedsrettigheder, gøre knæfald for Kina i forhold til Tibet og Taiwan?

Statsministeren: Jeg har ikke nogen oplevelse af, at gøre knæfald for nogen. Jeg hylder frihedsrettighederne. Jeg hylder menneskerettighederne. Jeg er bekymret over enhver situation, hvor de trædes under fode. Derfor har den danske regering også fortsat det synspunkt i forhold til Tibet, at det må påhvile parterne at finde løsninger i dialog inden for rammerne af et-kinapolitikken, der skaber mulighed for, at den tibetanske kultur kan udfolde sig. Det er det danske synspunkt. Det har det været hele tiden. Ligesom det i øvrigt også hele tiden har været det danske synspunkt, at vi er tilhængere af et-kinapolitikken. Danmark er historisk et af de første lande, der etablerede diplomatiske relationer med Kina. Næste år markerer vi faktisk 60-året for det. Og i alle de år, der har, kan man sige, grundvilkåret – altså et-kinapolitikken stået fast.

Spørger: Men hvorfor snakker man et-kinapolitik, når man ikke snakkede et-jugoslavienpolitik i sin tid. Hvor er forskellen på, at Kosovo, at de skal anerkendes og ikke Taiwan og Tibet?

Statsministeren: Jeg har ikke hørt noget ønske i det internationale samfund om et uafhængigt Tibet.

Spørger: ... jeg sagde også Taiwan ...

Statsministeren: ... Dalai Lama, som jo er den person, som har genereret hele denne her proces, der har ført til, at vi har afgivet den erklæring, du spørger ind til, har selv det synspunkt, at en fremtidig løsning omkring Tibet skal findes inden for rammerne af et-kinapolitik.

Spørger: Du undlader helt at svare på Taiwan, hvorfor gør du ikke det? Jeg nævnte det begge steder – i begge spørgsmål.

Statsministeren: Jo men det stiller sagen det samme sted. Når jeg svarer, som jeg svarer, så er det fordi jeg ved jo godt, hvad der er din aktuelle baggrund for at stille spørgsmålet, og det er jo Tibet. Men det er sådan, at regeringens opfattelse i forhold til Kina hviler på et-kinapolitikken, det er den position, som Danmark har haft i en meget lang årrække under skiftende regeringer. Og det er så den politik, som vi på foranledning af de begivenheder, der har været, har følt, det har været klogt at understrege på ny.

Spørger: Nu taler du meget om knasterne i klimaforhandlingerne. Inden for hvilke af de her såkaldte byggesten synes du, det går positivt fremad.

Statsministeren: Jamen, desværre er sandheden om alt det her, at der er knaster over det hele – altså – og det hænger jo sammen med, at alle disse svære spørgsmål jo simpelthen er relateret til hinanden. Der er en knast omkring finansiering. Jeg håber selv, at knasten omkring den korte finansiering, den er mindre, end den har været i lyset af, at EU jo i fredags meldte ud 2,4 mia. euro, hvad der svarer til 3,6 mia. dollars, og som er en på alle måder rimelig andel af et samlet beløb på 10 mia., som der synes at være en eller anden grad af konsensus omkring. Men så er der udfordringen med finansieringen efter 12. Der er hele spørgsmålet om, hvordan man får oversat de nationale beslutninger, der er truffet og ved at blive truffet i nogen af de store hurtigt voksende økonomier – Sydafrika, Indien, Kina, Brasilien, som jo i hvert fald indtil nu har det synspunkt, at det ligesom er deres egen sag, som ikke skal deles med verdenssamfundet. Der er spørgsmålet om, hvordan vi får summeret de egentlige reduktioner op i i-landene på en sådan måde, at det rækker. Og alle de her spørgsmål hænger sammen, fordi at det er jo sådan, at et logisk i-landsudgangspunkt vil være, at hvis man skal aflevere økonomiske ressourcer, så vil man også have sikkerhed for og indseende i og indblik i, hvordan de bliver anvendt. Over for det står det lige så logiske u-landssynspunkt, der hedder, at hvis ikke vi har sikkerhed for, at pengene kommer i en tilstrækkelig lind strøm, hvorfor skulle vi så overhovedet begynde at gå ind på en diskussion om at åbne vores bøger for jer. Og derfor må man sige, at alle de her knaster, de skal jo i virkeligheden høvles af på samme tidspunkt. Fordi det er ikke af den verden at forestille sig, at det ene synspunkt pludselig lægger sig ned for det andet. Så der skal findes en samtidig løsning. Så kan man glæde sig over, at samtidig med, at der har været stor ståhej om de her meget store tunge spørgsmål, så har der været arbejdet i de her mange arbejdsgrupper over de sidste dage på et mere detaljeret grundlag omkring teknologioverførsel, omkring programmer for skovrejsning etc. Så der ligger sådan set – produceret af konferencen frem til nu en række, man kunne kalde det altså delkomponenter til en løsning. Men løsningen skal jo findes i, at de store spørgsmål afklares.

Spørger: Men er det realistisk at forestille sig, at u-landene ville kunne få en råderet over den finansiering, hvor det er dem, der beslutter, hvad det er for nogle projekter, de mener, de skal gå til?

Statsministeren: Jeg vil meget nødig bevæge mig ud i en vurdering af, hvad der er realistisk, og ikke er realistisk, så nu er det sådan, at under ledelse af vores COP15-minister, Connie Hedegaard, kører forhandlingerne, og de kommer så ind i et gearskifte her over det næste døgn, og der må vi så gøre en status på, hvor vi er henne. Og jeg må så gøre mig en vurdering over, hvordan kommer vi i mål, og så vil vi rimeligvis kunne vende tilbage til det. Fordi nok er det her det sidste pressemøde, men det er nok kun i Spejlsalen, at det her er det sidste pressemøde.

Ja.

Spørger: Du siger, det er en kollektiv indsats, der skal til derude. Men alle kigger jo i retning af Kina og USA. Hvad er det, de to lande skal levere, som du ser, for at det her kan lande?

Statsministeren: Jamen, jeg tror, du har ret i, at alle kigger den vej – og mange andre steder hen også, ikke. Jeg tror man kan kigge på Indiens premierminister Singh, man vil kigge på præsident Zuma fra Sydafrika. Man vil kigge rundt i hele kredsen, fordi altså sandheden er, at alle skal løse denne her sag. Det er klart, at Kina er verdens største udleder – ikke pr. indbygger, men når vi summer det op. Kina er i gang med at træffe beslutninger, som der er grund til at komplimentere dem for. De sætter vindmøller op med en hastighed, som overgår alt, hvad man kan forestille sig. Men det er også et kæmpe land med kæmpe energibehov, som accelererer i årene fremover. Og de har lagt forskellige tal frem, der viser, at de har en parathed til at anslå ny vej. Men dét, der er brug for, det er selvfølgelig at få mere fasthed omkring de tal – altså få en højere grad af forpligtelse på. Omkring USA – da kan man jo sige, at der har den nye administration jo fremlagt en rimelig offensiv klimalovgivning, som ikke er gennemført endnu. Og som godt nok jo ikke måler sig med Europa, hvis man tager 1990 som udgangspunkt, men som jo – hvis man tager et afsæt i, hvor befinder USA sig henne i dag – alligevel repræsenterer et relativt højt ambitionsniveau. Og dét, der bliver det interessante, det er selvfølgelig at se, om det kan skærpes yderligere. Så det er vel nogle af de ting, der vil være i relation til de to lande, du der nævner, som man vil prøve at lægge øre til.

Spørger: Må jeg spørge til en anden ting så. I forhold til anholdelserne i weekenden. Hvordan synes du, det virker, at der bliver anholdt omkring 1.000 demonstranter – og omkring en håndfuld bliver sigtet. Er det en rimelig anvendelse af præventive anholdelser?

Statsministeren: Jeg vil sige, jeg er først og fremmest meget, meget tilfreds med, at der i lørdags blev gennemført, hvad jeg oplevede som en ufattelig flot stor folkelig manifestation – vel en af de største Københavns gader nogensinde har lagt gader til. På en – hvis man vurderer hele demonstrationen – på en fredelig og flot måde. Og jeg tror, at det kan tilskrives to forhold – for det første altså de mange – titusindvis af mennesker, der gik på gaden med det sigte på en fredelig måde at sende et signal til Bella Center om, at man ønsker en ambitiøs aftale. Men altså også det forhold, at politiet hurtigt og effektivt – og straks da der var opløb til, at nogle i demonstrationen havde et andet sigte end det fredelige – greb ind. Så jeg er meget tilfreds med den måde, det hele er blevet afviklet på. Så er der nogle konkrete forhold omkring de her præventive arrestationer, som har været kritiseret. Jeg har også noteret mig, at politiet i forhold til visse kritikpunkter har taget det til efterretning. Altså den utilstrækkelige transportkapacitet, der gjorde, at folk skulle sidde lidt længe på gaden – det forhold, at man ikke havde underlag, der gjorde, at man kunne sidde der på en rimelig ordentlig måde – de ting har politiet jo selv adresseret og også rettet op på. Og så har vi i øvrigt et klagesystem her til lands, der gør, at hvis den enkelte arresterede føler sig klemt, eller føler at reglerne har været overtrådt, så kan man påklage det. Men altså hvis jeg sådan skal udtrykke det samlede billede, så er jeg sådan set meget tilfreds med en hurtig og effektiv politiindsats, der sammen med den vilje, der var hos demonstranterne, bredt gjorde, at man kunne afvikle denne her manifestation så flot og så fredeligt, som det faktisk var.

Ja.

Spørger: Under Folketingets åbningsdebat i oktober, der havde du en dialog med Marianne Jelved, som spurgte ind til regeringens 2015-plan. Og du svarede ... du anerkendte, at der var et restproblem, men du sagde, at i betragtning af regeringens meritter siden 2001, så det problem, der var tilbage, det var ikke til ... det kunne man godt klare. Nu kom økonomisk redegørelse i fredags. Og nederst på side 16, der kan man se, at regeringen nu opgør, at der er et hul på de offentlige finanser, når man tager ... hvad hedder det ... konjunkturudsving ud – på 20 mia. Vil du stadig betegne det som et ikke uoverstigeligt problem at få genskabt langsigtet balance på de offentlige finanser.

Statsministeren: Alle problemer man kaster sig ud i at løse, de er pr. definition ikke uoverstigelige. For var de det, skulle man holde sig fra dem, og så bede nogle andre om at gå i kødet på dem. Så det er ligesom min tilgang til det. Det er åbenlyst, at den økonomiske ... det økonomiske stormvejr, vi har været ude i, det på alle måder udfordrer det danske samfund, ligesom det i øvrigt udfordrer de europæiske samfund. Og det er i det hele et tema, vi kommer til at vende stærkt tilbage til straks i det nye år. Hvor vi jo skal afgive vores konvergensprogram i forhold til EU, og hvor vi også skal begynde at adressere den udfordring, at vi skal genoprette det hul, som krisen har skabt. Fordi jeg har sagt det flere gange, at det siger sig selv, at en periode, hvor vi har grebet så dybt i statskassen, som vi har gjort ... det interessante er jo, at hvis Margrethe Vestager spørger hendes gode venner i oppositionen, så vil de have lavet et meget, meget dybere hul. Men det er klart, at det hul, der er slået i kassen, det skal jo fyldes op igen. Og det er jeg meget opmærksom på, og det vil regeringen også tage fat på, når vi har dannet os det fulde overblik. Og det fulde overblik, det vil du kunne se, når vi fremlægger vores konvergensprogram efter nytår.

Spørger: Lige et tillægsspørgsmål. Altså jeg forstår på dig, det her problem, det kan ikke vente til 2020. Vi er stadig på side 16, der fremgår det, at hvis vi venter i 5 år til 2015, så vil konsekvensen være, at så er den offentlige gæld 180 mia. kroner højere, og det betyder, at der varigt skal strammes yderligere på de offentlige finanser – 4 mia. kroner. Peger det ikke på, at der absolut er behov for en konkret plan for, hvordan man igen får genskabt langsigtet balance – langsigtet holdbarhed – en konkret plan, der viser, hvordan man gør det.

Statsministeren: Danmark skal på linje med EU’s øvrige lande i gang med at forberede exitten for krisen. Det er en meget, meget svær øvelse. Fordi selvom de økonomiske nøgletal nu vender – at væksten kommer igen på baggrund af et voldsomt fald og en meget lille vækst, men dog en vækst, så vil vi se, at arbejdsløsheden vil stige i en periode endnu. Og jeg tror jo, at de fleste mennesker, det gælder i hvert fald mig selv, i forhold til at danne sig et hurtigt billede af – er vi i krise eller ej – i høj grad vil kigge netop på det tal. Altså stiger arbejdsløsheden, så er vi i krise, falder arbejdsløsheden, så er vi ude af krisen. Målt på arbejdsløsheden, der er vi slet, slet ikke fri af krisen endnu. Det rokker ikke ved, at det hører til det at udvise politisk lederskab – også inden da at tage ansvaret for at stikke en kurs ud, der gør, at vi kan komme på alle måder tørskoet i land igen. Det er regeringens ansvar. Det er et ansvar, vi tager hul på at løfte i det nye år. Og første skridt til det, det vil være det konvergensprogram, vi skal aflevere til EU. Det er der, hvor vi danner os, kan man sige, det totale overblik over, hvad er det så for en økonomisk situation, vi står i – spejlet op i de øvrige europæiske lande, og hvordan ligger vi så en ansvarlig kurs, der bringer os fuldt på fode igen. Og starten på det arbejde er selvfølgelig ikke noget, man bare kan skubbe til 2020, det siger sig selv. Så det er et tema, vi kommer til at vende tilbage til, når vi mødes efter en forhåbentlig afslappende juleferie.

Ja, skal vi tage et sidste spørgsmål.

Spørger: Nu var der som tidligere nævnt en række afrikanske ledere, der udeblev fra forhandlingerne i går. Der har været en del kritik af det danske formandskab af COP15-mødet. Er det en kritik, der kommer bag på dig?

Statsministeren: Det er jo svært præcis at sige, hvad der kommer bag på mig, og hvad der ikke kommer bag på mig – al den stund, at vi jo ikke før har afviklet et møde af den karakter. Det kommer ikke bag på mig, at der er meget støj i kulisserne – det kommer ikke bag på mig. Jeg ved med mig selv, at vi i vores forberedelse af det her – det gælder den tidligere klima- og energiminister – nu altså COP15-ministeren, som i regi af det, der hedder Grønlandsdialogen, har lagt mange kræfter i at være i direkte dialog med hendes kolleger på en meget balanceret måde. Og det gælder også mig selv, som har brugt mange kræfter på at bygge det her Copenhagen Commitment Circle op med en balance, der sikrer, at både u- og i-lande er repræsenteret. Og i øvrigt også ved deltagelse i en række møder – altså senest Commonwealth-mødet i Trinidad, hvor 53 lande var til stede, herunder en række af de allermest udsatte – bl.a. de lande, der er samlet i den gruppe, der hedder AOSIS – altså de små østater – jo brugt utrolig mange kræfter på – med afsæt i neutralitet – at være i dialog med alle. Og jeg ved mig selv, at det betyder, at Connie Hedegaard har et godt personligt tillidsfuldt forhold til en række af de her aktører, og jeg ved også med mig selv, at det samme har jeg. Og derfor kan jeg ikke rigtig tillade mig at blive meget forstyrret af, at der så er en masse støj i kulisserne. Det afgørende er nu, at nu må vi kaste alle vores kræfter ind i at få de her meget modstridende synspunkter bøjet af mod hinanden, og det tror jeg fortsat godt på vil kunne lade sig gøre – i hvert fald på en god dag. Og jeg håber, der opstår en sådan god dag på fredag.

Spørger: Et tillægsspørgsmål. Så du synes ikke, de afrikanske lande har overreageret.

Statsministeren: Jeg tror slet ikke, det er befordrende for noget som helst at begynde at sætte tillægsord på nogen som helst ageren i forhandlingerne, men bare notere sig, at nu er de altså gået på i 8 dage og bragt sagen dertil, hvor den står nu, og nu går sagen ind i en ny fase, når vi genåbner konferencen her i eftermiddag.

Spørger: Kan du lige kort sige konkret, hvad I vil gøre for at imødekomme den her kritik, der har været.

Statsministeren: Jeg tror ikke, jeg kan sige meget mere end at henvise til de svar, jeg lige har givet – og sige, at nu går sagen ind i en ny fase her i eftermiddag, når vi genåbner konferencen, der markerer – nu starter højniveausegmentet, det tager yderligere til over det næste døgn – i takt med, at stats- og regeringsledere kommer til København. Jeg tror, at vi allerede inden, vi rammer i morgen aften, vil have mere end 60 stats- og regeringsledere i byen. Og det betyder i virkeligheden, at vores oprindelige gameplan eller tegning for de her forhandlinger er blevet justeret en smule, fordi vores oprindelige ide var jo, at stats- og regeringsledernes deltagelse primært havde den effekt, at det skulle presse et resultat frem, så at sige inden de ankom. Nu må man konstatere, at engagementet er meget større, og det er positivt – mere end 60 er allerede til stede i morgen, og det betyder jo det faktum, at det topmødeelement i konferencen, der lå til at skulle have varet et døgns tid – i realiteten kommer til at vare noget længere. Og det tror jeg er et godt tegn. Fordi jeg må bare sige, at alle de kolleger, jeg har talt med – hvad enten det er kolleger fra lande, der er meget mindre end Danmark – og dem er der mange af – som er meget berørt af klimaforandringerne – eller de kolleger, som repræsenterer samfund, som er mega mange gange større end Danmark, så har de alle sammen haft det grundsynspunkt til fælles, at de ser København som det sted, hvor man skal lave en aftale, der reelt drejer udviklingen – ikke noget, der bare processer noget videre, men en aftale, der reelt drejer udviklingen. Og hvis den holdning, som er udtrykt over for mig af mange omgange, af mange ledere, også udtrykkes når de flyver ind her, så får vi også en aftale.”