Pressemøde den 16. april 2013

Det talte ord gælder

Se eller hør pressemødet i klippet herover.

Statsministeren: ”Velkommen til. Jeg vil gerne indlede med at udtrykke min medfølelse med borgerne og de besøgende i Boston i USA og selvfølgelig også udtrykke min fulde solidaritet med USA. Tusindvis af mennesker var samlet for at løbe et maratonløb og endnu flere var mødt op for at deltage i den festlige begivenhed. Og den begivenhed blev udsat for et utilgiveligt angreb. De bomber, som ramte Boston i går, er en modbydelig og en fej handling. Vi kender ikke baggrunden, og som præsident Obama understregede i nat dansk tid, så er det vigtigt, at vi ikke drager forhastede konklusioner. Men præsidenten han understregede også, at dem, der står bag angrebet, vil blive fundet og stillet for retten. Og det er også det rette svar, når et demokrati bliver udsat for et så voldsomt anslag. Så vidt vi ved, så er der ikke nogen danskere, der er kommet til skade. Udenrigsministeriet følger naturligvis udviklingen tæt. Og jeg vil i dag sende et brev til USA’s præsident og give udtryk for Danmarks medfølelse og entydige støtte.

Og nu lidt mere om den hjemlige dagsorden. Konflikten på lærerområdet er nu gået ind i sin 3. uge. Det er meget besværligt for mange, mange familier. Og jeg tror også, at børnene er begyndt at savne deres skole rigtig meget. Men jeg synes også, at de danske familier på trods af det besvær, der er, har taget udfordringerne ganske pænt. Lige fra den første dag i denne her konflikt, så har mange spurgt, hvornår griber regeringen ind? Svaret er, at vi har en konflikt, fordi parterne ikke indtil nu har kunnet finde en forhandlingsløsning. Og når parterne ikke kan det, så er det en del af den danske model, at man kan strejke eller lockoute for at lægge pres på sin modpart – for at få skabt fremdrift i forhandlingerne. Og det er grundlæggende, hvad jeg har at sige til de spørgsmål, der måtte handle om, hvorvidt regeringen agter at gribe ind i konflikten.

Jeg vil tværtimod godt knytte nogle ord til den debat, der har været om konflikten og også om den danske model. Der er nogen, der i denne her diskussion har påstået, at den danske model er truet. Andre ser konflikten som en naturlig del af den måde, som vi nu en gang løser overenskomststridigheder på i Danmark.

Jeg ser dét, som sker nu, som fuldt og helt i overensstemmelse med den danske model. Lockout er, ligesom strejker er det, et instrument til at fremme den anden parts forhandlingsvilje. Og meningen med lockout og strejker er, at man lægger pres på hinanden for netop at finde en forhandlingsløsning. Jeg vil stadig opfordre til, at der findes en løsning, selvom jeg godt kan se, at det ser svært ud.

Når konflikten er overstået, står vi alle sammen foran en stor fælles opgave med at give folkeskolen et fagligt løft. Det er egentlig ganske enkelt – vores børn skal lære noget mere. Sådan så at alle børn får de bedste muligheder for at klare sig godt og klare sig selv senere i livet. I dag er der jo mange børn, der har en meget opdelt dag, hvor man først har meget koncentrerede timer i skolen. Derefter går man på SFO, så går man til sine fritidsinteresse, og så går man hjem og spiser – og først derefter bliver der tid til at kigge på lektierne. Og jeg tror, at der er rigtig mange forældre, der kan nikke genkendende til, at matematikken kan blive særdeles svær, når den skal laves efter aftensmaden, og børnene de er blevet lidt trætte i det. Dét, vi gerne vil, det er at give børnene en mere sammenhængende dag – og en aktiv skoledag. En skoledag, hvor der er flere undervisningstimer – især i dansk og matematik. En skole, hvor der er aktivitetstid, sådan så børnene i praksis kan arbejde med nogle af de ting, de har lært i de mere traditionelle timer. En skoledag, hvor børnene kan få rørt sig, hvor de kan få lavet nogle af de sværeste lektier, men hvor de selvfølgelig også skal i SFO og lave det, de nu laver der – lege og alle de andre sjove aktiviteter.

I de her dage, der diskuterer vi, som om der er en mistillid til de danske lærere. Det er grundlæggende forkert. De danske skolelærere de er, som jeg har sagt det rigtig mange gange, de er folkeskolens hjerte. Og der er ingen grund til at tvivle på, at lærerne langt hellere vil bruge tid sammen med børnene og deres elever, end de ønsker at være i en arbejdskonflikt. Vi ønsker at styrke folkeskolen. Men regeringen ønsker også at styrke lærernes rolle i folkeskolen – ikke at svække den. Og derfor er et kompetenceløft af lærerne, det er jo også en del af vores forslag til en ny folkeskole. Vores mål er, at alle elever i 2020 bliver undervist af lærere, der har linjefagskompetence i deres fag. Og vores mål er, som jeg har sagt det rigtig mange gange, at vores børn bliver dygtigere. Det er en ambition, som jeg tror, vi deler med rigtig mange af lærerne, som vi deler med kommunerne. Og det er en ambition, som vi har bred opbakning til i Folketinget. Og jeg er også helt sikker på, at befolkningen står bag, at vores børn skal lære mere og blive dygtigere.

Regeringen vil altså gøre en god folkeskole bedre, men vi vil også gøre et godt sundhedsvæsen bedre. På torsdag deltager jeg i Danske Regioners generalforsamling. Der er ingen tvivl om, at regionerne yder en stor indsats på området, som betyder rigtig meget for os alle sammen – borgernes sundhed. Fri og lige adgang til sundhed, det er helt grundlæggende for vores samfund. Alle skal have lige adgang til et godt sundhedssystem – uanset pengepungens størrelse. Og siden vi trådte til i regeringen, der har vi indført flere forbedringer på netop sundhedsområdet. Med ét klart mål – patienten skal have den bedste behandling. Vi indførte udredningsgaranti, som betyder, at patienten inden for 1 måned skal have at vide, hvad hun fejler, så vidt det overhovedet er muligt. Vi har styrket psykiatrien. Vi har fjernet skattefritagelsen for private sundhedsforsikringer. Og der er, synes jeg, grund til, at vi nu tager skridtene videre. Det kommer vi til at gøre i den kommende tid. Der er også grund til, at vi anerkender den enorme indsats, som lægges af personalet i det danske sundhedsvæsen. Der er sygeplejersker, som møder patienterne med værdighed og overskud og oprigtig indlevelse. Der er læger, der knokler for at lindre og kurere patienterne. Der er SOSU-assistenten, som sikrer, at patienten er i trygge og gode rammer – og alle de mange tusinde mennesker, der hver eneste dag bidrager til, at vores hospitaler er meget velfungerende.

Men vi har jo også udfordringer i vores sundhedsvæsen. Og en af de største det er, hvordan vi sikrer den bedste behandling til de mange danskere, der lider af en kronisk sygdom. Og også til de mange ældre medicinske patienter. Vi ved – desværre – at der i dag ligger for mange kronikere og ældre i en sygeseng på en overbelagt afdeling, en del ude på gangen. Mange er utrygge, og de føler sig ærlig talt som kastebolde mellem systemerne. Og det er blandt andet dét, vi skal tage fat på, og noget af dét, vi skal diskutere på Danske Regioners generalforsamling på torsdag.

I dag skal jeg mødes med Grønlands nye landsstyreformand Aleqa Hammond. Jeg glæder mig meget til at møde hende og få en orientering om det nye landsstyre væsentligste politiske prioriteringer – både i forhold til de grønlandske indenrigspolitiske sager, men også emner, som har relation til Danmark. Vi skal på mødet blandt andet drøfte samarbejdsaftalen mellem Danmark og Grønland på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område. Og så skal vi drøfte spørgsmål, som vedrører landsstyrets overvejelser om storskalaloven og en ophævelse af nultoleranceprincippet i forhold til udvinding af råstoffer med radioaktivt indhold.

Der vil efter vores møde her i eftermiddag være mulighed for at møde landsstyreformanden – altså for pressen – I vil få mulighed for at møde hende i umiddelbar forlængelse af vores møde.

Det var, hvad jeg ville sige, så er det op til jer!

Spørger: Jeg vil spørge statsministeren til 1. maj. Du har valgt ikke at møde op i Fælledparken i år. Det er jo kendt som et af de mere venstreorienterede steder, hvor fagbevægelsen ligesom kan give udtryk for, hvordan de nu mener. Grunden til, at du ikke møder op, er det, fordi du er bange for at se de her venstreorienterede mennesker i øjnene?

Statsministeren: Jeg har altid været rigtig glad for at være der 1. maj, og har også været der meget, meget jævnligt. Men vi har en tradition, som handler om, at når der er kommunalvalg, så har det været overborgmesterkandidaten, der har talt på hovedscenen i Fælledparken, og den tradition havde vi i 2005 og i 2009, og den overholder vi så også her i 2013.

Spørger: Men det er jo dig, der er statsminister. Du bestemmer jo, hvad Socialdemokratiet har til dels af traditioner. Du kunne jo godt vælge at sige – i år er der måske en særlig grund til, at vi ligesom skal stikke hovedet ind i løvens hule og sige – vi står på mål for vores politik. Det vælger du ikke at gøre, hvorfor det?

Statsministeren: Jamen, der har altid været en god grund til at stikke hovedet ind og diskutere politik. Og der er altid gode grunde til at komme i Fælledparken, men jeg synes, det er en god tradition, at det er overborgmesterkandidaten, der har mulighed for at tale på den store scene i valgår til kommunalvalget, og det har vi overholdt i 2005 og i 2009, og det gør vi så også nu.

Spørger: Så du er ikke bange for at få æg i hovedet, ligesom Nyrup gjorde?

Statsministeren: Jeg har aldrig fået æg i hovedet. Jeg har altid været glad for at tale i Fælledparken – faktisk rigtig glad. Det er en broget forsamling, men jeg vil ærlig talt sige, at som formand for Socialdemokraterne – det er en meget, meget stor oplevelse at stå på scenen i Fælledparken og tale til alle de her mennesker – meget, meget sjældent, man oplever det. Og det er jeg helt parat til trygt at overlade til overborgmesteren i år, som vi plejer det.

Spørger: Tilbage til lærerkonflikten. Det er jo helt åbenlyst, at de to parter sidder ikke sammen. De sidder i hvert deres tv-studie eller radio-studie og skælder ud på hinanden. Lærerne forhandler ikke med kommunerne – altså hvor lang tid kan man som regering bare sidde og kigge på, at de ikke en gang holder møder med hinanden?

Statsministeren: Jeg tror ikke, der er noget unormalt i, at man i en konflikt ikke forhandler. Det tror jeg heller ikke, man gjorde i 2008, da vi havde en strejke. Så jeg tror ikke, der er noget unormalt i det. Og vi har en dansk model, som giver mulighed for både strejker og lockout. Det er dén, der er i spil i de her dage og uger. Jeg forstår godt, hvis der er rigtig mange forældre, som er ved at være rigtig trætte af det, fordi i dagligdagen er det ved at blive rigtig svært at få tingene til at gå op. Jeg ved også, at børnene gerne vil i skole. Så kommer de i hvert fald til at savne skolen, det er ikke noget, de prøver så tit. Men nu er der rigtig mange børn, der savner skolen, og derfor håber jeg selvfølgelig, at man finder en aftalt løsning på et tidspunkt.

Spørger: Men en del af modellen er jo også, at I tager handling – at I tager ansvar og siger, okay de taler ikke med hinanden – at I griber ind, så en del af ansvaret er jo også jeres ...

Statsministeren: Nej ... det er jeg sådan faktisk uenig ...

Spørger: ... i 2008 ...

Statsministeren: ... ja ...

Spørger: ... var det 8 uger, konflikten varede – altså kan vi ende helt derude?

Statsministeren: Jamen, du spørger om to ting på én gang, og de to ting hænger ikke sammen. For det er fuldstændig rigtigt, at i 2008 varede konflikten rigtig lang tid, og der greb man jo ikke ind. Så det er ikke en del af konflikten, at man nødvendigvis skal gribe ind. Så der er en konflikt på det danske arbejdsmarked. Det giver utrolig meget besvær for mange familier og for børnene. Men det er nu engang sådan, at det danske arbejdsmarked er indrettet – at der kan strejkes, og der kan lockoutes. Og det er dét, vi ser nu.

Spørger: Men kan du i din vildeste fantasi forestille dig 8 uger?

Statsministeren: Jeg har ikke yderligere kommentarer til det. Jeg synes, vi skal holde fast i, at det er en hel legitim måde at ordne tingene på det danske arbejdsmarked. Sådan har det været i mange, mange år, og derfor er det fuldt ud i overensstemmelse med den danske model, når der nu spiller sig en konflikt ud som den her.

Spørger: Til vækstpakkeforhandlingerne. I sidste uge der var der en række topchefer fra nogle af landets store industrivirksomheder, der var ude og bede om, man ikke nok kunne få gjort sig færdig med de her vækstpakkeforhandlinger, fordi erhvervslivet har sådan set disponeret med de penge og de lempelser, der ligger i vækstpakken. Set i det lys, hvad er din kommentar så til, at spørgsmålet om de udenlandske studenters adgang til SU nu blokerer for de fortsatte forhandlinger?

Statsministeren: Jeg tror, det er vigtigt at huske på, at det er en meget, meget stor pakke, vi er i gang med her. Vi har vækstpakken, så har vi sideløbende kontanthjælpsforhandlingerne, og så har vi SU’en. Hver især ganske, ganske store ting, som indeholder forlig med forskellige partier. Og det er et stort puslespil, der skal falde på plads i denne her sammenhæng. Så forhandlingerne forløber sådan set fornuftigt, men det er meget, meget vanskeligt.

Spørger: Men deler du, kan man sige, bekymringerne fra erhvervslivet om, at det er meget nødvendigt at komme på plads med den her vækstpakke, og at man er bekymret for, at det kommer til at trække ud i det uendelige?

Statsministeren: Altså, nu er det jo mig og min regering, der har lagt vækstplanen frem, så jeg er helt enig i, at det er rigtig godt for dansk erhvervsliv, at vi får en vækstplan – og jo hurtigere, jo bedre. Vi har lagt den frem, og sidder og forhandler den i øjeblikket. Det er jo min forhåbning, at det lykkes snart. Det er jo ikke regeringen, der har forhindret, vi skulle komme videre med denne sag. Vi har jo lagt et færdigt forslag frem. Men det er klart, at tingene skal forhandles, og det har jeg også respekt for, at de andre partier selvfølgelig også vil have noget at skulle have sagt – og vil være en stor del af de her forhandlinger.

Spørger: Kan man ikke sige, at det er nu viser sig, at det var problematisk, at man lagde en finansiering i vækstpakken, som så mange partier i Folketinget har afgørende indflydelse på?

Statsministeren: Nej, det synes jeg bestemt ikke. Jeg tror, det ender med at være rigtigt godt – udover, at det var nødvendigt, så synes jeg også, man skal gøre sig klart, at tingene selvfølgelig hænger sammen. Og vi er meget optaget af at få brede aftaler om tingene, det håber jeg også, vi får i den her omgang. Jeg tror, det er stærkt og sundt for Danmark, at vi i de her store forløb, som vedrører rigtig mange mennesker – kontanthjælpsmodtagere, SU-modtagere og så hele vækstplanen, inddrager så mange som overhovedet muligt og får de her brede aftaler.

Spørger: En analyse, som DR har lavet, viser, at lærerne i stor stil flygter fra jer – fra alle regeringspartier – under denne her konflikt. Hvad tænker du egentlig om det?

Statsministeren: Jamen, det tænker jeg ... jeg tænker, at der er mange ting, der bliver tegnet meget sort og hvidt lige i øjeblikket. Jeg tror selvfølgelig også, det har nogle konsekvenser. Det er hårdt at være i en konflikt, og det er hårdt at være i en lockout. Mit budskab til lærerne, det er jo bare, at vi forsøger at forbedre den danske folkeskole. Vi har intet udestående med de danske lærere. Vi synes, de er dygtige, og vi håber på – at vi på den anden side af konflikten kan få et rigtigt godt samarbejde om at videreudvikle vores folkeskole.

Spørger: Men det virker som om, at lærerne, de synes, at de har et udestående med jer!

Statsministeren: Det må du jo snakke med dem om i givet fald, men vi har ikke noget udestående med de danske lærere. Vi synes, vi er optaget af, at de danske lærere skal være endnu dygtigere, end de er i dag. Det er også derfor, vi gerne vil afsætte nogle penge til efteruddannelse af vores lærere. Vi vil gerne have, at vores dygtige lærere bruger mere tid sammen med børnene – alt det synes jeg sådan set er en tillidserklæring til de danske lærere. Og det er mit håb, at vi på den anden side af konflikten får mulighed for at opbygge en rigtig god folkeskole med fokus på dem, der er det primære i folkeskolen – det er jo vores børn.

Spørger: Men er problemet ikke for jer – nu står du lige her og redegør for dét, du kalder en helhedsskole – det som lærerne kalder en heldagskole. De er imod det der. I har fået konflikten med dem nu, hvor det kommer til at se ud som om, at det er jer mod lærerne. Du har vel et stort reparationsarbejde i forhold til lærerne, hvis I nogensinde skal have den folkeskole op at køre igen!

Statsministeren: Som jeg husker det, den gang vi fremlagde vores bud om en helhedsskole, der var der rigtig mange af lærerne, som synes, at forslagene var gode. Jeg kan ikke huske, hvor mange af de forslag, vi havde, som de synes var gode. Men der blev udtalt en sådan rimelig positiv stemning omkring mange af de ting, som vi lagde frem. Så jeg håber da, at vi på den anden side af konflikten, som er hård, det anerkender jeg, og der bliver sagt mange ting i en konflikt, så skal vi i gang med at opbygge en god folkeskole, som har fokus på, at vores børn skal lære mere. Og man skal igen huske på, at det her, det handler om én vigtig gruppe – vores børn. Og vi har i dag en folkeskole, som ikke sikrer, at vores børn de kan nok, når de kommer ud af folkeskolen. Der sidder 3-4 børn i hver skoleklasse i gennemsnit, som ikke læser og regner godt nok, og det bliver vi da nødt til at forholde os til. Det gør regeringen, og det gør vi forhåbentlig også sammen med lærerne fremadrettet.

Spørger: Men hvem har ansvaret for, at de ikke bakker op længere ...

Statsministeren: ... jeg tror, vi er ved at være der!

Spørger: EU-kommissionen har lavet et notat om strukturelle ubalancer i dansk økonomi, og de peger især på to problemer. Det ene er, at Danmark på eksportmarkedet har tabt markante markedsandele, og de mener, det hænger sammen med, at de lønstigninger, der har fundet sted mellem år 2000 og 2010 – og udviklingen i produktiviteten, der er årsagen til de her problemer. Og så mener kommissionen, at alvoren om det her problems størrelse og årsagen til problemerne ikke helt er gået op for Danmark. Er du enig i det synspunkt?

Statsministeren: Det er jo rigtigt, at vores konkurrenceevne er mindsket ganske markant i løbet de sidste 10 år. Hvis man kigger på de 10 år, som er gået, så er vores konkurrenceevne mindsket med 20 procent, og det er meget alvorligt. Og det er jo netop også derfor, vi har taget indtil flere initiativer. Vi har en Produktivitetskommission, der arbejder og som allerede har givet sine første ideer, og som fortsætter med det. Og så har vi vores vækstplan, som netop skal styrke danske virksomheder. Og så har vi også en meget ansvarlig fagbevægelse, som har været tilbageholdende i forhold til lønstigninger. Så vi har mange ting, der peger i en positiv retning, men det er rigtigt nok, at udfordringen er meget stor. Og det er også netop dét, regeringen har taget fat på.

Spørger: Det andet hovedproblem, som kommissionen peger på, det er udviklingen i den private sektors gæld. Og navnlig husholdningernes store stigning i deres gældsætning, der fandt sted for omkring 2003 til 2007. Altså i starten af årtiet der udgjorde den omkring 95 procent af BNP. Den er steget til 150 procent af BNP. Og det mener man, er et alvorligt problem for dansk økonomi. I har jo haft en holdning – det er ikke noget problem, fordi folk har jo store pensionsopsparinger. Men kommissionen mener, at dét, der sker i Danmark i øjeblikket, det er, at husholdningerne nedbringer deres gæld, og så længe det sker, så bliver det meget svært at få gang i vækst og beskæftigelse i Danmark. Hvad siger du til det synspunkt?

Statsministeren: Jamen, det er jo rigtigt nok, at den danske gældstruktur har nogle særlige karakteristika. Men vi har også vores opsparingskultur, har vi også – danskerne har temmelig stor opsparing, og på den måde tror jeg, det er svært at sammenligne de enkelte lande. Men det er fuldstændig rigtigt, vi har nogle udfordringer, og de udfordringer har vi jo også taget fat på.

Spørger: Med den nye offentlighedslov, der vil I mørklægge dele af ministrenes og Folketingets arbejde. Og begrundelsen er, at ministrene har brug for et frirum til at modtage rådgivning. Du har jo konkret kendskab til – fra regeringens hverdag – hvilket ... det eksisterende frirum har givet af problemer. Så kan du ikke bare nævne et par konkrete eksempler på, at det eksisterende frirum har givet ministrene problemer, ud over Mette Frederiksen-sagen!

Statsministeren: Jeg tror at man skal i diskussion om offentlighedsloven, skal man starte med det helt grundlæggende spørgsmål om, hvorfor vi egentlig har en offentlighedslov. Altså hvorfor har man egentlig sådan en sag, og hvilke hensyn knytter der sig til at have en offentlighedslov. Og der er jo ikke nogen tvivl om, det tror jeg, alle er enige om, at i et demokrati, så skal offentligheden selvfølgelig have mulighed for at få indsigt i den måde, magten forvaltes. Og man kan simpelthen ikke forestille sig et demokrati, hvor man ikke har den mulighed. Og derfor har vi en offentlighedslov i Danmark, og derfor værner vi selvfølgelig også om den. Men man kan jo heller ikke forestille sig et demokrati, uden at man har effektive beslutningsgange, og uden at man rent faktisk kan træffe beslutninger i de enkelte ministerier. Og jeg synes jo, at hensynet til offentlighedens kontrol på den ene side og effektive beslutningsgange på den anden side, det har både i offentlighedskommissionen, som jo ikke var en tilfældig kommission, men en kommission med den tidligere ombudsmand som formand, som arbejdede flere år ... fundet den rigtige balance i den her offentlighedslov. Der er heldigvis også et bredt flertal i Folketinget i forhold til den her, og det tror jeg også bygger på – at det er bygget på offentlighedskommissionen. Så jeg synes, vi har fundet den rigtige balance her.

Spørger: Jyllands-Posten har spurgt 20 nuværende og tidligere ministre, om de kan pege på et konkret eksempel eller konkrete eksempler på, at den eksisterende har givet dem problemer. Det kan eller vil de ikke svare på. Du var en af dem, der ikke ville svare – hvorfor?

Statsministeren: Jamen, jeg kan da godt svare, hvor man kunne have nogle udfordringer. Altså jeg tror, siden vi havde vores offentlighedslov ... blev lavet sidste gang ...

Spørger: ... konkret ...

Statsministeren: ... der har man ændret en række procedure, og jeg tror i det hele taget, man får mere indspark fra styrelser og andre. Og hvis jeg fx sidder og skal lave et udkast til et svar i et samråd, så vil det være naturligt – ofte være naturligt, at jeg har en udveksling med Finansministeriet fx, og der tror jeg, der er behov for, hvis man skal have en effektiv måde at gøre tingene på, at man har et fortrolighedsrum i form af en sådan sag – udarbejde et talepapir mellem fx Statsministeriet og Finansministeriet, så det synes jeg da er et udmærket eksempel.

Spørger: Jeg vil bare høre dig – dit program for 1. maj, hvornår lå det fast.

Statsministeren: ... hvornår ligger det fast ...

Spørger: ... ja, eller hvornår blev det besluttet, du ikke skulle tale i Fælledparken.

Statsministeren: Jeg tør simpelthen ikke sige, hvornår vi var helt færdige med mit program til 1. maj.

Spørger: Jamen, var det før eller efter knockouten trådte ind?

Statsministeren: Jamen, vi har hele tiden vidst ... hvis det er dét, du spørger om, det er, om vi hele tiden har vidst, vi ikke skulle i Fælledparken, så har vi vidst rigtig lang tid, vi ikke skulle i Fælledparken, fordi vi som sagt har den tradition, at det er overborgmesteren eller overborgmesterkandidaten, der deltager på hovedscenen i Fælledparken i det år, hvor der er kommunalvalg.

Spørger: Men du talte jo selv i Fælledparken i 2009.

Statsministeren: Jeg talte ikke på hovedscenen i Fælledparken i 2009. Som jeg har fået det opfrisket i min erindring, så talte jeg på et sidearrangement om aftenen i Fælledparken for nogle DSU’ere, så jeg talte ikke på hovedscenen i Fælledparken i 2009.

Spørger: Kunne du sige, hvad Danmark kan tilbyde Grønland i forhold til nultolerancepolitikken på uranen.

Statsministeren: Vil du lige gentage spørgsmålet!

Spørger: Kan du uddybe, hvad Danmark kan tilbyde Grønland i forhold til lempelse af nultolerancepolitikken omkring uranudvindingen.

Statsministeren: ... det der med at tilbyde Grønland ...

Spørger: ... nej, men hvor langt kan I gå. Vil I være med til at løfte nultolerancepolitikken?

Statsministeren: Jamen, det er jo nok dét, det bygger lidt på en misforståelse, for det er ikke Danmark, der skal ophæve nultolerancepolitikken – det er grønlænderne, der har det ansvar. De har taget råstofområder hjem, og det er dermed også grønlænderne selv, der har ansvar for i givet fald at ophæve nultolerancepolitikken.

Spørger: Så vidt jeg husker – din udenrigsminister Villy Søvndal har da slået fast, at uranudvindingen er et sikkerhedspolitisk anliggende og dermed også et anliggende for Christiansborg og den danske regering.

Statsministeren: Det er det også, men det indebærer ikke, at det er os, der skal bestemme, om man i Grønland ophæver nultolerancen. Det går man sådan set i Grønland. Hvis man så ophæver nultolerancen, så må der være en række spørgsmål, som man skal tage stilling til i fællesskab, og det er blandt andet også dét, vi skal drøfte i eftermiddag. Der har vi allerede nedsat en arbejdsgruppe, som skulle se på, hvilke spørgsmål rejser der sig så, hvis man ophæver nultoleranceprincippet. Men det ændrer altså ikke ved, at det er grønlændernes beslutning at ophæve nultolerancen. Og hvis de så gør det, så må vi så i fællesskab få et overblik over, hvad det rejser af yderligere spørgsmål.

Spørger: De spørgsmål, som de så rejser fra dansk side, hvad kunne det være?

Statsministeren: Jamen, det er jo sådan noget med, hvilke konventioner er man så underlagt – i hvilket omfang er grønlænderne underlagt de konventioner – altså en række forskellige spørgsmål. Jeg tror bare, det er vigtigt at have på plads, hvem der beslutter hvad i de her sammenhænge.

Spørger: Jeg vil gerne følge lidt op og høre, om du kunne nævne en specifik sag eller en specifik proces, hvor den nuværende offentlighedslov har besværliggjort beslutningsgangen?

Statsministeren: Jamen, jeg synes netop, jeg har nævnt en generel problemstilling, som også kunne gælde for Statsministeriet. Jeg tror, der vil være andre generelle problemstillinger, som kunne gælde for andre ministeriet.

Spørger: Jamen, jeg spørger til specifikke sager!

Statsministeren: Jamen, jeg har ikke nogen specifikke sager, jeg vil give som eksempler. Jeg tror bare, at man skal forstå, at der dagligt jo er udvekslinger mellem fx Statsministeriet og Finansministeriet. Hvis jeg skal besvare et spørgsmål, så får vi input til at tale og diskutere det frem og tilbage, også for at undgå at sige noget, der er forkert, så det er en helt almindelig måde at arbejde på.

Spørger: Du nævnte selv det her med brevveksling mellem Finansministeriet og Statsministeriet, hvornår er det sket, at du gerne havde set, at nogen af de dokumenter, der blev udvekslet der ...

Statsministeren: ... jeg har ikke yderligere at tilføje til det. Jeg gav et eksempel på, hvor der kan være behov for at have et fortrolighedsrum. Og jeg er egentlig meget tilfreds med, at vi at offentlighedskommissionen har arbejdet ganske lang tid – har fået en enstemmighed i offentlighedskommissionen om de her spørgsmål – har et bredt flertal i Folketinget om det, og så tror jeg, man skal passe meget på, at man ikke går ned i én ting i forhold til offentlighedsloven og siger, det er et stort problem og så samtidig glemmer alle de forbedringer, som også er i offentlighedsloven. Sådan ser jeg i hvert fald på det.

Spørger: Jeg vil gerne stille et par spørgsmål om vilkårene for de ansatte i luftfartsbranchen. På Danmarks Radio kunne vi i sidste uge give et indblik i nogle af de kontrakter, der gælder for de kabineansatte i Ryanair. Det er blandt andet sådan noget som ingen løn under sygdom og 1 dags opsigelsesvarsel og noget i den stil. Eksperter kalder det slavelignende forhold. Hvordan vil du egentlig betegne sådan nogen forhold?

Statsministeren: Jamen, jeg må ærligt indrømme – jeg har godt hørt, der var de programmer, jeg har ikke selv set dem, så jeg vil ikke udtale mig om det.

Spørger: Men hvad du sådan generelt kender til vilkårene ...

Statsministeren: ... nej, jeg tror, det vil være på et for løst grundlag at udtale sig om den sag.

Spørger: I Norge har Jens Stoltenberg udtalt, at han aldrig ville drømme om at flyve med Ryanair, og det har mange af hans ministre også gjort. Vil du selv flyve med Ryanair?

Statsministeren: Jeg er nødt til at sætte mig mere ind i, hvordan forholdene er, så det har jeg ingen kommentarer til.

Spørger: Jamen, et sidste spørgsmål ...

Statsministeren: ... nej, jeg tror ikke ... jamen, du må godt ...

Spørger: ... jamen, jeg ville bare høre – de vilkår, som de kan tilbyde, hvordan stiller det i dag et selskab som SAS, som I jo er med til at redde flere gange i løbet af de sidste fem år, hvordan stiller det dem?

Statsministeren: Jamen, jeg har ikke yderligere kommentarer, for jeg kender simpelthen ikke på stående fod nok til de forhold, der gælder for ansatte i luftindustrien.

Det var det sidste!

Tak skal I have.”